Jeg så The curious case of Benjamin Button i går, og jeg synes den (næst efter Revolutionary Road som jeg også lige har set) var den mest fucking forrygende fantastiske film, jeg længe har set!!!
Hele plottet med at tiden går baglæns, i håb om at genvinde tabte sønner, var genialt, og slutningen satte da for alvor prikken over i´et. Det er da film-KUNST når film formår at ryste een helt ind i hjertet, og det må man da sige, Benjamin Button filmen i dén grad formår. Ikke blot er det decideret forargeligt ufatteligt helt og aldeles rædselsfuldt forkert når spædbørn dør, og dels sad jeg hele filmen og spekulerede på, hvordan Benjamin præcist ville ende sine dage.
Filmen er jo desuden gennemsyret af kærlighed ud over alle kendte dimensioner. Tænk at Benjamin og Daisy overhovedet finder sammen, på trods af deres vidt forskellige kommende skæbner, for det første. Og tænk at Benjamin, som elsker både Daisy og sin nyfødte datter af hele sit bankende
vælger at forlade dem, vidende om at han som barn ikke vil kunne opdrage et andet barn, for det andet. Og... ikke mindst.... tænk at Daisy som en gammel dame ender med at passe sin største kærlighed nogensinde, Benjamin, til han dør som et spædbarn, for det tredie. Hvis det ikke er kærlighed med kærlighed på ved jeg ikke hvad det er.
Eva, at der var en i dine øjne mærkelig flad stemning i biografen efter filmens slutning var i mine øjne fordi folk havde FÅET NOGET AT TÆNKE OVER. I vores alder går mange i biografen blot for at blive moret en aften og derefter glemme alt sammen med rulleteksterne, der kører hen over skærmen. Andre, som jeg selv, går i biografen i håb om at blive rystet i min grundvold, få ny erkendelse eller blot en lille bid med hjem, som jeg kan gå og tænke lidt over og som måske kan udfordre mig som person, udfordre min tankegang eller skabe debat i og omkring mig. Jeg har det personligt sådan at mit liv er for kort til ligegyldige film med ligegyldige temaer og slutninger, der er kendt nærmest før filmen starter.
Jeg så filmen sammen med min kæreste der også stadig synes det er en fantastisk film.
Og... SELVFØLGELIG er det MED VILJE at vi skal have det skidt i slutningen.
Tina der stadig tænker både over Revolutionary Road og Benjamin Button
