Og hvad gør man så?!!

mariamiss6 skriver:

Du bliver nødt til at få din mand til at tage kontakt til noget behandling....

Han jo møg deprimeret..... Det bliver bare ikke bedreved at lade tiden gå desværre. Og det er igtig synd for din syge mand, og for dig og dit barn.....

Der er ikke noget at sige til han er depri, hvis han lever i konstante smerter.

Se at få ham afsted til noget mental hjælp,og det kan kun gå for langsomt....'

Held og lykke

Men han siger at mental  hjælp ikke vil hjælpe fordi det er smerterne der er hans problem og de vil jo ikke forsvinde af det?

jeg stemmer i med de andre med hensyn til at tage til lægen og få ham på antidepressiv!!! kan da fortælle min mands historie, hvis det ka hjælpe:

min mand har altid haft et lidt hidsigt gemyt, men ikke noget man ville pege fingre ad (så at sige). men vi kom ind i en dum periode, hvor han tog imod et jobtilbud 100 km fra hvor vi boede, som vi flyttede efter (forlod alle venner og familie, hvilket er meget vigtigt for os begge). dette "fantastiske" job viste sig dog at være et mareridt, da der blev kørt psykisk terror hver dag på ham (og de andre medarbejdere). han var bare et dumt svin der ikke kunne finde ud af noget selvom han fik det modsatte at vide af kunderne (han kørte maskinstation). samtidig sejlede økonomien og vi havde også en datter på ca. 1 år. han begyndte at blive meget mere hidsig og man skulle virkelig gå på listesko omkring ham. samtidig prøvede jeg at holde min datter på afstand fra ham, for at skåne hende og for at hun ikke skulle få ham til at eksplodere.

han skiftede så arbejde i håb at det hele ville ændre sig. det var også et meget bedre arbejde, men med lidt mere stress på. her begyndte de fysiske symptomer så at vise sig. han begyndte at blive svimmel og have snurren i hovedet samt have trækninger i den ene arm og hjertegaloperen. utallige gange skulle jeg lytte efter om hans hjerte slog ordentligt og har slet ikke tal på de gange vi tog til lægen, som ikke kunne finde ud af hvad det var (er jo utroligt svært at sætte ord på andet end fysiske symptomer), og sendte os derfor videre til en ørelæge pga snurren i hovedet og svimmelhed. her var der heller intet at hente. det var dog oftest i weekenden, symptomerne var værst, og derfor var vi også meget tit til vagtlæge (nogle gange flere gange samme weekend). det var jo værst når han ikke havde noget at give sig til, og bare sad derhjemme.

endelig en eftermiddag da vi begge havde fri (midt i ugen) ringede vi til lægen og spurgte efter om vi kunne komme til at komme til at snakke med lægen, fordi vi troede at det var psykisk betinget (efter han havde sendt en stol gennem rummet samt hans tlf)  her fik vi bare at vide at vi skulle ringe dagen efter . herefter ringede vi til diverse sygehuse for at få noget hjælp, og da vi endelig fik fat i skadestuen i esbjerg, fik vi at vide at vi bare skulle komme derned. vi sad og ventede på at blive kaldt ind, da der kom en sygeplejerske og spurgte hvad hun kunne hjælpe med, og da vi forklarede hele situationen sagde hun at det da slet ikke var der vi skulle være, men at vi skulle tage ned på psykiatrisk skadestue, der lå et andet sted i byen (denne var der ingen der havde nævnt før dette tidspunkt på trods af at vi også havde taget kontakt til et par psykologer også).

her kom han med det samme på antidepressiv på maks dosis (skulle trappes op) og fik at vide at det var superflot at han selv var kommet derned og havde taget hånd om tingene før det løb løbsk, når han nu havde både barn og kone.

ville bare sige at nogle gange er man nødt til at tage tingene i egen hånd + at han er super heldig at have en forstående og overbærende kone som dig!!!! det er bare umådelig vigtigt i hans situation at der er en, der kan fungere som klippe når man selv smuldrer!! det eneste din mand behøver, er at blive trukket op af mørket af en kærlig hånd, der kan lede ham den rette vej, så han igen kan blive den bedste mand og far.

tror ikke at han med vilje bebrejder jeres barn, men et eller andet skal han jo give skylden for hans situation, da han sikkert ikke kan se andre udveje....

håber at i finder ud af det med hinanden i behold

knus charlotte (undskylder det blev lidt langt, men du er velkommen til at skrive en pb, så skal jeg nok prøve at hjælpe dig, hvis du ønsker det, for har været i nogenlunde samme situation)

Anonym skriver:

Men han siger at mental  hjælp ikke vil hjælpe fordi det er smerterne der er hans problem og de vil jo ikke forsvinde af det?

dety fjerner ikke smerterne... Og alligevel....

Hvis man er depri, fordi man har ondt, så har man brug for hjælp til at lære at håndtere smerterne....

Og nus kriver du så også at han selvmedicinerer sig med hash, så er det jo sådan set temmelig logisk at han så er ENDNU mere sur når han ikke kan ryge i løbet af dagtimerne, fordi smerterne jo forværres når rusen forsvinder....

Han forfalder hvis i ikke gør noget. Så kan du lige så godt give fortabt og rejse med det samme.... Det gælder jo jer begge to....

Han har brug for hjælp til at lære at håndtere sine smerter. Når han har lært det, vil han sikkert også opdage at det ikke gør helt så ondt som han synes det gørlige nu, fordi en depression godt på en måde kan gøre eksisterende smerter endnu værre, fordi man fokuserer rigtig meget på dem....

En form for mental hjælp kan måske ikke fjerne hans smerter, men det kan lære ham at se lidt lysere på alt det andet, og lære ham at leve godt, til trods for smerter....

Han skal lære at se glæde, før han kan føle den....

Og nu ved jeg jo ikke hvad han fejler, men skyldes det en ulykke, kan det jo sagtens være ulykken i sigs elv der har ændret ham, det sker faktisk ofte, til både det bedre og det værre...

Er det nu en pludselig opstået diagnose, så kan traumet ved at "få" en svær sygdom godt have skadet ham mentalt, præcist som det gør ved et barn der oplever et traume....

Prøv at få ham til at forstå, at det ikke handler om at fjerne smerterne, lige med hensyn til det her, men at lære ham at håndtere smerterne, og det der følger af besværligheder. At i to skal lære at sammen, med hans "nye" svækkede jeg, og på den måde få det bedste ud af det hele....

Måske skal I i virkeligheden begget o have hjælp til hvordan i kan leve videre sammen, på en ny måde, som følge af denne sygdomsperiode.....

Hvad fejler han egentlig?