Jeg lever stadig!

Men kun lige akkurat...

Jeg ved at jeg lovede snarlig FB og opdateringer på fødselen af Noah, men desværre har alting ikke gået som forventet...

Amningen kørte ad h... til. Resultat heraf var selvfølgelig ulykkelig unge - og mor, efter 2,5 uge med skrækkelige smerter og 5-6 timers udmalkning i døgnet (hvor man skulle forestille at sove), da man jo vil give sit barn det bedste. Det var en svær beslutning at stoppe, men den blev taget da Noah var 3 uger gammel.

Oveni dette har han absolut ingen rytme. Det der med at babyer sover 16-18 timer i døgnet har min søn åbentbart overhørt. Det begynder så småt at blive LIDT bedre, så satser på at jeg snart får lidt mere søvn...

-Og hvorfor kan farmand så ikke lige hjælpe og aflaste lidt? 

-Joh, tror faktisk han har fået en efterfødsels-reaktion. Han lukkede lige op for godteposen i sidste uge, da jeg efter 4 uger havde bedt om at få lov at sove igennem, bare en enkelt nat. Han har ingen følelser for Noah - andet end irritation. Han er irriteret over at han græder, over hans små knirkelyde når han spiser, hans hjælpeløshed osv... 

Jeg ved at det ikke er noget han kan gøre for, og det eneste der hjælper er at give tid... Men for HELVEDE hvor er det dog hårdt! Det var ikke det jeg meldte mig til, da jeg lod mig overtale(!!!) til at få et barn...

Jeg er SÅ træt af at stå med det hele alene - frustrationerne såvel som glæderne. Var til 5 ugers undersøgelse i dag - og manden har ikke engang spurgt hvordan den gik... 

Nå, tudeindlæg herfra... Igen. Dog altid noget at det var nyt emne, ikke? :0)

Anyway, det er forklaringen på at jeg pt er temmelig fraværende. 

Knus og klem fra Janne

PUHA...

KÆMPE Kram herfra...

Det med babyer skal sove så mange timer er lillemanden her også ret ligeglad med...

lige idag har vi lige haft en 6 timers periode hvor han bare var vågen og sulten næsten konstant...

var også svært at finde en rytme i det men det går lidt bedre nu... han er ca. 1 mdr nu (19-09) og det begyndte først med en egentlig rytme for en 1½ uges tid siden...

Håber virkelig I får hjælp til at komme igennem det hele og ud som en stærkere familie på den anden side af alt det her...

Endnu en gang KÆMPE  fra mig.. ved det er hårdt uden rytme i søvnen...

Du tranger vist til lidt ro og søvn, kan desværre ikke hjælpe med det, men du kan få et kæmpe kram og nogle medfølende tanker.

 Du trænger da til at blive aflastet lidt. Kan han ikke tage lidt over, selvom han ikke føler noget for jeres søn endnu, eller har du noget familie eller en veninde som kan træde til. Du ender da med at blive tosset ellers

Årh for pokker din stakkel   Det er sgu synd for dig og lillemanden , er der noget jeg kan gøre for at hjælpe ??  Jeg tilbyder gerne at tage lillemanden en nat men du kender mig selvf ikke ,,,  Men råb højt hvis det hele virkelig brænder på , hjælper gerne   og jeg mener det

Stort herfra. Det lyder ligesom vores "dejlige" start på familielivet.

Tag en snak med sp om det - mænd kan jo sagtens få fødselsdep og andre reaktioner på spædbørn.

(Lige en sidebemærkning fra mit liv - min kæreste var ikke alene/havde ansvaret for vores søn før han var 2½ år. Så jeg kender de frustrationer du har lige nu)

Stakkels dig  

Men første skridt på vejen frem er jo taget. Det er selvfølgelig en svær beslutning at tage, om man skal fortsætte kampen med at amme eller ej, men man skal jo ikke fortsætte for hver en pris.

Jeg tænker også at din mand måske har fået en fødselsdepression, eller også skal han bruge lang tid på at knytte sig til den lille.
Mændene har jo ikke den samme naturlige binding til barnet som moren har, og nogen har (desværre) svært ved at knytte sig til dem mens de er så små