Forældre som er skilt

Hmm... Den er altså svær! For jeg forstår godt din bekymring og frygt for hvad der skal ske i jeres familie.

Men hvis det var mig, ville jeg ikke have at mine børn skulle blandes ind i mine samlivsproblemer. Helbredsproblemer eller arbejdsrelaterede ting kunne jeg sagtens dele, men forholdet til deres far - nej tak, den tager jeg med veninderne! Kan være de er i gang med en løsrivelsesproces fra hinanden eller en helbredelsesproces i parforholdet. Det ved du ikke og jeg synes strengt taget ikke du skal vide det. Hvis du gerne vil vise lidt omsorg for din mor - og det synes jeg du skal - så kan du tage hende med på en mor-datter- dag med ting I kan lide at lave og så måske sige til hende, at du er bnge for hun har for meget om ørerne og at hun skal passe på det med blodtrykket. Men ikke noget om deres parforhold.

Håber meget du får lidt ro i sindet og kan hygge lidt om din kære stressede mor

lotchen skriver:

Hmm... Den er altså svær! For jeg forstår godt din bekymring og frygt for hvad der skal ske i jeres familie.

Men hvis det var mig, ville jeg ikke have at mine børn skulle blandes ind i mine samlivsproblemer. Helbredsproblemer eller arbejdsrelaterede ting kunne jeg sagtens dele, men forholdet til deres far - nej tak, den tager jeg med veninderne! Kan være de er i gang med en løsrivelsesproces fra hinanden eller en helbredelsesproces i parforholdet. Det ved du ikke og jeg synes strengt taget ikke du skal vide det. Hvis du gerne vil vise lidt omsorg for din mor - og det synes jeg du skal - så kan du tage hende med på en mor-datter- dag med ting I kan lide at lave og så måske sige til hende, at du er bnge for hun har for meget om ørerne og at hun skal passe på det med blodtrykket. Men ikke noget om deres parforhold.

Håber meget du får lidt ro i sindet og kan hygge lidt om din kære stressede mor

Det er også ligenøjagtig sådan jeg har det. Jeg er glad for du vil give mig det syn på sagen, for ja, jeg er nemlig bange for at det bare ikke er noget jeg skal blande mig i, men samtidig være der for dem. Og så må tiden jo vise hvilken vej det går..

Gigl skriver:

Det er også ligenøjagtig sådan jeg har det. Jeg er glad for du vil give mig det syn på sagen, for ja, jeg er nemlig bange for at det bare ikke er noget jeg skal blande mig i, men samtidig være der for dem. Og så må tiden jo vise hvilken vej det går..

Åh ja, tiden må vise hvad der sker. Prøv bare og tænk hvor inderligt svært det må være at skulle gå fra hinanden efter så mange år sammen. Det er nok ikke noget man bare lige beslutter. Men igen, du ved jo ikke om de er ved at løse det sammen

Så som du selv siger, vær der for dem og vis at du elsker dem begge to

Tak for det i hvert fald.

Gigl skriver:

Jeg tvivler på der er ret mange der kender mig herinde, så derfor kan jeg vist godt lufte mine tanker her.. (undskyld det bliver langt)

Det handler om mine forældre.

De er gift og har været sammen siden de begge var 17. De fandt sammen på sådan en romantisk Morten Korch-film-agtig måde (min mor boede på en gård og min far arbejdede på gården), og så er de kommet over på den anden side af min mors families rod.. og de har stablet en sundt og fungerende og trygt forhold op. De har 4 børn, vi er 3 store som er flyttet hjemmefra og den sidste er en efternøler og bor hjemme.

De har altid sagt til os at vi ikke skal være bange for at de gik hen og blev skilt ligesom så mange andres forældre vi kendte, og det gav os en kæmpe tryghed.

Men igennem den sidste lange tid har de skændtes rigtig meget og værre end normalt (for alle skændes jo til tider).. de er ikke så tætte som de var engang.. de hakker på hinanden og holder ikke i hånd eller småkysser som de plejer for snart længe siden. Jeg hentydede en dag til at de vel ikke skal skilles, men da svarede mig mor, at det kunne man jo desværre aldrig vide.. og siden har jeg kun lagt endnu mere mærke til deres hakken.

Min mor virker desværre stresset. Hun har altid været en overskudsagtig jeg-kan-klare-alt-i-verden mor.. samt andres problemer. Hendes mor og bror har det ikke nemt og dem står hun altid til hjælp for. Min søster har det heller ikke nemt for tiden, og der er hun self også. Jeg er bare bange for at alle de ting tynger hende.. hun blev for ikke ret længe siden indlagt med meget forhøjet blodtryk, men afviste blankt at det kunne være pga stress.

Jeg tror nu det er stress og det påvirker deres forhold. Hun virker ked af det til tider, når de har skændtes, men hun skjuler det godt - hun er jo en god mor.

Jeg er bange for at jeg helt aldeles vil miste troen på evig kærlighed hvis de går fra hinanden... jeg ved godt det ikke er ualmindeligt, men i min alder (24) er det bare noget andet end hvis jeg var lillebitte..

Jeg har lyst til at snakke med dem og fortælle dem at jeg bekymre mig for dem. Men jeg er bange for at de ville tage afstand og putte happy-face på fordi det ikke er noget jeg, som deres datter, skal bekymre sig om.

Ville i snakke med dem, hvis i var mig? Eller ville i lade det være op til dem, for det er jo deres parforhold og jeg er jo bare deres datter som jo egentlig ikke skal bekymre sig om det.. og så vente til at der enten sker noget eller ej...?

Jeg bliver helt ked af det ved tanken Undskyld hvis det blev lidt rodet..

Hvis du har et nært forhold til din mor (det lyder sådan) Så ville jeg helt sikkert tage en snak med hende. Bare Jer to. Måske har hun i virkeligheden brug for, at nogen prikker til hende.

Dine forældre er jo nok nogenlunde på min alder kan jeg regne ud, og jeg synes bestemt du skal sætte dig ned med dem og få en snak om tingene.
Fortælle dem om de ting du har iagttaget og som bekymrer dig.
Sige til dem..lige ud..at du har lagt mærke til, at de helt har glemt hinanden. De "ser" ikke hinanden mere.

Men du skal også lytte til dem, for de kan godt være kørt så trætte af hinanden, og også gået så mange skår i forholdet, at det er for sent.
Og endelig, så kan de også være vokset fra hinanden.

Evig kærlighed eksisterer det? (spørger hun, der er gift for 3. gang)

Kun hvis man er MEGET heldig min ven.

Mine forældre var sammen i over 50 år og levede lykkeligt sammen indtil min fars død, men dermed ikke sagt, at de ikke havde kriser, for det havde de. Men de forstod at komme igennem dem, fordi de netop var heldige at passe sammen og IKKE voksede fra hinanden.
Man tror vel altid på den evige kærlighed, når man gifter sig, men det er ikke ensbetydende med, at man bliver den beskåret. For det er nu engang en gave, som skal varetages og som alligevel med tiden bliver slidt, og uanset hvor meget man gør, så sker det, at den gave ikke kan bevares.

Man skal ikke opgive troen på kærlighed, bare fordi det måske ikke går med ens forbilleder og idoler, som ens forældre ofte er, men pille dem ned af piedestalen og se dem som det de er, nemlig menensker på godt og ondt.
Dine forældre er voksne mennesker og lever deres liv som par og hver for sig ved siden af, at de er dine forældre, og der er MANGE ting, du ikke ved og ikke har set.
Derfor ved du heller intet om, hvad der kan have gået forud for, at de har glemt hinanden og deres forhold.
Der KAN være sket ting, som du intet kender til, og heller ikke skal vide, men som kan have skåret dybe skår i deres forhold.
Når man først har været sammen i så mange år, som de har, så kan de ganske enkelt være kørt trætte af følgeskabet, og har behov for at se og opleve noget andet.

Men snak med dem om det, tag imod hvad de har at sige og respekter, hvis de ikke vil snakke om det, men sig, at du er der og gerne vil hjælpe.
Foreslå at de evt får noget hjælp.
En del mennesker på min alder og lidt ældre vil helst løse tingene selv, men prøv at få dem til at forstå, at det at søge hjælp hos en en rådgiver i parforhold eller et kursus i samme IKKE er nogen skam..tvært imod.
Og ryst så deres grundvold lidt ved at spørge dem, om de stadig VIL hinanden eller om det er for sent.

Så op med fjervingen.
Det er i bund og grund deres liv, og somme tider er det bedre at gå hver til sit end at leve i helvede bare for at tilfedsstille sine børns idealer. De er nu engang kun mennesker.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Dine forældre er jo nok nogenlunde på min alder kan jeg regne ud, og jeg synes bestemt du skal sætte dig ned med dem og få en snak om tingene.
Fortælle dem om de ting du har iagttaget og som bekymrer dig.
Sige til dem..lige ud..at du har lagt mærke til, at de helt har glemt hinanden. De "ser" ikke hinanden mere.

Men du skal også lytte til dem, for de kan godt være kørt så trætte af hinanden, og også gået så mange skår i forholdet, at det er for sent.
Og endelig, så kan de også være vokset fra hinanden.

Evig kærlighed eksisterer det? (spørger hun, der er gift for 3. gang)

Kun hvis man er MEGET heldig min ven.

Mine forældre var sammen i over 50 år og levede lykkeligt sammen indtil min fars død, men dermed ikke sagt, at de ikke havde kriser, for det havde de. Men de forstod at komme igennem dem, fordi de netop var heldige at passe sammen og IKKE voksede fra hinanden.
Man tror vel altid på den evige kærlighed, når man gifter sig, men det er ikke ensbetydende med, at man bliver den beskåret. For det er nu engang en gave, som skal varetages og som alligevel med tiden bliver slidt, og uanset hvor meget man gør, så sker det, at den gave ikke kan bevares.

Man skal ikke opgive troen på kærlighed, bare fordi det måske ikke går med ens forbilleder og idoler, som ens forældre ofte er, men pille dem ned af piedestalen og se dem som det de er, nemlig menensker på godt og ondt.
Dine forældre er voksne mennesker og lever deres liv som par og hver for sig ved siden af, at de er dine forældre, og der er MANGE ting, du ikke ved og ikke har set.
Derfor ved du heller intet om, hvad der kan have gået forud for, at de har glemt hinanden og deres forhold.
Der KAN være sket ting, som du intet kender til, og heller ikke skal vide, men som kan have skåret dybe skår i deres forhold.
Når man først har været sammen i så mange år, som de har, så kan de ganske enkelt være kørt trætte af følgeskabet, og har behov for at se og opleve noget andet.

Men snak med dem om det, tag imod hvad de har at sige og respekter, hvis de ikke vil snakke om det, men sig, at du er der og gerne vil hjælpe.
Foreslå at de evt får noget hjælp.
En del mennesker på min alder og lidt ældre vil helst løse tingene selv, men prøv at få dem til at forstå, at det at søge hjælp hos en en rådgiver i parforhold eller et kursus i samme IKKE er nogen skam..tvært imod.
Og ryst så deres grundvold lidt ved at spørge dem, om de stadig VIL hinanden eller om det er for sent.

Så op med fjervingen.
Det er i bund og grund deres liv, og somme tider er det bedre at gå hver til sit end at leve i helvede bare for at tilfedsstille sine børns idealer. De er nu engang kun mennesker.

Kærligst
Sussie

Det jeg hører dig sige, er at de kan have nogle ting i lasten som jeg ikke er tjent med at få at vide, at de (naturligvis) også er mennesker og måske har brug for at arbejde på deres parforhold alene .. - så føler jeg jo netop også at jeg snager eller bevæger mig ind på ting jeg ikke skal tage mig af, hvis jeg tager en dybdegående snak med dem om de ting jeg oplever hos dem

Selvfølgelig er spørgsmålet om evig kærlighed jo til evig diskussion, for findes den? Men mine forældre har altid være det trygge forbillede for mig, fordi de passer så godt sammen, de er virkelig hinandens et og alt og har kunnet holde hinanden ud hele vejen igennem. Hvis det knækker, så tror jeg noget knækker i mig, og det er self ikke noget jeg lægger over på dem, som i: "det kan i bare ikke være bekdendt!". Selvfølgelig er de blot mennesker, men de har alligevel repræsenteret noget i form af evig kærlighed hos mig, som så mister sin betydning. Det er lidt svært at forklare..

Jeg tror måske bare jeg vil lade det være deres sag.. og så være der for dem på de måder som jeg nu kan. For hvad ville de få ud af at fortælle mig at de havde problemer? Det er jo et behov hos mig.. og jeg er ikke engang sikker på hvad jeg ville bruge den info til.. hmm..

Gigl skriver:

Det jeg hører dig sige, er at de kan have nogle ting i lasten som jeg ikke er tjent med at få at vide, at de (naturligvis) også er mennesker og måske har brug for at arbejde på deres parforhold alene .. - så føler jeg jo netop også at jeg snager eller bevæger mig ind på ting jeg ikke skal tage mig af, hvis jeg tager en dybdegående snak med dem om de ting jeg oplever hos dem

Selvfølgelig er spørgsmålet om evig kærlighed jo til evig diskussion, for findes den? Men mine forældre har altid være det trygge forbillede for mig, fordi de passer så godt sammen, de er virkelig hinandens et og alt og har kunnet holde hinanden ud hele vejen igennem. Hvis det knækker, så tror jeg noget knækker i mig, og det er self ikke noget jeg lægger over på dem, som i: "det kan i bare ikke være bekdendt!". Selvfølgelig er de blot mennesker, men de har alligevel repræsenteret noget i form af evig kærlighed hos mig, som så mister sin betydning. Det er lidt svært at forklare..

Jeg tror måske bare jeg vil lade det være deres sag.. og så være der for dem på de måder som jeg nu kan. For hvad ville de få ud af at fortælle mig at de havde problemer? Det er jo et behov hos mig.. og jeg er ikke engang sikker på hvad jeg ville bruge den info til.. hmm..

Man kan sagtens konfrontere sine forældre med voksensnak..så er det jo op til dem, hvor meget de vil sige.
Jeg ville helt sikkert gøre det, hvis jeg var dig.

Jeg kan huske at mine forældre havde en krise, da jeg var 14-15 år, og jeg konfronterede dem allerede i den alder. Det gjorde DYBT indtryk på dem, og de tog det til sig.
Men du har har faktisk, som deres barn, ret til at sige hvordan du føler, de opfører sig og har det.
Så kan de tænke over det.
Derved snager du ikke..du fortæller dem kun, hvordan DU har det og ser det.
Resten er op til dem.
Det er ligesom med fx en alkoholiker eller andet, mange gange indser folk først hvor galt det står til, når børnene siger fra.

Jeg føler meget med dig.
jeg kan levende sætte mig ind i hvor forfærdeligt det ville være for mig, hvis det var gået mine forældre som jeg frygtede det ville gå, nemlig med skilsmisse, da jeg var de der 14-15 år, men samtidigt gjorde det mig så ondt at vide, at de havde det ad h til sammen, og det er jo heller ikke til at bære.
Så jo...jeg forstår udmærket din frygt.

SussieThyssen skriver:

Man kan sagtens konfrontere sine forældre med voksensnak..så er det jo op til dem, hvor meget de vil sige.
Jeg ville helt sikkert gøre det, hvis jeg var dig.

Jeg kan huske at mine forældre havde en krise, da jeg var 14-15 år, og jeg konfronterede dem allerede i den alder. Det gjorde DYBT indtryk på dem, og de tog det til sig.
Men du har har faktisk, som deres barn, ret til at sige hvordan du føler, de opfører sig og har det.
Så kan de tænke over det.
Derved snager du ikke..du fortæller dem kun, hvordan DU har det og ser det.
Resten er op til dem.
Det er ligesom med fx en alkoholiker eller andet, mange gange indser folk først hvor galt det står til, når børnene siger fra.

Jeg føler meget med dig.
jeg kan levende sætte mig ind i hvor forfærdeligt det ville være for mig, hvis det var gået mine forældre som jeg frygtede det ville gå, nemlig med skilsmisse, da jeg var de der 14-15 år, men samtidigt gjorde det mig så ondt at vide, at de havde det ad h til sammen, og det er jo heller ikke til at bære.
Så jo...jeg forstår udmærket din frygt.

Tak for forståelsen i hvert fald

Jeg har i hvert fald noget at tænke over..

Det var godt lige at få nogle andres input..