At fortælle uventet graviditet?

Jeg har ikke prøvet det, men det er da alligevel ekstremt at man vælger at fortælle en mand at han skal have et barn over sms, eller gennem en anden  Ville nok bare sige det, ligeså snart jeg fandt ud af det, face to face.

Mi skriver:

Jeg har ikke prøvet det, men det er da alligevel ekstremt at man vælger at fortælle en mand at han skal have et barn over sms, eller gennem en anden  Ville nok bare sige det, ligeså snart jeg fandt ud af det, face to face.

Synes jeg også... Jeg fandt ud af det en søndag og kunne faktisk først fortælle kæresten det om torsdagen pågrund af vores arbejde... Men fik heldigvis byttet vagten om mandagen så jeg kunne fortælle det... Kunne ikk gå i 4 inden jeg kunne sige det....

meem skriver:

Jeg var på p-piller, men havde døjet meget med influenza i et stykke tid, og derfor kastet p-pillen op igen... Det var åbenbart nok til at gøre mig gravid... Længe gik jeg med oldsom kvalme, min mens kom ikke som planlagt, men graviditetstestene viste negativ...

Da kvalmen havde stået på i lidt over en måned fik jeg nok af det, ringede til lægen og fik en tid til dagen efter. Min kæreste tog med derop for lige at hører hvad der er galt med mig.. Min læge spørg ind til mig og fortæller mig bagefter at hun er sikker på jeg er gravid, da jeg har alle symptomerne. Jeg modsiger hende, da jeg jo har prøvet men de viste negativ. Tager en ny hos hende, hun kigger mig i øjnene og siger : to streger betyder positiv, DU ÉR GRAVID, jeg begynder at grine da jeg ikke il tro på hende, men min kæreste der sidder ved siden af synker mere og mere sammen i stolen.

På vej hjem fortæller han at han IKKE er klar til at blive far (vi er igang med at renoverer det nykøbte hus fra top til tå), hans største ønske er at jeg får en abort... Da jeg ikke har lyst til at stå alene med en lille nyfødt, bliver vi derfor enige om at jeg skal have en abort.

Vi får en tid på Kolding Sygehus (forundersøgelse til abort) lægen der skal scanne mig sørger for at jeg ikke kan se fosteret, men glemmer at tænke på min kæreste kan se direkte ind i skærmen.. Min egen læge har vurderet mig til at være 5+2 på det tidspunkt.. Scanningen viser dog at jeg er 11+0.. :O Min kæreste ser det lille barn der ligger og spjætter løs og bliver meget stille...

Efter scanningen sidder vi og snakker med hende lægen om hvordan det hele skal forløbe (det er mandag og jeg skal allerede ha' aborten om fredagen) jeg vil så gerne se det lille foster hun har printet et billede ud af, hun siger nej men da jeg insisterer overgiver hun sig til sidst. Min kæreste kigger med igen, og sidder under resten af samtalen og kigger op i loftet. Da vi forlader konsultationen bliver han ved med at gå og kigge op i loftet, tager hans hånd og kan mærke hans pegefinger er våd.. Kigger ham så i ansigtet og kan se tårerne der vælter ud af øjnene på ham... Hele vejen hjem fra sygehuset siger vi ikke et ord til hinanden.. Da vi så kommer hjem, bryder jeg sammen og siger at jeg IKKE vil ha' den abort, det er ikke en lille klat længere, men et barn vi slår ihjel ! tudbrølende kører jeg ud til min mor og tuder videre, hun giver mig et kæmpe kram og begynder selv at tude... Vi sætter os i køkkenet og snakker, da min telefon lige pludselig ringer, det er min kæreste som ringer for at sige : min mor glæder sig til at blive farmor! Jeg begynder at tude igen og fortæller min mor hun skal være mormor, hun begynder også at tude, og idet samme kommer min far (også med tårer i øjnene, da han åbenbart har hørt alt) og siger tillykke...

Min kæreste kommer ud til os hvor min far tilbyder ham en øl, min mor kigger og siger: nej gi' ham en sodavand, han kan jo ikke lide øl... Men kæresten protesterer og siger: jeg skal ha' en øl ! den stærkeste i har !

Laang historie men med en god slutning

sidder her og tuder  sikke en historie.. den kunne mine homoner slet ikke klare...

meem skriver:

Jeg var på p-piller, men havde døjet meget med influenza i et stykke tid, og derfor kastet p-pillen op igen... Det var åbenbart nok til at gøre mig gravid... Længe gik jeg med oldsom kvalme, min mens kom ikke som planlagt, men graviditetstestene viste negativ...

Da kvalmen havde stået på i lidt over en måned fik jeg nok af det, ringede til lægen og fik en tid til dagen efter. Min kæreste tog med derop for lige at hører hvad der er galt med mig.. Min læge spørg ind til mig og fortæller mig bagefter at hun er sikker på jeg er gravid, da jeg har alle symptomerne. Jeg modsiger hende, da jeg jo har prøvet men de viste negativ. Tager en ny hos hende, hun kigger mig i øjnene og siger : to streger betyder positiv, DU ÉR GRAVID, jeg begynder at grine da jeg ikke il tro på hende, men min kæreste der sidder ved siden af synker mere og mere sammen i stolen.

På vej hjem fortæller han at han IKKE er klar til at blive far (vi er igang med at renoverer det nykøbte hus fra top til tå), hans største ønske er at jeg får en abort... Da jeg ikke har lyst til at stå alene med en lille nyfødt, bliver vi derfor enige om at jeg skal have en abort.

Vi får en tid på Kolding Sygehus (forundersøgelse til abort) lægen der skal scanne mig sørger for at jeg ikke kan se fosteret, men glemmer at tænke på min kæreste kan se direkte ind i skærmen.. Min egen læge har vurderet mig til at være 5+2 på det tidspunkt.. Scanningen viser dog at jeg er 11+0.. :O Min kæreste ser det lille barn der ligger og spjætter løs og bliver meget stille...

Efter scanningen sidder vi og snakker med hende lægen om hvordan det hele skal forløbe (det er mandag og jeg skal allerede ha' aborten om fredagen) jeg vil så gerne se det lille foster hun har printet et billede ud af, hun siger nej men da jeg insisterer overgiver hun sig til sidst. Min kæreste kigger med igen, og sidder under resten af samtalen og kigger op i loftet. Da vi forlader konsultationen bliver han ved med at gå og kigge op i loftet, tager hans hånd og kan mærke hans pegefinger er våd.. Kigger ham så i ansigtet og kan se tårerne der vælter ud af øjnene på ham... Hele vejen hjem fra sygehuset siger vi ikke et ord til hinanden.. Da vi så kommer hjem, bryder jeg sammen og siger at jeg IKKE vil ha' den abort, det er ikke en lille klat længere, men et barn vi slår ihjel ! tudbrølende kører jeg ud til min mor og tuder videre, hun giver mig et kæmpe kram og begynder selv at tude... Vi sætter os i køkkenet og snakker, da min telefon lige pludselig ringer, det er min kæreste som ringer for at sige : min mor glæder sig til at blive farmor! Jeg begynder at tude igen og fortæller min mor hun skal være mormor, hun begynder også at tude, og idet samme kommer min far (også med tårer i øjnene, da han åbenbart har hørt alt) og siger tillykke...

Min kæreste kommer ud til os hvor min far tilbyder ham en øl, min mor kigger og siger: nej gi' ham en sodavand, han kan jo ikke lide øl... Men kæresten protesterer og siger: jeg skal ha' en øl ! den stærkeste i har !

Laang historie men med en god slutning

Åårh..

Sikke en sød historie..

Den bliver god at fortælle jeres barn når det bliver stor nok til at høre om det

meem skriver:

Jeg var på p-piller, men havde døjet meget med influenza i et stykke tid, og derfor kastet p-pillen op igen... Det var åbenbart nok til at gøre mig gravid... Længe gik jeg med oldsom kvalme, min mens kom ikke som planlagt, men graviditetstestene viste negativ...

Da kvalmen havde stået på i lidt over en måned fik jeg nok af det, ringede til lægen og fik en tid til dagen efter. Min kæreste tog med derop for lige at hører hvad der er galt med mig.. Min læge spørg ind til mig og fortæller mig bagefter at hun er sikker på jeg er gravid, da jeg har alle symptomerne. Jeg modsiger hende, da jeg jo har prøvet men de viste negativ. Tager en ny hos hende, hun kigger mig i øjnene og siger : to streger betyder positiv, DU ÉR GRAVID, jeg begynder at grine da jeg ikke il tro på hende, men min kæreste der sidder ved siden af synker mere og mere sammen i stolen.

På vej hjem fortæller han at han IKKE er klar til at blive far (vi er igang med at renoverer det nykøbte hus fra top til tå), hans største ønske er at jeg får en abort... Da jeg ikke har lyst til at stå alene med en lille nyfødt, bliver vi derfor enige om at jeg skal have en abort.

Vi får en tid på Kolding Sygehus (forundersøgelse til abort) lægen der skal scanne mig sørger for at jeg ikke kan se fosteret, men glemmer at tænke på min kæreste kan se direkte ind i skærmen.. Min egen læge har vurderet mig til at være 5+2 på det tidspunkt.. Scanningen viser dog at jeg er 11+0.. :O Min kæreste ser det lille barn der ligger og spjætter løs og bliver meget stille...

Efter scanningen sidder vi og snakker med hende lægen om hvordan det hele skal forløbe (det er mandag og jeg skal allerede ha' aborten om fredagen) jeg vil så gerne se det lille foster hun har printet et billede ud af, hun siger nej men da jeg insisterer overgiver hun sig til sidst. Min kæreste kigger med igen, og sidder under resten af samtalen og kigger op i loftet. Da vi forlader konsultationen bliver han ved med at gå og kigge op i loftet, tager hans hånd og kan mærke hans pegefinger er våd.. Kigger ham så i ansigtet og kan se tårerne der vælter ud af øjnene på ham... Hele vejen hjem fra sygehuset siger vi ikke et ord til hinanden.. Da vi så kommer hjem, bryder jeg sammen og siger at jeg IKKE vil ha' den abort, det er ikke en lille klat længere, men et barn vi slår ihjel ! tudbrølende kører jeg ud til min mor og tuder videre, hun giver mig et kæmpe kram og begynder selv at tude... Vi sætter os i køkkenet og snakker, da min telefon lige pludselig ringer, det er min kæreste som ringer for at sige : min mor glæder sig til at blive farmor! Jeg begynder at tude igen og fortæller min mor hun skal være mormor, hun begynder også at tude, og idet samme kommer min far (også med tårer i øjnene, da han åbenbart har hørt alt) og siger tillykke...

Min kæreste kommer ud til os hvor min far tilbyder ham en øl, min mor kigger og siger: nej gi' ham en sodavand, han kan jo ikke lide øl... Men kæresten protesterer og siger: jeg skal ha' en øl ! den stærkeste i har !

Laang historie men med en god slutning

MajaBaby skriver:

Jeg har tit tænk på hvordan i piger fortalte manden at i var gravide, når det egentlig ikke var ønsket, men senere BLEV ønsket? Og hvordan han reagerede, og ikke mindst jer selv? 

Kender et par stykker der ikke har turde sige de var gravide, og derfor enten sendte en sms eller fik en anden til at sige det!

MajaBaby  

Jamen han vidste jo, at risikoen var der, når han ikke ville ta' regnfrakke på Men han blev godt nok noget overrasket, da jeg kom og sagde det 1,5 måned efter jeg fik fjernet min p-stav! Han røg en pakke smøger og så ringede vi til vores forældre og var begge 2 rigtig glade

meem skriver:

Jeg var på p-piller, men havde døjet meget med influenza i et stykke tid, og derfor kastet p-pillen op igen... Det var åbenbart nok til at gøre mig gravid... Længe gik jeg med oldsom kvalme, min mens kom ikke som planlagt, men graviditetstestene viste negativ...

Da kvalmen havde stået på i lidt over en måned fik jeg nok af det, ringede til lægen og fik en tid til dagen efter. Min kæreste tog med derop for lige at hører hvad der er galt med mig.. Min læge spørg ind til mig og fortæller mig bagefter at hun er sikker på jeg er gravid, da jeg har alle symptomerne. Jeg modsiger hende, da jeg jo har prøvet men de viste negativ. Tager en ny hos hende, hun kigger mig i øjnene og siger : to streger betyder positiv, DU ÉR GRAVID, jeg begynder at grine da jeg ikke il tro på hende, men min kæreste der sidder ved siden af synker mere og mere sammen i stolen.

På vej hjem fortæller han at han IKKE er klar til at blive far (vi er igang med at renoverer det nykøbte hus fra top til tå), hans største ønske er at jeg får en abort... Da jeg ikke har lyst til at stå alene med en lille nyfødt, bliver vi derfor enige om at jeg skal have en abort.

Vi får en tid på Kolding Sygehus (forundersøgelse til abort) lægen der skal scanne mig sørger for at jeg ikke kan se fosteret, men glemmer at tænke på min kæreste kan se direkte ind i skærmen.. Min egen læge har vurderet mig til at være 5+2 på det tidspunkt.. Scanningen viser dog at jeg er 11+0.. :O Min kæreste ser det lille barn der ligger og spjætter løs og bliver meget stille...

Efter scanningen sidder vi og snakker med hende lægen om hvordan det hele skal forløbe (det er mandag og jeg skal allerede ha' aborten om fredagen) jeg vil så gerne se det lille foster hun har printet et billede ud af, hun siger nej men da jeg insisterer overgiver hun sig til sidst. Min kæreste kigger med igen, og sidder under resten af samtalen og kigger op i loftet. Da vi forlader konsultationen bliver han ved med at gå og kigge op i loftet, tager hans hånd og kan mærke hans pegefinger er våd.. Kigger ham så i ansigtet og kan se tårerne der vælter ud af øjnene på ham... Hele vejen hjem fra sygehuset siger vi ikke et ord til hinanden.. Da vi så kommer hjem, bryder jeg sammen og siger at jeg IKKE vil ha' den abort, det er ikke en lille klat længere, men et barn vi slår ihjel ! tudbrølende kører jeg ud til min mor og tuder videre, hun giver mig et kæmpe kram og begynder selv at tude... Vi sætter os i køkkenet og snakker, da min telefon lige pludselig ringer, det er min kæreste som ringer for at sige : min mor glæder sig til at blive farmor! Jeg begynder at tude igen og fortæller min mor hun skal være mormor, hun begynder også at tude, og idet samme kommer min far (også med tårer i øjnene, da han åbenbart har hørt alt) og siger tillykke...

Min kæreste kommer ud til os hvor min far tilbyder ham en øl, min mor kigger og siger: nej gi' ham en sodavand, han kan jo ikke lide øl... Men kæresten protesterer og siger: jeg skal ha' en øl ! den stærkeste i har !

Laang historie men med en god slutning

Mettefpigen skriver:

Uhh jaa... Min kæreste har natarbejde så han får fri kl 4 om morgenen... Vi har altid haft en aftale om at vi købte graviditetstests hver 3 måned og tjekkede for en sikkerheds skyld... Jeg var på p-piller men alligevel... Må indrømme at jeg godt kunne glemme at tage en engang imellem...

Mener det var d 10 januar og jeg skulle til min fætters fødselsdag om aftenen og kæresten skulle på arb... Så jeg står på badeværelset og er ved at gøre mig klar ca en halv time før jeg skulle med bussen, min mens var en uge forsinket så var lidt nervøs for testen men tænkte at den nok var negativ for det har den altid været.. Men tog testen alligevel også var den positiv... UPS! tænkte jeg bare... Jeg kunne ikk rigtig sige noget til kæresten for jeg skulle ud af døren og han skulle på arb så det måtte vente...

Så da jeg kom hjem fra fødselsdagen sad jeg bare på sofaen og tænkte HELE natten indtil manden kom hjem... Og F*** jeg var nervøs!... Egentlig mere fordi at der skulle gå flere år før vi skulle have en bebse, vi bor i en 2 værelses (har flyttet 3 gange på lidt over 3 år) så har egentlig ikk råd til at flytte, jeg havde en dårligt betalt arbejde og han skulle gerne læse fordi han er så træt af det arbejde han har..... Så det passede ikk så godt ind... Men vi ligger i sengen og jeg kunne bare ikk falde i søvn.. Hihi.. Så jeg ender med at sige at jeg havde taget en test (eller 2 faktisk) og den var altså positiv.... Nøj han blev tosset.. Råbte og skreg med at jeg bare kunne tage mine piller ordentligt og jeg sikkert bare havde gjort det med vilje og alt muligt lort.. Så jeg endte med at ligge mig ind på sofaen for gad ikk hører på det lort...

Næste morgen kom han så ind og undskyldte at han sagde det for det passede jo selvfølgelig ikk... Så vi fik snakket alt igennem med "plusser" og "minusser" og hvad vi egentlig helst ville og vi valgte at beholde det  Og vi ville jo gerne beholde det, det var egentlig mere det med om man havde penge til det og penge til sig selv samtidig...

I starten efter tænkte han slet ikk over det at vi skulle have barn.. Det var egentlig mere efter NF scanningen at han gjorde det.. Efter at han så den lille  Og nu er han (vi skal have en dreng) det største ønskebarn for ham

meem skriver:

Jeg var på p-piller, men havde døjet meget med influenza i et stykke tid, og derfor kastet p-pillen op igen... Det var åbenbart nok til at gøre mig gravid... Længe gik jeg med oldsom kvalme, min mens kom ikke som planlagt, men graviditetstestene viste negativ...

Da kvalmen havde stået på i lidt over en måned fik jeg nok af det, ringede til lægen og fik en tid til dagen efter. Min kæreste tog med derop for lige at hører hvad der er galt med mig.. Min læge spørg ind til mig og fortæller mig bagefter at hun er sikker på jeg er gravid, da jeg har alle symptomerne. Jeg modsiger hende, da jeg jo har prøvet men de viste negativ. Tager en ny hos hende, hun kigger mig i øjnene og siger : to streger betyder positiv, DU ÉR GRAVID, jeg begynder at grine da jeg ikke il tro på hende, men min kæreste der sidder ved siden af synker mere og mere sammen i stolen.

På vej hjem fortæller han at han IKKE er klar til at blive far (vi er igang med at renoverer det nykøbte hus fra top til tå), hans største ønske er at jeg får en abort... Da jeg ikke har lyst til at stå alene med en lille nyfødt, bliver vi derfor enige om at jeg skal have en abort.

Vi får en tid på Kolding Sygehus (forundersøgelse til abort) lægen der skal scanne mig sørger for at jeg ikke kan se fosteret, men glemmer at tænke på min kæreste kan se direkte ind i skærmen.. Min egen læge har vurderet mig til at være 5+2 på det tidspunkt.. Scanningen viser dog at jeg er 11+0.. :O Min kæreste ser det lille barn der ligger og spjætter løs og bliver meget stille...

Efter scanningen sidder vi og snakker med hende lægen om hvordan det hele skal forløbe (det er mandag og jeg skal allerede ha' aborten om fredagen) jeg vil så gerne se det lille foster hun har printet et billede ud af, hun siger nej men da jeg insisterer overgiver hun sig til sidst. Min kæreste kigger med igen, og sidder under resten af samtalen og kigger op i loftet. Da vi forlader konsultationen bliver han ved med at gå og kigge op i loftet, tager hans hånd og kan mærke hans pegefinger er våd.. Kigger ham så i ansigtet og kan se tårerne der vælter ud af øjnene på ham... Hele vejen hjem fra sygehuset siger vi ikke et ord til hinanden.. Da vi så kommer hjem, bryder jeg sammen og siger at jeg IKKE vil ha' den abort, det er ikke en lille klat længere, men et barn vi slår ihjel ! tudbrølende kører jeg ud til min mor og tuder videre, hun giver mig et kæmpe kram og begynder selv at tude... Vi sætter os i køkkenet og snakker, da min telefon lige pludselig ringer, det er min kæreste som ringer for at sige : min mor glæder sig til at blive farmor! Jeg begynder at tude igen og fortæller min mor hun skal være mormor, hun begynder også at tude, og idet samme kommer min far (også med tårer i øjnene, da han åbenbart har hørt alt) og siger tillykke...

Min kæreste kommer ud til os hvor min far tilbyder ham en øl, min mor kigger og siger: nej gi' ham en sodavand, han kan jo ikke lide øl... Men kæresten protesterer og siger: jeg skal ha' en øl ! den stærkeste i har !

Laang historie men med en god slutning

Årh, begyndet næsten helt at tude! 
Virkelig godt skrevet!