HJÆLP MIG TIL AT HJÆLPE MIT BARN!
Min datter satte sig i dag og mumlede, at hun ikke ville i børnehave. Hun har før ytret sig om, at hun ikke var helt vild med at komme af sted, men tidligere har det virket lidt som om hun mere ville prøve lidt grænser af (hvad sker der, hvis jeg nægter at tage af sted) og med et glimt i øjet. Men i dag var der ikke spor af hverken grænse-prøvning eller glimt i øjet. Jeg havde et meget mut barn, der virkelig ikke havde lyst til at tage af sted. Som var ked af at skulle af sted.
Nu fik jeg af vide igår, af pædagogerne og af datteren selv, at hun var blevet bidt i fingeren efter en lille kontrovers med et af de andre børn. Derudover har hun på de sidste par dage fået sig nogle hakker i næsen, som jeg ikke har tænkt så meget over, fordi børn nu engang får slag (og jeg accepterer IKKE dette, men børn har konflikter, og man skal lære dem ikke at bruge vold mod hinanden, men nu engang kan pædagogerne ikke være over ungerne every fucking second), men jeg blev pludselig meget bevidst om de her hakker igår, da jeg hørte, at der var nogle problemer.
Igår spurgte jeg ind til, hvad der var sket i løbet af dagen og ind til fingeren. Kort fortalt nævnte jeg, at hun var blevet bidt i fingeren? (jeg spørger kun på den måde, hvis jeg har fået af vide fra pædagogen, at noget er fundet sted, ellers lader jeg hende selv fortælle, eller også spørger jeg hende, hvad der er sket, fx med næsen).
Hun fortalte, at M. havde bidt hende, da hun ikke ville lege med ham/eller hun ville lege med nogle andre/ikke ville have ham med i sin leg. Noget i den stil. Bottom line er at det ikke er første gang at M. slår/bider/skubber/river hende, og det er altid, når hun er igang med at lege med nogle andre eller med sig selv.
Forhistorien til M. og datteren er, at mig og M.s mor kom i samme mødregruppe dengang for længe siden. Vi blev veninder, og som naturlig følge var vi meget sammen og ungerne er vokset op sammen. Vi har indtil ganske for nylig boet tæt på hinanden. Før gik de i samme vuggestue, men i nyere tid har de gået i hver sin vuggestue/dagpleje, og egentligt begyndte de også i hver sin børnehave. Hele tiden har vi haft legedates i weekender, overnatninger etc., hvor ungerne har hygget sig enormt meget med hinanden. Men i M.s børnehave opstod der et problem, da M.s mor fandt ud af, at der var noget helt galt med lederen på børnehaven. Dvs ikke M.
Hun har ikke gjort videre i sagen, hvilket jeg, by the way, mener er helt forkert.
I stedet blev M. flyttet til datterens børnehave og de to kom i samme gruppe. I starten var alt fedt; ungerne var vilde med det. Men det har bare ændret sig over den sidste periode. Datteren er ikke interesseret i at lege med M. nu, ikke fordi hun ikke er glad for ham, men fordi han stiller sig meget fysisk imod at hun leger med andre eller lader være med at lege med ham. Jeg ved, at M. har en personlighed, hvor han er dårlig over for forandringer, og som gør ham til et godt gammeldags vanedyr. Hver dag skal helst være så fastlåst i kendte rammer som muligt; og forandringer skal helst være genkendelige eller sjove (fx er overnatning/besøg hos os både genkendeligt og sjovt). Derfor har han nok rigtig svært ved at klare, at min datter ikke leger med ham hver dag.
MEN!
Uanset hvor meget forståelse og kærlighed jeg har til M og hans mor, så kan jeg ikke lade dette overstige mit barns velfærd. Jeg ønsker ikke, at mit barn kommer hjem og igen er blevet slået/bidt/skubbet/råbt af/etc af M., og jeg ønsker ikke at hun er ked af at gå i børnehave pga ham. Jeg vil simpelthen ikke have, at nogen som helst tvinger mit barn til at agere unaturligt iforhold til hendes personlighed. Hun er forandringsvenlig og nyder at lege med forskellige børn samt lære nye bekendtskaber at kende. Hun er typen, der er bedste venner med alle.
Men ingen skal tro, at de kan tvinge hende til at være sammen med dem. Det er i hvert fald som jeg opfatter mit barn og hendes personlighed.
Jeg har her til morgen sagt til pædagogerne, at datteren var ked af at gå i børnehave her til morgen, og at det tydeligvis handler om at der er nogle komplikationer ifht. M. De har lovet at se på det og finde ud af en løsning.
Men jeg er stadig i vildrede, for jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg ellers kan gøre. Jeg har følgelig ikke lyst til at passe M., sådan som hans mor har spurgt mig om (og indtil videre har jeg dækket mig ind med at jeg psykisk er ude og skide), men jeg er jo nødt til at tage samtalen med hende før eller siden. Hun er på sin side nødt til at gøre noget for at styrke M.s bekendtskaber med nogle drenge i børnehaven, og jeg er på min side nødt til at lægge kortene på bordet. Det er ikke OK at M. øver vold på mit barn eller andres børn, og jeg har lyst til at spørge, hvordan det kan være at han bliver ved med at være så aggressiv og (i min optik) frustreret. Et eller andet er han 'nødt' til at være for at kunne reagere så dårligt og tackle en afvisning så dårligt.
Men jeg er heller ikke der, hvor jeg har lyst til at sige disse ting. Dels orker jeg det ikke, dels er jeg bange for, at hvis jeg først åbner op for dén sluse, så kommer al den kritik, som jeg næsten aldrig kunne drømme om at nævne for hende. Hun er et voksent menneske, og hun burde ikke have behov for at jeg kommer med min kritik. Og dog, for jeg føler, at hun skader M.
Men det er en anden historie.
Pt. vil jeg rigtig, rigtig gerne have jeres kommentare/råd. Hvad kan jeg gøre nu? Kan jeg gøre mere i forhold til datteren? Hvad kan jeg give hende af redskaber til at undgå at blive slået/revet/bidt/you name it? Jeg er imod at slå igen, men jeg har også sindssygt meget lyst til at få min storebror til at lære hende at slå igen. Et ordentligt næveslag. Bare så jeg kan give hende et eller andet, der virker bedre end "Så må du sige det til pædagogerne"
|
