Er Jeres forældre som I også...

ønsker at være når Jeres børn bliver voksne?? hvorfor eller hvorfor ikke??

Mine er helt bestemt bedre end de bedste forældre....de er der altid for mig og har hjulpet mig så meget igennem mit liv. Tror ikke altid det har været nemt for dem, men de har været der og jeg ved de altid er der.
Jeg håber jeg bliver lige så meget en overskudsmor og bedstemor når jeg bliver på mine forældres alder.
Så jeg og mine børn kunne ikke være bedre stillet....
Knus Eva....

Nej jeg vil helt klart være anderledes end mine. Min far spørger tit om Izabella ikke kommer, men når hun så gør så lægger han ansvaret over på mine søskende og når hun vågner næste morgen kommer han med hende med det samme så reelt har de intet tid de 2 sammen. Min mor vil da gerne en hel masse men det bliver ved snakken. Jeg selv vil være en mormor/farmor der bare er en del af mine børnebørns liv samt mine ungers. De skal vide at de altid kan komme til mig når de har problemer uden jeg dømmer. Med mine egne forældre var der altid en masse dømmeri så jeg holdt op med at dele med dem..

Nej, jeg vil helt klart være anderledes. Mine forældre foretrækker min bror og hans børn, alt er synd for dem og de tager hans børn med til alt, fordi det er da så synd for dem. Mine tager de aldrig med og de besøger os faktisk kun til fødselsdage, på trods af vi bor 10 minutters gang fra hinanden.

Så nej, jeg vil absolut gøre meget anderledes for mine egne børn og børnebørn - og jeg vil ALDRIG foretrække den ene frem for den anden!

Lone

Det kan jeg helt klart sige JA til, mine forældre er der også for mig... ALTID og vil altid være der... Min mor har det super svært med afstanden men vi snakker sammen hver dag hvilket også betyder meget for mig og dem...

Knus Pia, som håber vi snart kommer til at bo lidt tættere...

PiaR skriver:

Det kan jeg helt klart sige JA til, mine forældre er der også for mig... ALTID og vil altid være der... Min mor har det super svært med afstanden men vi snakker sammen hver dag hvilket også betyder meget for mig og dem...

Knus Pia, som håber vi snart kommer til at bo lidt tættere...

Præsis det samme her fra første ord til sidste ord det eneste der skal skiftes ud er Pia men diana.

Nej, de er ikke som jeg vil være. De siger aldrig nej til at passe (men det går også nemt flere mdr. mellem vi spørger), - og jeg kan simpelthen ikke huske hvornår de har spurgt om at "låne" Mathias - måske aldrig...

Når jeg bliver bedsteforælder vil jeg hente mine børnebørn i bh osv. TIT, - gerne en gang om ugen, og jeg vil invitere mine børn til at komme og spise aftensmad ofte (vores forældre/svigere gør det ALDRIG). Hvis jeg har tid og kræfter vil jeg slå deres græsplæne (som en overraskelse) en gang imellem, - jeg vil tage børnene med i zoo og alle mulige andre steder.

Min mand og jeg har talt MEGET om hvilken slags bedsteforældre vi vil være, - og det kommer sig jo nok af at vi savner en hel masse hos vores, - svigerforældrene er der ENDNU mindre for børnene end mine forældre, - det generer dem ikke at der går 4-6 uger mellem at de ser børnene (og de ser dem næsten kun til fødselsdage eller på vores initiativ) og de er raske begge to, pensionister med alverdens tid og - nå ja, - så bor de 2-3 min. herfra i bil og 10-15 min. på gåben.

Mine forældre er meget anderledes end jeg kunne have ønsket mig, både som forældre og bedsteforældre. De er egoistiske, fordømmende, nærige, snævertsynede og gør stor forskel på min bror og jeg. Mine forældre går mest op i at puge penge sammen til deres pension, derfor arbejder de rigtig meget og er rigtig nærige. Hvis de køber en lille ting til vores drenge i løbet af året, bliver det trukket fra julegavens størrelse, for drengene skal jo ikke forkæles for meget. Hvis de passer drengene en dag skylder vi dem en tjeneste. Først på det sidste, hvor jeg har meldt ud at jeg ikke ønsker at se dem en længere periode, kan de finde ud af at hente drengene hver 14. dag, det er til gengæld rigtig fedt for drengene

Jeg vil gøre mig stor umage for ikke at blive som dem. Det bliver svært når det samme blod løber i mine årer, men så længe jeg er bevidst om det, håber jeg det lykkes.

Kh Tina

Jeg kan sige uden at tøve at jeg håber at jeg bliver ligesom mine forældre er!

De har så meget overskud!
Passer Stella (Og/Eller en af de 6 andre børnebørn) i tide og utide (Ved sygdom, overarbejde m.m.) og laver så mange ting med hende at jeg nogen gange ikke fatter hvordan de orker det
Hvis man kommer hjem og er fuldsændig udbrændt, tilbyder de gerne at passe hende så jeg kan få et bad eller en morfar mens de gør maden klar indtil kæresten kommer hjem - Totalt klasse!

Jeg er dybt, dybt taknemmelig og får rigtig svært ved at leve op til den indsats de har givet

Det eneste jeg har imod mine forældre er at de bor så skide langt væk...

Men, HOV, det er jo mig der flyttede - så er der ikke noget jeg har imod dem. De er der altid, altid, ALTID...så godt som man nu kan når man bor 400 km væk. Min mor knuselsker min søn, og udnytter enhver lejlighed til at være sammen med ham - og passer ham med glæde når lejligheden byder sig. Min far hjælper til enhver tid med at skrue på vores gamle hus, og har tilbragt adskillige uger her på matriklen, siden vi købte huset for lidt over 1½ år siden.

Desuden har de altid hjulpet mig økonomisk, og faktisk har jeg fået "lommepenge" indtil for en måned siden (hvor jeg fyldte 29 ) - det var nogle penge jeg begyndte at få da de købte en lejlighed til mig, og jeg så ikke kunne betale huslejen. Fik af vide at jeg kunne få dem så længe jeg var alene og studerende. Stoppede dog med at være alene for 3½ år siden, hvor jeg flyttede ind hos kæresten - men er stadig lidt studerende (dog ikke på su, som jeg tror lå ml. linierne). Min mor kunne ikke få sig til at stoppe pengestrømmen, men da det til et møde i banken kom bag på min far at det stadig kørte, måtte det desværre stoppes... Min mor ringede og undskyldte (det var også på sin plads ).

Summasumarum; de er fantastiske, og har et gigantisk overskud. De stiller op til enhver tid, og er rare at være sammen med. I couldn't ask for more... Hvis jeg kunne blive bare en tiendedel af hvad de er...................

NEJ, absolut ikke!!!
Jeg har altid haft et anstrengt forhold til mine forældre, især til min far som aldrig har kunnet finde ud af at behandle mig ordentligt
De elsker deres børnebørn, det er der ingen tvivl om, men eftersom de bor 300 km væk fra os er det ikke så tit de ses.
Hvis jeg ville komme i økonomiske vanskeligheder er jeg sikker på de nok skulle hjælpe mig, men ellers har de aldrig været der når jeg har haft brug for det. Vi har aldrig kunnet snakke om tingene, og stadig er der utrolig mange tabuer melem os, og vores forhold er meget overfladisk, tænker faktisk at de overhovdet ikke kender mig.
Jeg har stadig en masse ting at slås med på grund af den barndom de har givet mig.

Jeg håber at mine børn vil vokse op med følelsen af at være elsket, forstået og beskyttet... kort sagt vil jeg give mine børn det jeg ikke selv har fået.