Hejsa I skønne damer.
Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver det her, men jeg må bare ud med det. Hvis I har nogle råd, må I meget gerne komme med dem 
For nogle mdr. siden får jeg følelser for en af mine venner - Det er gengældt. Han er dog nogle år yngre end mig, og jeg ligger ikke det store i det, da jeg er noget bekymret, grundet hans alder.
Det hele udvikler sig langsomt, og jeg siger flere gange at jeg er nervøs for at tage hans ungdom fra ham + han havde, på det tidspunkt, ikke været single særlig længe, så jeg var også bange for at det ville gå for hurtigt for ham.
Han overbeviste mig om noget andet, og pludselig var vi kærester.
Det hele var så godt i starten, og vi havde det virkelig godt. Mit barn elsker ham, og de to hygger sig helt vildt.
Hans familie har taget så godt imod mit barn og jeg, og jeg har aldrig haft det bedre.
Der har dog været små gnidninger, så som at hans eks-kæreste og hendes bedste veninde har skrevet til ham i tide og utide. Jeg er normalt ikke den jaloux type, men jeg blev sgu lidt irriteret over at han skulle ligge og sms'e med eks'ens bedste veninde hver evig eneste aften, når vi lå i sengen, ELLER, at han skulle bruge halvdelen af aftenen på at sms'e med sin eks, når vi var til fest.
Måske fordi jeg selv er typen der helst lader min telefon ligger, når jeg er i selskab med andre mennesker. De er vigtigere!
Hvis det er livsnødvendigt så kan folk jo ringe.
Dette fortalte jeg ham, men han mente ikke han kunne tillade sig ikke at svare, og det accepterede jeg, men jeg ville have lov til at fortælle ham om mine tanker, hvis vi måske kunne finde en mellemvej.
Han har så lige været syg i et par dage, og det samme har jeg (Og er det stadig). Mandag aften ringer han 25 gange (i hver pause på tv3 
) og fortæller hvor meget han savner mig og det ene og det andet. Vildt dejligt og sødt, altså.
Dagen efter går jeg ned til ham, efter at have afleveret mit barn i inst. fordi jeg havde nogle af hans piller til at ligge, og det eneste jeg får da jeg kommer er negative bemærkninger, sure opstød, jeg måtte ikke holde ham i hånden, jeg måtte ikke lige ae ham i panden, jeg måtte INTET!
Syg, og følsom, som jeg var overragere jeg måske lidt, og er egentlig på vej til at gå, fordi jeg synes det hele er lidt overvældende. Det var jo ikke lige det jeg havde regnet med, eftersom han dagen forinden havde savnet mig ih og åh, så meget.
Vi kommer op og diskutere, og det ender med at jeg (selvfølgelig) indrømmer at jeg overragere. Nok grundet hele situationen med sygdom og det hele.
Det hele ender så ud i, at han nu har brug for "TÆNKE-TID".
WOW - SMASK - BUM - SLAP IN THE FACE!
- Han synes det hele er gået så stærkt (JA! - Det har vi snakket om før, da JEG tog det op, og vi havde endda gearet ned for tempoet)
- Han havde jo altså været i fast forhold i 4 år, med en enkel månedes pause, inden han mødte mig (JA! - Det var jo det jeg var så nervøs for, men du forsikrede mig om noget andet)
- Han skulle jo lige vænne sig til at være pap-far og det hele. Det vidste han ikke om han kunne. Han er jo ung (JA! - Det var jo også det jeg var så nervøs for. Fortæl mig noget nyt!!!)
I dag skriver han så og spørg om han må kigge forbi. Tja, det må han da gerne (Jeg vidste godt hvad klokken havde slået)
Han kommer forbi (Jeg ligger stadig syg) - Intet hej-kys, ingenting. Han satte sig ved siden af mig, og begyndte og fortæææælle og fortæææælle om alle de ting han skulle med alle mulige andre mennesker, det næste stykke tid.
Så skulle han lige kigge efter en ny jakke, på nettet, og så var det tid til at jeg skulle hente mit barn.
Ikke noget med at holde i hånd, på vejen derned af (Han skulle i solcenteret som ligger tæt på inst.) og et farvel-kys måtte jeg selv bede om.
Sms'erne vi udveksler er kolde, men han finder alligevel en eller anden grund til at skrive, hele tiden.
Jeg er så splittet.
Et eller andet sted har jeg bare lyst til at sige "Det her skal ikke være dit valg, makker. Du kan ikke vælge eller vrage, jeg gør det for dig. FARVEL!"
Men alligevel.. Jeg er jo glad for ham, og elsker ham. Han er jo en dejlig dreng. Jeg har jo ikke lyst til at det hele skal gå i vasken, hvis knægten bare har en træls periode lige nu.
ØV!!! Hvor jeg synes det er træls. Jeg går bare rundt i min egen lille tåge, og ved aldrig hvor jeg har ham, eller noget som helst. Jeg ved ikke om jeg er købt eller solgt!
Hvad ville I have gjort hvis det var jer der stod i den her situation? Reagere jeg dumt? Hvad skal jeg stille op?
Mange spørgsmål - Ingen svar! 
