Åh hvor er det svært...

babymus77 skriver:

Jeg kan godt forstå det er hårdt pt!!!! Noget man lige havde drømt om og så brat væk igen!!! Der er nok en mening med det er sket dybest inde!!! Pas på dig selv!!;-)) Husk at sige højt!!! Det er okay at være ked!!!! Lyset vender igen.... Krammer

Tak. Hvor er du sød  Ja, jeg vil øve mig på at det er okay at være ked af det

Amandas-mor skriver:

Jeg forsøger at skrive nogle af mine tanker her, for jeg føler slet ikke at jeg kan tale med nogen om dem. Det er som om ingen i hele verden vil forstå mig. Jeg syntes det er så frygteligt at miste et barn selv om man kun var i uge 7. Jeg prøver virkelig at tage mig sammen og komme videre, men det jeg syntes bare at det er så frygtelig en oplevelse.

Jeg føler mig ligesom lammet og jeg kan ikke rigtig græde eller komme ud med hvad jeg føler. Jeg kan bare sidde og glo ud i luften og have en kæmpe klump i halsen og tårer i øjnene men ikke andet. Har egentlig fortsat mit normale liv uden problemer, passer min datter fint og leger med hende og griner med min kæreste, handler ind, gør rent osv. Det er bare som om alt (undtagen Amanda og min kæreste) føles ligegyldigt og uden betydning lige nu. Jeg får bare lyst til at skrige højt og jeg fatter ligesom ikke hvordan alt bare kan være det samme som før når jeg har mistet mit lille barn. Syntes selv at jeg burde tage mig sammen for det her må da være at overreagere, men jeg kan bare slet ikke komme ud over at være så ked af det. Ked af det og rigtig vred. Syntes bare at det er sådan en hæslig oplevelse det her, både fysisk og psykisk. Var slet ikke forberedt på heller hvor væmmeligt det var fysisk. Det går dog bedre fysisk nu. Skal til blodprøve tirsdag og scanning onsdag og så håber jeg virkelig at de bare siger at nu er alt i orden og at jeg ikke skal komme igen.

Er det mon normalt at have det sådan som jeg har det nu og hvor længe er man så ked af det ? Vil bare så gerne tilbage til det liv jeg havde før igen.

(ved godt at det var et langt indlæg, men havde bare sådan brug for at skrive noget af det ned)

Sender dig først og fremmest et kæmpe stort knus. Det er bare benhårdt at miste - også selvom man kun har kendt sin lille spire i nogle få uger. Med den dør en masse drømme og forestillinger, og det kan være svært at forestille sig at man nogensinde får hvad man har drømt om. Sådan havde jeg det ihvertfald da jeg i 7. uge fik fjernet en graviditet uden for livmoderen. Folk omkring mig var søde og gode til at spørge til mig den første uge efter, men så gik det lidt over. Men jeg var ikke selv klar til at lægge det på hylden og jeg tror egentligt først jeg kom helt over det da jeg blev gravid igen. Derfor er det her sted så fantastisk - her er altid nogen som forstår, selv har prøvet det samme eller bare sender et kram når man har brug for det. Det jeg prøver at sige er vist, at det er helt ok at du er ked og du skal endelig give dig selv lov til at være det. På et tidspunkt kommer du ud på den anden side, det er jeg helt sikker på. Lige nu får du et kæmpe stort knus herfra i hvert fald - jeg ved præcis hvordan du har det!

Mettemus skriver:

Sender dig først og fremmest et kæmpe stort knus. Det er bare benhårdt at miste - også selvom man kun har kendt sin lille spire i nogle få uger. Med den dør en masse drømme og forestillinger, og det kan være svært at forestille sig at man nogensinde får hvad man har drømt om. Sådan havde jeg det ihvertfald da jeg i 7. uge fik fjernet en graviditet uden for livmoderen. Folk omkring mig var søde og gode til at spørge til mig den første uge efter, men så gik det lidt over. Men jeg var ikke selv klar til at lægge det på hylden og jeg tror egentligt først jeg kom helt over det da jeg blev gravid igen. Derfor er det her sted så fantastisk - her er altid nogen som forstår, selv har prøvet det samme eller bare sender et kram når man har brug for det. Det jeg prøver at sige er vist, at det er helt ok at du er ked og du skal endelig give dig selv lov til at være det. På et tidspunkt kommer du ud på den anden side, det er jeg helt sikker på. Lige nu får du et kæmpe stort knus herfra i hvert fald - jeg ved præcis hvordan du har det!

Hov det er jo dig som har født samme dag som jeg fødte Amanda  

Mange tak for dit søde indlæg  Det varmer rigtig meget at læse og du har ret i at det her sted er så fantastisk fordi der altid er nogen som forstår en.

Jeg må bare prøve at give mig selv tid og lov til at være ked af det og til at komme ovenpå. Det er bare svært for mig, for jeg er typen som altid skal være stærk og aldrig har måttet vise svaghed. Sådan er jeg også opdraget. Men det er jo aldrig for sent at være lidt god ved sig selv.

Amandas-mor skriver:

Hov det er jo dig som har født samme dag som jeg fødte Amanda  

Mange tak for dit søde indlæg  Det varmer rigtig meget at læse og du har ret i at det her sted er så fantastisk fordi der altid er nogen som forstår en.

Jeg må bare prøve at give mig selv tid og lov til at være ked af det og til at komme ovenpå. Det er bare svært for mig, for jeg er typen som altid skal være stærk og aldrig har måttet vise svaghed. Sådan er jeg også opdraget. Men det er jo aldrig for sent at være lidt god ved sig selv.

Måske er det netop pga dit behov for at være stærk du ikke får grædt? Jeg håber du får gode svar på dine blodprøver, så du fysisk er klar til at komme videre. Vil i prøve igen eller? Nårh ja - to anløbne unger fra en iskold januardag ... For pokker det går stærkt!

Mettemus skriver:

Måske er det netop pga dit behov for at være stærk du ikke får grædt? Jeg håber du får gode svar på dine blodprøver, så du fysisk er klar til at komme videre. Vil i prøve igen eller? Nårh ja - to anløbne unger fra en iskold januardag ... For pokker det går stærkt!

Ja det går sørme stærkt...nu er de snart 9 mdr  

Ja, jeg tror helt klart at det er fordi jeg altid har skullet være stærk at jeg ikke får grædt. Jeg har simpelthen så svært ved at give slip. Men jeg prøver og tror måske at det bliver lidt nemmere når Amanda skal i dagpleje igen i morgen (går i dagpleje 4 gange i ugen). Så kan jeg bedre være ked af det når hun ikke er der syntes jeg.

Jeg ved ikke om vi vil prøve igen. Lige nu syntes jeg helt at jeg har mistet modet omkring det. Det var bare sådan et hårdt forløb da jeg skulle have Amanda, både graviditet og fødsel og den første tid efter og nu sker så det her og jeg syntes slet ikke jeg tør mere lige nu. Mit helbred er heller ikke optimalt i øvrigt så overvejer lidt bare at sige stop her. Samtidig ønsker jeg mig jo så meget et barn mere og at Amanda ikke skal være enebarn. Men at være gravid igen har mindet mig om hvor hårdt det tager på mig at være gravid (igen fordi jeg har et ikke optimalt helbred i forvejen) og det er ski også synd for Amanda hvis jeg bare skal være træt og udkørt non stop i 9 mdr.

Så alt i alt har vi talt om at lægge det på hylden nu og så tage det op igen om et par år. Der er jo ingen der ved hvordan jeg så ser på det til den tid. Det er sådan jeg har det lige nu, men måske ændrer jeg mening når det hele kommer lidt på afstand

Hvor kender jeg føleserne, det er super hårdt, uanset hvornår det sker. Sidste år mistede jeg selv i 9. uge, øv hvor var det svært den første tid, men havde heldigvis en masse omkring mig, der ikke havde noget imod at snakke om det hele og snakke om de mistede drømme osv. Ens netværk er så nødvendigt for at komme igennem sådan noget, nogle gange er kæresten/manden nok, men andre gange er det bare ret at snakke med fremmed om det hele, fortælle de drømme man har mistet, fortælle om det man troede ville blive ens daglig dag osv.

Håber du hurtig finder din balance, så længe du stadig kan holde huset kørende, så kan du ikke gøre meget mere ligenu. Kom du ovenpå igen

Amandas-mor skriver:

Ja det går sørme stærkt...nu er de snart 9 mdr  

Ja, jeg tror helt klart at det er fordi jeg altid har skullet være stærk at jeg ikke får grædt. Jeg har simpelthen så svært ved at give slip. Men jeg prøver og tror måske at det bliver lidt nemmere når Amanda skal i dagpleje igen i morgen (går i dagpleje 4 gange i ugen). Så kan jeg bedre være ked af det når hun ikke er der syntes jeg.

Jeg ved ikke om vi vil prøve igen. Lige nu syntes jeg helt at jeg har mistet modet omkring det. Det var bare sådan et hårdt forløb da jeg skulle have Amanda, både graviditet og fødsel og den første tid efter og nu sker så det her og jeg syntes slet ikke jeg tør mere lige nu. Mit helbred er heller ikke optimalt i øvrigt så overvejer lidt bare at sige stop her. Samtidig ønsker jeg mig jo så meget et barn mere og at Amanda ikke skal være enebarn. Men at være gravid igen har mindet mig om hvor hårdt det tager på mig at være gravid (igen fordi jeg har et ikke optimalt helbred i forvejen) og det er ski også synd for Amanda hvis jeg bare skal være træt og udkørt non stop i 9 mdr.

Så alt i alt har vi talt om at lægge det på hylden nu og så tage det op igen om et par år. Der er jo ingen der ved hvordan jeg så ser på det til den tid. Det er sådan jeg har det lige nu, men måske ændrer jeg mening når det hele kommer lidt på afstand

Det lyder som en god beslutning at vente så, og heldigvis har i dejlige Amanda, så må i forkæle hende dobbelt så meget. Husker du at fortælle din kæreste hvordan du har det, fortæller du ham hvor uretfærdigt det er? Jeg følte mig enormt barnlig når jeg sagde det, men det var simpelthen sådan jeg havde det. Og da jeg så opdage at min værste ex-kærestes søster var gravid, tudede jeg endnu mere. Både barnligt og ynkeligt

Kofoed. skriver:

Hvor kender jeg føleserne, det er super hårdt, uanset hvornår det sker. Sidste år mistede jeg selv i 9. uge, øv hvor var det svært den første tid, men havde heldigvis en masse omkring mig, der ikke havde noget imod at snakke om det hele og snakke om de mistede drømme osv. Ens netværk er så nødvendigt for at komme igennem sådan noget, nogle gange er kæresten/manden nok, men andre gange er det bare ret at snakke med fremmed om det hele, fortælle de drømme man har mistet, fortælle om det man troede ville blive ens daglig dag osv.

Håber du hurtig finder din balance, så længe du stadig kan holde huset kørende, så kan du ikke gøre meget mere ligenu. Kom du ovenpå igen

Tak for svar  Tror du har ret i at det handler om at få snakket og brugt sit netværk. Det vil jeg øve mig i. Jeg har nok været bange for overhovedet at tale om det fordi jeg ikke ville tænke på det jeg havde mistet, men det er man nødt til at se i øjnene jo.

Mettemus skriver:

Det lyder som en god beslutning at vente så, og heldigvis har i dejlige Amanda, så må i forkæle hende dobbelt så meget. Husker du at fortælle din kæreste hvordan du har det, fortæller du ham hvor uretfærdigt det er? Jeg følte mig enormt barnlig når jeg sagde det, men det var simpelthen sådan jeg havde det. Og da jeg så opdage at min værste ex-kærestes søster var gravid, tudede jeg endnu mere. Både barnligt og ynkeligt

Ja Amanda bliver totalt forkælet.

Jo jeg fortæller min kæreste hvordan jeg har det og jeg skælder også lidt ud og brokker mig. Han er sød til at lytte og meget omsorgsfuld, men jeg har en anelse om at han ikke kan forstå helt hvordan det føles at være mig lige nu (og hvordan skulle han også kunne det).

Rigtig megt øv for dig at hende den anden blev gravid lige efter at du havde mistet. Sådan noget oplever man bare som så urimeligt i situationen...

Amandas-mor skriver:

Tak for svar  Tror du har ret i at det handler om at få snakket og brugt sit netværk. Det vil jeg øve mig i. Jeg har nok været bange for overhovedet at tale om det fordi jeg ikke ville tænke på det jeg havde mistet, men det er man nødt til at se i øjnene jo.

Så længe du ved det er dit problem, så er det jo nemmere at lave om på, ikke at det på nogen måde er nemt. Men håber som sagt du hurtig finder din balance