SussieThyssen skriver:
Kunsten at få en teenager ud af sengen.
© Ssussie Thyssen 2011
Jeg har en teenager løs i huset. Han er 14 år og aldeles skøn, men han er…en teenager.
Teens er et helt unikt folkefærd, faktisk er de at sammenligne med aliens..fra jorden kan de ikke være, det er jeg sikker på.
Den ene dag har man en superglad og lige-ud-af-landevejen knægt, der klatrer, kravler, hopper og danser, som gerne vil give sin mor kys og knus hvor som helst og når som helst, til at man den næste, pludseligt kun kan blive bevilliget et ”Hej” og tilnøds få lov at nulle lidt i håret…når andre IKKE er der.
Og så er det, at man må bruge lidt ekstra tid på at nyfortolke dette besynderlige folkefærds sprog, som især indbefatter kropssprog, hvilket er svært, idet der stort set intet er.
Faktisk burde der ved udleveringen af ethvert barn følge en ordbog med, hvor der udenpå skal stå: Til brug fra indtrædelsen af præpuberteten!
Ikke at den ordbog vil være særligt tyk, for som sagt, så består deres sprogbrug af meget få gloser, hvorimod brugsanvisningen og kropssprogsfortolkningsdelen, let kunne komme til at fylde et ti binds værk.
Alene det at få knægten ud af sengen om morgenen, er et helt kapitel for sig.
Før var det let at få sønneke ud af sengen, men af en eller anden grund, så er alle teens pr definition B-mennesker.
De går sovende gennem dagen og først 5 min i den fastsatte sengetid er de vågne, for så at køre for fulde omdrejninger hele natten indtil kl 5 om morgenen. Derefter kan de snildt sove 10 timer i træk, og bruger så den nye ”dag” på at sove videre.
Men..den går jo ikke, der er nu engang noget, der hedder skole, og hvad de føler for den, skal jeg ikke komme ind på her.
Følgende udspiller sig stort set hver eneste morgen ugens 5 hverdage hjemme hos os. Dog med enkelte variationer over samme tema.
Kl 6:30
Mor tænder lyset ude på gangen, og ikke inde på værelset, for sønnekes sarte sjæl og øje kan ikke klare stærkt lys, så tidligt på døgnet. Nu skinner lyset blødt og velbehageligt ind i værelset og kaster sit spæde lys ind og rammer væggen over hans seng.
Mor stikker hovedet ind i tusmørket og siger:
- Godmorgen skat..så er det stå-op-tid.
Der kommer ikke en lyd.
Gentagelse af ovennævnte, men lidt mere optimistisk denne gang. Som mor må man jo være ”på”, og foregå med et godt og morgenfriskt eksempel.
Denne gang kan man opfatte en lille bevægelse et sted i tusmørket, og man er klar over, at der, om så kun i 5 sekunder, er kontakt.
Man går nedenunder, og påbegynder morgenritualerne.
5 min senere går man ud i gangen og kalder igen:
- Så står vi op.
Husk, at man stadig skal lyde frisk og optimistisk.
Ikke en lyd kommer der.
Så går man ovenpå og der er aldeles stille. Så er man den hårde mor og tænder lyset på selve værelset.
Oh-ve, værelset er tomt!!
Og dog..kan det nu passe?
Ovre i sengen ligger dynen, en klump uformelig bylt og sørme om ikke man kan øjne en hårtop stikke frem lige under kanten af den øverste ende (hvis den altså ikke stikker frem nede i fodenden, hvad der udmærket kan være tilfældet, som bekendt kan man aldrig vide, hvor man finder teens næste gang, man ser dem)
Så man kan altså roligt forudsætte, at om morgenen, så skal man ikke lade sig narre af at værelset kan virke tomt, det er det ikke.
Man går hen og prikker lidt til bylten og siger mildt:
- Så skat, nu skal du op.
Dyb tavshed..ikke en lyd eller bevægelse.
Man letter lidt på det ene dynehjørne og mere af hårtoppen kommer til syne.
Jo jo, der er skam en person tilknyttet håret.
Man skubber blidt til poden, og han strækker sørme en arm ud, og man må nok engang undres over, hvem den der begyndende mandearm tilhører, for det kan bestemt ikke være ens lille dreng. Men den er nu god nok, for nu vender han sig også, og man ser et ansigt med enkelte bumser, en kartoffelnæse, der ikke rigtigt kan bestemme sig til hvilken form, den vil antage, når den er færdig med at vokse, en blød mund, som engang overdængede sin mor med kys, og som nok, om ikke så længe, vil overdænge en eller flere unge piger med samme. Over den bløde mund er der et spirende lille overskæg, men resten af ansigtet er nu stadig sønnekes, så han er genkendt.
Lidt mere bestemt siger mor:
- Så, nu går den ikke længere, kom så op!
Og så går man ned igen.
Kl 6:50
Man går bestemt hen til trappen og råber op:
- Kan du SÅ stå op!
Bums! Lyder det deroppe fra og en søvnig men såret stemme lyder:
- Ja ja, men du behøver altså ikke at lyde så skrap.
Mig, skrap??
Tilbage til køkkenet, og man hører langsomme og meget slæbende skridt ned af trappen.
Da man kommer ind i stuen med morgenkaffen, ligger der en bylt uformelig tæppe på sofaen og frem under det….stikker der…en tot hår.
Nogle mennesker spiser i køkkenet eller inde ved spisebordet om morgenen, men hos os, sidder vi hyggeligt i sofaen, med levende lys og blød musik i radioen, en for os velsignet og afstressende måde at starte dagen på.
Nå, knægten for lov at boble lidt under tæppet, det er jo så dejligt at putte der.
Min mand og jeg sidder og småsnakker hyggeligt, og så begynder vi forfra.
Kl 7:05
- Nickolai, kan du så sætte dig op, du skal spise din morgenmad.
Intet liv!
Lidt mere bestemt fra min mand:
- Nickolai, sæt dig så op!
Der ER liv!!
Tæppet bevæger sig, og tæppe samt søn får virkeligt facon og retter sig op i siddende stilling. Men øjnene er stadig lukkede..altså øjnene på sønnen, ikke tæppet.
Han rækker armen ud, og det lykkes ham næsten at ramme rigtigt første gang og gribe det stykke brød, der står foran ham, uden at vælte sit glas juice. Han er IKKE nogen morgenmadsspiser.
Stadig med lukkede øjne indtages de første bidder.
Min mand og jeg småsnakker videre, for selvom man ikke skulle tro det, så er vi faktisk over det værste, for hvad enten knægten synes om det eller ej, så har brødet og juicen en vis energipåvirkning, og vi ved, han er ”næsten” vågen…sådan da.
- Husk nu din vitaminpille! Siger mor.
- Hva?
- Husk din vitaminpille! Siger far tålmodigt.
- Ja ja. Siger vores pode.
Vi siger to ord til hinanden, og da vi kigger hen på knægtens plads, ligger der atter en klump uformelig tæppe med en hårtot.
Kl 7:20
- Så skat, sæt dig så op og tag din vitaminpille, og så er det ved at være badeværelses tid. Siger mor.
Ikke en lyd.
- Nickolai, let dig så! Siger far bestemt.
Tæppet får atter rettet sig op og afslører endnu engang et par lange arme, der giver sig til at gnide hoved og øjne kraftigt.
Og sørme om ikke tæppet også får stemme.
- Jeg har ondt i hovedet! Mumler han.
På teen-sprog betyder dette ikke, at han rent faktisk HAR ondt i hovedet, nej i oversættelsens verden, betyder det slet og ret:
”Jeg har glemt at lave engelsk”, eller noget tilsvarende.
- Du skal se, det går nok over, når du kommer ud i den friske luft. Siger mor uden at lade sig påvirke.
- Spis nu din vitaminpille. Tilføjer hun.
Han begynder nu at snøfte og hoste energisk og skæver mobiliserende over mod sin mor.
Efter et par kraftige snøft og et ekstra kraftigt host siger han:
- Jeg synes, jeg har ondt i halsen!
Åh-åh, den var værre!
Igen skal man ind i teen-oversættelsens verden, og ikke lade sig narre til at tro, at det betyder, hvad det lyder som. Nej i teen-sprog betyder det noget meget værre, nemlig:
”Jeg har ikke fået lavet min danske stil, som vi får karakter for, og den geografirapport, som jeg allerede har fået udsættelse på en gang, har jeg ligesom heller ikke fået lavet.”
Så er det, at man må være den benhårde mor og konfrontere det unge menneske med de barske realiteter:
- Er der noget du ikke har fået lavet, som du skulle?
Stilhed.
- Er der? Holder mor fast.
- Mjaa!
- Det er der jo ikke noget at gøre ved. Siger mor, med en klump i halsen og hår på brystet.
- Jamen mor, så kommer jeg altså til at blive på skolen efter vi får fri og lave opgaven..og det vil bare tage hele eftermiddagen.
For pokker da, han er jo ligefrem veltalende, og ser appellerende og sønligt tilbedende på sin mor.
Nu er det, at mor ikke kun må have hår på brystet, nej hun må også iføre sig rustning og sige:
- Det er der jo ikke noget at gøre ved. Det er 4 uger siden du fik den geografirapport for, så nu må du tage det sure med det søde.
Spis så din vitaminpille og gå på badeværelset.
Kl 7:35
Trasker sønneke på badeværelset.
Der findes to typer teen-drenge.
Enten he-man typen eller casual-typen.
He-man typen bruger længere tid på badeværelset end selv teen-piger, og det siger ikke så lidt.
De bruger uanede mængder af ting til håret og bruger timer på at studere sig selv i spejlet. Derefter går de pernittent op i deres tøjstil, uanset hvilken en de har.
Casual-typen derimod er på det nærmeste lige modsat. De har det bedst i joggingbukser og en stor T-shirt samt en huddie, godt udtrådte kondisko og en eller anden jakke.
De hader at gå til frisøren, og at få dem til at tage noget andet på, uanset hvad de skal, er en kamp.
Til gengæld er de lette at sende på badeværelset, for det tager kun den tid, som de er om at børste tænder, smide lidt vand i hovedet og bruge en deodorant.
Min er af Casual-typen, skal jeg lige tilføje.
Kl 7:40
Kommer han dampende ned af trappen, og for engangsskyld er der fart over feltet. Han har glemt at børste håret, så mor griber lige en børste og får fanget ham midt i skopåtagningen.
- Du har glemt at skifte T-shirt. Siger mor mildt.
- Åh for pokker da!
Ovenpå igen. Han buldrer ind på sit værelse mens far tålmodigt råber:
- Jeg går ud og starter bilen.
Han kysser mor kærligt og siger med et grin:
- Teens! Flere ord er ikke nødvendige. Sønneke er ikke den første, men den sidste af vores unger, både egne og andres, vi har haft under vore vinger.
- Jeg har ikke nogen rene T-shirts. Råber han deroppefra.
- Selvfølgeligt har du det. Svarer mor tilbage. Der ligger en hel stak i den sædvanlige skuffe.
- Nej der gør ej! Råber han.
Mor går ovenpå og åbner den skuffe, der har været T-shirts i, de sidste 4 år og peger.
- Nåe, ja! Svarer han fjoget, og mor går igen.
Det er nemlig vigtigt at mor går. Hun må under ingen omstændigheder se ham uden T-shirt. Tænk hvis hun nu fik set, at han også er begyndt at få hår på brystet. Uhadada.
Kl 7:50
Kommer han endnu engang buldrende ned af trappen og griber tasken.
Og et lille mirakel sker. Han har så travlt, at han glemmer at han er stor, og giver mor et stort smækkys på kinden. Han kommer i tanke om sin voksenhed, griner fjoget og styrter ud af døren til den tålmodigt ventende far.
Mor står tilbage med et lige så fjoget smil, og et lille fnis slipper hende.
Hans overlæbe stak nemlig, da han kyssede hende.
Og inde på bordet, ved siden af tallerken ligger…vitaminpillen.
