Anonym skriver:
Vores søn er knap to år, og han er rigtig kommet i den alder hvor vi skal prøve os af i ALT!!! men sådan er det, og synes det går ok, meeeen vi har et kæmpe diskution HVER gang vi skal ud af døren.
Sådan forgår det som regl:
os: Kom skat så skal vi have overtøj, og i dagpleje ( FX. )
Ham: nej - hvor efter han løber væk
os: vi henter ham og siger nu skal vi have overtøj på, vil du være sød og hjælpe til
Ham: nej- og løber væk
Og til sidst efter det har gentaget sig mange gange, bliver overtøjet taget på af os, med en skrigene og grædene dreng i armene!
Hvad gør i?
Kender det der!
Jeg gør mit bedste for at undgå/komme ud af hans nej-modus - særlig hvis jeg ved, at nu kommer en situation, hvor han typisk forsøger at protestere.
F eks, hvis han siger nej og løber væk, så ændrer jeg det til en leg uden at blive sur og siger "nu kommer jeg og tager dig!" og sniger mig efter ham. Det synes han er vanvittig morsomt, særlig hvis jeg nærmer mig lidt langsomt, så han har tid til at nyde forventningen. Efter det har han ofte glemt, at han sagde nej, og hvis ikke, så giver jeg ham ret og slet tøj på. Jeg lader ham ikke stikke af flere gange.
I det hele taget tager jeg ikke de der lange jo-nej diskutioner. Han får lov til at sige nej - og hvis det kan lade sig gøre, så respekterer jeg hans nej - men hvis det ikke kan være anderledes - f eks med at børste tænder om aftnen - så fortæller jeg, hvorfor vi skal gøre det alligevel, og så gør vi det med det samme.
Jeg prøver efter bedste evne at ændrer en nej-situation til leg, og så gennemføre det vi skal uden at situationen låser sig. Det går jo ikke altid, men ofte kan det virke. Nogen gange siger han jo også nej bare for at sige nej. Da ler jeg til ham og siger noget i stil med "din lille bandit". Så glimter det til i øjnene på ham og han ler også.
Håber, det kan være til lidt hjælp. Ikke nemt når toåringen bestemmer sig for at være selvstændig....
