Er det normalt at man er i tvivl om følelserne?

Hej girls.

Jeg står i den situation hvor jeg ikke rigtig kan finde ud af mine følelser.
Min kæreste og jeg har været sammen i snart 3år. Vi fik den mest fantastiske datter for 3.5 månede siden. Vi har aldrig skændes før efter hun er kommet men sådan er det jo. Men sagen er den at jeg føler mig nogen gange meget alene om vores datter. Trods det at min kæreste er førtidspensionist og derfor går hjemme sammen med mig. Planen er at han skal tage vores datter 2 dage om ugen så jeg kan sove til jeg ikke gider mere. At det så ikke rigtig er sket er så hvad det er. Min datter og jeg står ikke op før ved en 9 tiden da hun sover så godt igennem natten. Hun vågner omkring kl. 6. Får noget og spise og sover n 3 timer til. Dejligt hehe.
Nå men sagen er at jeg ikke rigtig kan finde ud af om jeg er ved at miste mine følelser for min kæreste eller hvad det er. Det er som regel mig der tager mig af vores datter igennem hele dagen selvom vi begge går hjemme. Han lider af posttraumatisk stress og derfor har en kort lunte hvilket resultere i at han hurtigt bliver frustreret. Og jeg må tage over. Igen igen. Han bruger ikke ret meget tid på vores datter synes jeg ikke. Og gider hende næsten kun når hun er i godt humør. Jeg synes det et skide svært for jeg elsker ham utrolig højt, og ønsker et nummer 2. Barn med ham når den tid kommer. Jeg har ikke elsket nogen før som jeg elsker ham. Men synes tit han irriterer mig. Jeg kan være i godt humør om morgenen, men når han står op (ved middagstid) kan mit humør skifte lyn hurtigt til at være dårligt. Selvojeg virkelig prøver og spørgere mig selv om hvorfor. Men kan intet sva finde. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for tænker tit over hvordan det ville være hvis vi ikke var sammen. Men synes det ville være så synd for ham fordi han ikke magter vores datter alene pga hans sygdom. Samtidig ville jeg have d lidt dårlig over at efterlade hende alene sammen med ham i et døgn da han har den korte lunte pg hans sygdom. Jeg ved han gør det så godt han nu kan. Men føler bare tit det ikke er godt nok til mig... Åhhhh ved ikke hvad jeg skal gøre er det normalt det jeg føler og forsvinder det igen?
Hjælp mig piger..og undskyld mit rodede indlæg.

Og lige en anden ting. Vores sexliv er i lig nul. Vi har aldrig haft et vildt sexliv da han pga hans piller ikke har så meget lyst..men efter vores datter er kommet er det blevet værre og værre. Vi har haft sex to gange siden vores datter er kommet og vi havde ingen sex da jeg gik gravid. Og før jeg blev gravid var det en gang om måneden

Jeg tror desværre din kæreste sygdom bliver forværret ved at i har fået et barn, da han her kommer til kortet, han ved selv at han ikke er god nok i forhold til jeres datter. Det er vigtigt han bliver bygget langsomt op. Jeg ville nok søge professionel hjælp til hvordan i bedst muligt håndterer situationen.

Jeg forstår godt din frustration, men hvis du virkelig vil ham, er jeg sikker på der er en løsning.

Anonym skriver:

Og lige en anden ting. Vores sexliv er i lig nul. Vi har aldrig haft et vildt sexliv da han pga hans piller ikke har så meget lyst..men efter vores datter er kommet er det blevet værre og værre. Vi har haft sex to gange siden vores datter er kommet og vi havde ingen sex da jeg gik gravid. Og før jeg blev gravid var det en gang om måneden

Jeg vil helt sikkert foreslå parterapi, så i kan få snakket tingene igennem, og se om i kan løse det. Det lyder som om det er rigtig svært for ham pga hans sygdom at håndtere sin nye rolle som far, og det har han måske brug for hjælp til at blive bedre til. Jeg tror det er vigtigt at du på stille og rolig måde for fortalt ham hvad du tænker og føler, og får spurgt ham hvordan han synes det går og hvad han har brug for.

Jeg mener bestemt ikke det er en løsning at begynde at overveje at gå fra hinanden før i har forsøgt at løse det. Hvis i får hjælp udefra i form af f.eks. parterapi, og i giver det en reel chance, og det så stadig ikke kan fungere, så må kan det være i skal se på om det er bedre at være hver for sig (men spekuler ikke på det før i har gjort hvad i kan).

Jeg håber i kan løse det

tithi skriver:

Jeg vil helt sikkert foreslå parterapi, så i kan få snakket tingene igennem, og se om i kan løse det. Det lyder som om det er rigtig svært for ham pga hans sygdom at håndtere sin nye rolle som far, og det har han måske brug for hjælp til at blive bedre til. Jeg tror det er vigtigt at du på stille og rolig måde for fortalt ham hvad du tænker og føler, og får spurgt ham hvordan han synes det går og hvad han har brug for.

Jeg mener bestemt ikke det er en løsning at begynde at overveje at gå fra hinanden før i har forsøgt at løse det. Hvis i får hjælp udefra i form af f.eks. parterapi, og i giver det en reel chance, og det så stadig ikke kan fungere, så må kan det være i skal se på om det er bedre at være hver for sig (men spekuler ikke på det før i har gjort hvad i kan).

Jeg håber i kan løse det

Jeg synes det er så svært for vi har altid snakket godt sammen og om alt. Men det bliver dårligere og dårligere synes jeg fordi jeg er begyndt at lukke mig inde i mig selv. Jeg har jo heller ikke lyst til at antyde han er en dårlig far. For det er han ikke. Men kunne da godt bruge ham noget mere. Men ved ikke lige hvordan jeg skal sige til ham at vi evt skal gå i par terapi.

jeg tror det er helt alm det du føler det er jo ikke så længe siden du har født og der sker en masse i kroppen på dig og det er ikke sjovt når man føler kæresten ikke er der så meget som man føler, og det kan godt få følelserne til at svinge men også svært når din kæreste lider af det andet...

har du evt snakket med ham om det??

sender dig en kæmpe krammer

Anonym skriver:

Jeg synes det er så svært for vi har altid snakket godt sammen og om alt. Men det bliver dårligere og dårligere synes jeg fordi jeg er begyndt at lukke mig inde i mig selv. Jeg har jo heller ikke lyst til at antyde han er en dårlig far. For det er han ikke. Men kunne da godt bruge ham noget mere. Men ved ikke lige hvordan jeg skal sige til ham at vi evt skal gå i par terapi.

Det kan bestemt heller ikke være en nem situation at stå i, men at du holder det hele for dig selv og lukker dig inde gør jo kun kløften mellem jer større.

Hvis det er for stor en mundfuld sådan ud af det blå at skulle spørge om han vil med i parterapi, kan du jo starte med selv at åbne for dialog. Det kan jo være i på den måde kan løse det selv. Hvis i tidligere har været gode til at snakke sammen, kan i sikkert blive det igen.

Du kan jo sige det til ham som det er: Jeg synes vi er blevet dårligere til at få snakket om tingene, og det har jeg brug for at vi bliver gode til igen, som vi var det før vi blev forældre. Jeg ved du er en god far, og at du elsker vores barn, og det sætter jeg stor pris på. Jeg har brug for noget mere hjælp i hverdagen, i form af "..indsæt behov..", er det muligt du vil hjælpe mig med det. Er der noget du har brug for, som jeg kan hjælpe med?

Oveni i det kan det, hvis han føler sig overvældet af hverdagen og rollen som far, måske hjælpe ham at høre hvad der er svært for dig i hverdagen og den nye rolle som mor. Det kan jo sagtens være at han føler sig som en dårlig forælder fordi han ikke kan overskue helt så meget, og at han derfor føler sig dig underlegen. Giv ham ros for de gode ting han gør godt, som far og som kæreste, og fortæl ham at tingene kan være svære for dig, så han ikke føler han er den eneste.

tithi skriver:

Det kan bestemt heller ikke være en nem situation at stå i, men at du holder det hele for dig selv og lukker dig inde gør jo kun kløften mellem jer større.

Hvis det er for stor en mundfuld sådan ud af det blå at skulle spørge om han vil med i parterapi, kan du jo starte med selv at åbne for dialog. Det kan jo være i på den måde kan løse det selv. Hvis i tidligere har været gode til at snakke sammen, kan i sikkert blive det igen.

Du kan jo sige det til ham som det er: Jeg synes vi er blevet dårligere til at få snakket om tingene, og det har jeg brug for at vi bliver gode til igen, som vi var det før vi blev forældre. Jeg ved du er en god far, og at du elsker vores barn, og det sætter jeg stor pris på. Jeg har brug for noget mere hjælp i hverdagen, i form af "..indsæt behov..", er det muligt du vil hjælpe mig med det. Er der noget du har brug for, som jeg kan hjælpe med?

Oveni i det kan det, hvis han føler sig overvældet af hverdagen og rollen som far, måske hjælpe ham at høre hvad der er svært for dig i hverdagen og den nye rolle som mor. Det kan jo sagtens være at han føler sig som en dårlig forælder fordi han ikke kan overskue helt så meget, og at han derfor føler sig dig underlegen. Giv ham ros for de gode ting han gør godt, som far og som kæreste, og fortæl ham at tingene kan være svære for dig, så han ikke føler han er den eneste.

Tak for dine svar og råd. Og ja tror jeg må tage en snak med ham for når jeg læser det du skriver får jeg tårer i øjne. Og da jeg før læste det jeg selv havde skrevet kunnne jeg næsten ikke holde tårerne tilbage jeg elsker ham utrolig højt. Og vil gerne have det til at fungerer synes bare det er rigtig svært og hårdt. Jeg har da selvfølgelig også haft de dage hvor jeg bare har tænkt hold da kæft hvor jeg virkelig elsker ham. Men synes bare de er så få. Og føler mig mere irriteret over ham. Og det gør mig jo også ked af det. Før jeg ved at jeg betyder utrolig meget før ham og han virkelig gør sit bedstefor at jeg har det godt. Og det er jo svært hvis man ikke ved at der er noget galt .

Det er helt normalt at man kan føle sådan i månederne efter en fødsel..det går over, hvis du bare giver det noget tid.
I skal begge lære at leve med et lille væsen som kræver al jeres opmærksomhed og al jeres energi..og især for din kæreste er det meget hård, med den lidelse han har.
Små børn og ptss er ikke nogen god konstellation..det læste jeg for kort tid siden.
Så du må prøve at forstå ham og bære over med ham.
Kan han ikke lave andre praktiske ting i huset, så du kun behøver at koncentrere dig om den bette?

Det kunne jo være ham, der der laver mad, handler, vasker tøj eller gør rent, og I så satser på at I kan koncentrere jer om hinanden om aftenen, når trolden er kommet i seng.
Prøv evt at få en ugentlig friaften sammen UDEN barn.

Kærligst
Sussie