Hvad gør man lige?

Skrive som anonym, da jeg ikke ønsker folk skal kunne google sig frem til, at min kæreste har det sådan her, men i kender historien så godt, at i sikkert hurtigt gætter hvem der står bag

Vi har begge mistet en forældre, mig min mor og ham hans far. Hvilket i forvejen gør rolle som forældre svær. Men så har vi mistet vores lille tvilling, det har været rigtig svært for mig og kostet mange smerter, tåre og trise dage, så derfor har min kæreste hele tiden haft det sådan, at han skulle holde sig stærk og tage sig af mig.

I går aftens kom han så ind til mig i stuen og spørger om han mig "Vil du hjælpe med opvassken?", svare selvfølgelig ja og så begynder vandfaldet ellers og der har bare ikke skulle noget til siden, før det starter igen.

Vi tog så til læge idag og bliver imorgen ringet op af en psykolog, hvor vi har 10 timers gratis konsultation med (igennem falck), ´vi følte det var på tide nu, da jeg også selv har lidt tålmodigheds prolemer, hvilket jo kan komme af den sorg jeg føler.

Men tøser, hvordan skal/kan man bedst muligt støtte manden op igennem sådan noget her? Jeg synes det er svært når det er en mand der er nede med flaget, de er jo så "stolte" og vil ikke ses som svage. Jeg prøver at sige, at det er helt iorden og meget normalt, prøver at snakke med ham, men han snakker udenom. Jeg prøver at hjælpe ham og vise han omsorg, men føler ikke jeg kan gøre det godt nok, da vores 3 uger gamle datter også kræver meget. Ja, hjælp, kom endelig med foreslag til hvad jeg mere kan gøre.

På forhånd, tak for hjælpen.

Jeg ville ikke gå forbi og ignorere hvad du har skrevet ! mænd har bare en stolthed og føler ofte at det er deres ansvar at holde det hele oppe, forsøge og være der for familien .. Jeg tror bare lidt at de glemmer at det faktisk rammer familien hårdere når de tager udrustning på og gemmer sine følelser væk, for følelser kan desværre ikke pakkes ned og smides ud ..
Var jeg dig, ville jeg tage en alvorlig snak med ham, fortæl ham at det virkelig bekymrer dig at han liger bånd på sine egne følelser og forsøger at være den såkaldte "rigtige" mand, fortæl ham at du har brig for at han er tro mod sig selv og dig og dermed får snakket ud om sine følelser ellers bliver det svært for jer begge at komme videre tror jeg ..

Mulleunge har helt ret i det hun skriver.

Stort herfra.
Kan ikke forstille hvad hvad i går igennem men jeg håber at i begge får den hjælp i skal bruge så i kan få det bedre snart.

Anonym skriver:

Skrive som anonym, da jeg ikke ønsker folk skal kunne google sig frem til, at min kæreste har det sådan her, men i kender historien så godt, at i sikkert hurtigt gætter hvem der står bag

Vi har begge mistet en forældre, mig min mor og ham hans far. Hvilket i forvejen gør rolle som forældre svær. Men så har vi mistet vores lille tvilling, det har været rigtig svært for mig og kostet mange smerter, tåre og trise dage, så derfor har min kæreste hele tiden haft det sådan, at han skulle holde sig stærk og tage sig af mig.

I går aftens kom han så ind til mig i stuen og spørger om han mig "Vil du hjælpe med opvassken?", svare selvfølgelig ja og så begynder vandfaldet ellers og der har bare ikke skulle noget til siden, før det starter igen.

Vi tog så til læge idag og bliver imorgen ringet op af en psykolog, hvor vi har 10 timers gratis konsultation med (igennem falck), ´vi følte det var på tide nu, da jeg også selv har lidt tålmodigheds prolemer, hvilket jo kan komme af den sorg jeg føler.

Men tøser, hvordan skal/kan man bedst muligt støtte manden op igennem sådan noget her? Jeg synes det er svært når det er en mand der er nede med flaget, de er jo så "stolte" og vil ikke ses som svage. Jeg prøver at sige, at det er helt iorden og meget normalt, prøver at snakke med ham, men han snakker udenom. Jeg prøver at hjælpe ham og vise han omsorg, men føler ikke jeg kan gøre det godt nok, da vores 3 uger gamle datter også kræver meget. Ja, hjælp, kom endelig med foreslag til hvad jeg mere kan gøre.

På forhånd, tak for hjælpen.

Hej Smukke (kan godt gætte hvem du er)

 

Først og fremmest et KÆMPE kram til både dig og kæresten!

Jeg havde på et tidspunkt hvor min kæreste var nede (depresion) og der var jeg også helt i vildrede om hvordan jeg skulle agerer! -men fandt hurtigt ud af at det bedste jeg kunne gører var at være at være som jeg plejede, for i starten behandlede jeg ham som en skrøbelig-porselæns figur og det gjorde ham bare "sindsyg".

Jeg blev dog mere obs på at fortælle ham at jeg elskede ham, og gav indimellem et kram og sagde at det var bare var fordi han var ham, og forsikrede ham om at vi nok skulle klarer den sammen og at han ikke var alene! 

Derud over vil jeg sige at jeg syntes det er så fedt at din kæreste beder om hjælp, det er da nok det mest modige man kan gører!  -Kun en rigtig mand har "nosser" (sorry udtryket) til at bede om hjælp! -dem der ikke kan er nogle tøsedrenge!

Håber det kan hjælpe lidt! Jeg står her på sidelinien og hepper på jer!

Mulleunge skriver:

Jeg ville ikke gå forbi og ignorere hvad du har skrevet ! mænd har bare en stolthed og føler ofte at det er deres ansvar at holde det hele oppe, forsøge og være der for familien .. Jeg tror bare lidt at de glemmer at det faktisk rammer familien hårdere når de tager udrustning på og gemmer sine følelser væk, for følelser kan desværre ikke pakkes ned og smides ud ..
Var jeg dig, ville jeg tage en alvorlig snak med ham, fortæl ham at det virkelig bekymrer dig at han liger bånd på sine egne følelser og forsøger at være den såkaldte "rigtige" mand, fortæl ham at du har brig for at han er tro mod sig selv og dig og dermed får snakket ud om sine følelser ellers bliver det svært for jer begge at komme videre tror jeg ..

Mulleunge skriver:

Jeg ville ikke gå forbi og ignorere hvad du har skrevet ! mænd har bare en stolthed og føler ofte at det er deres ansvar at holde det hele oppe, forsøge og være der for familien .. Jeg tror bare lidt at de glemmer at det faktisk rammer familien hårdere når de tager udrustning på og gemmer sine følelser væk, for følelser kan desværre ikke pakkes ned og smides ud ..
Var jeg dig, ville jeg tage en alvorlig snak med ham, fortæl ham at det virkelig bekymrer dig at han liger bånd på sine egne følelser og forsøger at være den såkaldte "rigtige" mand, fortæl ham at du har brig for at han er tro mod sig selv og dig og dermed får snakket ud om sine følelser ellers bliver det svært for jer begge at komme videre tror jeg ..

Det har jeg pøvet, men kan være det skal være mere lige på og ikke pakke tingene ind. Har også prøvet om snakke om hvad det er der gør ham ked af det, men han lukker af - derfor skal psykologen ind over. Men må jo bare snakke med ham igen, frygter også bare det bliver for meget.

Nina Amelia skriver:

Mulleunge har helt ret i det hun skriver.

Stort herfra.
Kan ikke forstille hvad hvad i går igennem men jeg håber at i begge får den hjælp i skal bruge så i kan få det bedre snart.

Tak Det er også det vi prøver på i hvert fald.

Anonym skriver:

Det har jeg pøvet, men kan være det skal være mere lige på og ikke pakke tingene ind. Har også prøvet om snakke om hvad det er der gør ham ked af det, men han lukker af - derfor skal psykologen ind over. Men må jo bare snakke med ham igen, frygter også bare det bliver for meget.

Jeg tror måske ikke at du skal "pysse" ham så meget, det virker ihvertfald ikke herhjemme, du må sige at du har brug for en snak med ham, og derefter gå direkte til sagen, tror ikke mænd er så gode til alt for meget nusse pusse omsorg, så må du simpelthen forklare manden at han må blive bedre til at snakke om sine følelser og at det rent faktisk skader mere at han lukker sig inde i sig selv, det giver ham ekstra bekymringer når han ikke får talt ud og skader jeres forhold ..

AnneP skriver:

Hej Smukke (kan godt gætte hvem du er)

 

Først og fremmest et KÆMPE kram til både dig og kæresten!

Jeg havde på et tidspunkt hvor min kæreste var nede (depresion) og der var jeg også helt i vildrede om hvordan jeg skulle agerer! -men fandt hurtigt ud af at det bedste jeg kunne gører var at være at være som jeg plejede, for i starten behandlede jeg ham som en skrøbelig-porselæns figur og det gjorde ham bare "sindsyg".

Jeg blev dog mere obs på at fortælle ham at jeg elskede ham, og gav indimellem et kram og sagde at det var bare var fordi han var ham, og forsikrede ham om at vi nok skulle klarer den sammen og at han ikke var alene! 

Derud over vil jeg sige at jeg syntes det er så fedt at din kæreste beder om hjælp, det er da nok det mest modige man kan gører!  -Kun en rigtig mand har "nosser" (sorry udtryket) til at bede om hjælp! -dem der ikke kan er nogle tøsedrenge!

Håber det kan hjælpe lidt! Jeg står her på sidelinien og per på jer!

Pakker det vist heller ikke ind

Tak for krammet

Jeg prøver at være normal omkring ham, drille, hygge og brokke mig over hans kørsel, men hver gang vandfaldet begynder, spørger jeg, hvad gjorde dig ked af det og om jeg kan gøre noget. Tager også lillepigen hver gang hun kommer i brokke hjørnet, ved det er noget af det værste for ham ligenu. Men ved ikke om jeg alligevel er for meget.

Prøver også at vise ham kærlighed, men det er bare svært når jeg også har lillepigen, så bliver hun første priotet og gider mest kærlighed til hende. I nat blev han også ked, men da tøsen kun vil sove på min brystkasse, kunne jeg ikke bare gå hen og gide at kram og kys... (vi er igang med at lære hende at sove selv)

Han fik ikke noget valg Sagde til ham i aftes/nat, at han sgu melde sig syg og så ringe til læge og det var han enig i med det samme, så ja, det skal haan have et klap på skulderen for.

ville ikke lige gå uden et og vær glad/stolt over at han er nået dertil hvor han godt kan se at han har brug for hjælp, det er en svær tid for jer ligenu både at takle jeres sorg og skal glædes over den lille der er tilbage, men hvis du lytter giver kram og viser at du er der for ham og også husker at få bearbejde din egen sorg, skal det nok lykkes for jer at komme godt igennem det.

Husk der er altid lys for enden af tunnelen og i skal nok komme helt og stærkt igennem dem.