at lave en underretning

på et familiemedlem!!!

jeg vælger lige at være ano da jeg ikke ønsker at udstille mig selv eller omtalte familiemedlem med navn, håber at dette er okay, da det er et ret følsomt emne

 

sagen er den at jeg sidste år blev faster til en skøn lille dreng, gennem graviditeten ønskede moren til barenet at dette skulle blive en lille pige, men da de efter en ekstra scanning for anden gang kunne slå fast at det blev en dreng, ja så rykkede det ikke ved håbet om at det var hos hende de tog fejl.

vi forsøgte alle at fortælle hvor fedt det var det blev en dreng, da der jo er flest drenge i familien, ville der altid være mulighed en legekammerat(især da der er en fætter der er 8 mdr ældre).

men graviditeten var kompliceret og hun blev syg og knægten måtte pludselig hurtigt ud, hvilket betød at hun ikke så ham i næsten 2 døgn, da hun selv var på nippet til at miste livet.

det opfattede hun ikke selv, hun ville bare gerne se sit barn som også blev holdt godt øje med da han var kommet til verden 5 uger før tid og havde lidt start vanskeligheder. efter genforening var de indlagt 4-5 uger, hvor hun valgte at droppe amningen fordi det var for besværligt at min bror ikke kunne tage over.

som tiden går undre vi os i familien over hvordan de passer den lille dreng, det som oftes min bror der passer ham, da hun skal i byen eller ud med tøserne(dette sker min hver 14 dag), han er ofte ude og blive passet hos familiemedlemmer, flere timer af gangen, nogen gange et helt døgn,

i en alder af 3 mdr har mor og barn stadig ikke knyttet et bånd, hun kan ikke læse hans behov, heldigvis er fadren lidt bedre til dette og vi andre i familien håber og ber til at det er nok, men stopper ikke med at forsøge at hjælpe og give dem lidt råd.

som 6 mdr er udviklingen slet ikke som den skal være, han kan ikke sidde selv, griber ikke rigtig efter noget legetøj og er kun sådan lige begyndt for alvor at vende rundt og være intr. i at komme fremad.

han er som 6 mdr gammel kun blevet tilbudt grød 2 gange, da dette er for besværligt, så derfor får han stadig kun MME.

idag er knægten næsten 9 mdr, han kan stadig ikke sidde ordentligt selv, kan ikke selv sætte sig op, men kan rejse sig op af ting, han har ikke anlæg for at begynde at gå, men moren presser ham til det ved at trække ham i armene og overvejer nu at der skal gåstol/vogn til.

ang. kost lever han stadig af MME og får tiltider tilbudt rigtig mad eller mac mad, men ikke rigtig de sunde og gode ting, det er meget som det man ville spise hvis man boede alene og var ung og på ingen måde gik op i mad, andet end det bare skulle mætte her og nu

gennerlt gennem hele perioden har vi ofte oplevet at vi har måtte presse dem til at skifte ble på ham efter 4 timer, hvor han så har haft aff. som er groet fast til numsen, hun har drengen med overalt, om det er på markeder, ind og høre høj musik eller lign. meget larmende ting, de er meget sjældent hjemme med barnet og når de er hjemme.

skal han dele gulvet med en kat som får lov til at rive og bide ham, når han ligger nede på det gulv de kun gør rent hvis der kommer gæster,

knægten er i sig selv heller ikke en man får lyst til at kramme og ALLE familiemedlemmer bader ham, når de passer ham, da han lugter af sur baby, selv hans tøj er nusset og meget ofte med gamle skjolder og pletter.

men nu står jeg her og mit hjerte græder for dette lille barn og jeg ved at det rigtige er at lave en underretning på barnet pga omsorgssvigt, i håb om at de kan få noget hjælp til at varetage hans behov og den burde have været sendt for længe siden.

men det min bror og det giver mig en grim følelse at skulle gøre dette.

men de lytter ikke længere, hver gang vi siger noget får vi at vide at hans mor ved bedste også selvom det strider imod alt hvad sundhedsstyrelsen siger f.eks bare med salt, det har han fået fra han var 6 mdr

men hvad hulan gør man

Anonym skriver:

på et familiemedlem!!!

jeg vælger lige at være ano da jeg ikke ønsker at udstille mig selv eller omtalte familiemedlem med navn, håber at dette er okay, da det er et ret følsomt emne

 

sagen er den at jeg sidste år blev faster til en skøn lille dreng, gennem graviditeten ønskede moren til barenet at dette skulle blive en lille pige, men da de efter en ekstra scanning for anden gang kunne slå fast at det blev en dreng, ja så rykkede det ikke ved håbet om at det var hos hende de tog fejl.

vi forsøgte alle at fortælle hvor fedt det var det blev en dreng, da der jo er flest drenge i familien, ville der altid være mulighed en legekammerat(især da der er en fætter der er 8 mdr ældre).

men graviditeten var kompliceret og hun blev syg og knægten måtte pludselig hurtigt ud, hvilket betød at hun ikke så ham i næsten 2 døgn, da hun selv var på nippet til at miste livet.

det opfattede hun ikke selv, hun ville bare gerne se sit barn som også blev holdt godt øje med da han var kommet til verden 5 uger før tid og havde lidt start vanskeligheder. efter genforening var de indlagt 4-5 uger, hvor hun valgte at droppe amningen fordi det var for besværligt at min bror ikke kunne tage over.

som tiden går undre vi os i familien over hvordan de passer den lille dreng, det som oftes min bror der passer ham, da hun skal i byen eller ud med tøserne(dette sker min hver 14 dag), han er ofte ude og blive passet hos familiemedlemmer, flere timer af gangen, nogen gange et helt døgn,

i en alder af 3 mdr har mor og barn stadig ikke knyttet et bånd, hun kan ikke læse hans behov, heldigvis er fadren lidt bedre til dette og vi andre i familien håber og ber til at det er nok, men stopper ikke med at forsøge at hjælpe og give dem lidt råd.

som 6 mdr er udviklingen slet ikke som den skal være, han kan ikke sidde selv, griber ikke rigtig efter noget legetøj og er kun sådan lige begyndt for alvor at vende rundt og være intr. i at komme fremad.

han er som 6 mdr gammel kun blevet tilbudt grød 2 gange, da dette er for besværligt, så derfor får han stadig kun MME.

idag er knægten næsten 9 mdr, han kan stadig ikke sidde ordentligt selv, kan ikke selv sætte sig op, men kan rejse sig op af ting, han har ikke anlæg for at begynde at gå, men moren presser ham til det ved at trække ham i armene og overvejer nu at der skal gåstol/vogn til.

ang. kost lever han stadig af MME og får tiltider tilbudt rigtig mad eller mac mad, men ikke rigtig de sunde og gode ting, det er meget som det man ville spise hvis man boede alene og var ung og på ingen måde gik op i mad, andet end det bare skulle mætte her og nu

gennerlt gennem hele perioden har vi ofte oplevet at vi har måtte presse dem til at skifte ble på ham efter 4 timer, hvor han så har haft aff. som er groet fast til numsen, hun har drengen med overalt, om det er på markeder, ind og høre høj musik eller lign. meget larmende ting, de er meget sjældent hjemme med barnet og når de er hjemme.

skal han dele gulvet med en kat som får lov til at rive og bide ham, når han ligger nede på det gulv de kun gør rent hvis der kommer gæster,

knægten er i sig selv heller ikke en man får lyst til at kramme og ALLE familiemedlemmer bader ham, når de passer ham, da han lugter af sur baby, selv hans tøj er nusset og meget ofte med gamle skjolder og pletter.

men nu står jeg her og mit hjerte græder for dette lille barn og jeg ved at det rigtige er at lave en underretning på barnet pga omsorgssvigt, i håb om at de kan få noget hjælp til at varetage hans behov og den burde have været sendt for længe siden.

men det min bror og det giver mig en grim følelse at skulle gøre dette.

men de lytter ikke længere, hver gang vi siger noget får vi at vide at hans mor ved bedste også selvom det strider imod alt hvad sundhedsstyrelsen siger f.eks bare med salt, det har han fået fra han var 6 mdr

men hvad hulan gør man

Inden du gør noget som vil få meget afgørende betydning, ville jeg selv have ringet til deres Sundhedsplejerske. Du ringer ned på kommunen og siger at du skal tale med den sundhedsplejerske der har det distrikt hvor de bor!

Og så taler du med hende om sagen, og udtrykker din begrundede bekymring. Spørg hende om hun ikke vil aflægge dem et besøg og beder om at være anonym

Jeg synes virkelig at du bør lave den underretning. Jo før, jo bedre.

Der er mulighed for at være anonym, men hvis din bror alligevel finder ud af at det er dig og bliver sur, så må han bare være sur!

Det er et lille barns liv vi taler om.-og for hver dag folk ikke gør noget bliver dette stakkels barn mere skadet.
Det du beskriver er simpelthen uacceptabelt!!

 

Ni-ko-li-ne skriver:

Inden du gør noget som vil få meget afgørende betydning, ville jeg selv have ringet til deres Sundhedsplejerske. Du ringer ned på kommunen og siger at du skal tale med den sundhedsplejerske der har det distrikt hvor de bor!

Og så taler du med hende om sagen, og udtrykker din begrundede bekymring. Spørg hende om hun ikke vil aflægge dem et besøg og beder om at være anonym

de har ingen sundhedsplejeske, det glemte jeg at skrive, at hende har de fravalgt, da moren ikke gad have hende på besøg, da hun altid kritiserede, så de får ikke sundhedsplejeske, har vist kun haft det 1-2 gange før det var slut

Ni-ko-li-ne skriver:

Inden du gør noget som vil få meget afgørende betydning, ville jeg selv have ringet til deres Sundhedsplejerske. Du ringer ned på kommunen og siger at du skal tale med den sundhedsplejerske der har det distrikt hvor de bor!

Og så taler du med hende om sagen, og udtrykker din begrundede bekymring. Spørg hende om hun ikke vil aflægge dem et besøg og beder om at være anonym

Det ville jeg også gøre - omgående. Og kom der ikke noget konstruktivt ud af det, ville jeg lave er reel underretning af de to.

Frygtelig situation du er endt i, omvendt kan man sige, måske det er dig der er hans redningslinje. Børn i usunde forhold forstår det alligevel ikke før det er alt for sent, gid jeg havde haft en voksen der kunne tage vare på mig, som du vil tage vare på det lille liv

Puh en svær situation du står i.  Du har jo indberetningspligt, så selvom det er svært så skal du melde det. De har brug for hjælp og kan på denne måde få det. Er klar over at det er svært at stå i din situation når det er din brors barn det gælder, men tænk på barnet der blvier taber, som ikke kan slås for sig selv. Den vigtigste her er helt klart den lille dreng som ikke får sine behov opfyldt. Det skal forældrene have hjælp til at lære. Kan du evt. tale med dem om at opsøge hjælpen selv, så du ikke behøver indberette?

Kram harfra..

Anonym skriver:

på et familiemedlem!!!

jeg vælger lige at være ano da jeg ikke ønsker at udstille mig selv eller omtalte familiemedlem med navn, håber at dette er okay, da det er et ret følsomt emne

 

sagen er den at jeg sidste år blev faster til en skøn lille dreng, gennem graviditeten ønskede moren til barenet at dette skulle blive en lille pige, men da de efter en ekstra scanning for anden gang kunne slå fast at det blev en dreng, ja så rykkede det ikke ved håbet om at det var hos hende de tog fejl.

vi forsøgte alle at fortælle hvor fedt det var det blev en dreng, da der jo er flest drenge i familien, ville der altid være mulighed en legekammerat(især da der er en fætter der er 8 mdr ældre).

men graviditeten var kompliceret og hun blev syg og knægten måtte pludselig hurtigt ud, hvilket betød at hun ikke så ham i næsten 2 døgn, da hun selv var på nippet til at miste livet.

det opfattede hun ikke selv, hun ville bare gerne se sit barn som også blev holdt godt øje med da han var kommet til verden 5 uger før tid og havde lidt start vanskeligheder. efter genforening var de indlagt 4-5 uger, hvor hun valgte at droppe amningen fordi det var for besværligt at min bror ikke kunne tage over.

som tiden går undre vi os i familien over hvordan de passer den lille dreng, det som oftes min bror der passer ham, da hun skal i byen eller ud med tøserne(dette sker min hver 14 dag), han er ofte ude og blive passet hos familiemedlemmer, flere timer af gangen, nogen gange et helt døgn,

i en alder af 3 mdr har mor og barn stadig ikke knyttet et bånd, hun kan ikke læse hans behov, heldigvis er fadren lidt bedre til dette og vi andre i familien håber og ber til at det er nok, men stopper ikke med at forsøge at hjælpe og give dem lidt råd.

som 6 mdr er udviklingen slet ikke som den skal være, han kan ikke sidde selv, griber ikke rigtig efter noget legetøj og er kun sådan lige begyndt for alvor at vende rundt og være intr. i at komme fremad.

han er som 6 mdr gammel kun blevet tilbudt grød 2 gange, da dette er for besværligt, så derfor får han stadig kun MME.

idag er knægten næsten 9 mdr, han kan stadig ikke sidde ordentligt selv, kan ikke selv sætte sig op, men kan rejse sig op af ting, han har ikke anlæg for at begynde at gå, men moren presser ham til det ved at trække ham i armene og overvejer nu at der skal gåstol/vogn til.

ang. kost lever han stadig af MME og får tiltider tilbudt rigtig mad eller mac mad, men ikke rigtig de sunde og gode ting, det er meget som det man ville spise hvis man boede alene og var ung og på ingen måde gik op i mad, andet end det bare skulle mætte her og nu

gennerlt gennem hele perioden har vi ofte oplevet at vi har måtte presse dem til at skifte ble på ham efter 4 timer, hvor han så har haft aff. som er groet fast til numsen, hun har drengen med overalt, om det er på markeder, ind og høre høj musik eller lign. meget larmende ting, de er meget sjældent hjemme med barnet og når de er hjemme.

skal han dele gulvet med en kat som får lov til at rive og bide ham, når han ligger nede på det gulv de kun gør rent hvis der kommer gæster,

knægten er i sig selv heller ikke en man får lyst til at kramme og ALLE familiemedlemmer bader ham, når de passer ham, da han lugter af sur baby, selv hans tøj er nusset og meget ofte med gamle skjolder og pletter.

men nu står jeg her og mit hjerte græder for dette lille barn og jeg ved at det rigtige er at lave en underretning på barnet pga omsorgssvigt, i håb om at de kan få noget hjælp til at varetage hans behov og den burde have været sendt for længe siden.

men det min bror og det giver mig en grim følelse at skulle gøre dette.

men de lytter ikke længere, hver gang vi siger noget får vi at vide at hans mor ved bedste også selvom det strider imod alt hvad sundhedsstyrelsen siger f.eks bare med salt, det har han fået fra han var 6 mdr

men hvad hulan gør man

Som de andre påpeger, så er det vigtigt at du tænker på barnet.
Måske du skal se anderledes på tingene.. Hvad så, hvis din bror bliver sur på dig? Kan du ikke være fuldstændig ligeglad med det? Er det ikke bedre han bliver megasur på dig og hader dig for altid - fremfor om 15 år at du skal have en nevø som hader dig mere end noget andet, fordi du var for fej til at redde ham????

Jeg siger det ikke for at være ond, men tænk på hvad den dreng vil kunne sige til dig om 15 år! Skal det være tak? Eller du er skyld i at ingen reddede ham?

Det er sådan noget du skal tænke på, når du ringer til kommunen og siger at den er fuldstændig gal med din bror og svigerinde...

puha jeg forstår godt din bekymring.. kender selv en der er sådan med sit barn og barnet er over 1 år nu og hun kan ikke engang sidde uden at ligne at hun mister balancen... 

så ja. enten få fat i sundhedsplejren, eller evt hvis han går i institution informer dem om din bekymring og så kan det være de vil bakke op om det.. har i ikke en mor der kan banke noget fornuft ind i din bror...!! 

det er fanme ikke i orden at et lille barn ikke bliver taget af på en ordenlig måde..  stakkels lille purk.. 

Der er jo intet ondt i en underretning... Det er jo af ren omsorg for det lille væsen, at man laver sådan en. Og er der intet at komme efter, så er den skid jo slået.

Og er der noget man bliver obs på, så får de endelig mulighed for at få hjælp, støtte og vejledning...

 

Så gør det endelig, det lyder som en familie, der godt kunne bruge en hånd, men det kan være svært at se, når man står i det.

Malene76 skriver:

Puh en svær situation du står i.  Du har jo indberetningspligt, så selvom det er svært så skal du melde det. De har brug for hjælp og kan på denne måde få det. Er klar over at det er svært at stå i din situation når det er din brors barn det gælder, men tænk på barnet der blvier taber, som ikke kan slås for sig selv. Den vigtigste her er helt klart den lille dreng som ikke får sine behov opfyldt. Det skal forældrene have hjælp til at lære. Kan du evt. tale med dem om at opsøge hjælpen selv, så du ikke behøver indberette?

Kram harfra..

tror mig, vi har alle forsøgt at få dem til at indse at det ville være godt med lidt hjælp,

jeg er selv sundhedsfagligt udd. og har været på en børneafd. kort og er klar over hvor meget skade børn kan tage, men det er SÅ svært

havde det været andre end lige familie, så havde jeg slet ikke tænkt over det et sekund, især ikke med alt det vi har forsøgt at gøre til nu