Konfliktsky

Fenja09 skriver:

Har du prøvet at snakke med ham uden at der er lagt op til "alvors-snak" og på et tidspunkt, hvor i begge er i godt humør?

Mange mennesker som er konfliktsky trækker sig ofte når de på forhånd ved, at det der nu skal ske er en masse negativt og at det kræves af dem at de SKAL snakke. På den måde har vedkommende allerede trukket sig (psykisk, hvis ikke fysisk) inden man er startet på diskussionen.

Min kæreste og jeg er også meget forskellige - vil nok også sige at min kæreste er konfliktsky, hvor jeg er mere fremadbrusende. Tror det er vigtigt at man tager hensyn til begge dele. Det er selvfølgelig ikke muligt altid at "planlægge" en diskussion efter hvornår den konfliktsky part er "klar", men hvis det er noget der kan vente så tror jeg at man får mere ud af at snakke om emnet når man ikke er helt oppe og køre og adrenalinen pumper af surhed, tristhed og andet.

En anden ting er, at man ofte glemmer at når der er noget man er træt af eller vil have lavet om, så har man en tendens til at sige " du gør, du siger, du vil" istedet for at sige " jeg føler at du, jeg tror at du hellere vil" ect. Hvis den anden part så er konfliktsky så føler de allerede ved samtalens start, at de "skal rammes", og det gør bare at de så de vil gå i forsvar eller lukke i.

Anyways mit råd er at du snakker med din kæreste en dag, hvor i har det godt og måske endda tage samtalen lidt lettere end du normalt ville. Lad ham føle at det ikke er ALVOR nu, og husk også at nævne de gode ting. F.eks sig en ting han gør godt og fortæl ( hvis det selvfølgelig er tilfældet) at han meget gerne må gøre det noget mere, for det gør dig så glad. Tror det er en bedre måde

/Fenja

Jeg kan godt følge dig i at jeg skal prøve at holde mig på min egen banehalvdel. Det er sværere end som så, men det er vel bare at tænke sig om inden man taler Det har du ret i man ikke rigtig kan når man er oppe at køre.

Jeg synes selv jeg er ret god til at anerkende ham og det han gør og jeg vælger mine kampe med omhu. Der er ting han ikke behøver tage stilling til, som jeg så undgår at snakke med ham om, for så at tage de vigtigere ting op i stedet.

Desværre er det prøvet, det med at tage snakken op når vi er i godt humør. Det hjælper desværre ikke og så er jeg bare den der "dræber den gode stemning" i stedet for og det er jo ikke noget ved hvis man hygger sig. Han bidrager ikke mere til samtalen af den grund desværre Man skulle ellers tro at det var en bedre måde at gribe det an på og at det ikke gav ham følelsen af et 'angreb'.

Rsa skriver:

Kan sagtens nikke genkendende til det at være konfliktsky, det er min mand også... Han har dog meninger og ytre sig, men det har han ikke altid gjort, det har taget sin tid at varme ham op!

Et angreb mødes altid med et forsvar, så har du revurderet hvordan du får formuleret de emner du gerne vil duskutere/debattere?

- Vær kort, konkret og præcis i hvad du ønsker han skal tage stilling til.

Hvis jeg vil snakke med min mand, skal jeg grundigt formulere min pointe, så det ikke ender med at angreb på hans person og handlinger ellers får jeg ikke en dialog i gang...
Nogle gange kan det også være svært at snakke om de ting, som man et eller andet sted godt ved er forkert....
Synes mænd har en tendens til være tavse og bearbejde de ting de har for dem selv, hvor vi kvinder skal vender og dreje, analysere og konfrontere/diskutere alt.

Sådan er vi alle jo så forskellige, håber I finderen løsning på jeres manglende kommunikation.

Ja du har ret. Jeg tænker bare at det jo er en samtale med min mand jeg skal have og ikke et møde med kollegaerne. Det er lidt ærgeligt at jeg ikke bare kan føre en (i mit hoved) almindelig samtale med ham, uden at skulle tænke og vælge mine ord med omhu.

 Men hvis det er den måde jeg får ham til t åbne sig på, så må jeg gøre det og det er jeg også villig til. Nu har jeg jo haft noget tid til at tænke i og det må jeg prøve igen en anden gang så jeg ikke handler overilet. Men øv, hvor ville jeg gerne kunne sige lige hvad der falder mig ind uden at han går totalt i forsvar

kirsti skriver:

Jeg er nok lidt ligesom din bedre halvdel og alligevel ikke.... Jeg kan prøve at forklare...

Med nogen ting skal jeg helst have planlagt det hele lang tid før. F.eks kan det være hvad tid vi skal tage hjem fra min svigermor da det ofte kan indvolvere at vi er nød til at tage hjem mit i maden -længere historie om at acceptere vores søns sovetider.

Andre gange siger jeg også det går nok, det er ikke fordi jeg er ligeglad men ofte hvis jeg synes at M bomber ting ned i hovedet på mig som jeg skal tage stilling til. F.eks i øjeblikket hvor der er en masse der skal styr på omkring ferie og flytning der er jeg meget sådan at en ting ad gangen og når det er relevant, f.eks er det ikke vigtigt for mig at vide hvilke ture vi skal deltage i på ferien men jeg synes at det kan vi se på dernede alt efter hvad vi har lyst til hvor han synes at vi skal have planlagt det hjemmefra. Jeg ved bare at når vi kommer derned så ender det alligevel med vi ændre planerne og så har vi brugt en masse tid på at kigge på det hjemmefra. 

Det er lidt svært at forklare men måske du skal tænke over om du bomber ham med ting han skal tage stilling til, måske synes du ikke der er meget han skal tage stilling til men det er jo ikke sikkert han har samme følelse.

Du kan også prøve at lade stå til i en periode. Spørg hvad i skal have til aften og tager han ikke stilling til det så bliver der bare ikke serveret noget

Jeg er også meget konkret og planlæggende, men det har ændret sig markant efter jeg fandt min mand, da han virkelig ikke er til at planlægge ret meget med! Så i den forbindelse har jeg givet mig utrolig meget og har lært at jeg ikke behøver have svar på alt. Så jeg har været meget large og givet mig hvad sådan noget angår. Det jeg beder ham om at tage stilling til, er en smule mere alvorligt end ferie (jeg ved du brugte det for at statuere et eksempel ), det kan være i forbindelse med vores søns institution, hans egne børns situationer hos deres mor, altså ting som han som voksen far, er nødt til at tage stilling til og tage ansvar for. Men hvor han kryber udenom ved at lade andre tage beslutningerne for ham, feks mig eller hans ekskone i de forbindelser. Og i de situationer hvor jeg har brug for at han hjælper mig med tingene (feks ved institutionsvalg), der forventer jeg af min mand at han kan tage det ansvar at fortælle mig hans mening.

Det er så der vi er net. Indtil nu har vores stillingstagen bygget mest på hvor vi skal være til jul, hvem vi skal invitere til fødseldage og ja, hvor vi skal på ferie. Men nu er det en tand mere alvorligt i forhold til at vi skal tage stilling til hvad vi gør med vores søn og hvad vi hver især mener er bedst for ham.

Jeg tør næsten ikke tænke på hvad der skal ske når vi skal snakke opdragelse!!

sne190810 skriver:

Du har lige beskrevet mit liv.

Jeg er ved at blive sindsyg, og har på det sidste gået med tanker om at give op. Jeg kan ikke mere, jeg har ikke mere energi til at gå og være mor for to.

SÅ jeg læser glædeligt med på dine råd du får, selvom de fleste er nogle der er afprøvet herhjemme uden held.

Åhh hvor er jeg glad for du kan følge mig i min frustration!!! Hvor mange dyner har du at banke i derhjemme, for jeg føler ikke jeg har nok

Lige præcis det der med at være mor for to, kan jeg sagtens følge dig i!! Det er virkelig sådan det føles nogen gange, er det ikke utroligt at man har det sådan overfor et andet voksent menneske?? Og er det ikke vildt at det andet menneske vælger at lade andre bestemme hvordan man skal leve sit liv!?

Trunte<3 skriver:

Jeg tror bestemt at du har fat i noget rigtigt i dit indlæg.

Jeg er (desværre) selv "modparten". Extremt konfliktsky.
og kan sagtens følge de ting du beskriver. Det er bestemt noget der hjælper i sådanne et tilfælde

Nu skriver du at du er ekstremt konfliktsky. Kan jeg få dig til at beskrive det lidt bedre? Altså hvad tænker du i de situationer hvor en anden vil have en samtale med dig? Og hvad får dig til at bakke tilbage og tænke at det er et angreb? Er det svært at se at den anden gerne vil frem til et fælles mål??

Jeg spørger fordi jeg meget gerne vil forsøge at få indblik i hvordan det er, det kan være jeg kan forstå min mand lidt bedre...

Jeg kan godt se din pointe. Det har jeg faktisk prøvet nogle gange, men det kan ende med at han lukke af igen, fordi jeg taler "pædagogsprog" og det gider han ikke. Når jeg prøver at få ham til at åbne sig ved at bruge ord som "hvordan vil du have det med?" "jeg føler" "jeg oplever", så får jeg at vide at jeg ikke skal psykoanalysere på ham og å er vi lige vidt. Derfor får jeg oplevelsen af at han "bare er ligeglad".

 Tak for din opbakning, rart at jeg ikke er i samme båd. Virker din fremgangsmåde hjemme hos dig?

Som regel virker det. Hvis det handler om frustrationer over min svigermor, plejer jeg at sige: "Jeg blev rigtig ked af det da din mor sagde....." Han lytter og vi taler om det. Jeg føler jeg får luft, men han følger bestemt ikke op på det overfor sin mor,. Men bare det at få lov at brokke sig på en pæn måde hjælper.

Når det gælder vores unger kan det være lidt sværere...Men igen så starter jeg gerne med at sige, at det er mig der har et problem med en given situation og ikke med at anklage ham for manglende indlevelse.

Banjo skriver:

 

Som regel virker det. Hvis det handler om frustrationer over min svigermor, plejer jeg at sige: "Jeg blev rigtig ked af det da din mor sagde....." Han lytter og vi taler om det. Jeg føler jeg får luft, men han følger bestemt ikke op på det overfor sin mor,. Men bare det at få lov at brokke sig på en pæn måde hjælper.

Når det gælder vores unger kan det være lidt sværere...Men igen så starter jeg gerne med at sige, at det er mig der har et problem med en given situation og ikke med at anklage ham for manglende indlevelse.

Ja, jeg forstår godt dit behov for at brokke dig ind imellem Det behøver jo ikke nødvendigvis at have en konkret udgang, bare det man kan dele sine tanker og oplevelser med sin anden halvdel er dejligt Herhjemme har vi også lidt hvad angår hans mor. Hun er meget dominerende og jeg er sikker på det er derfor min mand er behagesyg og konfliktsky. Det har altid været hende der tog beslutningerne og sådan har han haft det i sin opvækst. Og også hos sin ekskone. Så spørgsmålet er om man kan lære en gammel hund at gø....