Jeg lever stadig!

syns også du skal snakke med din sp eller læge om din mands situation.. det kan altså godt være en fødselsdep. og så er det bare med at få hjælp til at håndtere det..

Holbæktrunten skriver:

Men kun lige akkurat...

Jeg ved at jeg lovede snarlig FB og opdateringer på fødselen af Noah, men desværre har alting ikke gået som forventet...

Amningen kørte ad h... til. Resultat heraf var selvfølgelig ulykkelig unge - og mor, efter 2,5 uge med skrækkelige smerter og 5-6 timers udmalkning i døgnet (hvor man skulle forestille at sove), da man jo vil give sit barn det bedste. Det var en svær beslutning at stoppe, men den blev taget da Noah var 3 uger gammel.

 

Oveni dette har han absolut ingen rytme. Det der med at babyer sover 16-18 timer i døgnet har min søn åbentbart overhørt. Det begynder så småt at blive LIDT bedre, så satser på at jeg snart får lidt mere søvn...

 

-Og hvorfor kan farmand så ikke lige hjælpe og aflaste lidt? 

-Joh, tror faktisk han har fået en efterfødsels-reaktion. Han lukkede lige op for godteposen i sidste uge, da jeg efter 4 uger havde bedt om at få lov at sove igennem, bare en enkelt nat. Han har ingen følelser for Noah - andet end irritation. Han er irriteret over at han græder, over hans små knirkelyde når han spiser, hans hjælpeløshed osv... 

Jeg ved at det ikke er noget han kan gøre for, og det eneste der hjælper er at give tid... Men for HELVEDE hvor er det dog hårdt! Det var ikke det jeg meldte mig til, da jeg lod mig overtale(!!!) til at få et barn...

Jeg er SÅ træt af at stå med det hele alene - frustrationerne såvel som glæderne. Var til 5 ugers undersøgelse i dag - og manden har ikke engang spurgt hvordan den gik... 

Nå, tudeindlæg herfra... Igen. Dog altid noget at det var nyt emne, ikke? :0)

Anyway, det er forklaringen på at jeg pt er temmelig fraværende. 

Knus og klem fra Janne

Du trænger vidst til en 

Mca<3 skriver:

Årh for pokker din stakkel   Det er sgu synd for dig og lillemanden , er der noget jeg kan gøre for at hjælpe ??  Jeg tilbyder gerne at tage lillemanden en nat men du kender mig selvf ikke ,,,  Men råb højt hvis det hele virkelig brænder på , hjælper gerne   og jeg mener det

Hvor er du sød :0) 

Jamen bare alle de dejlige svar på mit indlæg hjælper...

Holbæktrunten skriver:

Hvor er du sød :0) 

Jamen bare alle de dejlige svar på mit indlæg hjælper...

Hold ud , det bliver kun bedre   Da jeg fik min nr 1 troede jeg ærligt at jeg havde ødelagt mit liv for evigt he he har fået 2 mere siden

Jeanne skriver:

Stort herfra. Det lyder ligesom vores "dejlige" start på familielivet.

Tag en snak med sp om det - mænd kan jo sagtens få fødselsdep og andre reaktioner på spædbørn.

(Lige en sidebemærkning fra mit liv - min kæreste var ikke alene/havde ansvaret for vores søn før han var 2½ år. Så jeg kender de frustrationer du har lige nu)

Tør simpelthen heller ikke lade ham være alene med knægten pt - og han tør heller ikke...

Er helt sikker på at det er en efterfødsels-reaktion han har raget til sig, min kære mand... Ikke en fødselsdepression... 

Vi har altid været gode til at tale sammen og tage tingene i opløbet, så ved at han ikke føler sig deprimeret. Han er lykkelig og tilfreds med sit/vores liv - bortset lige fra at han har det sådan i forhold til sit barn. 

Han fortæller at han håber at han finder en løsning til at håndtere de negative følelser, for han vil stadig gerne have flere børn - men ikke hvis det er sådan at baby(en) skal blive større før han kan håndtere det...

Han vil SÅ gerne være den far han havde forestillet sig han ville være, og er ked af han ikke magter det pt. Han mener selv at det er hjælpeløsheden han ikke kan håndtere, og det at han ikke synes han kan se en reaktion på at han trøster ham når han er ked... Og at det bliver bedre når han er lidt ældre og begynder at kunne forstå at man er der...

Han kan slet ikke forstå at man rent faktisk hjælper sit barn, bare ved at VÆRE der... Selvom det er hårdt at se/høre ham græde i to timer...

SpunkenJo skriver:

Åååhhh

Sikke dog en start

Ville ikke smutte uden at sende dig/jer en kæmpe krammer



Jeg tror du skal snakke med din SP omkring din mands tilstand, for det er ikke sikkert det er en go ide at lade ham gå med det uden at snakke om det....

Kæmpe kram Jo

Vi snakker meget om det ham og jeg... Og han synes det hjælper. 

Planen er også at tale med vores meget søde sundhedsplejerske - manden er også med på det... Han er villig til at prøve hvad som helst, for han vil virkelig gerne sit barn... 

Vi har aftalt at han prøver at have ham bare et kvarter eller en halv time hver dag (når han er glad, Noah) ... Det mener han at han kan håndtere. Og giver mig ret i at det måske kan give nogle positive stunder med lillemanden, og tryghed i og med at han ved at det er i kort tid og at han altid kan aflevere ham til mig hvis han bliver ked... Også for at knægten skal vide hvem hans far er, for pt har min veninde mere kontakt til ham end hans far...

Holbæktrunten skriver:

Vi snakker meget om det ham og jeg... Og han synes det hjælper. 

Planen er også at tale med vores meget søde sundhedsplejerske - manden er også med på det... Han er villig til at prøve hvad som helst, for han vil virkelig gerne sit barn... 

Vi har aftalt at han prøver at have ham bare et kvarter eller en halv time hver dag (når han er glad, Noah) ... Det mener han at han kan håndtere. Og giver mig ret i at det måske kan give nogle positive stunder med lillemanden, og tryghed i og med at han ved at det er i kort tid og at han altid kan aflevere ham til mig hvis han bliver ked... Også for at knægten skal vide hvem hans far er, for pt har min veninde mere kontakt til ham end hans far...