Hjæææælp! )':

Anonym skriver:

kan tænke mig til du næsten også har været møllen igennem, kan du så sige fra nu så?

Joo det skulle jeg mene, jeg har tre børn nu!!!

Jeg synes det var rigtig svært med nr 1, ville bare have hende for mig selv og brød mig ikke om at have hende med hvor der var mange mennesker der alle ville holde. Men vi havde også været en grim fødsel igennem og jeg var godt hudløs på sjælen.

Meget af min mands familie siger i dag at de synes jeg var hysterisk og overfølsom ved den første.......hm ja, det var jeg måske nok, men jeg mener også at det ok som førstegangs mor og at jeg havde mine årsager!

Tror lidt familien går i selvsving når der er babyer i farvandet, uh jeg elsker også de små og vil så gerne se og holde når de er helt små, men ved jo hvordan det er så spørger altid og holder mit kvindelige behov i ro!!

Med nr 2 var jeg ret klar i udmeldingerne. Hun var et planlagt kejsersnit og INGEN fik lov til at komme på besøg før om aftenen og dagen efter OG ingen andre end min mand og jeg holdt hende det første døgn. JA ondt det ved jeg godt, men jeg var så bange for at hun ikke fik nærkontakt nok med "de rigtige" det første døgn efter et kejsesnit. OG så var det mit behov at hun stort set hele tiden lå hos mig.

Tror nok der var et par stykker der var en anelse fornærmede, men jeg må indrømme at jeg var kold og fulgte min overbevisning. Man er noget stærkere og tror mere på sig selv i rollen som mor 2. gang!

1. gang fik vi alt for hurtigt besøg efter den barske fødsel og det var helt galt, det havde jeg slet ikke rum til inden i........men det ser man først bagefter!!!

3. gang var også en barsk fødsel, men også en barsk og prøvet mor der kunne takle ret meget.

Han sov hos mig og lå hos mig, lige som nr 2.......hvilket har været perfekt for mine børn. Han blev holdt af besøgende fordi JEG eller min mand lagde ham i deres arme.

INGEN absolut INGEN har nogensinde fået lov til at hive mine børn op af lift/barnevogn eller seng UDEN vi har sagt ok.......men jeg tror heller ikke de har turde!!

Med nr 1 lyttede jeg meget til hvad familie sagde omkring amning og søvn og da alt var i smadder og helt ad helvede til, lukkede jeg i stedet alle ude og gjorde som jeg fornemmede min datter havde brug for og så kom det meste på rette køl, på nær lidt aftenkolik. Fra den dag af lyttede jeg kun til det jeg selv synes gav mening.......for meget fra familien er vist ammestueideer fra den gang de havde børn og det holder sjældent idag!!

NYD at være mor, giv dit barn lov til, når det har overskud at udforske andre ansigter i familien end dit og fars.....altså når dit barn ikke græder kan det godt ligge hos andre så familien får dækket deres nussebehov. Men når det er lille og græder så tager mor eller far over stille og roligt og er der nogen der siger imod, så sig "det er mit barn og lige nu er det mor hun har brug for".

Babyer er lidt allemandseje i familierne fordi de er så små, skrøbelige og vækker særligt kvinders omsorgsgen i en heftig grad! Jeg tror de kvinder har glemt hvordan det var at være mor 1. gang....desværre!

Knus 

Anonym skriver:

puhaa.. det er så svært.. ! det svært at sige stop! jeg har så med næ og mod sagt, er det i orden jeg tager hende, hvor min familie har sagt nej hun snakker lige lidt hvor jeg så har sagt jamen jeg tager hende nu for hun skal ha lidt at spise. At det blir lidt af en kamp hver eneste gang bare for at få mit barn igen. Og så blir det ikke hyggeligt! Men jeg har besluttet at fortælle dem hvordan jeg har det og hvordan jeg har haft det. min mor siger så det er godt for hende og og hun har godt af at lære at familien vil hende godt når hun så blir så ulykkelig efter sådan en aften.. men jeg synes det grænsen og jeg synes ik det ok!

.........hmmmm hvor gammel er din datter???

Umiddelbart lyder hun meget spæd og så kan hun altså ikke lære sådan som din mor siger....

Det eneste babyer har godt af er tryghed tryghed og atter tryghed!!

Anonym skriver:

hej, med jer..

 

ER det NORMALT at jeg sidder med en irriterende følelse af at familien og venner sværmer om min nybagte baby? når jeg fks. sidder med familien kan det faktisk gå hen og blive for meget for mit moderhjerte at de på skift sender min baby rundt .. når mit barn så enda ligger og græder helt igennem sidder man bare med hende, når godt selv de kan regne ud hun søger mig. for når jeg så i sidste ende siger nu tager jeg hende op, stopper hun. men at min mor i dette tilfælde ikke har vist noget interesse for min graviditet eller spurgt ind til noget overhoved, pludselig er så besat.. har gået og manglet hende hele vejen igennem, og nu klistre hun nærmest mit barn i sin favn og nærmest blir fornærmet når jeg tager hende til mig.. hvad tænker i om dette? burde jeg være stolt? men jeg er bare beskytsom og samtidig ikk tilfreds med måden på hvordan hun blir holdt på.. )-: .. nu har min familie noget halløj igen i næste uge og jeg ved ikke om jeg vil med .. føler lidt mit barn bare blir kastet rundt i armene på familien ): og jeg er IKKE GLAD VED DET ENDNU): sidder med en klump i halsen når alt og alle skal sidde med hende, og synes ikke min datter skal i så mange forskelliges farvn .. ): og nogle gange kan de være tætte på at tage hende op af sin lift hvis ik lige jeg er der og hun snakker lidt

det er dig der er moderen, det er dig der står med den lille hele tiden, det er dig der trøster, mader osv. - det er dermed også dig der er mest stresset og derfor har du en bedste grund til at sige fra. Hvis folk selv har prøvet at få børn, burde de kunne forstå dig.
Når jeg har født, er det også kun meget få personer der får lov til at komme op på sygehuset, og så specielt hjem til os bagefter.
- men det er mest fordi at mange af mine/vores venner, har endten dumpet os efter jeg er blevet gravid, ellers også går de kun op i lille fisen, og det virker for mig som om at hun ville være den eneste grund til at de vil komme, og det vil i mine øjne være falsk.
Men jeg ville heller ikke lade mit barn gå rundt på tur, hvis man kan sige det sådan. og hvis hun ligger og sover, og der så er en der tager hende op, puuha. lad hende dog ligge og sove. - specielt også fordi det er mutti her der skal bøvle med at trøste igen, hvis det går så galt an. :-)

Anonym skriver:

puhaa.. det er så svært.. ! det svært at sige stop! jeg har så med næ og mod sagt, er det i orden jeg tager hende, hvor min familie har sagt nej hun snakker lige lidt hvor jeg så har sagt jamen jeg tager hende nu for hun skal ha lidt at spise. At det blir lidt af en kamp hver eneste gang bare for at få mit barn igen. Og så blir det ikke hyggeligt! Men jeg har besluttet at fortælle dem hvordan jeg har det og hvordan jeg har haft det. min mor siger så det er godt for hende og og hun har godt af at lære at familien vil hende godt når hun så blir så ulykkelig efter sådan en aften.. men jeg synes det grænsen og jeg synes ik det ok!

Nej selvfølgelig er det ikke det.

Nu er DU den voksne og du er passé lillepige-tiden hvor din familie inkl mor kan bestemme over dig.
DU er M-O-R nu, så det er tid du klipper navlestrengen og bliver den voksne...for dit barns skyld.

Og så må de iøvrigt blive lige så sure som de vil..too bad. De bliver nok gode igen..måske var det på tide at du netop henter respekt fra dem i stedet for at være den de kan behandle som det passer dem, OGSÅ din mor.

Støtte-kram