dumme mand!!

Hold kæft han er en idiot.

Okay, jeg har været sammen med min kæreste i 6 år. Han har en datter på 6 år som jeg fik af vide eksisterede da hun var omkring et år. Efter chokket over han havde et barn som han havde skjult for mig i et år havde lagt sig, brugte jeg 1 år på at overtale ham til at hun skulle være en del af vores liv og at hun fortjente en far uanset omstændighederne. Fik overtalt ham og vores kærlighed til den lille pige voksede sig kæmpe stor. Jeg var og er den primære omsorgsperson for hende når hun er her. Han har heller aldrig brugt penge på ting til hende. Det har været mig der har købt og forkælet hende med ting og gaver når det skulle til. Han har ofte når han synes det hele har været træls bebrejdet mig for at det var min skyld og jeg havde tvunget ham til at have sit barn osv. Jeg havde ellers håbet han en dag kunne se at det var en god beslutning, og måske endda være bare lidt glad for at jeg gjorde en indsats.

Nå nok om det men i skulle lige have lidt baggrunds info. Altså jeg har som sagt ofret alt for hende, som man jo også gør for sine bio børn. Vi har fået et for tidligt født barn for en måned siden, han kan ikke klare meget uro, så græder han i time vis. Idag skulle den store så ind til sin farmor og sove til imorgen. Vi skulle hente hendes faster (som skulle med hende der ind) Og så kører dem ind. Så lige pludselig gakker manden helt ud. Han vil åbenbart have at vi skal med ind! Han ved babyen ikke kan tåle til det! Og pige tager da ikke skade af at det er fasteren hun føles med og ikke os? Det har da aldrig før ravet ham en høstblomst om det er ham der gør tingene med hende. Så begynder han at skændes om det, når jeg forklare ham at det er ikke så godt for den lille da vi også er nød til at handle og han ved jo at det bliver skrig og skrål i aften hvis vi river den lille rundt. Han begynder så at sige at så må vi (mig og bebse) jo bare blive hjemme og at det altid er hans datter det skal gå udover, og at jeg ikke er god ved hende osv, AT JEG IKKE ER GOD VED JHENDE!!!! HVAD???? jeg har jo nærmest været alene mor med hende. Og HANS datter, det er sgu da også HANS søn, hvorfor tænker han ikke på det. Det er nærmest som om at det er min baby og pludselig hans datter. Det har ellers altid været Vores børn, men mig som var omsorgsperson. Forstår det ikke. Er dybt ulykkelig og føler virkelig at jeg ER ond ved han. Det ved jeg at jeg ikke er, elsker hende. Men føler jeg er alle de frygtelige ting han sagde til mig. Hvordan kan han gøre det. Kan det være fordi han har taget sig lidt mere af hende nu her hvor jeg har en baby at passer, så han måske føler at jeg ikke er der for ham og datteren? Men alligevel, jeg lægger jo bare en indsats i hans søns første tid, det er der jo også brug for. Jeg gør da hvad jeg kan. Måske kan jeg bare ikke nok, årrrr hvor er jeg ked af det. Synes ikke han værdsætter min kærlighed til datteren. Forstår slet ikke hvordan han kan få sig selv til at sige sådanne ting til mig. DUMME SVIN!!!!!!!!!!!!

Har desværre ikke noget at komme med, men ville ikke gå uden at give dig et

Englebassen82 skriver:

Har desværre ikke noget at komme med, men ville ikke gå uden at give dig et

Tak

Er såå RASENDE på ham.

ved heller ikke lige hvad jeg skal sige. kan godt forstå din frustration.

håber i får snakket om det her sammen og finder ud af noget eller om ikke andet får luftet tingene sammen.

det er vigtigt at tale sammen om tingene og de ting der går en på. det kan være han ikke ser tingene fra samme side som dig eller han ikke er klar over hvilke signaler han sender til dig.

kram herfra.

Anonym skriver:

Hold kæft han er en idiot.

Okay, jeg har været sammen med min kæreste i 6 år. Han har en datter på 6 år som jeg fik af vide eksisterede da hun var omkring et år. Efter chokket over han havde et barn som han havde skjult for mig i et år havde lagt sig, brugte jeg 1 år på at overtale ham til at hun skulle være en del af vores liv og at hun fortjente en far uanset omstændighederne. Fik overtalt ham og vores kærlighed til den lille pige voksede sig kæmpe stor. Jeg var og er den primære omsorgsperson for hende når hun er her. Han har heller aldrig brugt penge på ting til hende. Det har været mig der har købt og forkælet hende med ting og gaver når det skulle til. Han har ofte når han synes det hele har været træls bebrejdet mig for at det var min skyld og jeg havde tvunget ham til at have sit barn osv. Jeg havde ellers håbet han en dag kunne se at det var en god beslutning, og måske endda være bare lidt glad for at jeg gjorde en indsats.

Nå nok om det men i skulle lige have lidt baggrunds info. Altså jeg har som sagt ofret alt for hende, som man jo også gør for sine bio børn. Vi har fået et for tidligt født barn for en måned siden, han kan ikke klare meget uro, så græder han i time vis. Idag skulle den store så ind til sin farmor og sove til imorgen. Vi skulle hente hendes faster (som skulle med hende der ind) Og så kører dem ind. Så lige pludselig gakker manden helt ud. Han vil åbenbart have at vi skal med ind! Han ved babyen ikke kan tåle til det! Og pige tager da ikke skade af at det er fasteren hun føles med og ikke os? Det har da aldrig før ravet ham en høstblomst om det er ham der gør tingene med hende. Så begynder han at skændes om det, når jeg forklare ham at det er ikke så godt for den lille da vi også er nød til at handle og han ved jo at det bliver skrig og skrål i aften hvis vi river den lille rundt. Han begynder så at sige at så må vi (mig og bebse) jo bare blive hjemme og at det altid er hans datter det skal gå udover, og at jeg ikke er god ved hende osv, AT JEG IKKE ER GOD VED JHENDE!!!! HVAD???? jeg har jo nærmest været alene mor med hende. Og HANS datter, det er sgu da også HANS søn, hvorfor tænker han ikke på det. Det er nærmest som om at det er min baby og pludselig hans datter. Det har ellers altid været Vores børn, men mig som var omsorgsperson. Forstår det ikke. Er dybt ulykkelig og føler virkelig at jeg ER ond ved han. Det ved jeg at jeg ikke er, elsker hende. Men føler jeg er alle de frygtelige ting han sagde til mig. Hvordan kan han gøre det. Kan det være fordi han har taget sig lidt mere af hende nu her hvor jeg har en baby at passer, så han måske føler at jeg ikke er der for ham og datteren? Men alligevel, jeg lægger jo bare en indsats i hans søns første tid, det er der jo også brug for. Jeg gør da hvad jeg kan. Måske kan jeg bare ikke nok, årrrr hvor er jeg ked af det. Synes ikke han værdsætter min kærlighed til datteren. Forstår slet ikke hvordan han kan få sig selv til at sige sådanne ting til mig. DUMME SVIN!!!!!!!!!!!!

Haha hvem andre end mig ofre sit parforhold for sit bonusbarn (Han bebrejder mig for at have bragt hende ind i hans liv - og ja, jeg har presset lidt på, for synes hun skulle have en far da jeg selv har måttet undvære min) Og bagefter får smidt i hovedet at man ikke tilgodeser hendes behov og ikke er god ved hende? Hold kæft hvor er det sygt.

Altså, det virker på mig, somom nogen mænd har det lidt svært med små babyer, fordi de ret og slet bare betingelsesløst er nødt til at underkaste sig babyens behov, og det er de bare slet ikke vandt til/indstillet på. Ofte er de vandt til stort set at få sin vilje/kunne forhandle et eller andet frem, hvis der er noget de gerne vil/ikke gidder i hverdagen. Og større børn er jo mere selvstændige osv og dermed tåler mere, at de må indrette sig efter en far f eks. Jeg tror, den slags mænd omtrent kan føle, at de kommer i fængsel, når de står der med en lille baby. Og så kommer der en eller anden udladning, som kan virke helt urimelig set udefra.

Nu er jeg ikke ekspert på nogen måde. Detteher er bare et indtryk jeg har, for jeg har set lignende ting før.

Det betyder i så fald ikke, at han ikke elsker sin lille søn osv.

Kan godt forstå, at du er ked af det. Og jeg skal ikke undskylde hans opførsel, for som du beskriver den, er den ganske så egoistisk. Men jeg vil tro, at det muligvis kan være en reaktion på alle ændringerne i jeres liv nu. Det er hårdt nok med en ny baby, og så med en for tidlig født er der endnu mere at tage hensyn til.

Og så bliver det jo ikke bedre af, at du også er i en presset situation og mere trænger støtte og hjælp end en kravstor mand at tage hensyn til.

Jeg har ikke noget konkret råd at komme med, men fortsæt at stole på dig selv. Jeg er sikker på, at du gør en god job med børnene!

Sundahl88 skriver:

ved heller ikke lige hvad jeg skal sige. kan godt forstå din frustration.

 

håber i får snakket om det her sammen og finder ud af noget eller om ikke andet får luftet tingene sammen.

det er vigtigt at tale sammen om tingene og de ting der går en på. det kan være han ikke ser tingene fra samme side som dig eller han ikke er klar over hvilke signaler han sender til dig.

kram herfra.

Aj men man kan ikke snakke med ham, enten er han for hidsig og uretfærdig og stadig og bliver sur og tvær, eller er han tavs, for lige pludselig at råbe at han ikke gider snakke om det, eller han griner og fjoller for at undgå at være seriøs.

Elsker ham overalt, men er træt af hans barnlige opførsel. Og det her nummer han lige har lavet Ja det kom fuldstændig bag på mig. Og nu er han jo så kørt med hende alene. Og jeg sidder her med baby. Uha altså, men må jo bide det i mig så den lille mærker mindst mulig til at mor er rasende.

Anonym skriver:

Hold kæft han er en idiot.

Okay, jeg har været sammen med min kæreste i 6 år. Han har en datter på 6 år som jeg fik af vide eksisterede da hun var omkring et år. Efter chokket over han havde et barn som han havde skjult for mig i et år havde lagt sig, brugte jeg 1 år på at overtale ham til at hun skulle være en del af vores liv og at hun fortjente en far uanset omstændighederne. Fik overtalt ham og vores kærlighed til den lille pige voksede sig kæmpe stor. Jeg var og er den primære omsorgsperson for hende når hun er her. Han har heller aldrig brugt penge på ting til hende. Det har været mig der har købt og forkælet hende med ting og gaver når det skulle til. Han har ofte når han synes det hele har været træls bebrejdet mig for at det var min skyld og jeg havde tvunget ham til at have sit barn osv. Jeg havde ellers håbet han en dag kunne se at det var en god beslutning, og måske endda være bare lidt glad for at jeg gjorde en indsats.

Nå nok om det men i skulle lige have lidt baggrunds info. Altså jeg har som sagt ofret alt for hende, som man jo også gør for sine bio børn. Vi har fået et for tidligt født barn for en måned siden, han kan ikke klare meget uro, så græder han i time vis. Idag skulle den store så ind til sin farmor og sove til imorgen. Vi skulle hente hendes faster (som skulle med hende der ind) Og så kører dem ind. Så lige pludselig gakker manden helt ud. Han vil åbenbart have at vi skal med ind! Han ved babyen ikke kan tåle til det! Og pige tager da ikke skade af at det er fasteren hun føles med og ikke os? Det har da aldrig før ravet ham en høstblomst om det er ham der gør tingene med hende. Så begynder han at skændes om det, når jeg forklare ham at det er ikke så godt for den lille da vi også er nød til at handle og han ved jo at det bliver skrig og skrål i aften hvis vi river den lille rundt. Han begynder så at sige at så må vi (mig og bebse) jo bare blive hjemme og at det altid er hans datter det skal gå udover, og at jeg ikke er god ved hende osv, AT JEG IKKE ER GOD VED JHENDE!!!! HVAD???? jeg har jo nærmest været alene mor med hende. Og HANS datter, det er sgu da også HANS søn, hvorfor tænker han ikke på det. Det er nærmest som om at det er min baby og pludselig hans datter. Det har ellers altid været Vores børn, men mig som var omsorgsperson. Forstår det ikke. Er dybt ulykkelig og føler virkelig at jeg ER ond ved han. Det ved jeg at jeg ikke er, elsker hende. Men føler jeg er alle de frygtelige ting han sagde til mig. Hvordan kan han gøre det. Kan det være fordi han har taget sig lidt mere af hende nu her hvor jeg har en baby at passer, så han måske føler at jeg ikke er der for ham og datteren? Men alligevel, jeg lægger jo bare en indsats i hans søns første tid, det er der jo også brug for. Jeg gør da hvad jeg kan. Måske kan jeg bare ikke nok, årrrr hvor er jeg ked af det. Synes ikke han værdsætter min kærlighed til datteren. Forstår slet ikke hvordan han kan få sig selv til at sige sådanne ting til mig. DUMME SVIN!!!!!!!!!!!!

Sidden I har valgt at få et barn sammen så må I kunne få noget godt frem i hinanden.. tænker på mavepuster med jokeren når jeg lige fik læst dit indlæg her  ved ikke om du kender den?

Men ihvertfald kæmpe  til dig og mange tanker... ved hvor hårdt det er med bonusbørn man knytter sig til...

Taniakb skriver:

Hvis han i alle de år ikke har ville "kendes" ved sin egen datter og du har taget dig af det hele.. Havde du så troet at det ville være anderledes hvis i fik et barn sammen ?

Han sku til at vågne op og se hvor godt han rent faktisk har det med to børn og en kæreste der har en utrolig kamp styrke for at få det hele til at lykkes.

Nej troede ikke det ville ændre sig. Men han har da sine klare øjeblikket hvor han fortæller mig at jeg gør det godt. Men han har aldrig før sagt at jeg ikke er god ved hans datter og det er jeg jo, mere end god, mange siger til mig at de tager hatten af for at jeg har taget hhende til mig på den måde. Bliver bare så ked af han pludselig siger sådan!

Ja synes også han skulle tage at fatte noget. Undskyld min meget uciviliserede måde at udtrykke mig på, men bliver lidt teen agtig i mine udtagelser når jeg bliver pisset af på den her måde.