Mor og meget mere skriver:
Jeg er helt enig med Sussie. På mange måder kunne det være min mands familie, du beskriver, og jeg har lært, at det bedste, man kan gøre, er at holde sin sti ren og opføre sig som et ordentligt menneske - også, når man ikke selv føler sig pænt behandlet. Lad være at skrive et brev - hvert et ord vil blive vendt og drejet, og der vil blive læst mellem linjerne. Normalt går jeg ellers ind for "brev-modellen", men ikke, når det gælder krigeriske mennesker, der ikke ser klart og kun vil finde fejl.
Alt det der fnidder med, hvem der ikke inviterer hvem og hvorfor, har også været det store stridsemne i min svigerfamilie. Fra jeg var 18 år, skulle jeg høre på små stikpiller om, at det var for dårligt, jeg ikke inviterede min mands kusiner og deres mænd til mine fødselsdage - jamen hallo! - jeg inviterede ikke engang mine EGNE kusiner eller onkler og tanter! Jeg har ignoreret det og undladt at gå i diskussion om emnet, blot sagt, at jeg altså kun holdt min fødselsdag med de nærmeste - og nogle gange holder jeg slet ikke fødselsdag, og det er suverænt mit valg.
Når der så for alvor er rav i den i svigerfamilien - nogle vil slet ikke være i stue med hinanden i perioder - står min mand og jeg altid som de neutrale, som alle kan kommunikere med - netop, fordi de har opgivet at få os med til at bagtale, lave intriger og alliancer.
Det er da muligt, de knurrer ad os indimellem, men de har lært, at vi ikke gider tage parti i tåbelige konflikter - og VI kan se os selv i spejlet, hvilket nok er det allervigtigste.
Flot håndteret.
Jeg sad lige og tænkte, at det koster færre muskler at smile end at se sur ud..det samme gælder det at være neutral eller høflig.
Et pænt nejtak eller tak og intet andet, koster mindre end at skulle forklare 117 ting. 