Vi er kærester - men så alligevel ikke?

Hej alle sammen.

Jeg har oprettede en anonym profil da jeg ikke ønsker at folk skal snage

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år, og jeg er gravid med termin om 3 måneder.

Min kæreste ønskede ikke barnet(det er ikke planlagt) men jeg kunne ikke få en abort, og valgte derfor at få barnet alligevel.

Der har været en del svigt fra hans side det sidste år(ønsker ikke at uddybe dem her), og efter jeg er blevet gravid er det gået op for mig at jeg ikke har tilgivet ham for det. Jeg elsker ham, uden tvivl. Men jeg bebrejder ham for at rende rundt og være ked af det. Samtidigt føler jeg ikke han gider vores kommende barn(han siger han gør men hans handlinger siger noget andet)

Det er nu blevet så galt at jeg er flyttede ud da jeg var så ked af det. Det har hjulpet en del på mit humør. Men vi ser heller ikke hinanden særlig meget(en gang hver 14 dag måske).Synes vi bider af hinanden hver gang vi ses, og derfor orker jeg ikke ses med ham Så det er altså mig der ikke ønsker at ses og ikke ham.

Jeg står med alle udgifterne til barnet selv, og føler ikke han bidrager med noget økonomisk eller mentalt udover at sætte krav(hvordan det skal opdrages, hvad det skal hedde, hvor det skal gå i skole osv osv)

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal stille op?

Jeg vil give dig en kæmpe krammer og alt den hjælp du ønsker kan du jo snakke med din SP om til den tid, det kunne vi med vores hun var super sød nu er jeg dog sammen med barnets far men der for kan man jo stadig spørge om en masse...

og der er så mange alene mødre så hvorfor skulle du ikke også kunne klare det har du ikke en veninde eller familie der kan vejlede dig eller spørge til råds eller gå op på kommunen eller ring til dem og hør om du kan nu begynde at snakke med din sp om alle de ting  du ønsker at vide så dit barn får den bedste start

For helt ærligt du kan jo heller ikke sige din tidligere kæreste eller kæreste skal have noget med det at gøre når han ikke ønsker det.. men jeg ved hvis man vil så kan man sagten

Anonym11 skriver:

Hej alle sammen.

Jeg har oprettede en anonym profil da jeg ikke ønsker at folk skal snage

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år, og jeg er gravid med termin om 3 måneder.

Min kæreste ønskede ikke barnet(det er ikke planlagt) men jeg kunne ikke få en abort, og valgte derfor at få barnet alligevel.

Der har været en del svigt fra hans side det sidste år(ønsker ikke at uddybe dem her), og efter jeg er blevet gravid er det gået op for mig at jeg ikke har tilgivet ham for det. Jeg elsker ham, uden tvivl. Men jeg bebrejder ham for at rende rundt og være ked af det. Samtidigt føler jeg ikke han gider vores kommende barn(han siger han gør men hans handlinger siger noget andet)

Det er nu blevet så galt at jeg er flyttede ud da jeg var så ked af det. Det har hjulpet en del på mit humør. Men vi ser heller ikke hinanden særlig meget(en gang hver 14 dag måske).Synes vi bider af hinanden hver gang vi ses, og derfor orker jeg ikke ses med ham Så det er altså mig der ikke ønsker at ses og ikke ham.

Jeg står med alle udgifterne til barnet selv, og føler ikke han bidrager med noget økonomisk eller mentalt udover at sætte krav(hvordan det skal opdrages, hvad det skal hedde, hvor det skal gå i skole osv osv)

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal stille op?

Jeg kan ikke lade være med at tænke at "you kinda had it commin'"? Du siger at han ikke ville ha' barn, men du valgte alligevel at fuldføre graviditeten. Hvis han så ikke deltager med samme passion så er det da ikke en overraskelse. Eller hvad?

han vil gerne have noget med barnet at gøre nu. det siger han i hvert fald.. han bidrager bare ikke rigtigt med noget(ikke endnu i hvert fald)

jeg har allerede styr på alt det med at være alene da vi jo er flyttede fra hinanden.

han er dog meget ivrig på at vi skal flytte sammen igen, og få det bedre. men jeg har ikke lyst da jeg er bange for tingene bare bliver det samme igen og jeg var bare så ked af det da vi boede sammen, og nu har jeg endelig fået stablet en tilværelse op alene.

han er en rigtig fantastisk mand, og jeg er ikke i tvivl om hvor højt han elsker mig. vi lever bare i to forskellige verdener og han har svært ved at se når han gør noget forkert.

det er det største problem. vi kan slet ikke kommunikere! for hvordan fortæller man en person de gør noget galt når vedkommende vitterligt ikke selv kan se det?

Preghiera skriver:

Jeg kan ikke lade være med at tænke at "you kinda had it commin'"? Du siger at han ikke ville ha' barn, men du valgte alligevel at fuldføre graviditeten. Hvis han så ikke deltager med samme passion så er det da ikke en overraskelse. Eller hvad?

Jeg lagde klart ud fra starten af at hvis han vitterligt ikke ønskede barnet, og ikke ville tage del i det så kunne han gå sin vej uden at se tilbage - ingen mentale eller økonomiske forpligtelser overhovedet! Så ville jeg klare det selv.

Det tyggede han på et par dage, og valgte han ville blive og være der for mig og barnet.

Så nej, jeg synes ikke rigtigt jeg had it coming :s

Anonym11 skriver:

Jeg lagde klart ud fra starten af at hvis han vitterligt ikke ønskede barnet, og ikke ville tage del i det så kunne han gå sin vej uden at se tilbage - ingen mentale eller økonomiske forpligtelser overhovedet! Så ville jeg klare det selv.

Det tyggede han på et par dage, og valgte han ville blive og være der for mig og barnet.

Så nej, jeg synes ikke rigtigt jeg had it coming :s

Hm, ja okay. Det kan også bare være at jeg står alene med denne holdning, men jeg turde bare ikke sætte et barn i verden medmindre, jeg var 100% sikker på at manden var helt med på den og ligeså lykkelig for beslutningen som jeg selv.

Det er da forkert af ham at hoppe med på vognen hvis han ikke magter det alligevel eller fortryder undervejs, men  det ville jeg måske have forudset eller overvejet udfra hans tidligere holdnig til det.

Uanset hvad, skal du jo gøre det der er bedst for dig og barnet og hvis det betyder at du må klare det selv, så ønsker jeg dig al mulig styrke og lykke i det. Jeg håber dog at i begge kan finde ud af det sammen omkring barnet. (Jeg undskylder hvis jeg virker for hård, men jeg har bare SÅ mange børn i min omgangskreds som er lavet på baggrund af "hovsa!" eller "han gad lige pludselig ikke alligevel" etc.. Og det er bare for langt ude, for det er børnene det kan mærkes på) 

Mit råd vil være - selvom jeg ikke på nogen måde kan sætte mig ind i hvordan du har det lige nu - find dig selv, slå koldt vand i blodet og mærk efter inde i dig selv.

Jeg tror du vil have godt af at være dig selv lidt og få ham kæresten eller hvad han nu er, lidt på afstand. Ved godt at det er en stor ting at I skal have et barn sammen, men for at det barn skal have det godt, så skal mor også have det godt..

Håber virkelig du har en god familie/venner, som kan støtte lidt op om dig. Få styr på de ydre rammer så godt som du kan og så tror jeg nok resten kommer hen af vejen.. Det vigtigste lige nu er dig og dit lille liv inde i maven

til dig!

Preghiera skriver:

Hm, ja okay. Det kan også bare være at jeg står alene med denne holdning, men jeg turde bare ikke sætte et barn i verden medmindre, jeg var 100% sikker på at manden var helt med på den og ligeså lykkelig for beslutningen som jeg selv.

Det er da forkert af ham at hoppe med på vognen hvis han ikke magter det alligevel eller fortryder undervejs, men  det ville jeg måske have forudset eller overvejet udfra hans tidligere holdnig til det.

Uanset hvad, skal du jo gøre det der er bedst for dig og barnet og hvis det betyder at du må klare det selv, så ønsker jeg dig al mulig styrke og lykke i det. Jeg håber dog at i begge kan finde ud af det sammen omkring barnet. (Jeg undskylder hvis jeg virker for hård, men jeg har bare SÅ mange børn i min omgangskreds som er lavet på baggrund af "hovsa!" eller "han gad lige pludselig ikke alligevel" etc.. Og det er bare for langt ude, for det er børnene det kan mærkes på) 

Jeg har tidligere fået en abort som jeg fik det rigtig dårligt med, og derfor havde vi faktisk aftalt at skete uheldet igen(jeg er meget frugtbar åbenbart) så skulle det ikke være abort.

Uheldet kom jo så igen 2 år senere, og derfor blev jeg faktisk rystede over han ville presse mig til en abort(det er så et af de svigt jeg har svært ved at tilgive ham for).

Men jeg giver dig helt ret i at det bestemt ikke var velovervejet! Jeg tænkte helt klart egoistisk.

Det ændre dog ikke på jeg har et fantastisk bagland, og det her barn på ingen måde vil mangle kærlighed. Jeg får rigtig meget hjælp, meget mere end jeg nogensinde havde troede. 

Det største problem i alt det her er mine følelser omkring det hele. Jeg har ikke tilgivet ham for alle de svigt der har været igennem det sidste år og jeg ved ikke om jeg kan

Så er det selvfølgelig også et rigtig stort problem at vi ikke kan snakke om det. Vi kan som sagt slet ikke kommunikere, og hver gang jeg fortæller hvor ulykkelig jeg er så siger han bare det nok skal gå osv. Føler ikke han tager mine følelser alvorligt.

Anonym11 skriver:

Jeg har tidligere fået en abort som jeg fik det rigtig dårligt med, og derfor havde vi faktisk aftalt at skete uheldet igen(jeg er meget frugtbar åbenbart) så skulle det ikke være abort.

Uheldet kom jo så igen 2 år senere, og derfor blev jeg faktisk rystede over han ville presse mig til en abort(det er så et af de svigt jeg har svært ved at tilgive ham for).

Men jeg giver dig helt ret i at det bestemt ikke var velovervejet! Jeg tænkte helt klart egoistisk.

Det ændre dog ikke på jeg har et fantastisk bagland, og det her barn på ingen måde vil mangle kærlighed. Jeg får rigtig meget hjælp, meget mere end jeg nogensinde havde troede. 

Puuuha, kender din situation bedre end du aner: Jeg blev sidste år "erklæret" hyperfertil (dvs at p-piller og andre hormonpræparater ikke har nær samme virkning på mig som alle andre - altså jeg bliver gravid super nemt!) Jeg har netop af denne grund gennemgået 3 aborter. Der skulle åbenbart 3 uønskede graviditeter til før de ville acceptere det som en mulig hormon-fejl og ikke bare "dum-blondoine-der-ikke-kan-finde-ud-af-at-tage-p-piller-symdrom" Suk, nåh nok om det, men jeg forstår dig altså! Jeg ved hvor hårdt det kan være at "måtte" vælge aborten og får man ikke den støtte man har behov for så koster det NEMT et forhold.  

Men altså, nu valgte jeg så aborterne for at kunne få mig en planlagt barn med MANDEN en dag. At du har valgt anderledes kan jeg sådan set godt forstå, men ingen af delene er jo uden udfordringer, og med dette valg kommer så et tvunget samarbejde med faderen. Alle jeres uoverensstemmelser må i lægge til side eller få dem ud af verden nu, så når barnet kommer, er der et sundt venskab som baggrund for forældrerollen.

Jeg ønsker jer virkelig det bedste! Og jeg ved det er en dårlig cocktail med hormoner+irriterende mand/kæreste/eks+presset situation/nye tider+ALT muligt andet, og så er det endda nu du skal til være uselvisk!