Følelserne væk efter 7½ år....

Rosa skriver:

Hvis det har stået på i 3 år, så ville jeg dog ikke kalde det en 7årskrise... Jeg ville nok forsøge over en periode at finde ud af hvornår jeg følte det som du beskriver, om der var et særligt mønster i det gennem måneden/ugen, om det var bestemte ting der udløser det osv. og så se om jeg fik mere afklaring på den måde... Det lyder som om der stadig er en hel masse godt imellem jer som du absolut ikke har lyst til at smide væk, men samtidig spekulerer du jo også på om græsset er grønnere med en anden mand... 

Anonym skriver:

Hvad gør I så for at kærligheden ikke drukner imellem jer?

Det ved jeg faktisk ikke, for det er svært at prioritere tid til parforholdet midt i "virksomhed børnefamilie". Men jeg kan mærke at de få dage hvor børnene har været passet, fordi vi så skulle have noget partid eller hvor de bare var ved familie eller venner, der blomstre kærligheden igen. Vi ville helt sikkert have godt af at have mere tid til hinanden, jeg er bare ikke så god til at spørge om folk vil passe børnene, hvis det ikke er fordi vi skal et eller andet.

Min mand er meget bedre til at være kærester midt i det hele, men jeg kan ikke så nemt veksle fra rollen som mor til kæreste i løbet af no time, som han kan. Jeg giver og giver til børnene hele dagen, og når han så også kommer og vil indsmiger sig, så skubber jeg ham nemt væk, for jeg orker bare ikke at give mere.

Har i ikke mulighed for at få børnene passet, og så lavede noget hygge derhjemme? Så kan du måske mærke, om kærligheden stadig er det.

Jeg har været sammen med min mand i ca. 7 år og det sidste års tid, har jeg også til tider følt sådan (og vi har endda ingen børn). Vi har bare glemt hinanden lidt af og til, og jeg synes vi nogle gange var ligesom "roommates" og ikke et par. Kærligheden var der stadig, vi vidste begge at vi elskede hinanden, men vi glemte lidt begge at være "par". Og gøre os sexede for hinanden. Så vi besluttede at gøre en aktiv indsats for at redde forholdet

Derfor var vi til en parterapeut 3 gange, hvor vi fik snakket om alt muligt. Vi har fundet ud af at det kræver noget for at få et forhold til at køre (ISÆR også når der er børn indblandet) Man SKAL simpelthen gøre en aktiv indsats for også at være mand og kone. Det kræver tid og overskud at komme igang, men man skylder sig selv og sin partner at tage sig sammen.

En parterapeut kommer ikke med den gyldne løsning, men han/hun søger for at man får taget hul på kommunikationen og hun holder sgu én op på, om man så virkelig har lavet "date-nights" sammen og tager ansvar for forholdet.

Alt i alt kan jeg kun sige, at vi nu snakker meget mere sammen, har MEGET mere sex, og vi nærmest er lidt nyforelskede. Til at starte med, var vores romantiske stunder meget planlagte, men nu kommer det af sig selv, fordi det er blevet en vane.

Både du og din partner har et ansvar for ikke bare at køre på autopilot i forholdet. hvis I altså mener at forholdet er værd at redde...

knus

DinNabo skriver:

Jeg har været sammen med min mand i ca. 7 år og det sidste års tid, har jeg også til tider følt sådan (og vi har endda ingen børn). Vi har bare glemt hinanden lidt af og til, og jeg synes vi nogle gange var ligesom "roommates" og ikke et par. Kærligheden var der stadig, vi vidste begge at vi elskede hinanden, men vi glemte lidt begge at være "par". Og gøre os sexede for hinanden. Så vi besluttede at gøre en aktiv indsats for at redde forholdet

Derfor var vi til en parterapeut 3 gange, hvor vi fik snakket om alt muligt. Vi har fundet ud af at det kræver noget for at få et forhold til at køre (ISÆR også når der er børn indblandet) Man SKAL simpelthen gøre en aktiv indsats for også at være mand og kone. Det kræver tid og overskud at komme igang, men man skylder sig selv og sin partner at tage sig sammen.

En parterapeut kommer ikke med den gyldne løsning, men han/hun søger for at man får taget hul på kommunikationen og hun holder sgu én op på, om man så virkelig har lavet "date-nights" sammen og tager ansvar for forholdet.

Alt i alt kan jeg kun sige, at vi nu snakker meget mere sammen, har MEGET mere sex, og vi nærmest er lidt nyforelskede. Til at starte med, var vores romantiske stunder meget planlagte, men nu kommer det af sig selv, fordi det er blevet en vane.

Både du og din partner har et ansvar for ikke bare at køre på autopilot i forholdet. hvis I altså mener at forholdet er værd at redde...

knus

Lige præcis det du nævner omkring lysten til sex og at tale med hinanden.... det er nogle af de ting vi næsten aldrig gør! Han har lyst til sex, meget endda synes jeg, men jeg har faktisk aldrig lyst. Nogle gange ville jeg ønske at vi kunne ligge og holde om hinanden og tale om alt imellem himmel og jord... ligesom dengang for 7 år siden da vi var nyforelskede. Jeg spørger ham ind imellem om han ikke har lyst til det, men så siger han ofte: "Jamen hvad skal vi snakke om?!". Derefter bliver jeg irritabel, og siger: "Bare glem det!". Åhhhhh altså....

 

Hvis det har stået på i 3 år, så ville jeg dog ikke kalde det en 7årskrise... Jeg ville nok forsøge over en periode at finde ud af hvornår jeg følte det som du beskriver, om der var et særligt mønster i det gennem måneden/ugen, om det var bestemte ting der udløser det osv. og så se om jeg fik mere afklaring på den måde... Det lyder som om der stadig er en hel masse godt imellem jer som du absolut ikke har lyst til at smide væk, men samtidig spekulerer du jo også på om græsset er grønnere med en anden mand... 

Jeg ved godt hvornår disse tanker startede....

De startede da jeg begyndte at læse, og dermed fik puttet mere viden i hovedet. Jeg følte at jeg havde behov for at kunne diskuterer noget af dette sammen med ham, men ofte havde/har han ikke en holdning til det - eller rettere sagt, han gad/gider ikke tage stilling til det, for selvfølgelig har han en holdning.

Vi var ved at gå fra hinanden dengang - faktisk nåede vi at pakke flyttekasser, og pakke hver vores.... Jeg mødte derefter så en anden mand via. nettet som jeg så lidt til over et par mdr, men kunne bare mærke lynhurtigt, at det var HELT forkert, og at jeg savnede min mand, mine børns far. Vi fandt sammen igen, og havde det faktisk skønt et år frem... Men nu er det som om at samme mønster gentager sig lidt igen. Jeg kan mærke at det kommer snigende.

Jeg kan f.eks. blive frygtelig irriteret over at han ikke er så god til at formulere sig, at han ikke argumenterer godt nok under en diskussion, at han bander, ikke opdrager som jeg osv. Alt dette er også med til at gøre, at jeg tænker om han stadig er den rette for mig?!

Omvendt vil jeg også sige, at jeg med garanti også er svær at leve sammen med. Jeg lever meget struktureret oppe i mit hoved, og planlægger uger frem med skemaer der skal følges til punkt og prikke... Med få undtagelser eller bedst, slet ingen! Jeg bliver frustreret hvis tingene ikke går mere eller mindre efter mit hoved.

Måske stiller jeg bare for høje krav til min mand, ligesom jeg gør til mig selv?!... For det skal altså siges at han derudover er et fantastisk godt menneske, og en skøn og omsorgfuld far overfor vores børn

Undskyld den lange smøre!!

Anonym skriver:

Det er en følelse der startede for ca. 3 år siden.... Nogle dage holder jeg ulideligt meget af ham, men andre dage synes jeg bare han er rigtig irriterende, og mine følelser for ham er der bare ikke. Er det normalt, eller hvad?!

Hehe sådan nogle dage har jeg også og vi har kun været sammen i snart tre år...

Jeg tror det er meget normalt at være vildt euforisk nogle gange og andre gange sådan lidt fraværrende... Det er jeg ihvertfald.... Og jeg er normal!!! (Ved ikke hvem jeg vil overbevise, dig eller mig selv)

Er nok lige lidt for happy... Men tror skam at enten går det i sig selv eller også er der en dag du får nok og så KAN du ikke skubbe tanken til side mere

Tror det er helt normalt, jeg skal da være den første til at indrømme at sådan tænker jeg da også nogle gange om min kæreste.. Specielt når han gør noget der irritere mig rigtig meget, så kommer tanken, er han den rigtige for mig.. og selvfølgelig er han det, men alle har jo nogle sider der ikke er så gode. 

Jeps... Sådan har jeg det også.. præcis som dig... Kunne ha været mig der skrev dine indlæg ;-)

Vi flyttede fra hinanden små 3 uger, da vi begge indså det heller ikke var det vi ville..

Og når min kæreste er træls/laver noget træls så kommer tankerne med det samme... Om han overhovedet er noget for mig osv.

Så ja jeg kender det

Anonym skriver:

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ind imellem tager mig selv i at tænke, om min mand er den rigtige for mig.

Jeg skammer mig når jeg tænker tanken... Men nogle gange

tænker jeg, at hvis jeg havde mødt ham den dag idag, så havde det ikke været ham jeg havde valgt at leve resten af mit liv sammen med. Han er ikke i besiddelse af alle de kvaliteter som jeg sætter pris på hos en mand.

Ofte slår jeg det ud af hovedet, men tanken bliver ved med at poppe op i hovedet på mig, og ser jeg f.eks. et par komme gående hånd i hånd, eller jeg kan mærke at de er tæt knyttet til hinanden, tænker jeg: "bare det var mig!". Ind imellem føler jeg mig alene, også selvom min mand ligger ved siden af mig.

Vi har været sammen i 7½ år, og har to dejlige børn sammen.

Havde bare lige brug for at få mine tanker skrevet ned...

 

Velkommen til mit liv.. 

Sådan havde jeg det også med min daværende kæreste.... Så det blandet med nogle andre ting gjorde at jeg valgte at gå for snart 1 år siden.

Der havde vi næsten været sammen i 7 år, og vi har en knægt sammen som nu er 2 år og 4 måneder.  

Læser lige tråden helt igennem og den der 7 års krise... 

den havde jeg ikke hørt om inden jeg valgte at gå, så det er rent tilfældigt..

VI havde dog prøvet at redde forholdet inden med parterapi og mange andre ting...

HVis jeg skulle have lyttet helt til mig selv, så skulle jeg have gået allerede inden min søn blev til.. Men jeg fortryder skam intet, for det har været en del af min udvikling, og min søn var absolut ikke en lappeløsning på forholdet...