Jeg forsøger at skrive nogle af mine tanker her, for jeg føler slet ikke at jeg kan tale med nogen om dem. Det er som om ingen i hele verden vil forstå mig. Jeg syntes det er så frygteligt at miste et barn selv om man kun var i uge 7. Jeg prøver virkelig at tage mig sammen og komme videre, men det jeg syntes bare at det er så frygtelig en oplevelse.
Jeg føler mig ligesom lammet og jeg kan ikke rigtig græde eller komme ud med hvad jeg føler. Jeg kan bare sidde og glo ud i luften og have en kæmpe klump i halsen og tårer i øjnene men ikke andet. Har egentlig fortsat mit normale liv uden problemer, passer min datter fint og leger med hende og griner med min kæreste, handler ind, gør rent osv. Det er bare som om alt (undtagen Amanda og min kæreste) føles ligegyldigt og uden betydning lige nu. Jeg får bare lyst til at skrige højt og jeg fatter ligesom ikke hvordan alt bare kan være det samme som før når jeg har mistet mit lille barn. Syntes selv at jeg burde tage mig sammen for det her må da være at overreagere, men jeg kan bare slet ikke komme ud over at være så ked af det. Ked af det og rigtig vred. Syntes bare at det er sådan en hæslig oplevelse det her, både fysisk og psykisk. Var slet ikke forberedt på heller hvor væmmeligt det var fysisk. Det går dog bedre fysisk nu. Skal til blodprøve tirsdag og scanning onsdag og så håber jeg virkelig at de bare siger at nu er alt i orden og at jeg ikke skal komme igen.
Er det mon normalt at have det sådan som jeg har det nu og hvor længe er man så ked af det ? Vil bare så gerne tilbage til det liv jeg havde før igen.
(ved godt at det var et langt indlæg, men havde bare sådan brug for at skrive noget af det ned)
Anmeld
