Konfliktsky

Har haft et skænderi i aften med min kæreste, eller dvs det var meget kort, da han var nødt til at køre i nogle timer. Da han kom tilbage gik han direkte i seng og ville ikke komme ind i stuen og tale med mig, da jeg gik ind for at spørge ham. Han gad ikke snakke med mig, sagde han. Vores søn sover stadig hos os, så jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at føje ham.

Men så sidder jeg lige her, alene, inde i stuen og tænker. Det er faktisk sket rigtig tit at når der er noget jeg har brug for at snakke om, så får han altid, på en eller anden måde, undgået det. Enten ved at gå totalt i forsvar, hvis emnet vedrører ham, eller ved bare at tie stille og lade mig snakke og sikkert sidde og tænke og håbe at mit vanvid snart går over. Jeg har taget et par emner op med ham, fordi der er noget der virkelig går mig på. Men der sker ikke noget, det ændrer sig ikke, og netop derfor får jeg den tanke, at han nok bare tænker: nå, hun er nok bare lidt sur, hun blir god igen. I stedet for at tage det alvorligt, eller i det mindste diskutere det med mig. Jeg beder meget tit om hans mening i nogle henseender, men han er ikke typen der tager stilling. Han lader det bare være op til mig. Det samme angående vores søn. Jeg havde et behov for at høre hans mening om nogle ting i forbindelse med vores søns dagligdag, men det er ikke noget han tager stilling til. Enten "ved han det ikke" eller også "er han sikker på det nok skal gå".

Og jeg er ved at brække mig over den form for ligegyldighed og mangel på kommunikation. Jeg tager stilling til alt og er den der kommer med løsninger til diverse problemstillinger og selvom jeg giver ham al mulig rum og luft til at komme med hans ideer og meninger (er ved at DØ af mangel på det!), så er det bare ikke feset ind. Han er bare ikke en mand der har lyst til at kommunikere og der er jeg helt modsat! Og jeg stiller mig magtesløs overfor det. Og hvad kan man gøre? Jeg kan jo ikke tvinge ham til at kommunikere.

Nogen der har oplevet det? Nogen der har nogle råd?? Jeg føler jeg bnker i en dyne! Jeg kan bare mærke min modvilje blive større og større hvad angår hans konfliksky adfærd. HJÆLP!?

Er der nogen der kan hjælpe med lidt gode råd eller erfaringer?

Jeg er gift med en fantastisk mand der heller ikke tager stilling til ret meget, det meste lader han være op til mig. Og det kan være enormt frustrerende, så jeg ved hvad du mener. Men jeg har fundet ud af, at den mest effektive måde at få ham til at tale om forskellige problemstillinger, er ved at tage udgangspunkt i mig selv. Jeg starter gerne med at sige: "Jeg blev rigtig ked af det da....." eller "jeg er bekymret over....." Så ved at fortælle ham hvad jeg føler eller mener i en given situation, så føler han sig ikke så presset til at skulle svare "rigtigt", imodsætning til hvis jeg starter med at sige "Synes du det er iorden at...." eller lignende.

Håber du fik noget ud af den smøre ellers skal jeg gerne uddybe med konkrete eksempler.

Har du prøvet at snakke med ham uden at der er lagt op til "alvors-snak" og på et tidspunkt, hvor i begge er i godt humør?

Mange mennesker som er konfliktsky trækker sig ofte når de på forhånd ved, at det der nu skal ske er en masse negativt og at det kræves af dem at de SKAL snakke. På den måde har vedkommende allerede trukket sig (psykisk, hvis ikke fysisk) inden man er startet på diskussionen.

Min kæreste og jeg er også meget forskellige - vil nok også sige at min kæreste er konfliktsky, hvor jeg er mere fremadbrusende. Tror det er vigtigt at man tager hensyn til begge dele. Det er selvfølgelig ikke muligt altid at "planlægge" en diskussion efter hvornår den konfliktsky part er "klar", men hvis det er noget der kan vente så tror jeg at man får mere ud af at snakke om emnet når man ikke er helt oppe og køre og adrenalinen pumper af surhed, tristhed og andet.

En anden ting er, at man ofte glemmer at når der er noget man er træt af eller vil have lavet om, så har man en tendens til at sige " du gør, du siger, du vil" istedet for at sige " jeg føler at du, jeg tror at du hellere vil" ect. Hvis den anden part så er konfliktsky så føler de allerede ved samtalens start, at de "skal rammes", og det gør bare at de så de vil gå i forsvar eller lukke i.

Anyways mit råd er at du snakker med din kæreste en dag, hvor i har det godt og måske endda tage samtalen lidt lettere end du normalt ville. Lad ham føle at det ikke er ALVOR nu, og husk også at nævne de gode ting. F.eks sig en ting han gør godt og fortæl ( hvis det selvfølgelig er tilfældet) at han meget gerne må gøre det noget mere, for det gør dig så glad. Tror det er en bedre måde

/Fenja

Kan sagtens nikke genkendende til det at være konfliktsky, det er min mand også... Han har dog meninger og ytre sig, men det har han ikke altid gjort, det har taget sin tid at varme ham op!

Et angreb mødes altid med et forsvar, så har du revurderet hvordan du får formuleret de emner du gerne vil duskutere/debattere?

- Vær kort, konkret og præcis i hvad du ønsker han skal tage stilling til.

Hvis jeg vil snakke med min mand, skal jeg grundigt formulere min pointe, så det ikke ender med at angreb på hans person og handlinger ellers får jeg ikke en dialog i gang...
Nogle gange kan det også være svært at snakke om de ting, som man et eller andet sted godt ved er forkert....
Synes mænd har en tendens til være tavse og bearbejde de ting de har for dem selv, hvor vi kvinder skal vender og dreje, analysere og konfrontere/diskutere alt.

Sådan er vi alle jo så forskellige, håber I finderen løsning på jeres manglende kommunikation.

Jeg er nok lidt ligesom din bedre halvdel og alligevel ikke.... Jeg kan prøve at forklare...

Med nogen ting skal jeg helst have planlagt det hele lang tid før. F.eks kan det være hvad tid vi skal tage hjem fra min svigermor da det ofte kan indvolvere at vi er nød til at tage hjem mit i maden -længere historie om at acceptere vores søns sovetider.

Andre gange siger jeg også det går nok, det er ikke fordi jeg er ligeglad men ofte hvis jeg synes at M bomber ting ned i hovedet på mig som jeg skal tage stilling til. F.eks i øjeblikket hvor der er en masse der skal styr på omkring ferie og flytning der er jeg meget sådan at en ting ad gangen og når det er relevant, f.eks er det ikke vigtigt for mig at vide hvilke ture vi skal deltage i på ferien men jeg synes at det kan vi se på dernede alt efter hvad vi har lyst til hvor han synes at vi skal have planlagt det hjemmefra. Jeg ved bare at når vi kommer derned så ender det alligevel med vi ændre planerne og så har vi brugt en masse tid på at kigge på det hjemmefra. 

Det er lidt svært at forklare men måske du skal tænke over om du bomber ham med ting han skal tage stilling til, måske synes du ikke der er meget han skal tage stilling til men det er jo ikke sikkert han har samme følelse.

Du kan også prøve at lade stå til i en periode. Spørg hvad i skal have til aften og tager han ikke stilling til det så bliver der bare ikke serveret noget

Anonym skriver:

Har haft et skænderi i aften med min kæreste, eller dvs det var meget kort, da han var nødt til at køre i nogle timer. Da han kom tilbage gik han direkte i seng og ville ikke komme ind i stuen og tale med mig, da jeg gik ind for at spørge ham. Han gad ikke snakke med mig, sagde han. Vores søn sover stadig hos os, så jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at føje ham.

Men så sidder jeg lige her, alene, inde i stuen og tænker. Det er faktisk sket rigtig tit at når der er noget jeg har brug for at snakke om, så får han altid, på en eller anden måde, undgået det. Enten ved at gå totalt i forsvar, hvis emnet vedrører ham, eller ved bare at tie stille og lade mig snakke og sikkert sidde og tænke og håbe at mit vanvid snart går over. Jeg har taget et par emner op med ham, fordi der er noget der virkelig går mig på. Men der sker ikke noget, det ændrer sig ikke, og netop derfor får jeg den tanke, at han nok bare tænker: nå, hun er nok bare lidt sur, hun blir god igen. I stedet for at tage det alvorligt, eller i det mindste diskutere det med mig. Jeg beder meget tit om hans mening i nogle henseender, men han er ikke typen der tager stilling. Han lader det bare være op til mig. Det samme angående vores søn. Jeg havde et behov for at høre hans mening om nogle ting i forbindelse med vores søns dagligdag, men det er ikke noget han tager stilling til. Enten "ved han det ikke" eller også "er han sikker på det nok skal gå".

Og jeg er ved at brække mig over den form for ligegyldighed og mangel på kommunikation. Jeg tager stilling til alt og er den der kommer med løsninger til diverse problemstillinger og selvom jeg giver ham al mulig rum og luft til at komme med hans ideer og meninger (er ved at DØ af mangel på det!), så er det bare ikke feset ind. Han er bare ikke en mand der har lyst til at kommunikere og der er jeg helt modsat! Og jeg stiller mig magtesløs overfor det. Og hvad kan man gøre? Jeg kan jo ikke tvinge ham til at kommunikere.

Nogen der har oplevet det? Nogen der har nogle råd?? Jeg føler jeg bnker i en dyne! Jeg kan bare mærke min modvilje blive større og større hvad angår hans konfliksky adfærd. HJÆLP!?

Du har lige beskrevet mit liv.

Jeg er ved at blive sindsyg, og har på det sidste gået med tanker om at give op. Jeg kan ikke mere, jeg har ikke mere energi til at gå og være mor for to.

SÅ jeg læser glædeligt med på dine råd du får, selvom de fleste er nogle der er afprøvet herhjemme uden held.

Fenja09 skriver:

Har du prøvet at snakke med ham uden at der er lagt op til "alvors-snak" og på et tidspunkt, hvor i begge er i godt humør?

Mange mennesker som er konfliktsky trækker sig ofte når de på forhånd ved, at det der nu skal ske er en masse negativt og at det kræves af dem at de SKAL snakke. På den måde har vedkommende allerede trukket sig (psykisk, hvis ikke fysisk) inden man er startet på diskussionen.

Min kæreste og jeg er også meget forskellige - vil nok også sige at min kæreste er konfliktsky, hvor jeg er mere fremadbrusende. Tror det er vigtigt at man tager hensyn til begge dele. Det er selvfølgelig ikke muligt altid at "planlægge" en diskussion efter hvornår den konfliktsky part er "klar", men hvis det er noget der kan vente så tror jeg at man får mere ud af at snakke om emnet når man ikke er helt oppe og køre og adrenalinen pumper af surhed, tristhed og andet.

En anden ting er, at man ofte glemmer at når der er noget man er træt af eller vil have lavet om, så har man en tendens til at sige " du gør, du siger, du vil" istedet for at sige " jeg føler at du, jeg tror at du hellere vil" ect. Hvis den anden part så er konfliktsky så føler de allerede ved samtalens start, at de "skal rammes", og det gør bare at de så de vil gå i forsvar eller lukke i.

Anyways mit råd er at du snakker med din kæreste en dag, hvor i har det godt og måske endda tage samtalen lidt lettere end du normalt ville. Lad ham føle at det ikke er ALVOR nu, og husk også at nævne de gode ting. F.eks sig en ting han gør godt og fortæl ( hvis det selvfølgelig er tilfældet) at han meget gerne må gøre det noget mere, for det gør dig så glad. Tror det er en bedre måde

/Fenja

Trunte<3 skriver:

Jeg tror bestemt at du har fat i noget rigtigt i dit indlæg.

Jeg er (desværre) selv "modparten". Extremt konfliktsky.
og kan sagtens følge de ting du beskriver. Det er bestemt noget der hjælper i sådanne et tilfælde

Er glad for at jeg har fat i lidt af det rigtige  men det kommer sig nok også af at jeg har kendt min kæreste i rigtig mange år og ved hvordan det er for ham når vi skal "diskutere". Han kan se ud som om at han allerede har det dårligt inden vi overhovedet har en samtale i gang. Selvfølgelig hvis det er en af de samtaler med "alvorligt indhold".

Tror det er vigtigt at man tager hensyn, både til den der er konfliktsky og den som ikke er. Begge parter skal jo helst få noget ud af snakken.

Banjo skriver:

Jeg er gift med en fantastisk mand der heller ikke tager stilling til ret meget, det meste lader han være op til mig. Og det kan være enormt frustrerende, så jeg ved hvad du mener. Men jeg har fundet ud af, at den mest effektive måde at få ham til at tale om forskellige problemstillinger, er ved at tage udgangspunkt i mig selv. Jeg starter gerne med at sige: "Jeg blev rigtig ked af det da....." eller "jeg er bekymret over....." Så ved at fortælle ham hvad jeg føler eller mener i en given situation, så føler han sig ikke så presset til at skulle svare "rigtigt", imodsætning til hvis jeg starter med at sige "Synes du det er iorden at...." eller lignende.

Håber du fik noget ud af den smøre ellers skal jeg gerne uddybe med konkrete eksempler.

Jeg kan godt se din pointe. Det har jeg faktisk prøvet nogle gange, men det kan ende med at han lukke af igen, fordi jeg taler "pædagogsprog" og det gider han ikke. Når jeg prøver at få ham til at åbne sig ved at bruge ord som "hvordan vil du have det med?" "jeg føler" "jeg oplever", så får jeg at vide at jeg ikke skal psykoanalysere på ham og å er vi lige vidt. Derfor får jeg oplevelsen af at han "bare er ligeglad".

 Tak for din opbakning, rart at jeg ikke er i samme båd. Virker din fremgangsmåde hjemme hos dig?