Anonym skriver:
Jeg sidder her og hulker, tårerne triller ned af kinderne, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre eller sige. Jeg føler mig så magtesløs og forstår ingenting.
Jeg elsker min kæreste. Han er en fantastisk kæreste og en fantastisk kommende far. Vi venter barn her i løbet af året.. Han bekræfter mig, giver mig så meget kærlighed og omsorg, og passer på mig.
Men når han er i dårligt humør, er han en helt anden, og jeg kan overhovedet ikke rationalisere med ham. Når han er i dårligt humør, er ALT min skyld, og han kan overhovedet ikke se gennem hans sky af vrede. Han kunne ALDRIG finde på at røre mig, det er ikke det det handler om. Det handler om den skæld ud og råben jeg udsættes for, når jeg absolut intet har gjort. Når han lang om længe har kølet ned og er kommet til sig selv, er han rigtig ked af hvad han har gjort. En gang imellem kan han dog ikke se, at det er ham, der har fejlet.
Han har selv indrømmet, at han har problemer med sin vrede, men vil ikke få prof. hjælp. Han mener, at han kan klare det selv, selvom han gang på gang beviser, at det kan han ikke. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for han kan SLET ikke se, hvor unfair han er.
Her til morgen skete det igen.. Han var morgensur fra morgenstunden, så jeg prøver self. at træde varsomt. Jeg går og rydder op i vores lejlighed, som ligner en bunke lort, og han beder mig om ikke at rydde op på skrivebordet. Det siger jeg ok til, men spørger dog lige, om jeg må smide den frysepose ud, der ligger på bordet.
Så flejner han FULDstændig! Han HAVDE lige sagt, at jeg ikke skulle rydde op på skrivebordet, og det var PRÆCIS det dér han mente, for han skulle bruge den frysepose, og det var FANDME også utroligt, at jeg ikke bare hører hvad han siger! (Oppe i råbeniveau). Jeg bliver helt vildt ked af det og siger, at jeg jo bare spurgte, og det jo bare var fordi jeg var ved at rydde op, men han er bare gal. Så jeg prøver at undgå at tale til ham derfra.
Da vi stod op havde han spurgt, om jeg ville hjælpe ham med at få et bord ned i bilen, når han nåede så langt, og det sagde jeg ja til, og formodede han ville sige til, når han specifikt havde brug for hjælp (for jeg må fx ikke løfte). Så giver han sig så til at flytte nogle ting, og da jeg vender mig om kan jeg se, at han har svært ved at komme gennem døren med bordet. Så jeg går hen og vil hjælpe, og så flegner han FULDstændig igen! Altså han råber af mig!
Han HAVDE jo bedt mig om at hjælpe, og det var FANDME utroligt jeg ikke bare kom og hjalp ham! Jeg siger så, at jeg havde regnet med han kaldte, når han vidste hvad jeg skulle hjælpe med, men han er HELT oppe i det røde felt og råber og råber. Og jeg bryder grædende sammen og hulker, fordi jeg ikke kan klare at blive skældt ud for gud ved hvilken gang, når jeg ikke har gjort noget galt, men han fortsætter og fortsætter.
Ender med han siger, at han da tydeligvis er nødt til at blive hjemme til vi har løst det her (læs: Til han har fået sin vilje), men jeg siger til ham, at jeg overhovedet ikke har lyst til at være sammen med ham, når han råber og skriger af mig, når jeg intet har gjort. Imens jeg hulker og græder. Og så kører han så ud med det bord.
Nu sidder jeg bare her og ser sådan her ud: 
Hvorfor? Hvorfor IGEN? Hvorfor skælder han mig altid ud, når jeg absolut intet har gjort? Hvis han er utilfreds med noget, så hvorfor ikke bare sige: "Nej skat, du må ikke lige smide den frysepose ud". Eller kalde: "Hey skat, vil du ikke lige hjælpe mig med bordet nu?" Hvorfor FLEGNE, råbe og skrige af mig, når jeg bare prøver at være en god kæreste, og jeg ikke har gjort noget?
Hvad skal jeg efterhånden gøre? Fint nok, at han kan se hans fejltrin bagefter, men det tærer på mig, at han gang på gang råber og skriger og skælder mig ud, når jeg ikke har gjort noget galt! Det er SÅ hårdt, og det er som at man aldrig ved, hvad man skal gøre for at træde forkert, for det kommer bare ud af det blå.
Vi har talt om det her. Mange gange. Nærmest hver gang vi har skændtes over de der fjollerier, men tit siger han bare: "Jamen det er dig, der trigger mig!" - Jamen for pokker, jeg har jo ikke GJORT noget!
At forlade ham er IKKE en mulighed, lad mig sige så meget. det ønsker jeg ikke. Jeg elsker ham, og når han ikke får de her hidsigheds-uretfærdigheds-anfald, er han den bedste kæreste, jeg overhovedet kunne forestille mig. Jeg vil bare vide hvad jeg skal gøre, for nu sidder jeg her og hulker igen, og synes ikke dte kan passe. Heller ikke at baby skal udsættes for de stresshormoner inde i maven..
godt være du ikk lægger mærke til det, men langsomt og sikkert blir du hevet længere og længere ned sygisk, og det er alså bare ik sundt eller godt
jeg kom derned hvor mine venner ikk kunne kende mig mere, jeg var nedtrykt og orkede intet andet end at være hjemme og passe børn, for tænk nu hvis jeg gik ud og så blev skældt ud bagefter for at jeg bare havde moret mig lidt
