Lever i et keeedeligt parforhold!

Ja jeg vil måske nærmere betegne det som et dårligt parforhold - jeg skal forsøge at korte det lidt ned, da det ellers vil fylde flere sider!!

Sagen er den at man virkelig ikke kan regne med hvilket humør min kæreste er i. Nogle gange er han glad og sjov og leger meget med vores søn, andre gange er han MEGA negativ og gider dårligt svare vores dreng hvis han spørger om noget/siger hej (han er lidt over 2 år). Og ja selvfølgelig skal man have lov til at have en dårlig dag indimellem - men det her drejer sig ikke om dage, men perioder - lange perioder af og til.

Han er i behandling for en depression - men skal jeg være ærlig er jeg ikke sikker på det er den rette diagnose. Ved ikke om han decideret har  en diagnose eller om han bærer præg af hans egen dårlige barndom, hvor hans far var alkoholiker, og  mor arbejdede så meget at han mest var sammen med sin far.

Pt går min kæreste til psykolog og har gjort det et års tid, om det hjælper, er svært at sige..

Ofte taler han dårligt til mig/ "skælder mig ud", han er meget efter mig når jeg snakker med mine forældre (tror det bunder i jalouxi - at han ikke har haft den barndom jeg har) For et par dage siden råber han ud af vinduet til mig da jeg er nede i haven m. vores søn at "jeg er fandme da underlig - og prøv lige at ta dig sammen" - Grunden var : FOrdi jeg snakkede i tlf med min mor og min søn lige ville sige "hej" i røret og derfor havde en "lille samtale" med Mormor..." MEN det måtte han IKKE og var total latterligt ifølge min kæreste - ku han ikk være ligeglad??!!

Generelt er han et meget negativt menneske, ¨når vi kører bil skal samtlige mennekser kritiseres -" se li hende der, gud hvor er hun klam" "se li den perker - jeg går amok over perkere og deres opførsel"... Og jeg siger gang på gang om vi ikke skal snakke lidt positivt om folk (hvis vi overhovedet skal snakke om dem?!)

Han er typen der taler meget hårdt og ligefrem... (Det har han i høj grad arvet fra hans mor, hvis toneleje er så hårdt at vores søn i laang tid var bange for hende, og jeg har flere gange forsøgt at forklare hende/og min kæreste at der ingen grund er til at tale så hårdt/højt - men det mener de ikke selv de gør, og det er jo klart når de altid har været vant til at tale sådan til hinanden). Men jeg vil ikke at min søn skal lære at det er ok at tale i det toneleje og "skælde" hinanden ud / diskutere bare ved en alm. samtale.

Hvis jeg selv skal sige det så er jeg Livsnyderen i det her forhold, jeg elsker livet, elsker min søn og min familie - og ser det positive i stort set alting.. Jeg danser ofte sammen med min søn til skøre "åh abe" sange osv. og jeg nyder det - det samme gør min søn. Min kæreste derimod synes vi er latterlige og  jeg er barnlig...

Min kæreste derimod, har meget lidt livsglæde... Heldigvis er min søn den gladeste lille dreng, dog med temperement - men skal han have lov til

Vores søn er meget morsyg - i nogle perioder mere end andre, men helt ærligt, så forstår jeg ham sgu godt! Jeg kan til tider heller ikke holde ud at være i rum med min kæreste når han er i "alt er noget lort" humøret. Han ignorerer os, snakker surt/meget kortfattet - og ja hvem gider være sammen med sådan en?! Og min kæreste tager dte MEGET personligt når vores søn vælger mig frem for ham (fx vil ha mig til at tage ham i bad) og ja jeg kan godt forstå det er sårende at blive valgt fra. Men både SP og jeg har forsøgt tusind gange at forklare ham at det er naturligt at børn i perioder helst vil have mor! Men han fatter det ikke og siger bare "det kan fandme ikke være normalt!".

Hygger min søn og jeg os med at "Kilde" hinanden, "puttelege" osv. så kan min kæreste IKKE glæde sig på vores vegne, istedet sidder han surt og kigger på og siger "se det dér kan jeg ALDRIG få lov til" - Nej for du prøver ikke! Og når jeg beder dig om fx at tage vores dreng i bad, ja så er den første kommentar " han gider jo ikke ha mig, så jeg orker det ikke" - og dette hører vores søn jo.

Det skal nævnes at min kæreste også KAN være den sjove/glade/fjollede far... Og han "ofrer" sig meget i sit arbejde for at vi kan få det til at hænge sammen med dagplejens åbningstider, han hjælper nogenlunde til med huslige ting - MEN jeg kan simpelthen snart ikke holde de negative perioder ud!!!!

Jeg er sådan i tvivl om vores søn bliver påvirket af at han ikke altid kan regne med sin fars humør... Jeg "pleaser" jo lidt kæresten og vælger ikke at diskutere alting han siger/jeg er utilfreds med - for det skaber bare negativ stemning . hvilket jeg ikke vil udsætte vores dreng for, men det er min kæreste tilsyneladende ligeglad med.

For et år siden gik vi fra hiannden, dog kun i 2 uger før vi fandt sammen igen, det gik op for mig at jeg ikke kunne klare hverdagen alene med en lille søn + uddannelse, + jeg savnede at have selskab om aftenen, savnede drømmen om kernefamilie og ville så gerne kunne gi vores dreng en søskende også.. MEN jeg er SÅ meget i tvivl om det var HAM jeg savnede eller bare trygheden?

Jeg har ALDRIG en følelse af forelskelse overfor ham, skal man ha det i et forhold som hr varet 7 år?! Vores sexliv er snart lig nul, (jeg gider ikke når han er så pisse sur, han tager heller ikk initiativ særlig tit) til tider er jeg så rasende på ham at jeg ligefrem nlrmest føler jeg hader ham..,. Jeg kan ofte være flov over ham når vi er ude, specielt ved min familie, min familie kender til hans depression osv. og bærer meget over med ham, for nogle gange er han eddikesur når vi er hos dem, og opfører sig meget uhøfligt... Fx havde mine forældre været på ferie og derfor købt lidt gaver til deres barnebarn - min kæreste sagde ikke tak, sagde derimod at vores søn altså ikke skal ha gaver hver gang han kommer... (gør han heller ikke, indimellem køber min mor en bluse osv til ham, hvilket jeg bare synes er dejligt, og vores søn er jo stadig "ligeglad" med tøj).

Puu det blev langt... Håber nogle vil svare

Er det en form for psykisk terror han kører på mig? Han har ALDRIG slået mig og ku ikke finde på det - men han er ofte meget hård i munden overfor mig. (Ikke at han kalder mig skældsord, mere nedværdigende ting som " latterlig","ikk fatter noget" og taler ironisk" JAaa flot (mit navn) du er virkelig klog"....

Jeg kan bare ikke bryde ud af det her forhold, selvom jeg snart trænger til kærlighed, opmærksomhed, - men den trygge base jeg har her, og drømmen om at min søn skal leve både med mor og far den er størst i denne situation

Jeg vil lige starte med at give dig et

Det lyder ikke til at du har det for let. Mit råd ville være snak med ham, fortæl ham tingene på en pæn måde uden at han føler sig angrebet. Og giv ham evt. lidt tid.

Hvis du føler at du har givet ham nok tid, eller hvis det forsætter, ville jeg personligt flytte uanset hvor hårdt det måtte være. I denne situation kan du ikke tænke på dig selv, men der skal tænkes på din søn. Det kan godt være at det ikke påvirker ham lige nu, men det kan det senere i livet.

CamillaValby skriver:

Jeg vil lige starte med at give dig et

Det lyder ikke til at du har det for let. Mit råd ville være snak med ham, fortæl ham tingene på en pæn måde uden at han føler sig angrebet. Og giv ham evt. lidt tid.

Hvis du føler at du har givet ham nok tid, eller hvis det forsætter, ville jeg personligt flytte uanset hvor hårdt det måtte være. I denne situation kan du ikke tænke på dig selv, men der skal tænkes på din søn. Det kan godt være at det ikke påvirker ham lige nu, men det kan det senere i livet.

Nej det er hårdt at leve sammen med ham...

Problemet er at jeg ikke ved hvad der vil være bedst for vores søn - jeg kan ikke overskue at han skal være delebarn, at jeg ikke kan holde jul, nytår, påske osv osv. med ham hvert år.. Det er sindssyg hårdt at stå med alt alene med en dreng på 2 år, aflevere + hente i dagpleje, lave mad, ordne ALT selv.. Jeg vil ikke byde ham at skulle undvære mig (som han er allermest knyttet til) hveranden weekend (eller mere måske?!) jeg kan ikke overskue at blive skilt... lad mig sige det sådan.

Det er derfor vi stadig er sammen.. Havde vi ikke haft barn er jeg næsten 100 procent sikker på at så var vi ikke sammen idag!

 

Puha lyder ikke rart.. Jeg ville ikke finde mig i det og slet ikke lade mit barn vokse op i sådan et usundt miljø. Jeg er sikker på det påvirker din dreng..

 

Jeg kan godt forstå du har svært ved at bryde ud af et forhold der har varet i 7 år og i har et barn sammen. Det der med du siger du gerne vil havde jeres søn både skal havde sin mor og far i hjemmet, tror jeg ikke er sundt lige nu.

Desuden kan det være en ny mand kan give dig den kærlighed du har brug for og fortjener og blive en dejlig stedfar og rollemodel for din søn..

Kan godt forstå du synes det er hårdt at være alene. Men du havde været alene  2 uger.!? Er sikker på hvis du er alene i længere tid som kommer der en ny rutine og dagligdag, så det bliver ikke ved med at være SÅ hårdt..

Jeg synes i hvert fald du voldsomt skal overveje om det er et miljø din søn skall vokse op i og hvor meget du skal finde dig i ..

Håber det bedste for jer

Tvillingemor90 skriver:

Puha lyder ikke rart.. Jeg ville ikke finde mig i det og slet ikke lade mit barn vokse op i sådan et usundt miljø. Jeg er sikker på det påvirker din dreng..

 

Jeg kan godt forstå du har svært ved at bryde ud af et forhold der har varet i 7 år og i har et barn sammen. Det der med du siger du gerne vil havde jeres søn både skal havde sin mor og far i hjemmet, tror jeg ikke er sundt lige nu.

Desuden kan det være en ny mand kan give dig den kærlighed du har brug for og fortjener og blive en dejlig stedfar og rollemodel for din søn..

Kan godt forstå du synes det er hårdt at være alene. Men du havde været alene  2 uger.!? Er sikker på hvis du er alene i længere tid som kommer der en ny rutine og dagligdag, så det bliver ikke ved med at være SÅ hårdt..

Jeg synes i hvert fald du voldsomt skal overveje om det er et miljø din søn skall vokse op i og hvor meget du skal finde dig i ..

Håber det bedste for jer

Tak for svar

Jeg går med en lille hemmelig drøm om at drømmeprinsen pludselig dukker op Meen tænker også at en del mænd allerede er sorteret fra fordi jeg har et barn i forvejen...

Li pt. kan jeg ikke overskue at flytte. Min kæreste snakker om at vi skal købe hus sammen, meeeen den er jeg nu heller ikke helt med på...

detlyder som om han ikke har det godt med sig selv. hvis han har gået til psykolog i et årstid,skal dernok en psykiater til. de kan ordinære den rigtig medicin til ham så han kan komme videre med sig selv.

det lyder også som om du har følserne for ham, men hjælper jo ikke meget hvis det går ud over jeres søn.hvis jeg var dig ville jeg nok flytte fra hinanden for en tid og se om det kan blive lidt bedre på den måde og han kunne få den hjælp han har brug for.

det er ikke sjovt ikke at have det godt psykisk men man er jo nød til erkende det og få den "rigtige" hjælp.

men det vigtigste er nok at tage en ordenlig snak med hamom alting. simpelhen at lægge ALT på bordet som tingende er og så tage den der fra.

altid bedre at have to lykkelige forældre, der bor hver for sig end to ulykkelige forældre der bare vælger at blive i forholdet for man ikke orker at tage skridtet.

 

Jeg synes på ingen måde du skal være i sådan et forhold... Jeg vil helt sikkert tro at det påvirker din søn....

Det med og klare hverdagen... Jeg har to piger på 3½ og 8 mdr og jeg er alene til hver dag, min mand kommer un hjem i weekenderne, ellers er jeg 100% alene om alt og tro mig... Det kan lade sig gøre... Det er et spørgsmål om rutiner osv...

F.eks. herhjemme tager vi f.eks. mandag med og lave aftrensmad, gerne til to dage, tirsdag bader vi og får rester, onsdag ælaver mad til to dage, torsdag bader vi og spiser rester... Det kører bare... og man når det hele alligevel

Anonym skriver:

Ja jeg vil måske nærmere betegne det som et dårligt parforhold - jeg skal forsøge at korte det lidt ned, da det ellers vil fylde flere sider!!

Sagen er den at man virkelig ikke kan regne med hvilket humør min kæreste er i. Nogle gange er han glad og sjov og leger meget med vores søn, andre gange er han MEGA negativ og gider dårligt svare vores dreng hvis han spørger om noget/siger hej (han er lidt over 2 år). Og ja selvfølgelig skal man have lov til at have en dårlig dag indimellem - men det her drejer sig ikke om dage, men perioder - lange perioder af og til.

Han er i behandling for en depression - men skal jeg være ærlig er jeg ikke sikker på det er den rette diagnose. Ved ikke om han decideret har  en diagnose eller om han bærer præg af hans egen dårlige barndom, hvor hans far var alkoholiker, og  mor arbejdede så meget at han mest var sammen med sin far.

Pt går min kæreste til psykolog og har gjort det et års tid, om det hjælper, er svært at sige..

Ofte taler han dårligt til mig/ "skælder mig ud", han er meget efter mig når jeg snakker med mine forældre (tror det bunder i jalouxi - at han ikke har haft den barndom jeg har) For et par dage siden råber han ud af vinduet til mig da jeg er nede i haven m. vores søn at "jeg er fandme da underlig - og prøv lige at ta dig sammen" - Grunden var : FOrdi jeg snakkede i tlf med min mor og min søn lige ville sige "hej" i røret og derfor havde en "lille samtale" med Mormor..." MEN det måtte han IKKE og var total latterligt ifølge min kæreste - ku han ikk være ligeglad??!!

Generelt er han et meget negativt menneske, ¨når vi kører bil skal samtlige mennekser kritiseres -" se li hende der, gud hvor er hun klam" "se li den perker - jeg går amok over perkere og deres opførsel"... Og jeg siger gang på gang om vi ikke skal snakke lidt positivt om folk (hvis vi overhovedet skal snakke om dem?!)

Han er typen der taler meget hårdt og ligefrem... (Det har han i høj grad arvet fra hans mor, hvis toneleje er så hårdt at vores søn i laang tid var bange for hende, og jeg har flere gange forsøgt at forklare hende/og min kæreste at der ingen grund er til at tale så hårdt/højt - men det mener de ikke selv de gør, og det er jo klart når de altid har været vant til at tale sådan til hinanden). Men jeg vil ikke at min søn skal lære at det er ok at tale i det toneleje og "skælde" hinanden ud / diskutere bare ved en alm. samtale.

Hvis jeg selv skal sige det så er jeg Livsnyderen i det her forhold, jeg elsker livet, elsker min søn og min familie - og ser det positive i stort set alting.. Jeg danser ofte sammen med min søn til skøre "åh abe" sange osv. og jeg nyder det - det samme gør min søn. Min kæreste derimod synes vi er latterlige og  jeg er barnlig...

Min kæreste derimod, har meget lidt livsglæde... Heldigvis er min søn den gladeste lille dreng, dog med temperement - men skal han have lov til

Vores søn er meget morsyg - i nogle perioder mere end andre, men helt ærligt, så forstår jeg ham sgu godt! Jeg kan til tider heller ikke holde ud at være i rum med min kæreste når han er i "alt er noget lort" humøret. Han ignorerer os, snakker surt/meget kortfattet - og ja hvem gider være sammen med sådan en?! Og min kæreste tager dte MEGET personligt når vores søn vælger mig frem for ham (fx vil ha mig til at tage ham i bad) og ja jeg kan godt forstå det er sårende at blive valgt fra. Men både SP og jeg har forsøgt tusind gange at forklare ham at det er naturligt at børn i perioder helst vil have mor! Men han fatter det ikke og siger bare "det kan fandme ikke være normalt!".

Hygger min søn og jeg os med at "Kilde" hinanden, "puttelege" osv. så kan min kæreste IKKE glæde sig på vores vegne, istedet sidder han surt og kigger på og siger "se det dér kan jeg ALDRIG få lov til" - Nej for du prøver ikke! Og når jeg beder dig om fx at tage vores dreng i bad, ja så er den første kommentar " han gider jo ikke ha mig, så jeg orker det ikke" - og dette hører vores søn jo.

Det skal nævnes at min kæreste også KAN være den sjove/glade/fjollede far... Og han "ofrer" sig meget i sit arbejde for at vi kan få det til at hænge sammen med dagplejens åbningstider, han hjælper nogenlunde til med huslige ting - MEN jeg kan simpelthen snart ikke holde de negative perioder ud!!!!

Jeg er sådan i tvivl om vores søn bliver påvirket af at han ikke altid kan regne med sin fars humør... Jeg "pleaser" jo lidt kæresten og vælger ikke at diskutere alting han siger/jeg er utilfreds med - for det skaber bare negativ stemning . hvilket jeg ikke vil udsætte vores dreng for, men det er min kæreste tilsyneladende ligeglad med.

For et år siden gik vi fra hiannden, dog kun i 2 uger før vi fandt sammen igen, det gik op for mig at jeg ikke kunne klare hverdagen alene med en lille søn + uddannelse, + jeg savnede at have selskab om aftenen, savnede drømmen om kernefamilie og ville så gerne kunne gi vores dreng en søskende også.. MEN jeg er SÅ meget i tvivl om det var HAM jeg savnede eller bare trygheden?

Jeg har ALDRIG en følelse af forelskelse overfor ham, skal man ha det i et forhold som hr varet 7 år?! Vores sexliv er snart lig nul, (jeg gider ikke når han er så pisse sur, han tager heller ikk initiativ særlig tit) til tider er jeg så rasende på ham at jeg ligefrem nlrmest føler jeg hader ham..,. Jeg kan ofte være flov over ham når vi er ude, specielt ved min familie, min familie kender til hans depression osv. og bærer meget over med ham, for nogle gange er han eddikesur når vi er hos dem, og opfører sig meget uhøfligt... Fx havde mine forældre været på ferie og derfor købt lidt gaver til deres barnebarn - min kæreste sagde ikke tak, sagde derimod at vores søn altså ikke skal ha gaver hver gang han kommer... (gør han heller ikke, indimellem køber min mor en bluse osv til ham, hvilket jeg bare synes er dejligt, og vores søn er jo stadig "ligeglad" med tøj).

Puu det blev langt... Håber nogle vil svare

Er det en form for psykisk terror han kører på mig? Han har ALDRIG slået mig og ku ikke finde på det - men han er ofte meget hård i munden overfor mig. (Ikke at han kalder mig skældsord, mere nedværdigende ting som " latterlig","ikk fatter noget" og taler ironisk" JAaa flot (mit navn) du er virkelig klog"....

Jeg kan bare ikke bryde ud af det her forhold, selvom jeg snart trænger til kærlighed, opmærksomhed, - men den trygge base jeg har her, og drømmen om at min søn skal leve både med mor og far den er størst i denne situation

Jeg vil starte med at give dig et stort

Jeg syntes det lyder som om din kæreste er meget jaloux på jeres søn og på alle der ''nærmer'' sig dig,.! Tror ikke kun han føler jeres søn vælger ham fra men også at du gør, Måske føler han at du har valgt jeres søn frem for ham,. Her tænker jeg også på dit citat: (Ja se der det der får jeg jo aldrig lov til.!) Måske er han også ked af i ikke ''snakker sammen mere'' og derfor bliver irriteret og ked af det når du snakker med fx, din mor. Og for at afreagere bliver sur og bliver mere og mere lukket..!

Dernest vil jeg sige det ikke lyder som om du elsker ham mere,. Jeg vil sige efter jeg har læst det du har skrevet at grunden deep down er trykheden i du ved hvad du har men ikke ved hvad der venter dig.! Det lyder som om du har følelser for ham, men følelser på den måde at han er far til din søn og efter 7 års langt forhold bygger man jo noget op sammen som er meget nært.! Men efter måden du skriver dit indlæg på tænker jeg ikke elsker som i kærlighed..! Men det ved jeg jo ikke noget om

Det var hvad jeg tænkte da jeg læste din tråd,. Og det skal abselut ikke menes eller forståes nedværdigende (staves) eller negativt.! Jeg syntes ikke det er sundt for jeres barn hvis hverdagen foregår sådan der, selvom han ikke er særlig gammel er jeg sikker på at det påvirker ham, et eller andet sted henne..! Hvis du er så meget i tvivl vil jeg give mizz-lillemor06 ret i at det måske kunne være sundt for jer alle 3 at få en pause fra hinanden,. Og hvem ved, måske begynder kærligheden så at blomstre igen,. Syntes både du og din søn fortjæner bedre, der er ingen der kan holde til at blive set ned til og ''kørt sådan på'' som du beskriver,. Jeg ville da gå og være ked af det og måske endda få en mindre depri af det, hvis jeg var i din situration.!

Min kæreste og jeg gik også fra hinanden en tid, og da vi så fandt sammen igen var vi som nyforelsket igen,.

 

Jeg håber han finder sit gode humør frem før det muligvis er for sent,. Og jeg  for at i finder en løsning og forbliver sammen hvis i virkelig elsker hinanden..! Held og lykke med det

GUD ........ PLEASE skriv privat til mig!!!!!!!!!!!!!!!

onlyme skriver:

Jeg vil starte med at give dig et stort

Jeg syntes det lyder som om din kæreste er meget jaloux på jeres søn og på alle der ''nærmer'' sig dig,.! Tror ikke kun han føler jeres søn vælger ham fra men også at du gør, Måske føler han at du har valgt jeres søn frem for ham,. Her tænker jeg også på dit citat: (Ja se der det der får jeg jo aldrig lov til.!) Måske er han også ked af i ikke ''snakker sammen mere'' og derfor bliver irriteret og ked af det når du snakker med fx, din mor. Og for at afreagere bliver sur og bliver mere og mere lukket..!

Dernest vil jeg sige det ikke lyder som om du elsker ham mere,. Jeg vil sige efter jeg har læst det du har skrevet at grunden deep down er trykheden i du ved hvad du har men ikke ved hvad der venter dig.! Det lyder som om du har følelser for ham, men følelser på den måde at han er far til din søn og efter 7 års langt forhold bygger man jo noget op sammen som er meget nært.! Men efter måden du skriver dit indlæg på tænker jeg ikke elsker som i kærlighed..! Men det ved jeg jo ikke noget om

Det var hvad jeg tænkte da jeg læste din tråd,. Og det skal abselut ikke menes eller forståes nedværdigende (staves) eller negativt.! Jeg syntes ikke det er sundt for jeres barn hvis hverdagen foregår sådan der, selvom han ikke er særlig gammel er jeg sikker på at det påvirker ham, et eller andet sted henne..! Hvis du er så meget i tvivl vil jeg give mizz-lillemor06 ret i at det måske kunne være sundt for jer alle 3 at få en pause fra hinanden,. Og hvem ved, måske begynder kærligheden så at blomstre igen,. Syntes både du og din søn fortjæner bedre, der er ingen der kan holde til at blive set ned til og ''kørt sådan på'' som du beskriver,. Jeg ville da gå og være ked af det og måske endda få en mindre depri af det, hvis jeg var i din situration.!

Min kæreste og jeg gik også fra hinanden en tid, og da vi så fandt sammen igen var vi som nyforelsket igen,.

 

Jeg håber han finder sit gode humør frem før det muligvis er for sent,. Og jeg  for at i finder en løsning og forbliver sammen hvis i virkelig elsker hinanden..! Held og lykke med det

Jeg tror du har fuldstændig ret! Tror meget af det bunder i en stor jalouxi og han ikke føler han er god nok....

Men lige hvad man gør ved det ved jeg ikke