Amandas-mor skriver:
Min fremhævning:
Jeg vil med alt mulig respekt tillade mig at være uenig og det vil jeg på baggrund af lægers råd. Hvis man ikke har prøvet at stå med et barn i armene der skriger og skriger og skriger af sult med tårerne vældende ud af øjnene i flere døgn i træk, så tror jeg helt ærligt heller ikke man forstår det. Og hvis man så har set det samme barn lykkeligt og mæt og "sig selv igen" efter vælling så ved man at man har gjort det rigtige.
Min datter er verdens nemmeste pige, undtagen da hun sultede og ikke blev mæt. Da hun fik vælling og senere grød blev hun ikke "bevidstløs" som du skriver om, hun blev bare glad og mild og kunne lege og sove igen som før. (3 mdr. gammel ved opstart).
Jeg tror at det er meget forkert at starte på vælling og grød før barnet er klart til det. Og man skal self. prøve med øget mælkemængde og Nan 2 først. Men hjælper det ikke så skal man, efter min mening videre til vælling. Børn er individuelle og klar på forskellige tidspunkter og et barn der skriger uophørligt af sult og hverken kan sove eller lege har brug for noget mere end mælk.
I øvrigt har jeg undersøgt meget om dette emne efter vi selv var igennem det forløb med Amanda og historien går igen overalt. Man ligefrem vader i historier om desperate forældre, især til flaskebørn, som ikke kan holde dem mætte og ikke kan passe ind i anbefalingerne. Jeg mener at det er dybt problematisk at man ikke ændrer på vejledningen eller i alt fald åbner op for at nogle børn har brug for mere. Jeg er sikker på at i en ideel verden blev alle børn fuldammet indtil de var 6 mdr. Ingen tvivl om at det er det bedste. Men for dem af os som ikke ammer eller hvis børn er for sultne til at passe ind i skabelonen så må der være forståelse.
Mit råd ville være at gøre det som man selv føler er det rigtige for ens barn.
Ikke for at diskutere eller være træls at jeg skriver dette, men måtte bare lige sige min mening 
Jeg håber at trådstarter synes det er ok at jeg svarer. Jeg håber ikke, at du oplever det tager fous fra din tråd og dine spørgsmål.
Det er selvfølgelig forskelligt i hvor høj grad man er i stand til at have empati og indlevelse i forhold til en situation, man ikke selv har prøvet. Nogle har nemmere ved det end andre.
Måske tror du, at jeg har været guldrandet langtidsammer. Det har jeg ikke . Begge mine børn er (mere eller mindre) flaskebørn, ikke fordi jeg ønskede det sådan, men pga. en fysiologisk ”defekt” hos mine mælkekirtler (er teorien). Og jo, jeg har også prøvet at stå med et næsten underernæret spædbarn for 12 år siden.
Bare sådan for helhedens skyld.
Så jo, jeg kender fra et dybt og selvoplevet sted bekymringerne og tankerne omkring ens barns trivsel og mæthed.
Men jeg prøver også at skille tingene ad. For mig er det sådan, at mine emotioner og tanker omkring at mine evner som mor hører til i én skuffe og fakta omkring spædbarnets fysiologiske forhold hører til en en anden skuffe.
Jeg kan ikke lade være med at få tanken ”don’t shoot the messenger”.
Der vil selvfølgelig altid være særtilfælde og undtagelser, og det må man altid tage højde for.
Jeg synes det er interessant, at Sundhedsstyrelsen netop understreger, at også flaskebørn skal mættes efter behov. Det lader ikke til, at der altid vejledes i overensstemmelse hermed. De skriver:
“ Måltidsmønstret for det ikke-ammede barn skal ikke være for skematisk, hverken med hensyn til antal flasker, tidsintervaller, eller hvor meget der skal være i flaskerne. Mængden anført på pakningerne, som svarer til ca. ¹/6 af legemsvægten, er kun vejledende for barnets døgnbehov. Barnet bør ikke presses ‘til sidstedråbe’, og de børn, der tømmer flaskerne fuldstændigt og stadig virker sultne, skal have mere. Flaskebarnet skal lige som brystbarnet have lov til at regulere selv. Barnets sutten og spiselyst skal vises ligeså stor opmærksomhed som selve mængden og arten af modermælkserstatning eller tilskudsblanding i flasken.
Ved at acceptere mere variation i flaskebarnets appetit vil en del dyspeptiske symptomer og problemer med manglende mæthed eller appetitløshed forsvinde. Uro hos det spæde barn løses sjældent ved at skifte modermælkserstatning eller tilskudsblanding.”
Det synes jeg er væsentligt i forhold til trådstarters situation og spørgsmål.
Jeg er om nogen tilhænger af, at man skal foretage en individuel vurdering, som tager hensyn til barnet og familiens situation som sådan.
Jeg synes egentlig det er ok at på en saglig og u-dømmende måde at gøre opmærksom på, hvilke bivirkninger der kan være (kan være, ikke nødvendigvis er) ved at introducere anden mad end mm og mme før barnet er 4-6 måneder. Fuldstændig i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Babyerns tarmsystem og nyrer er ikke gearet til anden mad end mm og mme før 4-6 måneder.
Det er ikke sikkert, at baby får ondt i maven af vælling. Det er ikke sikkert, at baby sover hverken bedre eller dårligere af vælling. Det er ikke sikkert, at det danner grobund for fødevareintolerancer, leaky gut, overvægt m.m., men det er vel okay at gøre opmærksom på risikoen, så man kan tage et bevidst valg ud fra et kendskab til de forskellige faktorer, kombineret med individuelle forhold og familiens situation.
Og for mig er det også stor forskel på at forholde sig til, om f.eks. en baby på 2-3 måneder skal have vælling, eller om f.eks. en baby på 5 måneder kan starte op på mad. Ja, i nogle tilfælde er det bestemt hensigtsmæssigt at starte op på anden mad end mælk før 6 mdr!
Jeg ville også undersøge mulighederne; er barnet ”kun” sultent eller er der nogle andre faktorer, som også spiller ind? Er barnet blevet tjekket hos en kiropraktor? Er der tilført nok essentielle fedtsyrer (der er for lidt i mme og ofte også i mm)? Er der ondt i maven pga. D-vitamin-dråber? Får barnet lov til selv at regulere mælkemængden? Ved ammebørn – får barnet også ”fløden” fra den sidste del af amningen fra hver enkelt bryst? Osv osv.
kh Rebecca, rebeccapersson.com
