Det eneste jeg ved om, som kan hjælpe, er at åbne munden og sige sin mening lige på stedet.
Det har jeg måttet gøre en del gange over for mine svigerforældrer - og så går det ok et stykke tid fremover, før de åbenbart glemmer det og starter forfra.
Hvis vi sidder ved madbordet alle sammen, maser de på min datter om alt mulig. I vores hus, ved vores bord, mens vi også sidder der! Spis pænt, hold gaflen i den anden hånd, du skal spise op, du skal også spise kartoffel, læg gaflen fra dig, før du tager glasset osv osv osv. Det finder jeg mig altså ikke i. Jeg og manden har enkelte ting, som vi arbejder med, at hun skal huske lige nu, og så ser vi igennem fingrer med andre ting. Og det er altså vores valg. Hvis alle bare maser hele tiden bliver hun bare vrang og sur og slutter med at spise - og det kan jeg egentlig godt forstå. Hun er 3,5 nu, men de har gjort det her i perioder helt siden hun begyndte at sidde med ved bordet. Det ligner ikke noget!
Så jeg har været nødt til at lære at sige, at her i huset gør vi sådan og sådan, og det vigtige for os er de og de ting.
Mine egne forældrer kan også godt glemme, at det ikke er deres ansvar og begynde at blande sig, men de kender mig også så godt, at hvis jeg siger at "det ved jeg altså godt" eller at vi har valgt at gøre ting på en anden måde, så stopper de med det samme.
Jeg forsøger jo at vende ting på en positiv måde eller med lidt humor, hvis jeg kan, for jeg er ikke god til konflikter, men nogen gange er man bare nødt til at sige til, når folk krydser ens grænser.
Det er helt sikkert ikke, fordi de ikke stoler på en, men jeg tror, at særlig bedsteforældrergenerationen kan have det vanskeligt med ikke at blande sig, for de er jo vant til at være forældrerne...
