Herhjemme var jeg 17, da jeg blev gravid med den første.
Og det er bare gået over al forventning. Jeg nåede at blive 18 da jeg fødte. Boede for mig selv, og havde hele familiens opbakning.
Da vores datter var 3-4 mdr, besluttede vi os for, at vi gerne ville have en mere. Jeg blev hurtigt gravid, og det endte desværre med, at vi mistede vores søn efter lige knap 7 uger hos os 
Det har været super hårdt, ikke at være unge forældre, men da vi mistede vores søn. Heldigvis har vi begge nogle virkelig gode forældre, der er søde til at hjælpe hvis det brænder på.
Idag er jeg 21, og manden er 24.
Vi er gift, og har vores datter på 3 år og vores søn på 1 ½ år og vores lille engel.
Vi er begge under uddannelse, min mand er snart færdig.. Det bliver super dejligt nu her, når han er færdig..
Jeg har dog en del år som studerende endnu, da jeg forventer at læse jura.
Sådan er det, selvom vi har børn, prioritere vi også vores uddannelser højt. Jeg synes bestemt ikke det ene udelukker det andet. Man kan sagtens forene familielivet med studie.
Det er dog en fordel, at man har nogle gode og opbakkende familier, der gerne hjælper, især op til eksamener m.m.
Og for mit vedkommende, er det da selvfølgelig presset op til eksamener, men jeg har heldigvis en dejlig mand, der har en god arbejdsplads, så han har mulighed for at hente børn. Ellers er bedsteforældrene klar 
Og i eksamensperioden kan jeg da også have lidt dårlig samvittighed over at jeg ikke har så meget tid til familien som normalt, men det kommer mig og vores familie til gode i sidste ende.
Jeg har jo tilgengæld en laang sommerferie, som jeg tilbringer med mine børn 