Pt mit livs værste situation - hjælp

L.J.L skriver:

Min helt ærlige mening, så synes jeg at dig og din mand er meget egoistiske. Jeg vil sige næsten uanset hvad så kan man ikke tillade sig at træffe så vigtigt et valg som det her, for ens børn, medmindre der er tale om at bedsteforældrende er direkte skadelige for barnet at være sammen med.

Jeg har stået på den anden side, som barnebarn, hvor jeg ikke "fik lov" at have et forhold til min farfar, da min far ikke ønskede at se ham. Først da jeg blev voksen i 20'erne mødte jeg min farfar, og han var jordens dejligste mand. Jeg ville ønske at jeg havde nået at kende ham i længere tid, desværre døde han efter få år

Jeg synes i skal overveje konsekvenserne rigtig nøje inden i tager den endelige beslutning, det er trods alt jeres barn det går hårdest ud over.

Hvor har du ret i det du skriver.

TS. håber du/I finder en løsning.

Anonym skriver:

Jeg græder over dit indlæg. Tak for svaret!!
De er dårlige for hende på den måde at de gør forskelsbehandling på hende og de andre børnebørn, de brænder aftaler af med hende, så jeg efterfølgende står med en bedrøvet datter.

De har i disse 3 mdr., ikke spurgt til vores børn Min datter er så ked af det, kan se hendes udtryk at hun virkelig savner dem...

Min mand syntes ikke at han vil gi sig, for at snakke med dem. Han syntes det ville skade vores børn på sigt, mere end det vil gavne....

Uh den er svær. Jeg tror altså at det på længere sigt vil være bedre for din datter ikke at skulle opleve alle de svigt, da det jo nok gøre mere ondt gang på gang end at skulle vide at de ikke længere vil være i hendes liv. 

Jeg har også en søn der snart fylder 4 og jeg ville nok sætte mig ned og tale med ham så godt som muligt er i den alder. (Men I skal være 100 % sikre på at I ikke skal se dem mere, for ellers bliver hun da helt forvirret) Man kunne jo evt. fortælle hende at mor og far ikke vil have at hun bliver ked af det hver gang de svigter og at det er Jeres beslutning. Jeg tror nemlig at det er farligt at lave bedsteforældrene til "de dårlige", da hun ikke har dem at forholde sig til, men har Jer i hverdagen og kan blive ved at komme tilbage til det med jer, hvis du forstår? Altså hvis hun får af vide at "de" er de "dumme", så kan hun ikke komme ud med de frustrationer, som der jo 100 % vil være fra hendes side (det er faktisk sundt, da det er meget bedre at hun kommer ud med det, frem for at holde det inde i sig selv) 

Jeg tror aldrig der vil være nogen smertefri måde at fortælle et lille barn, at to mennesker som hun holder af og som hun troede holdt af hende, nu er væk fra hendes liv. Har du dine forældre som der så måske kan trækkes lidt yderligere på i de næste par måneder? Hvis ikke, kan man jo i kommunen (mener jeg det er ) søge efter en reservebedste, som ofte ender i livslange forhold mellem bedste og "barnebarn". Jeg kender flere som har haft ENORMT stor succes med det. 

Jeg er ked af at mit indlæg fik dig til at græde, men på den anden side fortæller det mig, at du er en af de mødre som er FULDSTÆNDIG FANTASTISKE og jeg tror desværre der er "for få" der kan sætte sig ind i deres børns situation som du kan. Jeg genkender mig selv, selvom du er ano, og derfor svarede jeg på dit indlæg. Det vigtigste er jo også at hun har 2 gode forældre som VIL hende og giver hende alt den kærlighed hun har brug for. Hvor ville det dog være frygteligt, hvis det var omvendt, at I svigtede hende og at hendes bedsteforældre var der for hende. Man kan finde noget positivt i absolut ALT. 

Mange knus 

Stefanie 

Altså for din datters skyld, bliver i nød til enten på den ene eller anden måde at have kommunikation med de bedste forældre, et er at din mand mener at de har ødelagt meget for "jer" med hvad med jeres datter? Det lyder som om at farmor og farfar er en stor del af hendes liv siden hun spørger til dem og savner dem.
Hvad med fødselsdag og jul ? Hvad med gaver fra dem ? Har i også tænkt jer at ignorere dem på det tidspunkt ? Uanset hvad de så end har budt jer, er jeres datters bedste forældre vigtige for hende og det må man respekterer, og så man man arrangerer hvordan hun kan være sammen med dem! man kan ikke bare sige CUT og så er de væk?! det ville da også være skrækkeligt for dem at fratage dem deres barnebarn? Ja i mine øjne altså Hvad voksne mennesker har indbyrdes skal og må ikke være en straf for børnene.
Det er min helt klare mening, i behøver jo ikke at dele ligeså meget med hans forældre som i måske før i tiden har gjort, men MAN SKAL kunne være i samme rum ellers handler det mere om stolthed i mine øjne hvilket jeg ikke kan fordrage. Håber at i finder ud af det, for jeres datters skyld.

Mulleunge skriver:

Altså for din datters skyld, bliver i nød til enten på den ene eller anden måde at have kommunikation med de bedste forældre, et er at din mand mener at de har ødelagt meget for "jer" med hvad med jeres datter? Det lyder som om at farmor og farfar er en stor del af hendes liv siden hun spørger til dem og savner dem.
Hvad med fødselsdag og jul ? Hvad med gaver fra dem ? Har i også tænkt jer at ignorere dem på det tidspunkt ? Uanset hvad de så end har budt jer, er jeres datters bedste forældre vigtige for hende og det må man respekterer, og så man man arrangerer hvordan hun kan være sammen med dem! man kan ikke bare sige CUT og så er de væk?! det ville da også være skrækkeligt for dem at fratage dem deres barnebarn? Ja i mine øjne altså Hvad voksne mennesker har indbyrdes skal og må ikke være en straf for børnene.
Det er min helt klare mening, i behøver jo ikke at dele ligeså meget med hans forældre som i måske før i tiden har gjort, men MAN SKAL kunne være i samme rum ellers handler det mere om stolthed i mine øjne hvilket jeg ikke kan fordrage. Håber at i finder ud af det, for jeres datters skyld.

Du har helt ret!!

Stefanie8 skriver:

Uh den er svær. Jeg tror altså at det på længere sigt vil være bedre for din datter ikke at skulle opleve alle de svigt, da det jo nok gøre mere ondt gang på gang end at skulle vide at de ikke længere vil være i hendes liv. 

Jeg har også en søn der snart fylder 4 og jeg ville nok sætte mig ned og tale med ham så godt som muligt er i den alder. (Men I skal være 100 % sikre på at I ikke skal se dem mere, for ellers bliver hun da helt forvirret) Man kunne jo evt. fortælle hende at mor og far ikke vil have at hun bliver ked af det hver gang de svigter og at det er Jeres beslutning. Jeg tror nemlig at det er farligt at lave bedsteforældrene til "de dårlige", da hun ikke har dem at forholde sig til, men har Jer i hverdagen og kan blive ved at komme tilbage til det med jer, hvis du forstår? Altså hvis hun får af vide at "de" er de "dumme", så kan hun ikke komme ud med de frustrationer, som der jo 100 % vil være fra hendes side (det er faktisk sundt, da det er meget bedre at hun kommer ud med det, frem for at holde det inde i sig selv) 

Jeg tror aldrig der vil være nogen smertefri måde at fortælle et lille barn, at to mennesker som hun holder af og som hun troede holdt af hende, nu er væk fra hendes liv. Har du dine forældre som der så måske kan trækkes lidt yderligere på i de næste par måneder? Hvis ikke, kan man jo i kommunen (mener jeg det er ) søge efter en reservebedste, som ofte ender i livslange forhold mellem bedste og "barnebarn". Jeg kender flere som har haft ENORMT stor succes med det. 

Jeg er ked af at mit indlæg fik dig til at græde, men på den anden side fortæller det mig, at du er en af de mødre som er FULDSTÆNDIG FANTASTISKE og jeg tror desværre der er "for få" der kan sætte sig ind i deres børns situation som du kan. Jeg genkender mig selv, selvom du er ano, og derfor svarede jeg på dit indlæg. Det vigtigste er jo også at hun har 2 gode forældre som VIL hende og giver hende alt den kærlighed hun har brug for. Hvor ville det dog være frygteligt, hvis det var omvendt, at I svigtede hende og at hendes bedsteforældre var der for hende. Man kan finde noget positivt i absolut ALT. 

Mange knus 

Stefanie 

Det hele giver mig stof til eftertanke.
Vi ønsker ikke at være egiostiske, det er bare rigtig svært at lade hver.
Jeg vil gøre det bedste for min datter.... Og jeg vil helt klart tage en snak med min mand.

Tusinde tak for de samtidig rosende ord fra dig, de varmer.
Tror så abselut at du er en af samme slags.

Mange tak, kan virkelig bruge det til noget.....

Jeg må nok være på din mands side. Jeg har været det barnebarn,der blev sdigtet og oplevet at se mine bedsteforældre forskel forhandle os børnebørn. Mine kusiner kom altid før mig, de blev forfordel med gaver, tid kærlighed og omsorg. Min mor ønskede dem ikke i vores liv fordi hun kunne se hvor meget det smertede min bror og jeg. Men min far tilgav altid. Jeg havde et enormt mindreværds følelse efter at have været sammen med dem. Og i dag har jeg valgt dem fra. Fordi de skal aldrig nogensinde såre mit barn som de sårede mig.
Mine kusiner kan slet ikke følge mig, men de har heller aldrig siddet med en lang næse når deres bedstforældre ikke kom som lovet til ens fødselsdag, fordi et bedre tilbud kom.
Jeg havde ikke hørt fra min farmor og farfar i 4 år, så blev jeg mor og pludselig var jeg spændene igen. Det er ikke det værd!

Måske hun savner dem nu, men det går over og er bedre end at hun med tiden vil opdage at hun ikke betyder det samme som sine kusiner/fætre.