Jeg har både doneret mine organer til syge patienter og min krop til videnskaben.
Det er min beslutning og ikke mine pårørendes.
For det første er det min krop og for det andet skal de ikke stå midt i en sorg og tage flere beslutninger end højst nødvendigt.
Jeg ønsker ikke en grav. Det er ikke rigtig noget vi bruger i min familie. 
Min far der er døende har ønsket sin aske spredt.
Min mor holder på, at vi skal holde en besættelse først hvor andre også kan deltage for at sige farvel og jeg må sige, at jeg hader tanken.
Al den der sorg samlet og udstillet på ét sted synes jeg er forfærdelig.
Jeg har ikke behovet. Men deltager for min mors skyld, når den tid kommer.
Jeg slægter min far meget på hvad den slags følelser og tanker angår.
Vi har ikke behovet for en grav, for bisættelse eller i det hele taget brug for cermonier.
Vi bærer vores minder og kærlighed i hjertet og det er nok for os.
Jeg kan selvfølgelig ikke vide om min søn vil have det på samme måde den dag jeg går bort, men nu har jeg så taget beslutningen for ham.
Anmeld
