Er det totalt åndssvagt det her?

Dinna88 skriver:

Det kan sagtens lade sig gøre, ja Det har der nemlig været tråde om tidligere, hvor flere har skrevet om deres erfaringer. Prøv at se om du kan finde nogle af dem

Okay, tak. Det vil jeg prøve

Anonym skriver:

Det lyder nok dumt, men føler bare at det skal være snart.. Ja, der er masser tid endnu, men synes det er vildt svært at vente og så med gravide maver og barnevogne over det hele.

Jeg havde det på samme måde, var mega skruk, havde ondt indeni pga. det, tænkte stort set ikke på andet til sidst, så gravide, spædbørn og barnevogne alle vegne. Syntes det kunne være SÅ hyggeligt!
Men det var altså slet ikke som jeg havde drømt om og forestillet mig. Al den usikkerhed omkring ansvaret for det lille skrøbelige vigtige liv, var virkelig stressende og hårdt. Og det er også krævende for parforholdet at man ikke får sovet nok og derfor lettere bliver irriteret over ting, man normalt ikke ville lade sig gå på af!

Jeg vidste godt at det ville blive hårdt at få et barn, og at det ikke var rosonrødt altid. Men når man er i det, er det altså bare noget andet. Man kan ikke få en pause fra ansvaret, man ved ikke om baby sover 15 min. eller halvanden time. Alle jeg kender med små børn, har syntes det var rigtig hårdt. Nogle mere end andre, nogle altid, andre i perioder.

Det er kun jer der ved hvad I skal. Men jeg synes I skal vente! Også til forholdet har været mere igennem. Til I har en masse god balast i rygsækken, som I kan mindes, og som I ved er der igen, når den hårde spædbarnstid er ovre. Det har hjulpet os meget, at vi havde været sammen i 9 år inden vi fik et barn. Vi har ikke et sekund tvivlet på, at vi elsker hinanden og nok skal klare den. For vi har før gennemgået prøvelser i forholdet og overvundet dem og har gode oplevelser sammen i massevis - Det gør at vi ved, hvad vi har

Anonym skriver:

Nej jeg ved godt det ikke er det samme.. men det var jo sådan set ikke spørgsmålet.. Spørgsmålet var om det er muligt i en 2 værelses.. Jeg vil så gerne det her og skal nok også klare det uanset.

Okay, så skal jeg nok lukke  

Har ikke erfaring med en lille lejlighed. Men jeg er under uddannelse og min kæreste er færdiguddannet med fast job. Så økonomisk kan vores situation nok ikke helt sammenlignes. Men jeg synes det er rart at være studerende mens han er så lille, så jeg kun står til regnskab overfor mig selv og ikke en eventuel arbejdsgiver!

Okay, så skal jeg nok lukke  

Har ikke erfaring med en lille lejlighed. Men jeg er under uddannelse og min kæreste er færdiguddannet med fast job. Så økonomisk kan vores situation nok ikke helt sammenlignes. Men jeg synes det er rart at være studerende mens han er så lille, så jeg kun står til regnskab overfor mig selv og ikke en eventuel arbejdsgiver!

Det var ikke ondt ment

- Vi har været sammen i lige godt 2½ år og vi har haft den udfordring der hed at jeg skulle gå på skole 110 km væk og derfor boede der, så jeg så ham kun i weekenderne og han havde kun fri hver 2. weekend.. jeg synes det var en udfordring men efter jeg er kommet hjem igen , altså så var det hele bare skønt igen Stort set alle jeg kan komme i tanke om i min familie, er unge mødre. Min farmor var 16, min mor 20, min søster 19 osv. - Det lyder dumt, men min 6. sans siger at vi kan klare det

Jeg er 18 og min kæreste bliver 19 i næste måned. Jeg er så skruk, at det gør forfærdeligt ondt indeni. Min kæreste og jeg er flyttet i en 2 værelses lejlighed på 59 kvm.. Jeg bekymrer mig ikke om pengene, for jeg kan tage SU-lån og der er børnepenge osv. og min kæreste har læreplads... Men hvad med pladsen i lejligheden?? - Ville i kunne leve 2 voksne, 1 barn og 1 hund i de forhold? Jeg tænker bare måske det første år, af barnets levetid.. Indtil vi har råd og mulighed for at flytte? 

Eller skal jeg bare bide skrukheden i mig, og vente et par år endnu?

Min kæreste, vores datter og jeg bor i en lejlighed på 90 kvm. lige nu.. Lille pigen har ikke sit eget værelse, og det er også ligegyldigt mens hun stadig er så lille... Så gør hvad I føler for! Man kan sagtens bo på lidt plads, med en baby, da babyen ikke kræver det helt store mht. plads... Der skal bare være plads til det mest nødvendige, som en seng, pusle-sted osv.

Vi har planer om, at flytter om et års tid, når vores datter er ca. 1 år gammel... Men lige nu fungerer det fint for os... Vi har været sammen i lidt over 8 år nu... Hvilket jo også spiller en betydelig rolle.....

Det kan sagtens lade sig gøre, omend det nok bliver lidt hårdt Da jeg blev gravid, boede vi i en 2 værelses af samme størrelse, men valgte at finde noget større, således at vi nu bor i en 3-værelses på ca. 88 kvadratmeter. Jeg vil også sige, at det kommer an på, hvordan jeres lejlighed er indrettet. Vi havde møbler op af ALLE vægge, og der var ingen plads fri. Vi manglede i forvejen plads. Så at skulle have plads til babyting på samme tid havde været rimelig uoverskueligt. Men jeg snakker også med flere piger herinde, som bor på samme måde, og de får det til at fungere.

Ang. din alder og alt det der, så synes jeg, at du skal lytte til dig hjerte. Naturligvis vil det komme bag på én, hvor forfærdelig hårdt det er, men man kan ikke bare konkludere, som jeg synes mange har en tendens til, at alle ville ønske de havde levet livet først. Din kæreste og dig kender jer selv og hinanden bedst, og hvis i er enige om, at det skal være nu, så skal det det. Så længe i har talt ALT igennem først - også det pres, som det unægteligt vil ligge på jeres parforhold.

Der var så mange der sagde til mig, da jeg først blev gravid (var 21, da jeg stod med de to streger), at jeg ville ønske jeg havde taget mere ud og rejse, være sammen med vennerne osv., men faktum er, at jeg ikke er den type. Selv som ikke-gravid gik jeg mest bare rundt og nussede derhjemme. Jeg har ikke, og har ikke haft, behovet for at rende ude hele tiden, at rejse, at gå på café, shoppe, i byen. Jeg er nok lidt mere indadvendt hjemmetype, og det samme er min kæreste.

Det bliver naturligvis noget andet, at man ikke bare kan gøre hvad man vil, når man vil. men jeg synes ikke, at man på alles vegne kan konkludere, at man sådan vil savne at kunne tage på café eller whatever. Sådan er alle ikke bygget.

Så hvis i er indforstået med det store pres, det vil ligge på jer og jeres parforhold, og de hårde tider, og hvis i har talt det ud og ind - også budgetmæssigt - så tror jeg snildt den kan fungere.

Vi studerer begge, og det er ikke et problem. Jeg tager et års barsel fra psykologistudiet, og min kæreste holder sine 2 uger fra sit studie. Ydermere havde vi kun været sammen 5-6 måneder, da jeg blev gravid (det var planlagt), og i dag har vi været sammen 14 måneder og har aldrig haft det bedre. Vi kender hinanden på godt og ondt, og vi er klar på denne hårde opgave.

Håber du kunne bruge mit lange svar på noget! Synes du skulle have en anden side af sagen i stedet for: "I er for unge, i kommer til at fortryde, vent et par år"-snakken (Som er fornuftig for nogen, men ikke alle)

Anonym skriver:

Det var ikke ondt ment

- Vi har været sammen i lige godt 2½ år og vi har haft den udfordring der hed at jeg skulle gå på skole 110 km væk og derfor boede der, så jeg så ham kun i weekenderne og han havde kun fri hver 2. weekend.. jeg synes det var en udfordring men efter jeg er kommet hjem igen , altså så var det hele bare skønt igen Stort set alle jeg kan komme i tanke om i min familie, er unge mødre. Min farmor var 16, min mor 20, min søster 19 osv. - Det lyder dumt, men min 6. sans siger at vi kan klare det

Men så held og lykke med det, hvis det er det I vælger

STN skriver:

Min kæreste, vores datter og jeg bor i en lejlighed på 90 kvm. lige nu.. Lille pigen har ikke sit eget værelse, og det er også ligegyldigt mens hun stadig er så lille... Så gør hvad I føler for! Man kan sagtens bo på lidt plads, med en baby, da babyen ikke kræver det helt store mht. plads... Der skal bare være plads til det mest nødvendige, som en seng, pusle-sted osv.

Vi har planer om, at flytter om et års tid, når vores datter er ca. 1 år gammel... Men lige nu fungerer det fint for os... Vi har været sammen i lidt over 8 år nu... Hvilket jo også spiller en betydelig rolle.....

Ja jeres lejlighed er lidt større så, men jeg tænker jo også at babyen er ligeglad med plads, bare den har de nødvendige ting.

Ja okay, en anelse længere tid end os.. men jeg tænker på om man har været sammen i 2, 8 eller sågar 25 år, så ved man aldrig om man en dag skal skilles og hvornår,

Ansemusen skriver:

Men så held og lykke med det, hvis det er det I vælger

Mange tak

Frøken J. skriver:

Det kan sagtens lade sig gøre, omend det nok bliver lidt hårdt Da jeg blev gravid, boede vi i en 2 værelses af samme størrelse, men valgte at finde noget større, således at vi nu bor i en 3-værelses på ca. 88 kvadratmeter. Jeg vil også sige, at det kommer an på, hvordan jeres lejlighed er indrettet. Vi havde møbler op af ALLE vægge, og der var ingen plads fri. Vi manglede i forvejen plads. Så at skulle have plads til babyting på samme tid havde været rimelig uoverskueligt. Men jeg snakker også med flere piger herinde, som bor på samme måde, og de får det til at fungere.

Ang. din alder og alt det der, så synes jeg, at du skal lytte til dig hjerte. Naturligvis vil det komme bag på én, hvor forfærdelig hårdt det er, men man kan ikke bare konkludere, som jeg synes mange har en tendens til, at alle ville ønske de havde levet livet først. Din kæreste og dig kender jer selv og hinanden bedst, og hvis i er enige om, at det skal være nu, så skal det det. Så længe i har talt ALT igennem først - også det pres, som det unægteligt vil ligge på jeres parforhold.

Der var så mange der sagde til mig, da jeg først blev gravid (var 21, da jeg stod med de to streger), at jeg ville ønske jeg havde taget mere ud og rejse, være sammen med vennerne osv., men faktum er, at jeg ikke er den type. Selv som ikke-gravid gik jeg mest bare rundt og nussede derhjemme. Jeg har ikke, og har ikke haft, behovet for at rende ude hele tiden, at rejse, at gå på café, shoppe, i byen. Jeg er nok lidt mere indadvendt hjemmetype, og det samme er min kæreste.

Det bliver naturligvis noget andet, at man ikke bare kan gøre hvad man vil, når man vil. men jeg synes ikke, at man på alles vegne kan konkludere, at man sådan vil savne at kunne tage på café eller whatever. Sådan er alle ikke bygget.

Så hvis i er indforstået med det store pres, det vil ligge på jer og jeres parforhold, og de hårde tider, og hvis i har talt det ud og ind - også budgetmæssigt - så tror jeg snildt den kan fungere.

Vi studerer begge, og det er ikke et problem. Jeg tager et års barsel fra psykologistudiet, og min kæreste holder sine 2 uger fra sit studie. Ydermere havde vi kun været sammen 5-6 måneder, da jeg blev gravid (det var planlagt), og i dag har vi været sammen 14 måneder og har aldrig haft det bedre. Vi kender hinanden på godt og ondt, og vi er klar på denne hårde opgave.

Håber du kunne bruge mit lange svar på noget! Synes du skulle have en anden side af sagen i stedet for: "I er for unge, i kommer til at fortryde, vent et par år"-snakken (Som er fornuftig for nogen, men ikke alle)

Mit liv lyder jo næsten som dit, ja du er et par år ældre end mig, men med hensyn til "at nyde livet". Jeg har været på diskotek én gang siden jeg blev 18 og er til fest måske 4 gange om året, hvor jeg sjældent drikker, fordi jeg simpelthen ikke gider?? Amen altså, synes du har utroligt meget ret, i mange af tingene. Det er nødvendigvis ikke en dårlig ting, at være ung eller at have været sammen i knap så længe.

mht. vores lejlighed, så er der masser af gulvplads vil jeg sige. Der vil godt være plads til tremmeseng i soveværelset og puslebordet også og der er plads til legehjørne i stuen, det er jo sådan set bare til at barnet bliver lidt større, ca. 1 år vil jeg tro og at vi kan finde noget andet.