Den første kærlighed

Jeg var så skrup forvirret i hovedet som teenager (i de tidlige) år, så har haft så mange første kærligheder, så jeg ikke helt kan gennemskue hvem der var den første.. ;-)
ALtså mange crushes.. som dog ikke var gengældt overhovedet... 

Da jeg kom på efterskole fortsatte forvirringen... men dog i et meget nedsat tempo.. Jeg har haft kærester på efterskolen, men.... ved ikke om det kan betegnes som den første kærlighed...

Dog er der en, som jeg faldt for, og efter noget tid, fandt jeg ud af at han også kunne lide mig.. vi kærestede rundt i smug i 1,5 måneds tid.. Derefter var han sammen med en anden (jeg var godt tosset... Men har fået oprejning siden UDEN at gøre gengæld) ;-)

Så min første kærlighed.. det kan inddeles i flere etaper..

Når jeg tænker på min første seriøst kæreste, så var det ham som jeg fandt lige efter min lange tid på efterskolen.. jeg mødte ham tilfældigt og faldt pladask for ham... Han var også vild med mig, og vi endte med at være kærester i 4 måneders tid... Han var også "min første", og i det hele taget vil jeg sige at min teenageforvirring endte der, idet jeg formåede at opleve hvad et forhold egentlig var...

At jeg så har fundet ud af siden at han prøvede også at få sin X tilbage - og at han fandt en ny lidt efter mig.. Fuck det ;-)

Vi er lykkelige hver for sig i dag.. Mig med barn og han er lige flyttet sammen med en helt anden kæreste :-D

Min første store kærlighed var nok desværre først lige inden jeg mødte min nuværende kæreste... vi arbejde sammen, han var forlovet og det samme var jeg med en anden på et tidspunkt.

vi fungerede bare så godt sammen og da jeg gik fra min daværende forlovede havde vi da også en affære, men hvor han sagde han også ville gå fra hans... det gjorde han så ikke og 4 mdr. efter vores affære blev han gift...

han kan stadig få det hele til at kilde i mig og vi er bare så gode sammen, når vi er sammen (arbejdsmæssigt, humor, det hele)

Ingen stødende kommentarer om hvor forkert det var at være sammen med ham når han ikke var single, for gjorde det kun fordi han sagde han ville gå fra hende...

Har heldigvis den dejligste kæreste nu. men tanken om ham den anden kommer desværre stadig fra tid til anden.

AnneH skriver:

Min første kærlighed, blev jeg aldrig kærester med. Jeg gik i 6. klasse og var alt for genert til at over hovedet snakke med ham. Underligt at man så kan blive forelsket, men jeg var helt væk i ham i et helt år eller mere. Han gik i en klasse over mig.

Han var af en eller anden grund godt klar over mine følelser for ham, men han tog det pænt og hilste altid på mig.

Har godt nok ikke tænkt på ham længe, men sidder nu og bliver den lille pige fra 6. klasse igen  Og sjovt nok, så blev jeg også altid det når jeg mødte ham i byen, da vi blev ældre. Men har ikke set ham længe.

Det er sjovt hvordan man kan opføre sig som barn, og så igen have den følelse når man bliver voksen og man ser vedkommende. Men det var da synd at du var for genert. Måske havde det været sjovt nok lige at se om det var noget

chael skriver:

Ja da jeg havde været forelsket siden 4-5. Klasse. Men først da jeg kom på handelsskolen skete der noget. Vi havde så en "affære" i 8 mdr. Derefter tog jeg på studietur i 10 uger.

Og da jeg kom hjem, havde jeg fået en kæreste på turen. Men ham den anden ville jo så gerne have vi skulle være sammen. Men det ville jeg ikke, da han jo havde været utro mod sin kæreste med mig i 8 mdr.

Men han spøger stadig. Men det er fra gamle tid han spøger. Jeg ville ikke have lyst til at være sammen med ham nu.

Men jeg har også fundet en jeg er SÅ dybt forelsket i, selv efter 6 år og som jeg elsker meget højt og venter mit 3. Barn med. Men jo, de gamle følelser kan da godt spøge

Hvilket jeg tror er helt normalt. Men intet fra dengang bliver jo nogensinde sådan igen.

*Camilla 27+2

Nej det gør det nemlig ikke. Og selv om suset i maven lige rammer en en gang i mellem, så er det jo ikke noget rigtigt. Det er måske mere for at se hvordan det ville have været.

Men du har jo så også fundet den helt store kærlighed nu

Hansen97 skriver:

Ja det er vildt man stadig kan tænke tilbage. Men man tænker jo tilbage på følelsen. Og følelsen af den første kærlighed er jo helt unik.

Men den mand jeg er sammen med i dag og har været sammen med i 14, 5 år er min drømme mand. Vi har fået opbygget et så tillidsfuldt og kærligt/lidenskabeligt forhold at jeg aldrig kunne drømme om at smide det væk.

For hvert år der går vokser vores kærlighed og forståelse for hinanden sig større og større...

Jeg tror også at når først man har sådan et forhold som dig, så betyder det alt for en, og det er man ikke villig til at smide væk, for lige at se med den anden.

Sådan har jeg det også med min kæreste, og hvorfor prøve at se hvordan det ville være, når man har noget så dyrbart.

Først undskyld at jeg ikke lige svare hver enkelte af jer. Troede slet ikke der ville være så mange der skrev.

Men wow sikke nogle historier i har. Nogen er endt godt og andre knap så godt. Men kan i det store og hele se at det er meget normalt at tænke på den første kærlighed en gang imellem, og på hvordan det ville have været.

Første kærlighed var i folkeskolen...

vi var kærester i 6 mdr... endte som bedste venner og han er faktisk den eneste fra folkeskolen jeg stadig har kontakt med idag...

Han er en supergod ven, har altid været det...

Vi ville ikke passe sammen som par da vores liv har taget hver sin retning i dag... er heller ikke interesseret i ham på den måde mere...

Havde en periode på 7-8 år efter hvor vi bare var venner hvor jeg tænkte meget på ham og det der kunne have været osv... men så efter at vi afprøvede vores følelser for hinanden ved at mødes igen med intentionen om at se hvor det gik henad fandt vi begge frem til at det ikke skulle være os... og vores venskab blev blot forstærket af at det ligesom blev afklaret...

Er idag sammen med en fantastisk fyr som er alt det gode fra de søde fyre jeg har været sammen med og ingen af de negative elementer... venter vores første barn sammen til september og kunne ikke tænke på en mere perfekt fyr og far at få det med

Jeg har et par der spørger, min alleførste kæreste da jeg var 11, ham var jeg vild med i mange år - og jeg bliver glad når jeg tænker på ham, men heller ikke mere end det i dag.

Så fik jeg en kæreste da jeg var 14, Rene, ham var jeg dybt forelsket i.. jeg tænker stadig på ham - og hvad der mon skete med ham..

Da jeg var 16 tog jeg på efterskole og mødte Per, og det var kærlighed ved første blik - to dage senere var vi kærester, vi var kun sammen i et halvt års tid, men de efterfølgende 10 år kærestede vi on og off - i dag er vi gode venner og jeg elsker ham stadig, men som en ven, som jeg stoler 100% på.

Da jeg var 20 mødte jeg en fyr en aften til en fest, han havde kæreste på og jeg tænkte at så var han off limits, men vi snakkede så godt - jeg havde det som om vi havde kendt hinanden altid og han var bare så dejlig, det endte med at han kyssede mig og det var nærmest elektrisk - vi endte sammen og som han sagde det da han kom forbi nogle dage senere med noget musik, han havde ikke fortrudt vi havde været sammen, men han havde tros alt dårlig samvittighed overfor hans kæreste, jeg ved de i dag er blevet gift og har fået et barn - jeg tror stadig ikke hun ved det, men jeg fortryder intet - den forbindelse har jeg kun haft med en anden - og han var min bedste ven og døde da jeg var 15, så jeg ved at mennesker der rører en så dybt er sjældent man møder igennem livet.  

Indimellem alt dette her er foregået har jeg siden jeg var 11 år haft en fyr i tankerne, en fyr jeg løbende løb ind i gennem årene, vi var sammen kort inden jeg flyttede til kbh, jeg var sikker på han var "the One", men vores timing har aldrig passet sammen - desværre, i dag har han en dejlig kæreste, og vi løber stadig på hinanden med års mellemrum - men han vil nok altid være "the one that got away"..

Den sidste fyr - og nok også min store kærlighed (hvis jeg absolut skal indrømme det for mig selv) : min datters far, han var den første jeg blev forelsket i efter en ubehagelig episode, der fraholdte mig fra fyre/mænd i 5 års tid, da jeg mødte ham var jeg solgt, han havde kæreste på, slog op med hende dagen efter vi havde mødt hinanden og tog hjem til mig igen, vi var ret meget sammen, men hvor han lige var kommet ud af et langt forhold på 4 år og kun var 21, så var jeg 24 og ønskede et fast forhold, men vi blev ved at se hinanden løst, opførte os som kærester når vi så var sammen, og mine følelser for ham voksede, lige omkring et år

efter vi havde mødt hinanden blev jeg gravid, vi har set hinanden et par enkelte gange siden vores datter blev født for 2 år siden, men den fyr jeg forelskede mig i, ser jeg kun i små glimt når vi ser hinanden, så jeg er ikke længere forelsket i ham - men han forlader nok aldrig mine tanker - i og med at han er far til mit barn..

Jeg er den type der forelsker mig hovedkuls i en fyr, jeg kan ikke gå fra venskab til kærlighed, enten er jeg tiltrukket fra starten eller også er jeg ikke, men jeg har dog fundet et par ligheder mellem mine største forelskelser, de har alle krøller  (til tros for at to af dem var kronragede da jeg mødte dem) og er lidt nørdede og har manglede deres far på et eller andet tidspunkt i deres liv (to af dem har mistet deres fædre tidligt) - ved ikke helt hvad jeg skal konkludere ud af det, men tror det er på tide jeg møder en med glat hår, der kommer fra en kernefamilie og ikke er nørdet.. hihi - jeg glæder mig i hvert fald til næste gang jeg bliver forelsket - for det er nu en dejlig følelse, som ikke er blevet mindre omfattende eller elektrisk med alderen heldigvis..

Uha, min første kærlighed fandt jeg først da jeg var 19 år. Havde været kæreste med andre før det, men ham her slog bare benene væk under mig. Fandt ham på nettet og det blev bare bedre og bedre for hver dag vi skrev sammen og da vi så mødtes var det helt fantastisk.

Jeg elskede og elsker ham stadig den dag idag, men vi kunne ikke sammen. Tænker dog tit på ham og på det vi havde. Han er den eneste der har kunne give mig så mange sommerfugle i min mave.

Min kæreste kender alt til ham da jeg har valgt at være åben omkring det med at han var min helt store kærlighed, men jeg elsker min kæreste og jeg ved det er ham jeg skal være sammen med resten af mit liv  

Min første, store kærlighed havde jeg kendt i mange år, da jeg som 15 årig lige pludselig "så" ham.

 Vi tilbragte en sommer sammen, men så flyttede han fra byen og vi delte ikke længere vores fælles fritidsinteresse. Jeg blev dog ved med at støde ind i ham andre steder, og hver gang udvekslede vi tlf nr og endte op sammen for en enkelt dag eller to.

Vi var aldrig rigtigt kærester, men jeg vil vove at påstå, at jeg var forelsket i ham i 5-6 år.

Den dag i dag giver det stadig et sug i maven, når jeg tænker på ham, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg en dag mødte ham. Men jeg ved dog, at det aldrig bliver os to - det er kun noget jeg fantaserer /fantaserede om, da jeg var single.