Følelserne væk efter 7½ år....

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ind imellem tager mig selv i at tænke, om min mand er den rigtige for mig.

Jeg skammer mig når jeg tænker tanken... Men nogle gange

tænker jeg, at hvis jeg havde mødt ham den dag idag, så havde det ikke været ham jeg havde valgt at leve resten af mit liv sammen med. Han er ikke i besiddelse af alle de kvaliteter som jeg sætter pris på hos en mand.

Ofte slår jeg det ud af hovedet, men tanken bliver ved med at poppe op i hovedet på mig, og ser jeg f.eks. et par komme gående hånd i hånd, eller jeg kan mærke at de er tæt knyttet til hinanden, tænker jeg: "bare det var mig!". Ind imellem føler jeg mig alene, også selvom min mand ligger ved siden af mig.

Vi har været sammen i 7½ år, og har to dejlige børn sammen.

Havde bare lige brug for at få mine tanker skrevet ned...

Det er da træls at gå rundt med den følelse.

Jeg tænker, at det er vel meget normalt, at man ikke render rundt og er lige vild med hinanden hele tiden. Og desuden har de andre skønne mænd derude jo også deres fejl  

Mig og min mand har også været sammen i mange år, faktisk 12 år nu. Og midt i alt hverdagen, småbørn, hus og arbejde kræver det vilje, og indsats, hvis ikke kærligheden skal drukne midt i det hele.

Anonym skriver:

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ind imellem tager mig selv i at tænke, om min mand er den rigtige for mig.

Jeg skammer mig når jeg tænker tanken... Men nogle gange

tænker jeg, at hvis jeg havde mødt ham den dag idag, så havde det ikke været ham jeg havde valgt at leve resten af mit liv sammen med. Han er ikke i besiddelse af alle de kvaliteter som jeg sætter pris på hos en mand.

Ofte slår jeg det ud af hovedet, men tanken bliver ved med at poppe op i hovedet på mig, og ser jeg f.eks. et par komme gående hånd i hånd, eller jeg kan mærke at de er tæt knyttet til hinanden, tænker jeg: "bare det var mig!". Ind imellem føler jeg mig alene, også selvom min mand ligger ved siden af mig.

Vi har været sammen i 7½ år, og har to dejlige børn sammen.

Havde bare lige brug for at få mine tanker skrevet ned...

 

chael skriver:

7 års krisen??

Har du altid haft den følelse, eller er den kommet inden for det sidste stykke tid?

Tænker bare den klassiske 7 års krise, med alle de spørgsmål, er han nu den rigtige, osv...

Ved det ikke, men det var bare min umiddelbare tanke.

*Camilla 28+5

Det er en følelse der startede for ca. 3 år siden.... Nogle dage holder jeg ulideligt meget af ham, men andre dage synes jeg bare han er rigtig irriterende, og mine følelser for ham er der bare ikke. Er det normalt, eller hvad?!

Mi skriver:

Det er da træls at gå rundt med den følelse.

Jeg tænker, at det er vel meget normalt, at man ikke render rundt og er lige vild med hinanden hele tiden. Og desuden har de andre skønne mænd derude jo også deres fejl  

Mig og min mand har også været sammen i mange år, faktisk 12 år nu. Og midt i alt hverdagen, småbørn, hus og arbejde kræver det vilje, og indsats, hvis ikke kærligheden skal drukne midt i det hele.

Hvad gør I så for at kærligheden ikke drukner imellem jer?

Anonym skriver:

Det er en følelse der startede for ca. 3 år siden.... Nogle dage holder jeg ulideligt meget af ham, men andre dage synes jeg bare han er rigtig irriterende, og mine følelser for ham er der bare ikke. Er det normalt, eller hvad?!

Jeg har kendt min mand i 8 år, og sådan har jeg det også indimellem. Så længe listen med + er længere end den med - så er det vel også ok..............

Anonym skriver:

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ind imellem tager mig selv i at tænke, om min mand er den rigtige for mig.

Jeg skammer mig når jeg tænker tanken... Men nogle gange

tænker jeg, at hvis jeg havde mødt ham den dag idag, så havde det ikke været ham jeg havde valgt at leve resten af mit liv sammen med. Han er ikke i besiddelse af alle de kvaliteter som jeg sætter pris på hos en mand.

Ofte slår jeg det ud af hovedet, men tanken bliver ved med at poppe op i hovedet på mig, og ser jeg f.eks. et par komme gående hånd i hånd, eller jeg kan mærke at de er tæt knyttet til hinanden, tænker jeg: "bare det var mig!". Ind imellem føler jeg mig alene, også selvom min mand ligger ved siden af mig.

Vi har været sammen i 7½ år, og har to dejlige børn sammen.

Havde bare lige brug for at få mine tanker skrevet ned...

 

Ohhh..den berømmelige syvårskrise, søde ven.

Ja, den kan du gribe an på to måder...kæmpe og genoplive jeres forhold eller lade være med at bruge mere af dit liv på et forhold, som du MÅSKE inderst inde har opgivet.

Men lad være med at bruge dit liv på at være utilfreds, det er det alt, alt for kort til.

Og så får du et stort knus.

Kærligst
Sussie

Tror det er heeeelt alm at have den følelse.... Men derfor er det sørme ikke rart alligevel!

Mon i bare har glemt hinanden i hverdagen og det derfor er blevet en vane i skal være sammen frem for at huske hinanden og hvorfor i er sammen.....

Lav noget sammen, være uden børn, tænk tilbage på da i mødte hinanden..... Det er super vigtig at holde forholdet ved lige, ellers ender det som det nu har gjort for jer.....

Håber det hele løser sig og at i finder ud af det.....

Knus

SussieThyssen skriver:

Ohhh..den berømmelige syvårskrise, søde ven.

Ja, den kan du gribe an på to måder...kæmpe og genoplive jeres forhold eller lade være med at bruge mere af dit liv på et forhold, som du MÅSKE inderst inde har opgivet.

Men lad være med at bruge dit liv på at være utilfreds, det er det alt, alt for kort til.

Og så får du et stort knus.

Kærligst
Sussie

Hvis det har stået på i 3 år, så ville jeg dog ikke kalde det en 7årskrise... Jeg ville nok forsøge over en periode at finde ud af hvornår jeg følte det som du beskriver, om der var et særligt mønster i det gennem måneden/ugen, om det var bestemte ting der udløser det osv. og så se om jeg fik mere afklaring på den måde... Det lyder som om der stadig er en hel masse godt imellem jer som du absolut ikke har lyst til at smide væk, men samtidig spekulerer du jo også på om græsset er grønnere med en anden mand...