ved ikke hvad jeg skal gøre

Åh jeg er så frustreret, har vist bare brug for nogle nye øjne på det hele.

I må lige bære over med mig hvis det bliver for rodet.

Jeg bor sammen med min kæreste og min datter fra et tidligere forhold, jeg er gravid i 25. uge. Jeg har egentlig en meget nem graviditet, ingen kvalme eller noget, jeg er bare lidt træt. Min kæreste glæder sig rigtig meget til at blive far og det er jo dejligt. Mit problem er at jeg ikke kan finde ud af om min kæreste er doven eller om han fejler noget, eller måske er det bare mine hormoner der løber løbsk. Min kæreste er arbejdsløs, han har døjet med depression i nogle år, hvilket jeg også selv har, jeg er så heldigvis kommet ud på den anden side og er idag medicin og behandlings fri. Min kæreste får medicin og er også i behandling, jeg synes bare ikke der sker nogen fremskridt, han er hjemme for anden dag i denne uge fordi han har lidt hovedpine og er træt, det er snart sådan hver uge at han har minimum en "sygedag" Min fornemmelse siger at det ikke er så meget sygdom som det er en form for dovenhed, han gider ikke rigtig at stå op om morgenen og så er det bare nemmere at blive liggende i sengen. Jeg gruer for hvordan det bliver når jeg har født, kommer jeg til at stå med det hele selv? Hvis det er så svært for ham at sparke sig selv igang nu hvordan skal det så ikke blive når den lille kommer? Jeg selv går på arbejde hver dag, uanset om jeg er så træt at jeg næsten kan stå op og sove, det kan bare ikke hjælpe noget, arbejdet skal jo passes. Vores sexliv er nærmest dødt, hvis vi har sex 1 gang om ugen er det stort, og jeg savner nærheden og intimiteten, der er heller ikke mange kram og kys o.s.v. Jeg kan bare mærke at jeg er ved at køre helt træt i det, jeg bliver irriteret over at jeg hele tiden skal tage hensyn til hans luner, at han ikke gør noget aktivt for at komme videre med sit liv, at han hele tiden kommer med undskyldninger, at jeg står med alt det praktiske selv, ved siden af mit arbejde. Tænker nogen gange at det næsten var nemmere da jeg var alene med min datter for selv om jeg stod med alt selv så slap jeg for irritationen hele tiden og det gjorde tingene meget nemmere. åååh hvad gør man? Jeg vil jo rigtig gerne have det til at fungere, jeg føler bare at jeg er i konstant modvind, og at jeg taler for døve øre når jeg lufter mine frustrationer.

Sorry det blev så langt, skulle bare lige ud med det.

Kære Jette.

Dejligt at du er kommet ud af din depression, som er noget der kan ramme os alle, men det lyder ret hårdt at være gravid, mens man burde have en masse glæder man ikke 100pct kan dele med sin partner (jeg kan næsten regne ud at hvis han er så "træt" så er der ikke helt så meget glæde).

Jeg ved fra mit hjem at kvinder og mænd er meget forskellige omkring opmærksomhed, nogle mænd mener at hvis de slår wc sædet ned, jamen så er det en kærlighedserklæring til dig. 

Ved han hvilken metoder du "skal vandes på", før du føler dig elsket og værdsat? 

Jeg ville i hvert fald personligt "råbe op" om at der skal ske en ændring. Folk har det med at falde tilbage i vaner hvis de ikke bliver husket på hvor vigtigt, og i realiteten nemt, det er at gøre de små ting i hverdagen der får den anden til at "blomstre".  

Mvh Vik

tak for svar.

Synes jeg har sagt fra mange gange og bedt om at der sker noget, det lover han så hvergang og siger at han godt kan se det, det holder så 2 dage og så er vi tilbage ved start. Du har helt ret i at det er rigtig trist at man ikke bare kan glæde sig til den lille ny kommer, jeg har ønsket mig det her i mange år, min datter bliver snart 9 så det har taget lang tid at nå til at skulle have nr. 2. Jeg synes bare glæden bliver overskygget af frustrationer og følelsen af at være "alene" Hvorfor kan livet aldrig bare være simpelt og lige til? Jeg har bare lyst til at være glad og ikke skulle være så bekymret om alle de forkerte ting hele tiden. Øv

jette1983 skriver:

tak for svar.

Synes jeg har sagt fra mange gange og bedt om at der sker noget, det lover han så hvergang og siger at han godt kan se det, det holder så 2 dage og så er vi tilbage ved start. Du har helt ret i at det er rigtig trist at man ikke bare kan glæde sig til den lille ny kommer, jeg har ønsket mig det her i mange år, min datter bliver snart 9 så det har taget lang tid at nå til at skulle have nr. 2. Jeg synes bare glæden bliver overskygget af frustrationer og følelsen af at være "alene" Hvorfor kan livet aldrig bare være simpelt og lige til? Jeg har bare lyst til at være glad og ikke skulle være så bekymret om alle de forkerte ting hele tiden. Øv

Maise86 skriver:

Jeg tænker om hans dovenskab ikke skyldes depressionen? Jeg har selv en depression og når jeg har det skidt er det svært for mig at komme ud af sengen og lave andet end at sove... Når jeg sover lukker jeg af og så behøver jeg ikke forholde mig til noget. Jeg tænker bare at din kæreste måske har det skidt?

det gør det helt sikkert, jeg har jo selv været der, jeg tror bare min tålmodighed er ved at slippe op fordi der ikke sker noget fremskridt overhovedet, det har været sådan her i over et halvt år nu. Han sidder oppe til 24-01 tiden om aftenen og kan så ikke komme ud af sengen om morgenen, jeg synes jo nok bare at han burde gøre lidt mere for at få tingene til at fungere, men jeg føler nogen gange at han forventer at jeg bare klare det hele og lader ham sove når det passer ham, men vi har jo en hverdag der skal fungere og jeg kan ikke klare det hele selv.

Jeg har arbejdet som en hest og været stædig til det vanvittige for at komme ud af min depression og det har været meget hårdt men jeg har klaret det og jeg ved bare at tingene ikke bliver bedre hvis man ikke selv hiver sig op ved håret. Det er hårdt sagt og jeg lyder sikkert som en frygtelig kvinde men nogen gange må man bare sætte det ene ben foran det andet.

Ville han være med på at gå til parterapi? 

Undskyld hvis jeg lyder bebrejdende, men... du har jo selv valgt at få et barn med en mand der har en depression. Eller det havde han måske ikke da du blev gravid?

jette1983 skriver:

Åh jeg er så frustreret, har vist bare brug for nogle nye øjne på det hele.

I må lige bære over med mig hvis det bliver for rodet.

Jeg bor sammen med min kæreste og min datter fra et tidligere forhold, jeg er gravid i 25. uge. Jeg har egentlig en meget nem graviditet, ingen kvalme eller noget, jeg er bare lidt træt. Min kæreste glæder sig rigtig meget til at blive far og det er jo dejligt. Mit problem er at jeg ikke kan finde ud af om min kæreste er doven eller om han fejler noget, eller måske er det bare mine hormoner der løber løbsk. Min kæreste er arbejdsløs, han har døjet med depression i nogle år, hvilket jeg også selv har, jeg er så heldigvis kommet ud på den anden side og er idag medicin og behandlings fri. Min kæreste får medicin og er også i behandling, jeg synes bare ikke der sker nogen fremskridt, han er hjemme for anden dag i denne uge fordi han har lidt hovedpine og er træt, det er snart sådan hver uge at han har minimum en "sygedag" Min fornemmelse siger at det ikke er så meget sygdom som det er en form for dovenhed, han gider ikke rigtig at stå op om morgenen og så er det bare nemmere at blive liggende i sengen. Jeg gruer for hvordan det bliver når jeg har født, kommer jeg til at stå med det hele selv? Hvis det er så svært for ham at sparke sig selv igang nu hvordan skal det så ikke blive når den lille kommer? Jeg selv går på arbejde hver dag, uanset om jeg er så træt at jeg næsten kan stå op og sove, det kan bare ikke hjælpe noget, arbejdet skal jo passes. Vores sexliv er nærmest dødt, hvis vi har sex 1 gang om ugen er det stort, og jeg savner nærheden og intimiteten, der er heller ikke mange kram og kys o.s.v. Jeg kan bare mærke at jeg er ved at køre helt træt i det, jeg bliver irriteret over at jeg hele tiden skal tage hensyn til hans luner, at han ikke gør noget aktivt for at komme videre med sit liv, at han hele tiden kommer med undskyldninger, at jeg står med alt det praktiske selv, ved siden af mit arbejde. Tænker nogen gange at det næsten var nemmere da jeg var alene med min datter for selv om jeg stod med alt selv så slap jeg for irritationen hele tiden og det gjorde tingene meget nemmere. åååh hvad gør man? Jeg vil jo rigtig gerne have det til at fungere, jeg føler bare at jeg er i konstant modvind, og at jeg taler for døve øre når jeg lufter mine frustrationer.

Sorry det blev så langt, skulle bare lige ud med det.

Kære ven!

Først skal du have et trøsteknus, og så må jeg stille dig et spørgsmål.
Hvilken medicin får din kæreste?

Ser du ved alvorligere depressioner, så er din mands måde at være på faktisk helt normal.
Fysisk relaterede depressioner giver lige præcis de symptomer, du beskriver der.
Træthed, hovedpine, intet overskud, manglende sexlyst og den slags, og det er ikke fordi han ikke gider..det er ganske enkelt fordi han ikke kan.

Jeg har selv en mand med kronisk fysisk relateret depression, der skyldes at kroppen ikke selv danner signalstoffer nok, samt at hjernen ikke er god nok til at optage dem.
Det er faktisk især mænd der lider af den form for depression, hvor kvinder som regel lider af den psykisk relaterede depression.

Man må ALDRIG sige til en deprimeret at han/hun skal tage sig sammen, for det kan de ikke...så enkelt er det.
Deres sygdom er lige så eksakt, som hvis de led af diabetes og ikke selv kunne danne insulin.
Du har selv lidt af depression skriver du, men er kommet ud af din..det er dejligt, men din depression er åbenbart, den psykisk relaterede, som har kunne helbredes/stabiliseres..og der er kæmpe forskel på de to typer depression.

At være fysisk deprimeret er et helvede både for den ramte og hans/hendes pårørende. Den deprimerede behøver overhovedet ikke være deprimeret i sig selv, det er hjernen/kroppen der er det, og det går dem virkeligt på og så kan de faktisk også gå hen og blive psykisk deprimerede oveni, fordi de lider under ikke at kunne alt det de gerne vil, men som kroppen ikke vil være med til.

Det bedste du/I kan gøre er at leve med det, og leve så roligt og rytmisk I kan.
Din mand har brug for megen søvn og mange timer af gangen, så indarbejd et skema som gør, at han kan fungere så optimalt som muligt i dagligdagen, men du skal være klar over, at du ikke kan forvente det helt vilde overskud fra ham. Ikke fordi han ikke gerne vil, men fordi han ikke kan.
Du BLIVER ganske nødt til at lære at leve med, at det er dig, der trækker læsset også for at din mand ikke skal gå helt ned med flaget af dårlig samvittighed.

Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for støtte..jeg ved hvor meget det betød for mig i sin tid at have en at kunne søge hjælp hos, da min mands depression accelererede og blev konstateret.

Kærligst
Sussie

Maise86 skriver:

Jeg tænker om hans dovenskab ikke skyldes depressionen? Jeg har selv en depression og når jeg har det skidt er det svært for mig at komme ud af sengen og lave andet end at sove... Når jeg sover lukker jeg af og så behøver jeg ikke forholde mig til noget. Jeg tænker bare at din kæreste måske har det skidt?

Nemlig..er fuldstændigt enig med dig.

SussieThyssen skriver:

Kære ven!

Først skal du have et trøsteknus, og så må jeg stille dig et spørgsmål.
Hvilken medicin får din kæreste?

Ser du ved alvorligere depressioner, så er din mands måde at være på faktisk helt normal.
Fysisk relaterede depressioner giver lige præcis de symptomer, du beskriver der.
Træthed, hovedpine, intet overskud, manglende sexlyst og den slags, og det er ikke fordi han ikke gider..det er ganske enkelt fordi han ikke kan.

Jeg har selv en mand med kronisk fysisk relateret depression, der skyldes at kroppen ikke selv danner signalstoffer nok, samt at hjernen ikke er god nok til at optage dem.
Det er faktisk især mænd der lider af den form for depression, hvor kvinder som regel lider af den psykisk relaterede depression.

Man må ALDRIG sige til en deprimeret at han/hun skal tage sig sammen, for det kan de ikke...så enkelt er det.
Deres sygdom er lige så eksakt, som hvis de led af diabetes og ikke selv kunne danne insulin.
Du har selv lidt af depression skriver du, men er kommet ud af din..det er dejligt, men din depression er åbenbart, den psykisk relaterede, som har kunne helbredes/stabiliseres..og der er kæmpe forskel på de to typer depression.

At være fysisk deprimeret er et helvede både for den ramte og hans/hendes pårørende. Den deprimerede behøver overhovedet ikke være deprimeret i sig selv, det er hjernen/kroppen der er det, og det går dem virkeligt på og så kan de faktisk også gå hen og blive psykisk deprimerede oveni, fordi de lider under ikke at kunne alt det de gerne vil, men som kroppen ikke vil være med til.

Det bedste du/I kan gøre er at leve med det, og leve så roligt og rytmisk I kan.
Din mand har brug for megen søvn og mange timer af gangen, så indarbejd et skema som gør, at han kan fungere så optimalt som muligt i dagligdagen, men du skal være klar over, at du ikke kan forvente det helt vilde overskud fra ham. Ikke fordi han ikke gerne vil, men fordi han ikke kan.
Du BLIVER ganske nødt til at lære at leve med, at det er dig, der trækker læsset også for at din mand ikke skal gå helt ned med flaget af dårlig samvittighed.

Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for støtte..jeg ved hvor meget det betød for mig i sin tid at have en at kunne søge hjælp hos, da min mands depression accelererede og blev konstateret.

Kærligst
Sussie

han får mirtazapin, citalopram og lamotrigin.