Jeg bliver sindsyg - hjælp mig!!

camilla_agermose skriver:

Nu er det ikke for at være hård.

Men det med at jeg foreslår at du lader ham læse hvad du har skrevet afviser du inden du har prøvet.

Giv det en chance. det kan være han overrasker dig.

Der står jo faktisk i det du skriver, at du har prøvet alt for at overbevise ham om hvordan du har det med det han gør - så må det sidste jo være, at tage kontakt til andre (os på baby.dk). Og så sig til ham at han gør præcis det du ikke synes om, ved at sige "hvorfor fortæller du om mig og os på en offentlig side". Jeg tror måske du skal være mere konkret overfor ham. også som andre foreslår - hold ham fast og sig "nu gjorde du det igen".

Det er for at nævne en helt anden og meget mindre alvorlig sag nok i samme stil som at lære kæresten at det sæde skal slåes ned efter han har været på toilet. Mind ham om det - ellers så bliver det ved det gamle.

Du er ikke hård  Og jeg vil bestemt overveje det  Det giver god mening hvad du siger!

modesty skriver:

Det virker som om han har et ekstremt lavt selvværd og derfor ikke kan bære at tage skyld på sig. Det du siger med at han nægter psykolog, er også typisk for specielt mænd med lavt selvværd, fordi han jo så bliver tvunget til at indrømme sine fejl, og se dem i øjnene.

Jeg ville prøve, i et eller andet omfang, at insistere på parterapi. Om du ligefrem skal sige at du skrider hvis han ikke vil, det ved jeg ikke. Men gør en meget stor indsats for at få det til at ske, og sig til ham at du er seriøst bange for at jeres forhold ikke vil overleve hvis ikke I får noget hjælp udefra.

Jeg vil MEGET gerne i parterapi, for jeg har sådan brug for en udefra der kan "oversætte" hvad han siger og "oversætte" for mig hvad jeg siger.

Jeg har før nævnt for ham, at jeg ikke kan leve sådan her evigt...

katrineoerum skriver:

Jeg ville helt klart gøre ham opmærksom på det. Der er nogen mennekser som automatisk bare altid går i fprsvarsposition uden selv rigtig at lægge mærke til det men bare fordi det er blevet en vane.

Det ville måske være en god ide at du gjorde ham opmæksom på det så han kunne tænke over det og måske tage sig selv i det.

Jeg har selv været lidt i samme situation end til at jeg kome til at tænke over det. For selvfølgelig er det også min skyld nogle gange så nu gør jeg et stor nummer ud af selv at være ansvarlig og ikke altid skubbe det over på andre.

Jeg har gjort ham opmærksom på det, men han nægter purer, at det er sådan det forholder sig. Han vil slet ikke indrømme noget som helst

Anonym skriver:

Kære piger, I må hjælpe mig! Jeg er efterhånden så frustreret over dette problem, så jeg er ved at blive vanvittig  Jeg elsker min kæreste overalt på jorden, og jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden ham. Han er helt fantastisk på så mange måder, men... Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve med det her resten af mit liv.

Problemet er, at lige meget hvad, så er alting min skyld. Og jeg mener ALTING. Hvis jeg kommer til ham med noget jeg er ked af han har gjort, så får jeg at vide, at han gjorde det pga noget jeg havde gjort. Hvis jeg siger til ham, at jeg er ked af noget han har sagt, så siger han, at han sagde det pga noget jeg havde sagt. Og det er det samme selvom det er helt små ligegyldige ting, så er det pga af noget jeg har sagt eller gjort. F.eks. her i forgårs. Vi står og laver mad, og han har most noget kød sammen med hænderne, så han beder mig tænde vandhanen for sig. Det gør jeg så. Da han har vasket hænder går han hen for at tørre sine hænder, men har glemt at slukke for vandet igen. Jeg siger så; 'Skal vandet ikke slukkes?' 'Hov, det glemte jeg', siger han, og da han sagde dét, nåede jeg lige at tænke, at det var helt vildt, at han sagde det, og uden videre sagde højt, at han havde glemt det. Men jeg nåede også kun lige at tænke tanken, inden han tilføjede; 'Det var også fordi du havde tændt for det varme vand, jeg plejer at vaske hænder i det kolde vand'. (Vil lige indskyde at hele denne situation og samtale foregår helt roligt, det er bare en almindelig hverdagssituation her i huset) Men sådan er det hele tiden. HELE TIDEN. Lige meget hvad, så skal han ligge al skyld og ansvar over på mig, og jeg kan altså ikke blive ved med at bære det. Jeg har SÅ mange ting at kæmpe med lige nu, som jeg ikke vil nærmere ind på, men det er alvorlige ting, deriblandt, at der er to af mine nærmeste, som er meget alvorligt syge, og den ene kan dø af det, den anden dør med sikkerhed af det. Derudover har jeg en masse personlige ting omkring mit eget helbred, som jeg også kæmper med. Så jeg er ved at være fyldt nu, og har slet ikke brug for, at skulle bærer ansvaret for alle hans handlinger. Han har haft en traumatisk barndom, og jeg forstår godt hvorfor han er som han er, men jeg har brug for at få at vide hvordan jeg får ham ud af den cirkel han kører rundt i nu, for det er ikke godt for nogen. Jeg føler selv, at jeg har forsøgt alle mulige ting, som at prøve at forklare, stille og roligt, hvordan jeg ser tingene, men det vender altid tilbage til, at han gør og siger som han gør pga noget jeg har sagt og gjort. Så det er tilbage til start hele tiden. Jeg er efterhånden så ked af den situation, og så fyldt, og så frustreret, så jeg er ved at blive noget af en sur kælling, og jeg kan mærke at jeg bliver hurtigere og hurtigere vred. Jeg er ved at blive til en person jeg slet slet ikke har lyst til at være  

 H J Æ L P  M I G ! !

Det var ikke meningen det skulle blive så langt, men tusind tak for, at du læste med!

Jeg syntes i skal finde en mandlig parterpeut. (mange mænd har det også nemmere med en mandlig, frem for en kvinde der sidder og fortæller ham at han skal det og det).

Jeg må være ærlig og sige at min mand og jeg havde HELT det samme problem. Jeg følte ikke jeg blev hørt, for hvis jeg havde noget og nævnte det, så skulle han også komme med noget, uden at lytte eller være empatisk overfor mine følelser.

http://www.parterapi-aarhus.dk/

Ham her..... Ambjørn! han er helt fantastisk! og han er både i Århus og Kbh (hvorend I er fra)

Det tog os 2 gange hos ham, og vi har det virkeligt perfekt idag.

mvh Flodkilling

Jeg forsøgte lige at vise ham den video som ham parterapeuten har lagt ud, men vi var ikke engang nået 30 sekunder ind i videoen, før han siger 'Jeg fatter ikke folk går til sådan en'. Og for lige at gøre det kort, så endte det i et kæmpe skænderi, men denne gang endte det med, at han erkendte at han gør det (går i forsvarsposition, og lægger det hele over på mig), men at han ikke ved når han gør det. Og det var en KÆMPE lettelse for mig, at han ville indrømme SÅ meget!! For jeg ved jo godt, at han ikke gør det i en ond hensigt, og det sagde jeg også til ham, at jeg godt ved. Nu er han også gået med til at arbejde med det, og vi er blevet enige om, at hvis det ikke er anderledes om f.eks. et år, altså at vi slet ikke er kommet videre, så går vi til en parterapeut, selvom han mener, at det at tro på psykologi, er det samme som at tro på spøgelser. Han sagde også at han ikke mente at der var et problem overhovedet, og så sagde jeg, at så var det vel ikke noget i vejen for at gå derhen, for så kunne han jo ikke føle sig udsat, og det var han enig i. Han sagde også, at han nogen gange tænker på, at han er gået over stregen, eller har sagt noget han ikke skulle, men han siger det bare ikke højt. Så sagde jeg, at det er vigtigt for mig, at han siger det højt, så jeg ikke sidder med hele lasten i mit skib.

Alt i alt nåede vi længere end nogensinde før, og det var en kæmpe lettelse at vi kunne tale om det!

Håber ikke det blev for rodet, jeg er lige lidt ophidset endnu, og sidder stadig med et par tåre i øjnene