Forældre som er skilt

Jeg tvivler på der er ret mange der kender mig herinde, så derfor kan jeg vist godt lufte mine tanker her.. (undskyld det bliver langt)

Det handler om mine forældre.

De er gift og har været sammen siden de begge var 17. De fandt sammen på sådan en romantisk Morten Korch-film-agtig måde (min mor boede på en gård og min far arbejdede på gården), og så er de kommet over på den anden side af min mors families rod.. og de har stablet en sundt og fungerende og trygt forhold op. De har 4 børn, vi er 3 store som er flyttet hjemmefra og den sidste er en efternøler og bor hjemme.

De har altid sagt til os at vi ikke skal være bange for at de gik hen og blev skilt ligesom så mange andres forældre vi kendte, og det gav os en kæmpe tryghed.

Men igennem den sidste lange tid har de skændtes rigtig meget og værre end normalt (for alle skændes jo til tider).. de er ikke så tætte som de var engang.. de hakker på hinanden og holder ikke i hånd eller småkysser som de plejer for snart længe siden. Jeg hentydede en dag til at de vel ikke skal skilles, men da svarede mig mor, at det kunne man jo desværre aldrig vide.. og siden har jeg kun lagt endnu mere mærke til deres hakken.

Min mor virker desværre stresset. Hun har altid været en overskudsagtig jeg-kan-klare-alt-i-verden mor.. samt andres problemer. Hendes mor og bror har det ikke nemt og dem står hun altid til hjælp for. Min søster har det heller ikke nemt for tiden, og der er hun self også. Jeg er bare bange for at alle de ting tynger hende.. hun blev for ikke ret længe siden indlagt med meget forhøjet blodtryk, men afviste blankt at det kunne være pga stress.

Jeg tror nu det er stress og det påvirker deres forhold. Hun virker ked af det til tider, når de har skændtes, men hun skjuler det godt - hun er jo en god mor.

Jeg er bange for at jeg helt aldeles vil miste troen på evig kærlighed hvis de går fra hinanden... jeg ved godt det ikke er ualmindeligt, men i min alder (24) er det bare noget andet end hvis jeg var lillebitte..

Jeg har lyst til at snakke med dem og fortælle dem at jeg bekymre mig for dem. Men jeg er bange for at de ville tage afstand og putte happy-face på fordi det ikke er noget jeg, som deres datter, skal bekymre sig om.

Ville i snakke med dem, hvis i var mig? Eller ville i lade det være op til dem, for det er jo deres parforhold og jeg er jo bare deres datter som jo egentlig ikke skal bekymre sig om det.. og så vente til at der enten sker noget eller ej...?

Jeg bliver helt ked af det ved tanken Undskyld hvis det blev lidt rodet..

Gigl skriver:

Jeg tvivler på der er ret mange der kender mig herinde, så derfor kan jeg vist godt lufte mine tanker her.. (undskyld det bliver langt)

Det handler om mine forældre.

De er gift og har været sammen siden de begge var 17. De fandt sammen på sådan en romantisk Morten Korch-film-agtig måde (min mor boede på en gård og min far arbejdede på gården), og så er de kommet over på den anden side af min mors families rod.. og de har stablet en sundt og fungerende og trygt forhold op. De har 4 børn, vi er 3 store som er flyttet hjemmefra og den sidste er en efternøler og bor hjemme.

De har altid sagt til os at vi ikke skal være bange for at de gik hen og blev skilt ligesom så mange andres forældre vi kendte, og det gav os en kæmpe tryghed.

Men igennem den sidste lange tid har de skændtes rigtig meget og værre end normalt (for alle skændes jo til tider).. de er ikke så tætte som de var engang.. de hakker på hinanden og holder ikke i hånd eller småkysser som de plejer for snart længe siden. Jeg hentydede en dag til at de vel ikke skal skilles, men da svarede mig mor, at det kunne man jo desværre aldrig vide.. og siden har jeg kun lagt endnu mere mærke til deres hakken.

Min mor virker desværre stresset. Hun har altid været en overskudsagtig jeg-kan-klare-alt-i-verden mor.. samt andres problemer. Hendes mor og bror har det ikke nemt og dem står hun altid til hjælp for. Min søster har det heller ikke nemt for tiden, og der er hun self også. Jeg er bare bange for at alle de ting tynger hende.. hun blev for ikke ret længe siden indlagt med meget forhøjet blodtryk, men afviste blankt at det kunne være pga stress.

Jeg tror nu det er stress og det påvirker deres forhold. Hun virker ked af det til tider, når de har skændtes, men hun skjuler det godt - hun er jo en god mor.

Jeg er bange for at jeg helt aldeles vil miste troen på evig kærlighed hvis de går fra hinanden... jeg ved godt det ikke er ualmindeligt, men i min alder (24) er det bare noget andet end hvis jeg var lillebitte..

Jeg har lyst til at snakke med dem og fortælle dem at jeg bekymre mig for dem. Men jeg er bange for at de ville tage afstand og putte happy-face på fordi det ikke er noget jeg, som deres datter, skal bekymre sig om.

Ville i snakke med dem, hvis i var mig? Eller ville i lade det være op til dem, for det er jo deres parforhold og jeg er jo bare deres datter som jo egentlig ikke skal bekymre sig om det.. og så vente til at der enten sker noget eller ej...?

Jeg bliver helt ked af det ved tanken Undskyld hvis det blev lidt rodet..

Puha, kan godt forstå du bliver lidt ked af det. 

Mine forældre blev skilt da jeg var 4 år hvor jeg ikke forstod så meget, men at være 24 og forstå alt må heller ikke være sjovt. 

Jeg synes godt du kan tage en snak med dem og sætter de så "happy-face" på, kan du jo fortælle dem at du altså har kendt dem hele dit liv og at det ikke virker og at du godt ved de bare prøver at beskytte dig. Du kan så fortælle dem at du ville værdsætte ærlighed, så du ikke skal gå at være nervøs hele tiden. 

Knus 

1000Ben 

Forstår godt din bekymring, men vil samtid også belyse, at dine forældre også kun er mennesker med samme samlivs problemer som alle andre....

Glansbilledet af forældre der er sammen til evig tid er jo fantastisk idyllisk, da der efterhånden ikke er maneg af dem tilbage! Men kørligheden, samlivet osv. kan også gp i stampe for forældre - som det kan for os andre...

Mine forældre blev skilt for 4 år siden, da havde jeg samme alder som dig... Det er da møg bøvlet når der skal holdes fødselsdag osv. da mine forældre ikke er på talefod.... Men gn er de også vksne mennesker med deres grunde osv. og det er jo dem der i sidste ende skal stå i et forhold der måske er ikke eksisterende.

Jeg har altid haft den holdning, at man ikke bare skal være sammen for børnenes skyld.... Det kommer der sjældent noget godt ud af!

Du beskriver selv din mor som "power mom" og den rolle er der absolut ikke nogen der kan holde til evig tid. Hvis hun er stresset er der hjælp at hente og det mener jeg sagtens du ville kunne snakke med hende om. Problemet er bare, at mennesker der er i stress, sjældent selv kan se det! Men prøv alligevel, det kan vel ikke skade?

Vh.

1000Ben skriver:

Puha, kan godt forstå du bliver lidt ked af det. 

Mine forældre blev skilt da jeg var 4 år hvor jeg ikke forstod så meget, men at være 24 og forstå alt må heller ikke være sjovt. 

Jeg synes godt du kan tage en snak med dem og sætter de så "happy-face" på, kan du jo fortælle dem at du altså har kendt dem hele dit liv og at det ikke virker og at du godt ved de bare prøver at beskytte dig. Du kan så fortælle dem at du ville værdsætte ærlighed, så du ikke skal gå at være nervøs hele tiden. 

Knus 

1000Ben 

Tak for forståelse.

Er bare bange for at de tager det som en anklage eller som at jeg snager, for det er jo deres liv.. så vil gå lidt forsigtig ind, hvis det skal være.. tror jeg.

Gigl skriver:

Tak for forståelse.

Er bare bange for at de tager det som en anklage eller som at jeg snager, for det er jo deres liv.. så vil gå lidt forsigtig ind, hvis det skal være.. tror jeg.

Ja gå forsigtigt til værks og vælg det rette tidspunkt. 

Held og lykke

Knus 

1000Ben 

Rsa skriver:

Forstår godt din bekymring, men vil samtid også belyse, at dine forældre også kun er mennesker med samme samlivs problemer som alle andre....

Glansbilledet af forældre der er sammen til evig tid er jo fantastisk idyllisk, da der efterhånden ikke er maneg af dem tilbage! Men kørligheden, samlivet osv. kan også gp i stampe for forældre - som det kan for os andre...

Mine forældre blev skilt for 4 år siden, da havde jeg samme alder som dig... Det er da møg bøvlet når der skal holdes fødselsdag osv. da mine forældre ikke er på talefod.... Men gn er de også vksne mennesker med deres grunde osv. og det er jo dem der i sidste ende skal stå i et forhold der måske er ikke eksisterende.

Jeg har altid haft den holdning, at man ikke bare skal være sammen for børnenes skyld.... Det kommer der sjældent noget godt ud af!

Du beskriver selv din mor som "power mom" og den rolle er der absolut ikke nogen der kan holde til evig tid. Hvis hun er stresset er der hjælp at hente og det mener jeg sagtens du ville kunne snakke med hende om. Problemet er bare, at mennesker der er i stress, sjældent selv kan se det! Men prøv alligevel, det kan vel ikke skade?

Vh.

 

Jeg er -om nogen- klar over at glansbilledet om forældre som er sammen altid, bare ikke altid er en realitet.. Jeg gik far min kæreste (dog kun gennem 5 år) og vi har en søn sammen. Men han var kun 1½ dengang.

Jeg mener heller ikke at man skal blive sammen hvis ikke man elsker hinanden mere. Man skal på ingen måde blive sammen for ens børns skyld, det er jeg også et eksempel på..

Og mine forældre er også blot mennesker som du siger. Jeg er bare bekymret for om de nu har det godt... jeg ville aldrig forlange at de blev sammen, hvis de ikke kan leve sammen mere. Men forstå mig ret - det ville bare være så surealistisk for mig..

Hm....jeg tror jeg ville passe på med hvordan jeg gjorde det hvis det er skilsmisse snakken du overvejer at tage.

Måske du skulle prøve at invitere din mor ud, en tur i biffen ud og spise el.lign sig til hende at du kan se at hun ikke er den samme glade mor som hun var før og spørg hende hvad der er galt (nok ikke et offentligt sted du skal tage den snak) hvis hun siger der ikke er noget kan du jo holde fast og sige at det tror du ikke på og at hun godt kan komme ud med sproget for du kan se der er noget galt

kirsti skriver:

Hm....jeg tror jeg ville passe på med hvordan jeg gjorde det hvis det er skilsmisse snakken du overvejer at tage.

Måske du skulle prøve at invitere din mor ud, en tur i biffen ud og spise el.lign sig til hende at du kan se at hun ikke er den samme glade mor som hun var før og spørg hende hvad der er galt (nok ikke et offentligt sted du skal tage den snak) hvis hun siger der ikke er noget kan du jo holde fast og sige at det tror du ikke på og at hun godt kan komme ud med sproget for du kan se der er noget galt

Yea.. Tak for råd

Jeg er dog bange for at hun måske er for stolt.. hun deler måske allerede "problemerne" med andre.. og synes måske ikke hendes datter skal have den bekymring.. men ja, så må jeg jo så sige, at det allerede bekymre mig lidt, og at det bare ville være rart at få redt ud. Hendes egen mor har altid haft mange problemer, og det har altid været hende der har hjulpet hende.. og jeg tror virkelig hun vil undgå at "læsse af" på mig, som hendes egen mor har gjort.. og det forstår jeg godt.

Men det kunne altid være rart at snakke med hende alene (vi er jo tit mange )

Gigl skriver:

Yea.. Tak for råd

Jeg er dog bange for at hun måske er for stolt.. hun deler måske allerede "problemerne" med andre.. og synes måske ikke hendes datter skal have den bekymring.. men ja, så må jeg jo så sige, at det allerede bekymre mig lidt, og at det bare ville være rart at få redt ud. Hendes egen mor har altid haft mange problemer, og det har altid været hende der har hjulpet hende.. og jeg tror virkelig hun vil undgå at "læsse af" på mig, som hendes egen mor har gjort.. og det forstår jeg godt.

Men det kunne altid være rart at snakke med hende alene (vi er jo tit mange )

Hvis hun ikke vil sige hvad det er fordi hun vil beskytte dig kan du jo sige det som det er at du meget hellere vil vide sandheden end at se hende gå rundt og være ked af det uden at vide hvorfor da det er meget hårdere!

kirsti skriver:

Hvis hun ikke vil sige hvad det er fordi hun vil beskytte dig kan du jo sige det som det er at du meget hellere vil vide sandheden end at se hende gå rundt og være ked af det uden at vide hvorfor da det er meget hårdere!

Ja.. det har du ret i..