Jeg bliver sindsyg - hjælp mig!!

Kære piger, I må hjælpe mig! Jeg er efterhånden så frustreret over dette problem, så jeg er ved at blive vanvittig  Jeg elsker min kæreste overalt på jorden, og jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden ham. Han er helt fantastisk på så mange måder, men... Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve med det her resten af mit liv.

Problemet er, at lige meget hvad, så er alting min skyld. Og jeg mener ALTING. Hvis jeg kommer til ham med noget jeg er ked af han har gjort, så får jeg at vide, at han gjorde det pga noget jeg havde gjort. Hvis jeg siger til ham, at jeg er ked af noget han har sagt, så siger han, at han sagde det pga noget jeg havde sagt. Og det er det samme selvom det er helt små ligegyldige ting, så er det pga af noget jeg har sagt eller gjort. F.eks. her i forgårs. Vi står og laver mad, og han har most noget kød sammen med hænderne, så han beder mig tænde vandhanen for sig. Det gør jeg så. Da han har vasket hænder går han hen for at tørre sine hænder, men har glemt at slukke for vandet igen. Jeg siger så; 'Skal vandet ikke slukkes?' 'Hov, det glemte jeg', siger han, og da han sagde dét, nåede jeg lige at tænke, at det var helt vildt, at han sagde det, og uden videre sagde højt, at han havde glemt det. Men jeg nåede også kun lige at tænke tanken, inden han tilføjede; 'Det var også fordi du havde tændt for det varme vand, jeg plejer at vaske hænder i det kolde vand'. (Vil lige indskyde at hele denne situation og samtale foregår helt roligt, det er bare en almindelig hverdagssituation her i huset) Men sådan er det hele tiden. HELE TIDEN. Lige meget hvad, så skal han ligge al skyld og ansvar over på mig, og jeg kan altså ikke blive ved med at bære det. Jeg har SÅ mange ting at kæmpe med lige nu, som jeg ikke vil nærmere ind på, men det er alvorlige ting, deriblandt, at der er to af mine nærmeste, som er meget alvorligt syge, og den ene kan dø af det, den anden dør med sikkerhed af det. Derudover har jeg en masse personlige ting omkring mit eget helbred, som jeg også kæmper med. Så jeg er ved at være fyldt nu, og har slet ikke brug for, at skulle bærer ansvaret for alle hans handlinger. Han har haft en traumatisk barndom, og jeg forstår godt hvorfor han er som han er, men jeg har brug for at få at vide hvordan jeg får ham ud af den cirkel han kører rundt i nu, for det er ikke godt for nogen. Jeg føler selv, at jeg har forsøgt alle mulige ting, som at prøve at forklare, stille og roligt, hvordan jeg ser tingene, men det vender altid tilbage til, at han gør og siger som han gør pga noget jeg har sagt og gjort. Så det er tilbage til start hele tiden. Jeg er efterhånden så ked af den situation, og så fyldt, og så frustreret, så jeg er ved at blive noget af en sur kælling, og jeg kan mærke at jeg bliver hurtigere og hurtigere vred. Jeg er ved at blive til en person jeg slet slet ikke har lyst til at være  

 H J Æ L P  M I G ! !

Det var ikke meningen det skulle blive så langt, men tusind tak for, at du læste med!

jeg ville blive møg hammer SUR! hvis jeg stod i dit sted.... jeg ville ikke finde mig i at få skylden for alt men har du snakket med ham om det??? og at du bliver rimelig ked af over det... hvis det ikke hjælper at snakke med ham om det vil jeg sige til ham med stramme ord så ville jeres forhold ikke gå især ikke når du har en masse iforvejen hjælper det jo ikke at han opføre sig som en baby og giver dig skylden for alt

sender dig de største krammer

Hej med dig

Åhh han virker jo håbløs

Hvad med at sætte dig ned en dag hvor han ikke er hjemme, og skrive et brev til ham om hvad du føler og hvad du elsker ved ham. Nævn ikke hvad du ikke kan lide ved ham, for så går han i selvforsvarsposition hvilket du giver udtryk for at han gør uanset hvad jeres samtaler handler om.

Du kender nok din kæreste, derfor ved du også hvordan han reagerer på hvad, derfor skriv et brev der kan nå ind til hans ømmeste punkt, og sørg for at være "stille" (i din egen verden) op til at brevet skal gives til ham. og sørg for at du ikke er hjemme når han læser dit brev, så har han nemlig tid til alene at tænke og døje over dit brev.

har han prøvet og gå til psykolg. kan være det hjalp og hvis og du os har prøvet og snakke med ham tror jeg desværre ikke der er noget og gøre 

Tror du ikke det er en gammel indgroet vane din mand har sig? Tror du han gør det for at provokere/være irriterende, eller?

Hvis han bare automatisk siger sådan noget efter alting så tror jeg simpelthen det er en vane, og han ikke mener det "så slemt", ligesom nogle mennesker hele tiden siger " øhh" efter hver sætning, eller "synes du ikke også" hele tiden...

Det kan også bunde I at hans barndom har været præget af at gjorde han noget han ikke måtte, så blev han slået (du skriver hans barndom var traumatisk) - og derfor har han hele sit liv været vant til at "skyde skylden på andre".

og er det en vane, er det ekstremt svært at komme ud - vaner er SÅ svære at bryde.

Men derfor kan jeg sagtens forstå det er træls! Synes du skal tage snakken med ham om at det irriterer dig osv, og så HVER gang minde ham på når han gør det, tilsidst vil han tænke over det - og måske nå at stoppe sig selv inden han siger det.

At du så tumler med en masse oveni gør det ikke nemmere, for det gør som du selv siger, at du bliver hurtigere irritabel.

Hvis jeg var dig, så ville jeg sige at nu måtte han gøre dig en tjeneste, så smider du ham foran din computer og siger, "se sådan har jeg det og lad være med at sig mere før du har læst det".

Og så lader du ham læse præcis det samme som jeg lige har læst.

Og så kan han måske genfortælle det han har læst - så du kan se hvordan han forstår det du skriver.

Tak for jeres svar, piger

Ja, jeg har talt med ham om det, det tror jeg også jeg skrev..?

Jeg har foreslået parterapeut, men han mener man skal have været sammen i 40 år, før det er "legalt".

Han tror ikke på psykologi, det er for ham nærmest heksekunst. (Men det er jo klart han tænker sådan, for ved en psykolog ville han jo skulle forholde sig til sig selv og hans "fejl", og det er jo ikke godt).

Jeg kunne godt vise ham dette indlæg, men jeg er næsten sikker på han ville sige; 'Fedt, at du skriver om mig på nettet ' Han ville slet ikke forholde sig til at jeg er ked af det, han ville hænge sig i, at jeg har "udstillet" ham.

Jeg overvejer lige, om et brev ville hjælpe. Jeg har forsøgt før, hvor han læste det mens jeg ikke var hjemme, og hans svar var; 'jeg ved ikke hvad jeg skal sige', og mere kunne jeg ikke få ud af ham.

Anonym skriver:

Tak for jeres svar, piger

Ja, jeg har talt med ham om det, det tror jeg også jeg skrev..?

Jeg har foreslået parterapeut, men han mener man skal have været sammen i 40 år, før det er "legalt".

Han tror ikke på psykologi, det er for ham nærmest heksekunst. (Men det er jo klart han tænker sådan, for ved en psykolog ville han jo skulle forholde sig til sig selv og hans "fejl", og det er jo ikke godt).

Jeg kunne godt vise ham dette indlæg, men jeg er næsten sikker på han ville sige; 'Fedt, at du skriver om mig på nettet ' Han ville slet ikke forholde sig til at jeg er ked af det, han ville hænge sig i, at jeg har "udstillet" ham.

Jeg overvejer lige, om et brev ville hjælpe. Jeg har forsøgt før, hvor han læste det mens jeg ikke var hjemme, og hans svar var; 'jeg ved ikke hvad jeg skal sige', og mere kunne jeg ikke få ud af ham.

Nu er det ikke for at være hård.

Men det med at jeg foreslår at du lader ham læse hvad du har skrevet afviser du inden du har prøvet.

Giv det en chance. det kan være han overrasker dig.

Der står jo faktisk i det du skriver, at du har prøvet alt for at overbevise ham om hvordan du har det med det han gør - så må det sidste jo være, at tage kontakt til andre (os på baby.dk). Og så sig til ham at han gør præcis det du ikke synes om, ved at sige "hvorfor fortæller du om mig og os på en offentlig side". Jeg tror måske du skal være mere konkret overfor ham. også som andre foreslår - hold ham fast og sig "nu gjorde du det igen".

Det er for at nævne en helt anden og meget mindre alvorlig sag nok i samme stil som at lære kæresten at det sæde skal slåes ned efter han har været på toilet. Mind ham om det - ellers så bliver det ved det gamle.

Anonym skriver:

Kære piger, I må hjælpe mig! Jeg er efterhånden så frustreret over dette problem, så jeg er ved at blive vanvittig  Jeg elsker min kæreste overalt på jorden, og jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden ham. Han er helt fantastisk på så mange måder, men... Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve med det her resten af mit liv.

Problemet er, at lige meget hvad, så er alting min skyld. Og jeg mener ALTING. Hvis jeg kommer til ham med noget jeg er ked af han har gjort, så får jeg at vide, at han gjorde det pga noget jeg havde gjort. Hvis jeg siger til ham, at jeg er ked af noget han har sagt, så siger han, at han sagde det pga noget jeg havde sagt. Og det er det samme selvom det er helt små ligegyldige ting, så er det pga af noget jeg har sagt eller gjort. F.eks. her i forgårs. Vi står og laver mad, og han har most noget kød sammen med hænderne, så han beder mig tænde vandhanen for sig. Det gør jeg så. Da han har vasket hænder går han hen for at tørre sine hænder, men har glemt at slukke for vandet igen. Jeg siger så; 'Skal vandet ikke slukkes?' 'Hov, det glemte jeg', siger han, og da han sagde dét, nåede jeg lige at tænke, at det var helt vildt, at han sagde det, og uden videre sagde højt, at han havde glemt det. Men jeg nåede også kun lige at tænke tanken, inden han tilføjede; 'Det var også fordi du havde tændt for det varme vand, jeg plejer at vaske hænder i det kolde vand'. (Vil lige indskyde at hele denne situation og samtale foregår helt roligt, det er bare en almindelig hverdagssituation her i huset) Men sådan er det hele tiden. HELE TIDEN. Lige meget hvad, så skal han ligge al skyld og ansvar over på mig, og jeg kan altså ikke blive ved med at bære det. Jeg har SÅ mange ting at kæmpe med lige nu, som jeg ikke vil nærmere ind på, men det er alvorlige ting, deriblandt, at der er to af mine nærmeste, som er meget alvorligt syge, og den ene kan dø af det, den anden dør med sikkerhed af det. Derudover har jeg en masse personlige ting omkring mit eget helbred, som jeg også kæmper med. Så jeg er ved at være fyldt nu, og har slet ikke brug for, at skulle bærer ansvaret for alle hans handlinger. Han har haft en traumatisk barndom, og jeg forstår godt hvorfor han er som han er, men jeg har brug for at få at vide hvordan jeg får ham ud af den cirkel han kører rundt i nu, for det er ikke godt for nogen. Jeg føler selv, at jeg har forsøgt alle mulige ting, som at prøve at forklare, stille og roligt, hvordan jeg ser tingene, men det vender altid tilbage til, at han gør og siger som han gør pga noget jeg har sagt og gjort. Så det er tilbage til start hele tiden. Jeg er efterhånden så ked af den situation, og så fyldt, og så frustreret, så jeg er ved at blive noget af en sur kælling, og jeg kan mærke at jeg bliver hurtigere og hurtigere vred. Jeg er ved at blive til en person jeg slet slet ikke har lyst til at være  

 H J Æ L P  M I G ! !

Det var ikke meningen det skulle blive så langt, men tusind tak for, at du læste med!

Jeg ville helt klart gøre ham opmærksom på det. Der er nogen mennekser som automatisk bare altid går i fprsvarsposition uden selv rigtig at lægge mærke til det men bare fordi det er blevet en vane.

Det ville måske være en god ide at du gjorde ham opmæksom på det så han kunne tænke over det og måske tage sig selv i det.

Jeg har selv været lidt i samme situation end til at jeg kome til at tænke over det. For selvfølgelig er det også min skyld nogle gange så nu gør jeg et stor nummer ud af selv at være ansvarlig og ikke altid skubbe det over på andre.

Det virker som om han har et ekstremt lavt selvværd og derfor ikke kan bære at tage skyld på sig. Det du siger med at han nægter psykolog, er også typisk for specielt mænd med lavt selvværd, fordi han jo så bliver tvunget til at indrømme sine fejl, og se dem i øjnene.

Jeg ville prøve, i et eller andet omfang, at insistere på parterapi. Om du ligefrem skal sige at du skrider hvis han ikke vil, det ved jeg ikke. Men gør en meget stor indsats for at få det til at ske, og sig til ham at du er seriøst bange for at jeres forhold ikke vil overleve hvis ikke I får noget hjælp udefra.