Hvordan var/er jeres parforhold under..

Madam Blå skriver:

Hehe- synes ikke, at du er hård Han elsker også, at han kan være alt det for mig. Men på en eller anden måde, så lever han ikke op til mine forventninger.. Selvom jeg fortæller ham, hvad de er. Han skal altså ikke gætte sig frem

Ja, det er nok bare sådan efterhånden.. Min graviditet har ikke været nogen dans på roser. Og det er slidende for et forhold. Er bare så bange for, at det har slidt for meget på det. Ønsker virkelig at være sammen med ham - MEN så skal han sgu også tage noget mere initiativ..

Jeg kunne i hvert fald prøve at være noget længere hos min mor Måske det hjalp Men hende kan jeg altså heller ikke holde ud i for mange dage hehe. (det er nok mig, den er gal med efterhånden - og ikke resten af verden.. hmm.. )

at få et barn/ være gravid er jo den ultimative parforholds prøve Som gravid er mange bare ekstra følsom overfor nogle ting

Men altså bare det at kunne få nogle sammenhængende dage væk fra hinanden kan jo virkelig gøre at man får det ekstra overskud til hinanden også til at se igennem fingrene med de dumme ting  

Madam Blå skriver:

Hvor er jeg glad for at høre, at jeg ikke er den eneste! Føler mig så su hele tiden.. Brokker mig næsten kun.. Og har så dårlig samvittighed over det. Men alligevel bliver jeg ved med at brokke mig.. Håber virkelig det går over igen, når jeg har født

Og som du siger, efter fødslen kan man mere, da bækkenløsning ikke er der mere- og så kan man vælge sine kampe!

Höör skriver:

at få et barn/ være gravid er jo den ultimative parforholds prøve Som gravid er mange bare ekstra følsom overfor nogle ting

Men altså bare det at kunne få nogle sammenhængende dage væk fra hinanden kan jo virkelig gøre at man får det ekstra overskud til hinanden også til at se igennem fingrene med de dumme ting  

Ja, det er man godt nok. Jeg er dai hvert fald

Ja, tror jeg må prøve at være lidt mere væk hjemmefra. Så vi begge kan få en pause fra det her.. Tror også det har noget at gøre med, at man pludselig er så tæt på mål. Så orker man bare ikke mere.. Men der er altså lidt tid endnu

Puslingen skriver:

Jeg lovede også mig selv HVER dag at i dag når han kom hjem ville jeg være sød og IKKE brokke mig men men så kunne jeg ikke holde det alligevel

Det bliver bedre

Hehe - det er også svært! Man har jo ligget hele dagen og bare ventet på at han kom hjem, så der sker noget. Og så ender det alligevel med, at man bare brokker sig over et eller andet dumt.

Er rigtig glad for at høre, at det bliver bedre For jeg frygter at det også er sådan her, når jeg har født. Men tror det vil gøre underværker at slippe af med bækkenløsningen.. Hold K*** den handicapper mig..

Madam Blå skriver:

Hehe - det er også svært! Man har jo ligget hele dagen og bare ventet på at han kom hjem, så der sker noget. Og så ender det alligevel med, at man bare brokker sig over et eller andet dumt.

Er rigtig glad for at høre, at det bliver bedre For jeg frygter at det også er sådan her, når jeg har født. Men tror det vil gøre underværker at slippe af med bækkenløsningen.. Hold K*** den handicapper mig..

Puslingen skriver:

Hé hé lyder velkendt

Er sikker på det nok skal blive bedre. En god ide er dog at fortælle ham hvordan du har det så er det lidt nemmer at leve med en sur kæreste(siger min)

Ja, jeg prøver også Men tror næsten han er træt af at høre på mig hehe. Det er i hvert fald som om han ikke gider høre mere. Men må nok bare slå koldt vand i blodet, og vente om en måneds tid - nårlillepigen forhåbentligt kigger ud til os. Satser på, at det hele bliver bedre der

Madam Blå skriver:

Ja, jeg prøver også Men tror næsten han er træt af at høre på mig hehe. Det er i hvert fald som om han ikke gider høre mere. Men må nok bare slå koldt vand i blodet, og vente om en måneds tid - nårlillepigen forhåbentligt kigger ud til os. Satser på, at det hele bliver bedre der

Puslingen skriver:

Håber jeg på jeres vegne

Tusind tak

Madam Blå skriver:

Og umiddelbart efter graviditet?

Jeg er i krise! Jeg elsker min kæreste over alt, men for helvede hvor er jeg bare træt af ham.. Han er så lad, og man skal seriøst bede ham om alt. INTET kommer af sig selv. Om det er regningen, der ligger på bordet, opvasken der står, invitationer som skal svares på.. Han gør bare intet. Heller ikke når han er blevet bedt om det. Han glemmer alt, hvad han skal.. Han er normalt temmelig dårlig til at tage initiativ til noget som helst - men han kan slet ikke tage initiativ længere.

Det går mig på, da jeg er 100% afhængig af ham.. Min bækkenløsning er ond, og jeg kan intet. Overhovedet. (Det er garanteret der, vores problemer bla. ligger.. Det er mega hårdt at bare ligge hele dagen, og vente på, at han gør tingene.. Jeg vil jo ikke blive ved med at bede ham om alt. Han jonglerer med både skole, arbejde, husholdning og en kæreste der vrider og græder af smerte i et par timer hver dag... MEN alligevel kan jeg ikke have, at han ikke kan finde ud af at have styr på noget som helst. Åh den dobbelthed)

Jeg ved godt, at parforholdet ændres under en graviditet og efter.. Men hvad gør man, når man er ved at gå ud af sit gode skind? Og "kæreste-kontoen" er i minus? Så der bare ikke er mere at tage af..

Hvordan var/er jeres forhold? Er det kun hos os, at det er dødt for tiden?

Nu er det 3 gang jeg læser dit indlæg - og jeg har virkelig tænkt over hvordan vores forhold ændrede sig. Det gjorde det ikke under graviditeten (og har tjekket med manden, han siger det samme).

Og efter graviditeten - tja der havde vi lidt problemer. Ikke nok til at gå fra hinanden, men nok til at store ord fløj gennem luften. Men jeg kan huske vi havde en lang og god snak da knægten var 3-4 måneder. Der var kameler for os begge at sluge, men jeg kan huske at vi aftale at skulle lære hinanden at kende igen, nu hvor vi havde fået mor og far som titler. Og at vi skulle lære at acceptere hinanden som de personer vi nu engang er.

Og det må have gjort, for jeg kan ikke mindes at vores forhold har været stærkere end det er blevet de senere år. Og vi har alligevel været sammen i 14 år, så det må da tælle lidt

Jeg tror i trænger til at snakke, og acceptere hinanden som dem i er

Madam Blå skriver:

Og umiddelbart efter graviditet?

Jeg er i krise! Jeg elsker min kæreste over alt, men for helvede hvor er jeg bare træt af ham.. Han er så lad, og man skal seriøst bede ham om alt. INTET kommer af sig selv. Om det er regningen, der ligger på bordet, opvasken der står, invitationer som skal svares på.. Han gør bare intet. Heller ikke når han er blevet bedt om det. Han glemmer alt, hvad han skal.. Han er normalt temmelig dårlig til at tage initiativ til noget som helst - men han kan slet ikke tage initiativ længere.

Det går mig på, da jeg er 100% afhængig af ham.. Min bækkenløsning er ond, og jeg kan intet. Overhovedet. (Det er garanteret der, vores problemer bla. ligger.. Det er mega hårdt at bare ligge hele dagen, og vente på, at han gør tingene.. Jeg vil jo ikke blive ved med at bede ham om alt. Han jonglerer med både skole, arbejde, husholdning og en kæreste der vrider og græder af smerte i et par timer hver dag... MEN alligevel kan jeg ikke have, at han ikke kan finde ud af at have styr på noget som helst. Åh den dobbelthed)

Jeg ved godt, at parforholdet ændres under en graviditet og efter.. Men hvad gør man, når man er ved at gå ud af sit gode skind? Og "kæreste-kontoen" er i minus? Så der bare ikke er mere at tage af..

Hvordan var/er jeres forhold? Er det kun hos os, at det er dødt for tiden?

Nu havde jeg den perfekte graviditet og var slet ikke dårlig osv, så vi havde det rigtig godt og han hjalp meget.

Dog havde vi en meget hård fødsel og jeg var ved at dø under ak, hvor min mand sad ved siden af, det tog meget hårdt på ham.

Nu er vores datter 10 måneder og vi har endnu ikke skændes omkring hende eller opdragelse, vi deler det meget lige med hvem der laver mad. Nu går jeg hjemme på barsel pt. så jeg ryder op og vasker tøj hmmm tror det meste vi skændes om når det er, er at jeg ikke synes jeg får kys nok, selvom det nok mest er mig der glemmer det.

Men det er også KUN fordi vi herhjemme har planer og talt meget om hvem der gør hvad hvornår. Der er ingen tvivl om at når jeg starter på job så får jeg en stresset mand der også skal være med til at holde hus