Pt mit livs værste situation - hjælp

Sagen er den at min mand inden for de sidste par mdr. har valgt ikke at skulle have kontakt til sine forældre mere. Han har meddelt dem det og de snakker nu ik sammen. Vi har en datter på 4 som næsten dagligt spørger som fx, skal vi ikke lege farmor og farfar, det er længe siden jeg har set farmor, vil gå med billeder af farmor og farfar, snakker om dem, fortæller folk hvordan hun savner dem. Det er så sørgeligt at være tilskurer til disse sætninger, det skærer i hjertet
Hvad gør vi - hvordan for vi sagt at det ikke er hendes skyld, men at hun ikke ser farmor og farfar mere.
Det gør ondt at vi ikke kan snakke med dem mere, men min mand mener ikke der er noget at gøre. Da de desværre har ødelagt så meget for os... (her snakker vi rigtig meget)!!

Vil i ikke nok hjælpe os....

Knus

Anonym skriver:

Sagen er den at min mand inden for de sidste par mdr. har valgt ikke at skulle have kontakt til sine forældre mere. Han har meddelt dem det og de snakker nu ik sammen. Vi har en datter på 4 som næsten dagligt spørger som fx, skal vi ikke lege farmor og farfar, det er længe siden jeg har set farmor, vil gå med billeder af farmor og farfar, snakker om dem, fortæller folk hvordan hun savner dem. Det er så sørgeligt at være tilskurer til disse sætninger, det skærer i hjertet
Hvad gør vi - hvordan for vi sagt at det ikke er hendes skyld, men at hun ikke ser farmor og farfar mere.
Det gør ondt at vi ikke kan snakke med dem mere, men min mand mener ikke der er noget at gøre. Da de desværre har ødelagt så meget for os... (her snakker vi rigtig meget)!!

Vil i ikke nok hjælpe os....

Knus

Jeg kan forestille mig, at I senere kan få en vred datter, der beskylder jer for at have holdt hende fra sine bedsteforældre, hvis I ikke snart gør noget. Er de ikke gode bedsteforældre?

Anonym skriver:

Sagen er den at min mand inden for de sidste par mdr. har valgt ikke at skulle have kontakt til sine forældre mere. Han har meddelt dem det og de snakker nu ik sammen. Vi har en datter på 4 som næsten dagligt spørger som fx, skal vi ikke lege farmor og farfar, det er længe siden jeg har set farmor, vil gå med billeder af farmor og farfar, snakker om dem, fortæller folk hvordan hun savner dem. Det er så sørgeligt at være tilskurer til disse sætninger, det skærer i hjertet
Hvad gør vi - hvordan for vi sagt at det ikke er hendes skyld, men at hun ikke ser farmor og farfar mere.
Det gør ondt at vi ikke kan snakke med dem mere, men min mand mener ikke der er noget at gøre. Da de desværre har ødelagt så meget for os... (her snakker vi rigtig meget)!!

Vil i ikke nok hjælpe os....

Knus

Det lyder da som en rigtig hård situation. Har farmor og farfar også ødelagt meget for Jeres datter? - jeg mener vil du som mor mene at de er "dårlige" for hende? Hvis ikke, så kunne I måske arrangere, at hun kunne komme på besøg hos dem, (du kunne evt. afl. og hente igen) og på den måde kan Jeres datter stadig se sine bedsteforældre. Bedsteforældre har jo en forholdsvis stor del hos børn, og især når det er den alder vi snakker om, så hun sørger jo naturligvis fordi hun ikke ser dem. Det er synd for hende og jeg kan godt forstå, at du har det rigtig skidt med det. Evt. noget familieterapi?????? Anything der kan hjælpe til at Jeres lille pige ikke skal igennem sådan noget. 

Knus

Stefanie 

Marita skriver:

Jeg kan forestille mig, at I senere kan få en vred datter, der beskylder jer for at have holdt hende fra sine bedsteforældre, hvis I ikke snart gør noget. Er de ikke gode bedsteforældre?

Du har ret. Jo på et punkt er de, når de er sammen er de kærlige. Men det er en falsk fascade. Han har en søster med 4 børn - så jo også er deres børnebørn. Der bliver gjort meget forskel. Og farmor har FLERE gange brændt vores datter af for aftaler.. Så vi gang på gang har stået med en bedrøvet datter.

Stefanie8 skriver:

Det lyder da som en rigtig hård situation. Har farmor og farfar også ødelagt meget for Jeres datter? - jeg mener vil du som mor mene at de er "dårlige" for hende? Hvis ikke, så kunne I måske arrangere, at hun kunne komme på besøg hos dem, (du kunne evt. afl. og hente igen) og på den måde kan Jeres datter stadig se sine bedsteforældre. Bedsteforældre har jo en forholdsvis stor del hos børn, og især når det er den alder vi snakker om, så hun sørger jo naturligvis fordi hun ikke ser dem. Det er synd for hende og jeg kan godt forstå, at du har det rigtig skidt med det. Evt. noget familieterapi?????? Anything der kan hjælpe til at Jeres lille pige ikke skal igennem sådan noget. 

 

Knus

Stefanie 

Jeg græder over dit indlæg. Tak for svaret!!
De er dårlige for hende på den måde at de gør forskelsbehandling på hende og de andre børnebørn, de brænder aftaler af med hende, så jeg efterfølgende står med en bedrøvet datter.

De har i disse 3 mdr., ikke spurgt til vores børn Min datter er så ked af det, kan se hendes udtryk at hun virkelig savner dem...

Min mand syntes ikke at han vil gi sig, for at snakke med dem. Han syntes det ville skade vores børn på sigt, mere end det vil gavne....

Anonym skriver:

Sagen er den at min mand inden for de sidste par mdr. har valgt ikke at skulle have kontakt til sine forældre mere. Han har meddelt dem det og de snakker nu ik sammen. Vi har en datter på 4 som næsten dagligt spørger som fx, skal vi ikke lege farmor og farfar, det er længe siden jeg har set farmor, vil gå med billeder af farmor og farfar, snakker om dem, fortæller folk hvordan hun savner dem. Det er så sørgeligt at være tilskurer til disse sætninger, det skærer i hjertet
Hvad gør vi - hvordan for vi sagt at det ikke er hendes skyld, men at hun ikke ser farmor og farfar mere.
Det gør ondt at vi ikke kan snakke med dem mere, men min mand mener ikke der er noget at gøre. Da de desværre har ødelagt så meget for os... (her snakker vi rigtig meget)!!

Vil i ikke nok hjælpe os....

Knus

Min helt ærlige mening, så synes jeg at dig og din mand er meget egoistiske. Jeg vil sige næsten uanset hvad så kan man ikke tillade sig at træffe så vigtigt et valg som det her, for ens børn, medmindre der er tale om at bedsteforældrende er direkte skadelige for barnet at være sammen med.

Jeg har stået på den anden side, som barnebarn, hvor jeg ikke "fik lov" at have et forhold til min farfar, da min far ikke ønskede at se ham. Først da jeg blev voksen i 20'erne mødte jeg min farfar, og han var jordens dejligste mand. Jeg ville ønske at jeg havde nået at kende ham i længere tid, desværre døde han efter få år

Jeg synes i skal overveje konsekvenserne rigtig nøje inden i tager den endelige beslutning, det er trods alt jeres barn det går hårdest ud over.

L.J.L skriver:

Min helt ærlige mening, så synes jeg at dig og din mand er meget egoistiske. Jeg vil sige næsten uanset hvad så kan man ikke tillade sig at træffe så vigtigt et valg som det her, for ens børn, medmindre der er tale om at bedsteforældrende er direkte skadelige for barnet at være sammen med.

Jeg har stået på den anden side, som barnebarn, hvor jeg ikke "fik lov" at have et forhold til min farfar, da min far ikke ønskede at se ham. Først da jeg blev voksen i 20'erne mødte jeg min farfar, og han var jordens dejligste mand. Jeg ville ønske at jeg havde nået at kende ham i længere tid, desværre døde han efter få år

Jeg synes i skal overveje konsekvenserne rigtig nøje inden i tager den endelige beslutning, det er trods alt jeres barn det går hårdest ud over.

Jeg kan sagtens se hvad du mener....
Men hvad pokker gør man. Skal vi bare afl. hende der, hun vil jo mærke der er noget galt....

Anonym skriver:

Jeg kan sagtens se hvad du mener....
Men hvad pokker gør man. Skal vi bare afl. hende der, hun vil jo mærke der er noget galt....

Den er jo svær, da det lyder som om at det er din mand der har det største problem med hans forældre, og ikke dig eller jeres datter. Jeg synes din mand burde være voksen nok til at se på hvad der er bedst for jeres datter i det her tilfælde. Det er trods alt familie, og dem kan man, i min verden, ikke bare afskrive..

Hvis han er helt umulig og bliver børnefornærmet, så synes jeg du skal prøve at lave en ordning med bedsteforældrene, hvor de kan have hende nogle bestemte dage, så alle får "tilfredsstillet deres behov".

Bliver helt harm over din historie, for synes det er så sørgeligt at man som menneske føler man har ret til at frarøve børnenes kontakt til andre familiemedlemmer.

Jeg har (havde) en storesøster, som for flere år siden valgte hendes familie fra, jeg fatter slet ikke man kan gøre sådan noget...

L.J.L skriver:

Den er jo svær, da det lyder som om at det er din mand der har det største problem med hans forældre, og ikke dig eller jeres datter. Jeg synes din mand burde være voksen nok til at se på hvad der er bedst for jeres datter i det her tilfælde. Det er trods alt familie, og dem kan man, i min verden, ikke bare afskrive..

Hvis han er helt umulig og bliver børnefornærmet, så synes jeg du skal prøve at lave en ordning med bedsteforældrene, hvor de kan have hende nogle bestemte dage, så alle får "tilfredsstillet deres behov".

Bliver helt harm over din historie, for synes det er så sørgeligt at man som menneske føler man har ret til at frarøve børnenes kontakt til andre familiemedlemmer.

Jeg har (havde) en storesøster, som for flere år siden valgte hendes familie fra, jeg fatter slet ikke man kan gøre sådan noget...

Men de viser ikke interesse for at se hende... De har slet ikk spurgt efter hende. Og de har ikke set deres nye barnebarn, vores lille søn

Anonym skriver:

Men de viser ikke interesse for at se hende... De har slet ikk spurgt efter hende. Og de har ikke set deres nye barnebarn, vores lille søn

Hvorfor tager i så ikke en snak med dem, og spørger dem hvorfor interessen fra deres side ikke er særlig stor?