Hjæææælp! )':

Anonym skriver:

hej, med jer..

 

ER det NORMALT at jeg sidder med en irriterende følelse af at familien og venner sværmer om min nybagte baby? når jeg fks. sidder med familien kan det faktisk gå hen og blive for meget for mit moderhjerte at de på skift sender min baby rundt .. når mit barn så enda ligger og græder helt igennem sidder man bare med hende, når godt selv de kan regne ud hun søger mig. for når jeg så i sidste ende siger nu tager jeg hende op, stopper hun. men at min mor i dette tilfælde ikke har vist noget interesse for min graviditet eller spurgt ind til noget overhoved, pludselig er så besat.. har gået og manglet hende hele vejen igennem, og nu klistre hun nærmest mit barn i sin favn og nærmest blir fornærmet når jeg tager hende til mig.. hvad tænker i om dette? burde jeg være stolt? men jeg er bare beskytsom og samtidig ikk tilfreds med måden på hvordan hun blir holdt på.. )-: .. nu har min familie noget halløj igen i næste uge og jeg ved ikke om jeg vil med .. føler lidt mit barn bare blir kastet rundt i armene på familien ): og jeg er IKKE GLAD VED DET ENDNU): sidder med en klump i halsen når alt og alle skal sidde med hende, og synes ikke min datter skal i så mange forskelliges farvn .. ): og nogle gange kan de være tætte på at tage hende op af sin lift hvis ik lige jeg er der og hun snakker lidt

Årh shit, nu kom jeg til at tude lidt...

Læste lige hele tråden igennem og er nærmest lettet over at der er andre, der har det som mig...

Men det er virkelig vigtigt at få sagt fra, fra starten, selvom det er møg-svært!!!

Det er dit barn, du bestemmer alt!!!

SussieThyssen skriver:

Jeg tænker at du skal trække dine grænser..så enkelt er det.
Dit barn kan ikke gøre det, og så må du gøre det.

Din mor har vist fået et skud baby-feromoner og har fået "Bedstemorkuller", så hendes måde at reagere på er helt normalt.

Men træk grænsen min pige og meld ud at folk skal spørge før de må holde, og siger du "aflever" eller "nej"...så har de bare at høre efter..basta!!!

Kærligst
Sussie

Det er din baby, dig der er mor og dig der ved hvad hun har behov for og hvor grænsen går. Så må alle andre bare rette ind!

Men uhhh husker godt at det var svært første gang!!

marloutti skriver:

Årh shit, nu kom jeg til at tude lidt...

Læste lige hele tråden igennem og er nærmest lettet over at der er andre, der har det som mig...

Men det er virkelig vigtigt at få sagt fra, fra starten, selvom det er møg-svært!!!

Det er dit barn, du bestemmer alt!!!

puha ja det er en støder ..! min datter har været så ked hele natten og her i morges.. kan bare mærke på hende det har været for meget. Jeg vil også nu meddele dem om dette ikke skal gentage sig og man spørg mig først inden hun blir sendt rundt. Og når hun græder igennem er det MIN pligt at trøste hende da jeg kender hende. Men så er man ikke den eneste. Jeg var helt bange for om det bare var mig eller om andre havde haft eller har det på samme måde. Jeg skal først til at kende mit barn nu og derfor kan jeg ikke lide - når familien trækker den så langt ud og jeg blir så bekymret.

Kamelia skriver:

 

Det er din baby, dig der er mor og dig der ved hvad hun har behov for og hvor grænsen går. Så må alle andre bare rette ind!

Men uhhh husker godt at det var svært første gang!!

kan tænke mig til du næsten også har været møllen igennem, kan du så sige fra nu så?

SussieThyssen skriver:

Jeg tænker at du skal trække dine grænser..så enkelt er det.
Dit barn kan ikke gøre det, og så må du gøre det.

Din mor har vist fået et skud baby-feromoner og har fået "Bedstemorkuller", så hendes måde at reagere på er helt normalt.

Men træk grænsen min pige og meld ud at folk skal spørge før de må holde, og siger du "aflever" eller "nej"...så har de bare at høre efter..basta!!!

Kærligst
Sussie

puhaa.. det er så svært.. ! det svært at sige stop! jeg har så med næ og mod sagt, er det i orden jeg tager hende, hvor min familie har sagt nej hun snakker lige lidt hvor jeg så har sagt jamen jeg tager hende nu for hun skal ha lidt at spise. At det blir lidt af en kamp hver eneste gang bare for at få mit barn igen. Og så blir det ikke hyggeligt! Men jeg har besluttet at fortælle dem hvordan jeg har det og hvordan jeg har haft det. min mor siger så det er godt for hende og og hun har godt af at lære at familien vil hende godt når hun så blir så ulykkelig efter sådan en aften.. men jeg synes det grænsen og jeg synes ik det ok!

Jeg tror det er vigtig du siger fra over for din familie og hvis du kan se det bliver for meget for din datter er det netop vigtig at du tager hende og giver hende den ro og tryghed hun har brug for.

Her fik de ikke lov at have Nicklas ret lang tid af gangen da han var helt ville jeg kunne slet ikke give ham fra mig. Så er meget spændt på hvordan det kommer til at gå om nogle uger.

Vi bliver nogle være løvemødre når vores små kommer til verden, men sådan er naturen jo.

Kruse90 skriver:

Jeg syntes helt klar du skal sige fra.
Fortæl at du ikke syntes det er rart at hun bliver smidt frem og tilbage i alle muliges favn.
Dette ville jeg gøre.

Det er helt forståeligt at man som nybagt mor ikke er klar til den slags.
Det tror jeg heller ikke at jeg selv ville være.

Håber du finder en løsning på det hele. Og har du lyst til at blive hjemme til den næste familie tamtam så syntes jeg at du skal gøre dette

jeg er så bare utryg ved om familien overhoved ville kunne forstå mig, eller pludselig sige at dine følelser tager over

Anonym skriver:

puha ja det er en støder ..! min datter har været så ked hele natten og her i morges.. kan bare mærke på hende det har været for meget. Jeg vil også nu meddele dem om dette ikke skal gentage sig og man spørg mig først inden hun blir sendt rundt. Og når hun græder igennem er det MIN pligt at trøste hende da jeg kender hende. Men så er man ikke den eneste. Jeg var helt bange for om det bare var mig eller om andre havde haft eller har det på samme måde. Jeg skal først til at kende mit barn nu og derfor kan jeg ikke lide - når familien trækker den så langt ud og jeg blir så bekymret.

Aj, de kan virkelig ikke være bekendt at opføre sig sådan...

Jeg har lige skrevet en tråd om hvordan det var, da min søn var nyfødt...

Havde lige brug for at få luft, da dit indlæg vækkede noget i mig...

Sig fra!

Det er svært, men lær, føl og sæt dine grænser. Tydeligt. Ikke ubehøvlet eller noget, men bestemt. For det er dit barn, du kender dit barn og ja .. Sig fra Ellers bliver det for meget en dag, og det kan ende galt. Det er slet ikke sundt at gå rundt og tænke alle mulige dumme tanker. Du skal føle dig tilpas med dit barn, og det skal du også sammen med andre mennesker.

Jeg havde det enormt svært i starten, som førstegangsmor og jeg ammede. Dvs jeg skulle høre kommentare om at hun jo ikke skulle have bryst hver gang hun åbnede munden, og det var en dårlig vane bla bla bla.

I starten tog mit meget hormonelle-jeg det meget personligt, og tænkte "åh nej,- har de ret giver jeg min datter en dårlig vane, i en alder af 5 uger?"  NEJ - heldigvis kom jeg rimelig hurtigt op til overfladen, og har heldgivis lært hjemmefra af min seje mor at sige fra (både overfor familie, venner og ukendte) og er ikke bange for at bede folk om at lukke kajen, hvis de ikke har noget konstruktivt/godt at sige i diverse situationer.  For folk er virkelig altid så meget bedrevidende, typisk folk uden børn, eller dem som har glemt hvordan det er at have små børn.!

Og jeg er evig taknemmelig for at jeg evner dét at kunne sige fra den dag idag!