Er det bedst at være skilt eller hvad ? Forstår det ikk.

Hej Piger..

Altså jeg synes det er svært at finde rundt i... Hvad er bedst?

1) At gøre sit barn til skilsmissebarn

2) at leve videre i et forhold med temmelig mange op og nedture.

Jeg læser alle steder (bl.a. på netsundhedssplejersken, som iøvrigt modsiger sig selv) Det ene svar hun giver er; "I skal virkelig kæmpe for jeres parforhold, det sidste barnet ønsker er at i skal skilles..." Derefter læser jeg et andet svar... " I skal huske at tænke på at jeres barn bliver meget påvirket hvis der er negativ stemning i hjemmet, dette kan godt resultere i et meget udadreagerende barn eller et meget stille barn fordi det ikke får lov til at være sig selv og føler sig tryg."

Nå tænker jeg så..

Jeg lever sammen med min kæreste, faren til vores søn på knap 2,5 år. Jeg er personligt temmelig træt af min kæreste, har ingen forelskesfølelse, og hans mor driver mig snart derud hvor jeg har lyst til at slå op pga hende! Jeg kan simpelthen ikke holde kvinden ud og får en klump i maven bare jeg hører hendes navn - og vi ser hende ofte!! Ofte flere gange om ugen og magter ikke at skulle blive så irriteret/sur/ked så mange gange.

Vi diskuterer af og til - vi råber aldrig af hinanden, men diskuterer dte gør vi, som oftest handler det om vores familier.

Ofte er jeg irritabel når hans mor er her - prøver virkelig at gøre alt for ikke at være det, men det sidder bare fast! Vi kan ikke med hinanden ret godt. Jeg kan være irriteret på min kæreste længe efter hun er kørt ( er ofte også halvsur på ham alligevel fordi han er doven og irriterende)

Men hvad er bedst??!! Jeg mener jo personligt at det allerbedste er at forældrene bor sammen, så længe der ikke er vold, voldsomme skænderier/råberi, druk osv. indblandet .- når det "bare" er mig der er dødtræt af min kæreste! Men når jeg så læser at barnet tager skade af hvis det mærker dårlig stemning i hjemmet - ja så ved jeg sgu ikke??? Det tager jo også skade af at man går fra hinanden??!
Og hvad er dårlig stemning?? Hvornår er den dårlig nok til at barnet tager skade???

Ja, den er svær! 
Jeg er selv skilsmisse barn, og jeg har ærligt talt aldrig haft et problem med det, for ved, at det har været bedst for os allesammen! Men det er jo så individuelt, og afhænger MEGET af, hvordan man kommer ud af det sammen - enten hver for sig, eller hvis man vælger at blive sammen. 

Men er det ikke nemmest, at sætte sig ned, og snakke om det sammen, stille og roligt?  

personligt mener jeg, at ja, man skal gøre hvad man kan for at få forholdet til at fungere, men der er altså også en grænse..

Mig og min x endte med at prøve parterapi i 4 mdr,men det hjalp ikke og tog så beslutningen om at gå fra hinanden..

Det er ikke altid den bedsteløsning at blive sammen..ja du skal tænke på dit barn, men bestemt også dig selv.. husk, børn kan føle mere end vi tror. Og efter vi er flyttet, er min søn simpelthen det gladeste barn i forhold til da jeg boede sammen med hans far.. og det gælder også når han er hos sin far..

Du blir nød til at tænke på dig selv også..du fortjener også at være glad

Lise 26 skriver:

personligt mener jeg, at ja, man skal gøre hvad man kan for at få forholdet til at fungere, men der er altså også en grænse..

Mig og min x endte med at prøve parterapi i 4 mdr,men det hjalp ikke og tog så beslutningen om at gå fra hinanden..

Det er ikke altid den bedsteløsning at blive sammen..ja du skal tænke på dit barn, men bestemt også dig selv.. husk, børn kan føle mere end vi tror. Og efter vi er flyttet, er min søn simpelthen det gladeste barn i forhold til da jeg boede sammen med hans far.. og det gælder også når han er hos sin far..

Du blir nød til at tænke på dig selv også..du fortjener også at være glad

Ja jeg ved jeg bør tænke på mig selv - men jeg aner ikke hvad jeg vil

På den ene side drømmer jeg om lykken med en anden mand - om forelskelse, om en anden svigermor, om der ikke skal være diskussioner omkring vores familier osv.

På den anden side kan jeg ikke undvære ham min kæreste nu tror jeg, vi har været sammen 7 år, kan være os selv 100 procent, og mange ting går fint, bare ikke når det kommer til familieproblematikker.

Vores søn er glad - ja han får hysteriske flip osv. som alle andre i den alder, men er generelt en glad dreng. Så ved ikke om det har påvirket ham

Hvor gammel var dit barn da I gik fra hinanden? Og har du fået ny kæreste - jeg er nok rædselsslagen for at skulle leve alene resten af livet,

ciepige skriver:

Ja, den er svær! 
Jeg er selv skilsmisse barn, og jeg har ærligt talt aldrig haft et problem med det, for ved, at det har været bedst for os allesammen! Men det er jo så individuelt, og afhænger MEGET af, hvordan man kommer ud af det sammen - enten hver for sig, eller hvis man vælger at blive sammen. 

Men er det ikke nemmest, at sætte sig ned, og snakke om det sammen, stille og roligt?  

Vi har bare snakket en million gange

Synes aldrig vi rigitg kommer frem til noget... Jeg synes bare det hele er møgkedeligt og nyder opmærksomheden fra andre fyre hvis jeg er i byen osv

Anonym skriver:

Vi har bare snakket en million gange

Synes aldrig vi rigitg kommer frem til noget... Jeg synes bare det hele er møgkedeligt og nyder opmærksomheden fra andre fyre hvis jeg er i byen osv

Hvad med noget terapi?

Anonym skriver:

Ja jeg ved jeg bør tænke på mig selv - men jeg aner ikke hvad jeg vil

På den ene side drømmer jeg om lykken med en anden mand - om forelskelse, om en anden svigermor, om der ikke skal være diskussioner omkring vores familier osv.

På den anden side kan jeg ikke undvære ham min kæreste nu tror jeg, vi har været sammen 7 år, kan være os selv 100 procent, og mange ting går fint, bare ikke når det kommer til familieproblematikker.

Vores søn er glad - ja han får hysteriske flip osv. som alle andre i den alder, men er generelt en glad dreng. Så ved ikke om det har påvirket ham

Hvor gammel var dit barn da I gik fra hinanden? Og har du fået ny kæreste - jeg er nok rædselsslagen for at skulle leve alene resten af livet,

altså for mig lyder det til du ikke er klar til at gå fra ham, men gerne have gnisten tilbage i jeres forhold.. har i overvejet parterapi? For kommer virkelig til bunds i nogle ting..

Justin var 6 mdr da vi gik fra hinanden og han er nu 10 mdr.. Jeg har ikke fundet en ny endnu. Jeg havde det også sådan i starten med om jeg nu ville finde en ny engang eller som jeg vil ende som min mor (alene i 28år) Men selvom jeg ikke har noget, så er jeg sikker på jeg nok skal finde en en dag når tiden er til det.. nu nyder jeg bare at hygge med Justin

Anonym skriver:

Hej Piger..

Altså jeg synes det er svært at finde rundt i... Hvad er bedst?

1) At gøre sit barn til skilsmissebarn

2) at leve videre i et forhold med temmelig mange op og nedture.

Jeg læser alle steder (bl.a. på netsundhedssplejersken, som iøvrigt modsiger sig selv) Det ene svar hun giver er; "I skal virkelig kæmpe for jeres parforhold, det sidste barnet ønsker er at i skal skilles..." Derefter læser jeg et andet svar... " I skal huske at tænke på at jeres barn bliver meget påvirket hvis der er negativ stemning i hjemmet, dette kan godt resultere i et meget udadreagerende barn eller et meget stille barn fordi det ikke får lov til at være sig selv og føler sig tryg."

Nå tænker jeg så..

Jeg lever sammen med min kæreste, faren til vores søn på knap 2,5 år. Jeg er personligt temmelig træt af min kæreste, har ingen forelskesfølelse, og hans mor driver mig snart derud hvor jeg har lyst til at slå op pga hende! Jeg kan simpelthen ikke holde kvinden ud og får en klump i maven bare jeg hører hendes navn - og vi ser hende ofte!! Ofte flere gange om ugen og magter ikke at skulle blive så irriteret/sur/ked så mange gange.

Vi diskuterer af og til - vi råber aldrig af hinanden, men diskuterer dte gør vi, som oftest handler det om vores familier.

Ofte er jeg irritabel når hans mor er her - prøver virkelig at gøre alt for ikke at være det, men det sidder bare fast! Vi kan ikke med hinanden ret godt. Jeg kan være irriteret på min kæreste længe efter hun er kørt ( er ofte også halvsur på ham alligevel fordi han er doven og irriterende)

Men hvad er bedst??!! Jeg mener jo personligt at det allerbedste er at forældrene bor sammen, så længe der ikke er vold, voldsomme skænderier/råberi, druk osv. indblandet .- når det "bare" er mig der er dødtræt af min kæreste! Men når jeg så læser at barnet tager skade af hvis det mærker dårlig stemning i hjemmet - ja så ved jeg sgu ikke??? Det tager jo også skade af at man går fra hinanden??!
Og hvad er dårlig stemning?? Hvornår er den dårlig nok til at barnet tager skade???

Jeg er skilsmissebarn, og mine forældre skændes (næsten) aldrig, men det var også tydeligt at de ikke var forelskede mere.

Så jeg spurgte en dag min mor om hende og far ikke snart skulle skilles, og det sagde hun at det skulle de.

Familielivet har været meget bedre siden, ikke kun for vores forældre, men også for min bror og jeg.

Mine forældre har hygget mere sammen sammen med os efter skilsmissen end før, og det går meget bedre nu.

Jeg tror på at barnet har bedst af at forældrene er sammen, men det er kun hvis de har lyst til at være sammen og ikke gør det af finansielle årsager, eller noget i den stil.

Slå op med manden, det er nemmere at finde sammen igen, end det er at få en skilsmisse om 2-3 år der ender lykkeligt.

Held og lykke 

-Sigrid- skriver:

Jeg er skilsmissebarn, og mine forældre skændes (næsten) aldrig, men det var også tydeligt at de ikke var forelskede mere.

Så jeg spurgte en dag min mor om hende og far ikke snart skulle skilles, og det sagde hun at det skulle de.

Familielivet har været meget bedre siden, ikke kun for vores forældre, men også for min bror og jeg.

Mine forældre har hygget mere sammen sammen med os efter skilsmissen end før, og det går meget bedre nu.

Jeg tror på at barnet har bedst af at forældrene er sammen, men det er kun hvis de har lyst til at være sammen og ikke gør det af finansielle årsager, eller noget i den stil.

Slå op med manden, det er nemmere at finde sammen igen, end det er at få en skilsmisse om 2-3 år der ender lykkeligt.

Held og lykke 

Dejligt at hører fra "skilsmissebørn". Men kan så regne ud du var rimelig gammel eftersom du kunne spørge selv?

Anonym skriver:

Dejligt at hører fra "skilsmissebørn". Men kan så regne ud du var rimelig gammel eftersom du kunne spørge selv?

Ja, jeg var 13, min bror var 10, og vi havde begge ønske det i flere år... Jeg tror skilsmisse er meget negativt ladet fordi forældrene så ikke kan finde ud af at sluge kameler.

Min far bor 7 km fra min bror, og de har ikke nogen ordning omkring ham, de tager ham bare hvornår han har lyst, hvilket er genialt for min far arbejder offshore. Så min mor har min bror i to uger, så har min far ham en uge, så min mor en og til sidst min far igen, og så starter det forfra. Og er der er en konfirmation eller ferie, så er det bare fint, eller hvis en af dem er syge.

Da jeg boede hjemme bestemte jeg også (helt selv) hvornår jeg var ved far, og det var bare ham og mig der ordnede det.

Min bror og jeg har også altid selv bestemt hvor vi har holdt jul, og vores forældre har arrangeret fødselsdag sammen, hvor min fars forældre og kæreste m børn kom hjem til mor 

Og jeg skrev bare min "skilsmissehistorie" for at vise at skilsmisse ikke behøver at være negativt, for min familie var det det bedste der kunne ske