Det er så svært :-(

Mutti2B skriver:

Tak, søde Lisbeth . Man kan altid regne med jer når man har brug for at lukke lidt ynk ud. Nu er der jo ikke en mand til at lægge øre til alle mine bekymringer, så I bliver misbrugt på det groveste

Du skal endelig bare bruges os alt det, som du har behov for Og bare vent... Om en måneds tid er det forhåbentlig mig, der klynker

Ej hvor kan jeg godt forstå dig! Jeg har testdag på lørdag. Sidste uge gik fint, og jeg tænkte ikke så meget over det, men siden i går begyndte timerne at gå langsommere hehe  Jeg tænker dog på den anden side, ikke så meget på symptomerne! Jeg har været hele repertoaret igennem af indbildte symptomer. Så for mindre end 1 år siden, holdt jeg op med at tænke på dem! Det gør det hele meget nemmere, og man kommer udenom den rutsjetur det er at (igen) få sin mens!! Men jeg skal nu tilføje at jeg er meget god til at lægge bånd på mig selv, hvis jeg vil 

Du skal have et kæmpe kram
Jeg ved så meget hvordan du har det, Ventetiden er ulideligt og burde slet ikke være aeptabel.

Jeg krydser alt hvad jeg kan

Mutti2B skriver:

Den sidste uge før testdag er jo rent helvede

Tiden går aaaalt for langsom, men samtidig er jeg så bange for udfaldet. Det ene øjeblik er jeg 100% sikker på at den er der denne gang og det andet øjeblik er jeg 100% sikker på at det aldrig vil lykkedes. Åh, hvor er det hårdt og jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at udsætte mig selv for alle de bekymringer og sorger. Da jeg var barn drømte jeg om en stor familie, men jeg havde da aldrig regnet med at det skulle blive så svært.

Når jeg så læser herinde at den ene efter den anden tester positivt, så er jeg lige ved at tude af misundelse. Ikke en egenskab jeg er specielt stolt af

Af symptomer har jeg jo haft SAMTLIGE. Men lige nu dominerer ondt i lænden som jeg har haft fra day 1. De sidste dage er mine bryster blevet utrolig ømme. De er blevet helt knudrede (er det et ord ) og tunge, og det gør ondt når jeg strejfer dem eller ligger på maven. Meeeen jeg stoler ikke på min krop mere

Tak fordi du gad læse mit klynkeindlæg

Jeg kan virkelig godt forstå dig - sikke en følelsesmæssig rutschebanetur det er at være i behandling! Jeg er bange for jeg ikke vil kunne fokusere på andet, når jeg (forhåbentlig) snart får lagt æg op... Så jeg synes bare du er sej, og ikke klynkende!! 

Du får lige en kæmpe og en masse krydsede fingre med på vejen, det skal nok lykkes!!  

Mutti2B skriver:

Den sidste uge før testdag er jo rent helvede

Tiden går aaaalt for langsom, men samtidig er jeg så bange for udfaldet. Det ene øjeblik er jeg 100% sikker på at den er der denne gang og det andet øjeblik er jeg 100% sikker på at det aldrig vil lykkedes. Åh, hvor er det hårdt og jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at udsætte mig selv for alle de bekymringer og sorger. Da jeg var barn drømte jeg om en stor familie, men jeg havde da aldrig regnet med at det skulle blive så svært.

Når jeg så læser herinde at den ene efter den anden tester positivt, så er jeg lige ved at tude af misundelse. Ikke en egenskab jeg er specielt stolt af

Af symptomer har jeg jo haft SAMTLIGE. Men lige nu dominerer ondt i lænden som jeg har haft fra day 1. De sidste dage er mine bryster blevet utrolig ømme. De er blevet helt knudrede (er det et ord ) og tunge, og det gør ondt når jeg strejfer dem eller ligger på maven. Meeeen jeg stoler ikke på min krop mere

Tak fordi du gad læse mit klynkeindlæg

Ventetiden er ulidelig. Men mon ikke der er to streger til dig på mandag

Det er sgu Ok at være misundelig på alle dem, der tester positiv før dig... Alle mine veninder har mindst to børn, og selv om jeg selvfølgelig bliver glad på deres vegne... Så var det jo lige det JEG ønsker mig, at stå med positiv test

Men vores tur skal også nok komme. Du ta'r bare den første positive test, jeg bliver ikke misundelig, hvis jeg bare må få den næste

Mutti2B skriver:

Den sidste uge før testdag er jo rent helvede

Tiden går aaaalt for langsom, men samtidig er jeg så bange for udfaldet. Det ene øjeblik er jeg 100% sikker på at den er der denne gang og det andet øjeblik er jeg 100% sikker på at det aldrig vil lykkedes. Åh, hvor er det hårdt og jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at udsætte mig selv for alle de bekymringer og sorger. Da jeg var barn drømte jeg om en stor familie, men jeg havde da aldrig regnet med at det skulle blive så svært.

Når jeg så læser herinde at den ene efter den anden tester positivt, så er jeg lige ved at tude af misundelse. Ikke en egenskab jeg er specielt stolt af

Af symptomer har jeg jo haft SAMTLIGE. Men lige nu dominerer ondt i lænden som jeg har haft fra day 1. De sidste dage er mine bryster blevet utrolig ømme. De er blevet helt knudrede (er det et ord ) og tunge, og det gør ondt når jeg strejfer dem eller ligger på maven. Meeeen jeg stoler ikke på min krop mere

Tak fordi du gad læse mit klynkeindlæg

åhh.. du får også lige en

 og hepper for en positiv test i næste uge

krydser alt hvad der krydses kan... Kender godt misundelsens grimme ansigt... men vil alligevel ikke kalde det misundelse. Det sparker bare til ens angst for aldrig at blive mor, når den ene efter den anden melder ud at nu er de gravide (igen). Det er bare pissehårdt.

Håber på 2 streger til dig på mandag!