Uff. Den fornemmelse husker jeg!
Det er helt forfærdeligt at stå alene med den slags!
Da vores den ældste var helt lille blev hun sendt på tværs af landet til et andet sygehus, og min mand kunne ikke være med. Så der sad jeg alene i en helt fremmed by og skulle prøve at forstå, hvad lægerne sagde og så bagefter videreformidle det til min mand.
Enormt frustrerende, og man kan virkelig føle sig ensom. Man mærker virkelig det ansvar man bærer for sit barn og så er der mange ting, som man kan have behov for at snakke igennem med andre.
En ting jeg lærte: Hvis det er muligt og lægen går med til det, så sæt telefonen på højttalerfunktion og lad din kæreste "være med", når lægen forklarer prøveresultater og evn vejen videre. Så kan han også få svar på sine spørgsmål og tanker direkte fra lægen. Det kan være enormt frustrerende for ham kun at få vigtig information genfortalt af dig bagefter og så ikke kunne få svar på de spørgsmål, som du måske ikke tænkte på at stille i situationen. Det er sikkert ikke nemt for ham at koncentrere sig på arbejdet heller den dag, så det er godt muligt, at I sidder på hver sit sted og føler jer ensomme.
Det kan også være godt at få eventuelle instruktioner om ting, man skal gøre/ikke gøre, når man kommer hjem skriftlig. Man får så meget at tænke på og hjernen går så meget i højgir, at man der og da kan synes, at det lyder da meget nemt og indlysende - og så kommer man hjem og kan næsten ikke huske et ord....
Hvis du synes, at de forklaringer du får er vanskelige at overskue/gennemskue/tage ind over sig/forstå, så bed dem om at gennemgå det med dig en gang til. Det har hjulpet mig et par gange.
Jeg kan kun sende dig en stor stor 
.
Skal krydse fingre for dig helt frem til mandag!
Anmeld
