Er det bedst at være skilt eller hvad ? Forstår det ikk.

du må tage en snak med din svigermor, og du må fortælle ham hvordan du har det med hans mor.

min svigermor var også ulidelig, i starten og der sad jeg med nyindkøbt hus, og havde mest lyst til at skride, for havde jeg vist hvad hans mors indvirkning havde på os, havde jeg nok ikke valgt ham, men nu sad vi i det. 

Jeg fik en snak med min kæreste, om hvad min svigermor gøre ved mig, og for meget hendes kritik gjorte mig total deprimeret og ked af det, følte hun satte mig i en bås, hvor jeg ikke kunne kende mig selv, og jeg fik alle fordomme om enliges mødre kastet i hovedet, hvilket jeg viste jeg havde kæmpet så hårdt for ikke blive dømt på den måde.   Der gik over et år inden der kom ro på tingene, indtil jeg sætte mig ned og fortalte hende, at hendes opførelse faktisk var ved at ødelægge vores forhold, og jeg sagde rent ud til hende. Hvis jeg havde kendt hende noget bedre inden vi købte hus, så havde jeg valgt min kæreste fra.

Efter der har tingene forandret sig til det positive, men min kæreste har også været lyd hør og har godt kunne se problematikken, og jeg har været ærlig overfor ham og sagt, at hvis jeg kendte din mor påforhånd, så havde jeg valgt dig fra.

Men hendes opførelse gjorte at jeg holdte mindre af ham, og det var nok også for at passe på mig selv, at følelserne forsvandt for ham. Vi har fået vendt og drejet tingene og snakket om det,  og i dag 3 efter har vi det rigtig godt, og vi elsker stadig hinanden, selv om vi har haft det svært.  Og i dag har jeg et godt forhold til min svigermor, og hun har forstået at hun har fået en svigerdatter, der vil selv, og beder ikke om hjælp får det er nødvendigt. Men jeg er også et meget selvstændigt menneske, der helst vil klare tingene selv.   Men en dårlig svigermor kan godt være en årsag til at følelserne forsvinder.   Tag en snak med ham om det, og fortæl ham, hvad det gør ved ham, og så tager du også en snak med din svigermor, og fortæller hende at hun er ved at ødelægge jeres forhold.  Så giver du det en change, for at se og det bliver bedre og om i genvinder følelserne for hinanden, og hvis ikke, ja så skal du til at tænke på dig selv også.   sender lige en

inpe skriver:

du må tage en snak med din svigermor, og du må fortælle ham hvordan du har det med hans mor.

min svigermor var også ulidelig, i starten og der sad jeg med nyindkøbt hus, og havde mest lyst til at skride, for havde jeg vist hvad hans mors indvirkning havde på os, havde jeg nok ikke valgt ham, men nu sad vi i det. 

Jeg fik en snak med min kæreste, om hvad min svigermor gøre ved mig, og for meget hendes kritik gjorte mig total deprimeret og ked af det, følte hun satte mig i en bås, hvor jeg ikke kunne kende mig selv, og jeg fik alle fordomme om enliges mødre kastet i hovedet, hvilket jeg viste jeg havde kæmpet så hårdt for ikke blive dømt på den måde.   Der gik over et år inden der kom ro på tingene, indtil jeg sætte mig ned og fortalte hende, at hendes opførelse faktisk var ved at ødelægge vores forhold, og jeg sagde rent ud til hende. Hvis jeg havde kendt hende noget bedre inden vi købte hus, så havde jeg valgt min kæreste fra.

Efter der har tingene forandret sig til det positive, men min kæreste har også været lyd hør og har godt kunne se problematikken, og jeg har været ærlig overfor ham og sagt, at hvis jeg kendte din mor påforhånd, så havde jeg valgt dig fra.

Men hendes opførelse gjorte at jeg holdte mindre af ham, og det var nok også for at passe på mig selv, at følelserne forsvandt for ham. Vi har fået vendt og drejet tingene og snakket om det,  og i dag 3 efter har vi det rigtig godt, og vi elsker stadig hinanden, selv om vi har haft det svært.  Og i dag har jeg et godt forhold til min svigermor, og hun har forstået at hun har fået en svigerdatter, der vil selv, og beder ikke om hjælp får det er nødvendigt. Men jeg er også et meget selvstændigt menneske, der helst vil klare tingene selv.   Men en dårlig svigermor kan godt være en årsag til at følelserne forsvinder.   Tag en snak med ham om det, og fortæl ham, hvad det gør ved ham, og så tager du også en snak med din svigermor, og fortæller hende at hun er ved at ødelægge jeres forhold.  Så giver du det en change, for at se og det bliver bedre og om i genvinder følelserne for hinanden, og hvis ikke, ja så skal du til at tænke på dig selv også.   sender lige en

tak for dit svar...

Lyder også som om hun var/er en træls svigermor...

Jeg synes bare jeg har sagt mange gange både til min kæreste og til min svigermor hvad det er der irriterer mig... Og så bliver det bedre for en tid, så ryger vi tilbage i det gamle igen. Jeg har ikke sagt direkte at havde jeg kendt svigermor bedre havde jeg ikke fået barn med min kæreste - men helt ærligt sådan har jeg det!!

Hmm tror min kæreste bliver temmelig sur hvis jeg siger det til svigermor, han har en kæmpe ansvarsfølelse for hende, de har kun boet de 2 sammen hele deres liv.

kender det godt, han er mors dreng, og hun har svært ved at slippe ham, og han føler sig for pligtet, men sig det til dem som det er, og hvad du føler, så de kan forstår hvad det er du føler, og du skal ikke pakke tingene ind i vat, for det forstår de ikke, så brug de hårde ord, men svigermor begyndte at tude, men hun kunne også godt se det fra min side, du skal melde det ud, for ellers bliver du mere frustraret.

snak med ham om det, og tag så en snak med hans mor. Jeg sagde ikke noget til min om jeg havde snakket med hende om det, men inden havde jeg haft en snak med ham, om hvad jeg følte hun gjorte ved mig, og at det faktisk gjorte at jeg ikke længere havde lyst til at være sammen med ham. Det blev han faktisk meget ked af, men også meget forstående for han viste godt, at hun kunne være for meget, og det var der anddre af hans ekser, der også havde sagt. Så hvis han vil bevar jeres forhold og familie liv, samt jeres kærlighed, vil han også forstår, at sviger bliver nød til at trække sig, og forstår at hendes søn er blevet voksen, og selv har fået familie. Selvfølgelig skal der også være plads til hende, men efter jeres regler. Og så man din kæreste ikke føle sig forpligtet overfor hende, hun er en voksen kvinder, der godt kan klare sig selv, også selv om hendes søn er flyttet hjemmefra.

vi hjælper da stadig svigermor, og hun hygger sig også med børnene, og vi kan også hygge os sammen, og jeg kan køre fordi hende til en kop kaffe, hvor vi idag får nogle gode snakke og også om det i starten.

Jeg håber du finder mod og opbakning fra din kæreste, så du kan tage en snak med hende. Jeg fortalte det først til min kæreste bagefter, og fortælte ham at jeg havde sagt det sammen som, jeg havde fortalt ham.

Tror ikke at hun er interesseret i, at miste jer eller sin søn, og måske gør hun tingene i en god mening, og kan måske slet ikke lade være.

Anonym skriver:

Hej Piger..

Altså jeg synes det er svært at finde rundt i... Hvad er bedst?

1) At gøre sit barn til skilsmissebarn

2) at leve videre i et forhold med temmelig mange op og nedture.

Jeg læser alle steder (bl.a. på netsundhedssplejersken, som iøvrigt modsiger sig selv) Det ene svar hun giver er; "I skal virkelig kæmpe for jeres parforhold, det sidste barnet ønsker er at i skal skilles..." Derefter læser jeg et andet svar... " I skal huske at tænke på at jeres barn bliver meget påvirket hvis der er negativ stemning i hjemmet, dette kan godt resultere i et meget udadreagerende barn eller et meget stille barn fordi det ikke får lov til at være sig selv og føler sig tryg."

Nå tænker jeg så..

Jeg lever sammen med min kæreste, faren til vores søn på knap 2,5 år. Jeg er personligt temmelig træt af min kæreste, har ingen forelskesfølelse, og hans mor driver mig snart derud hvor jeg har lyst til at slå op pga hende! Jeg kan simpelthen ikke holde kvinden ud og får en klump i maven bare jeg hører hendes navn - og vi ser hende ofte!! Ofte flere gange om ugen og magter ikke at skulle blive så irriteret/sur/ked så mange gange.

Vi diskuterer af og til - vi råber aldrig af hinanden, men diskuterer dte gør vi, som oftest handler det om vores familier.

Ofte er jeg irritabel når hans mor er her - prøver virkelig at gøre alt for ikke at være det, men det sidder bare fast! Vi kan ikke med hinanden ret godt. Jeg kan være irriteret på min kæreste længe efter hun er kørt ( er ofte også halvsur på ham alligevel fordi han er doven og irriterende)

Men hvad er bedst??!! Jeg mener jo personligt at det allerbedste er at forældrene bor sammen, så længe der ikke er vold, voldsomme skænderier/råberi, druk osv. indblandet .- når det "bare" er mig der er dødtræt af min kæreste! Men når jeg så læser at barnet tager skade af hvis det mærker dårlig stemning i hjemmet - ja så ved jeg sgu ikke??? Det tager jo også skade af at man går fra hinanden??!
Og hvad er dårlig stemning?? Hvornår er den dårlig nok til at barnet tager skade???

Det lyder mest af alt som om at det er din svigermor der er det største problem og måske ikke de problemer i har i mellem jer. Hvad med at få snakket ud med en parterapeut hvor i måske og så kan få nogle redskaber til at takle svigermor bedre og også få løst nogle problemer mellem jer.

Jeg er selv skilsmisse barn og jeg har aldrig været mærket af det tvært imod synes jeg det er lidt klasustrofobisk kun at have en famillie selv om jeg om min man ikke er skilt.

Det er ikke nødvendigvis negativt at være skilsmisse barn hvos bare forholdene mellem forældrene fungere.