Tvangsoverspisning

Hej

Min mand blev opereret for overvægt (gastric bypass) for 2 år siden... Han har siden da tabt sig ca 50 %, og nået en vægt på 80 kg.. Dog har han taget lidt på igen. Og er oppe på 90-95 kg.

Hans problem er at han faktisk konstant (selvfølgelig med pauser), fra han kommer hjem, til han går i seng, spiser chokolade, m&m's, vafler med chokolade indeni, kiks med chokolade inden mm... You name it.. Og som han selv siger, når han går på jobbet, så det eneste han ser frem til, når han har fri, er at komme hjem og spise nogle vafler, fordi han ved de ligger i skabet!!

Det virker som en besættelse! En træng! En lyst, han ikke kan mætte.

For en måneds tid siden, hørte jeg noget i radioen om tvangsoverspisning - jeg spidsede ører, da jeg godt har lagt mærke til, at min mand spiser meget usundt.. Jeg slog det op på google og nogle af tingene stemmer helt sikkert overens med "hvordan han er"... Jeg viste ham hvad jeg havde fundet, og han er enig i, at noget af det kunne lyde som ham..

Det gik lidt hen igen, men så igår kommenterede jeg, med en lidt vrissen stemme, at det altså er ulækkert at han æder så meget chokolade hele tiden! Der gik ca 10 min, også gik han ud til skraldespanden og smed de m&m's ud, samt andet chokolade han havde liggende..

Jeg spurgte "Nårh tager du en kold tyrker".. 

Hans svar var "Ja du hjælper mig jo ikke"

Mig "Jeg kommenterer da hele tiden at du spiser konstant, og det er møj hamrende irriterende at du også spiser det, både lige før og efter aftensmad. Plus jeg har prøvet at gemme det, og du  leder jo bare ind til du finder. Det er en besættelse for dig."

Hans svar "Ja, men så må du smide det ud, eller sørge for at jeg absolut ikke KAN finde det, for hvis jeg ved, at jeg har købt noget, så ved jeg det er der, og endevender huset for at finde det."

Mig "Du bliver jo sur på mig, hvis du ikke kan finde det, og hvis jeg nægter at give dig det."

Ham "Ja, men det er den opbakning jeg skal have, og også selvom det gør os uvenner"..

Men kan det passe han lider af tvangsoverspisning?

Hvad gør man i det tilfælde?

Anonym skriver:

Hej

Min mand blev opereret for overvægt (gastric bypass) for 2 år siden... Han har siden da tabt sig ca 50 %, og nået en vægt på 80 kg.. Dog har han taget lidt på igen. Og er oppe på 90-95 kg.

Hans problem er at han faktisk konstant (selvfølgelig med pauser), fra han kommer hjem, til han går i seng, spiser chokolade, m&m's, vafler med chokolade indeni, kiks med chokolade inden mm... You name it.. Og som han selv siger, når han går på jobbet, så det eneste han ser frem til, når han har fri, er at komme hjem og spise nogle vafler, fordi han ved de ligger i skabet!!

Det virker som en besættelse! En træng! En lyst, han ikke kan mætte.

For en måneds tid siden, hørte jeg noget i radioen om tvangsoverspisning - jeg spidsede ører, da jeg godt har lagt mærke til, at min mand spiser meget usundt.. Jeg slog det op på google og nogle af tingene stemmer helt sikkert overens med "hvordan han er"... Jeg viste ham hvad jeg havde fundet, og han er enig i, at noget af det kunne lyde som ham..

Det gik lidt hen igen, men så igår kommenterede jeg, med en lidt vrissen stemme, at det altså er ulækkert at han æder så meget chokolade hele tiden! Der gik ca 10 min, også gik han ud til skraldespanden og smed de m&m's ud, samt andet chokolade han havde liggende..

Jeg spurgte "Nårh tager du en kold tyrker".. 

Hans svar var "Ja du hjælper mig jo ikke"

Mig "Jeg kommenterer da hele tiden at du spiser konstant, og det er møj hamrende irriterende at du også spiser det, både lige før og efter aftensmad. Plus jeg har prøvet at gemme det, og du  leder jo bare ind til du finder. Det er en besættelse for dig."

Hans svar "Ja, men så må du smide det ud, eller sørge for at jeg absolut ikke KAN finde det, for hvis jeg ved, at jeg har købt noget, så ved jeg det er der, og endevender huset for at finde det."

Mig "Du bliver jo sur på mig, hvis du ikke kan finde det, og hvis jeg nægter at give dig det."

Ham "Ja, men det er den opbakning jeg skal have, og også selvom det gør os uvenner"..

Men kan det passe han lider af tvangsoverspisning?

Hvad gør man i det tilfælde?

Det lyder meget som tvangsoverspisning, og jeg synes han skulle se en psykolog. Jeg har selv været der noget så grusomt (du fatter ikke hvad/hvor meget jeg åd. Det var sindssygt), og ét råd jeg kan give dig er: Lad være at være dømmende! Når folk siger: "Ej, spiser du nu igen?" eller "Du spiser godt nok meget" eller "Hvorfor spiser du så meget usundt" og lignende kommentarer, så reagerer man med trods og har IKKE lyst til at holde op, nærmere tværtimod. Så det er faktisk skide dumt at du opfører dig dømmende - Sagt på en venlig måde.

Det lyder ikke til du støtter ham på den måde, som han har brug for. Du må ikke tage det forkert, men jeg ser det fra hans synspunkt, fordi jeg selv har været der. Og du lyder meget dømmende i dine kommetarer. Og jeg kan GODT forstå, at du tænker det du tænker. At det er ulækkert, og for helvede, spiser han nu igen, og så videre. Men hold de tanker for dig selv. Lad VÆRE med at købe de usunde ting! De skal ikke være i huset! Og så skal han have hjælp.

Det er ikke en løsningsmodel, at du bare gemmer tingene. Det er ikke en løsningsmodel, at han "bare" tager en kold tyrker. Han har brug for hjælp udefra, for hvis han skal klare kampen helt på egen hånd, så skal han være 100% motiveret, og det er svært at blive, når man er fanget i afhængighedens klør.

Håber du kan bruge mit svar til noget

Hvad med bare ikke at have alle de der usunde ting i huset...

Og ja, så for alt i verden - lad være med at dømme ham!!!

Jeg har os selv været der og det bedste du kan gøre og det rigtigste er at støtte ham og være der for ham. Tro på ham.. Og husk at fortæl ham det! Faktisk er det lidt som når man skal lære små børn noget voksne har os brug for ros og anerkendelse.

Frøken J. skriver:

Det lyder meget som tvangsoverspisning, og jeg synes han skulle se en psykolog. Jeg har selv været der noget så grusomt (du fatter ikke hvad/hvor meget jeg åd. Det var sindssygt), og ét råd jeg kan give dig er: Lad være at være dømmende! Når folk siger: "Ej, spiser du nu igen?" eller "Du spiser godt nok meget" eller "Hvorfor spiser du så meget usundt" og lignende kommentarer, så reagerer man med trods og har IKKE lyst til at holde op, nærmere tværtimod. Så det er faktisk skide dumt at du opfører dig dømmende - Sagt på en venlig måde.

Det lyder ikke til du støtter ham på den måde, som han har brug for. Du må ikke tage det forkert, men jeg ser det fra hans synspunkt, fordi jeg selv har været der. Og du lyder meget dømmende i dine kommetarer. Og jeg kan GODT forstå, at du tænker det du tænker. At det er ulækkert, og for helvede, spiser han nu igen, og så videre. Men hold de tanker for dig selv. Lad VÆRE med at købe de usunde ting! De skal ikke være i huset! Og så skal han have hjælp.

Det er ikke en løsningsmodel, at du bare gemmer tingene. Det er ikke en løsningsmodel, at han "bare" tager en kold tyrker. Han har brug for hjælp udefra, for hvis han skal klare kampen helt på egen hånd, så skal han være 100% motiveret, og det er svært at blive, når man er fanget i afhængighedens klør.

Håber du kan bruge mit svar til noget

Hejsa, 

Må jeg spørge til hvordan du kom videre? Du må gerne skrive en pb, og det er iorden hvis det er for personligt at svare på..  

Frøken J. skriver:

Det lyder meget som tvangsoverspisning, og jeg synes han skulle se en psykolog. Jeg har selv været der noget så grusomt (du fatter ikke hvad/hvor meget jeg åd. Det var sindssygt), og ét råd jeg kan give dig er: Lad være at være dømmende! Når folk siger: "Ej, spiser du nu igen?" eller "Du spiser godt nok meget" eller "Hvorfor spiser du så meget usundt" og lignende kommentarer, så reagerer man med trods og har IKKE lyst til at holde op, nærmere tværtimod. Så det er faktisk skide dumt at du opfører dig dømmende - Sagt på en venlig måde.

Det lyder ikke til du støtter ham på den måde, som han har brug for. Du må ikke tage det forkert, men jeg ser det fra hans synspunkt, fordi jeg selv har været der. Og du lyder meget dømmende i dine kommetarer. Og jeg kan GODT forstå, at du tænker det du tænker. At det er ulækkert, og for helvede, spiser han nu igen, og så videre. Men hold de tanker for dig selv. Lad VÆRE med at købe de usunde ting! De skal ikke være i huset! Og så skal han have hjælp.

Det er ikke en løsningsmodel, at du bare gemmer tingene. Det er ikke en løsningsmodel, at han "bare" tager en kold tyrker. Han har brug for hjælp udefra, for hvis han skal klare kampen helt på egen hånd, så skal han være 100% motiveret, og det er svært at blive, når man er fanget i afhængighedens klør.

Håber du kan bruge mit svar til noget

Jeg tror at du har fundet det helt rigtige studie  har jo set på din blog at du læser til psykolog! klogt formuleret!

nattergalen skriver:

Hejsa, 

Må jeg spørge til hvordan du kom videre? Du må gerne skrive en pb, og det er iorden hvis det er for personligt at svare på..  

Personligt nåede jeg det punkt, hvor jeg var 100% motiveret Jeg blev tilstrækkelig træt af at se mig selv i spejlet og tilstrækkelig træt af ikke at kunne købe alm tøj. Og tilstrækkelig træt af at føle mig mega ulækker og overmæt hele tiden! Og så tog jeg mig sammen Det kom sig også af nogle andre ting, deriblandt min læge mente jeg skulle have antidepressiv medicin. Men jeg ville ikke proppe den slags i kroppen og tænkte: "FANDME NEJ!!!! Det her kan jeg SELV klare!", og det gjorde jeg så - Men det var ikke nemt. Og jeg har stadig en snert af overspisning fra tid til anden.

Det er langt fra alle, som "bare" kan tage sig sammen, når det er ude i en decideret madafhængighed. Jeg var bare så "heldig", at der var sket en masse andre dårlige ting i mit liv, så jeg fik nok af at have det skidt hele tiden

elvital skriver:

Jeg tror at du har fundet det helt rigtige studie  har jo set på din blog at du læser til psykolog! klogt formuleret!

Hvor er du sød! - Tak

Frøken J. skriver:

Det lyder meget som tvangsoverspisning, og jeg synes han skulle se en psykolog. Jeg har selv været der noget så grusomt (du fatter ikke hvad/hvor meget jeg åd. Det var sindssygt), og ét råd jeg kan give dig er: Lad være at være dømmende! Når folk siger: "Ej, spiser du nu igen?" eller "Du spiser godt nok meget" eller "Hvorfor spiser du så meget usundt" og lignende kommentarer, så reagerer man med trods og har IKKE lyst til at holde op, nærmere tværtimod. Så det er faktisk skide dumt at du opfører dig dømmende - Sagt på en venlig måde.

Det lyder ikke til du støtter ham på den måde, som han har brug for. Du må ikke tage det forkert, men jeg ser det fra hans synspunkt, fordi jeg selv har været der. Og du lyder meget dømmende i dine kommetarer. Og jeg kan GODT forstå, at du tænker det du tænker. At det er ulækkert, og for helvede, spiser han nu igen, og så videre. Men hold de tanker for dig selv. Lad VÆRE med at købe de usunde ting! De skal ikke være i huset! Og så skal han have hjælp.

Det er ikke en løsningsmodel, at du bare gemmer tingene. Det er ikke en løsningsmodel, at han "bare" tager en kold tyrker. Han har brug for hjælp udefra, for hvis han skal klare kampen helt på egen hånd, så skal han være 100% motiveret, og det er svært at blive, når man er fanget i afhængighedens klør.

Håber du kan bruge mit svar til noget

Nej måske er jeg ikke så støttende som jeg burde, men det er hammer sværet at undgå at blive lidt skuffet/såret, når jeg har fulgt hans vægt(tab) i de sidste 6 år, både før, under og efter operationen, så er det svært for mig at se, at han endelig har fået fuldført sin drøm om at blive normalvægtig, og han bare smider det hele på jorden ved at spise hele tiden...

Og ja, jeg indrømmer da gerne, at jeg ikke ved hvordan han har det, for jeg har ikke selv prøvet noget lign.. Og det siger jeg også til ham, så han ved det..

Mht at have søde sager liggende i huset, så er det som hovedregel også mig, der står for indkøbene, så han ikke får lagt søde sager i vognen... Men det sker jo altså at han tager med ud og handle (som regel i weekenden, for det er lidt mere hyggeligt for os begge) også kan han ikke modstå fristelsen og fylder diverse ting i vognen - og det er også selvom jeg prøver at sige, at han jo havde sagt at han ville prøve at skære lidt ned.. Og det sker da også, at han lægger en enkelt eller 2 pakker tilbage på hylden...

Ved du hvordan man får kontakt til sådan en psykolog? Er det gennem lægen, og er det noget der koster noget? Kender du evt steder man kan læse om den slags behandling?

Lise skriver:

Hvad med bare ikke at have alle de der usunde ting i huset...

Og ja, så for alt i verden - lad være med at dømme ham!!!

Se mit svar til Frøken J