Hjælp, depression? Anti depressive piller?

Hej 

Jeg har brug for lidt hjælp. 

Jeg blev for et stykke tiden siden sygmeldt med stress.

Hvilket jeg havde behov for da jeg blev kørt rigtig hårdt på min arbejdsplads.

Nu har jeg så været ved læge og fået af vide jeg har udviklet en depression.

Lægen tilbyder mig anti depressive piller og jeg siger nej tak, da jeg virkelig ikke har lyst, for hvis jeg tager dem er jeg i mit hoved jo virkelig langt ude? Jeg ser ikke mig selv som syg, overhovedet ikke, faktisk dunker jeg mig selv i hovedet flere gange dagligt, for hvorfor er det lige jeg ikke kan gå ud af den dør? Det er da latterligt at lille jeg ikke kan overskue det? 

Nå men nu har jeg så fået sat en psykolog på sagen, ret hurtigt endda og skal afsted slutningen af denne her uge.

Jeg håber der er andre der kan fortælle mig om jeres depression/stress, hvordan i kom ovenpå, fik i piller? Hvad var bivirkningerne osv?

Håber virkelig nogle af jer dejlige tøser vil svare mig 

Stjernestoev skriver:

Først og fremmest, lyder det til du har brug for psykologhjælp til at acceptere du har en deppresion.

Jeg fik konstateret en svær deppresion, og nu 4 år efter, er jeg stoppet med medicinen. De første par uger blev jeg endnu mere deprimeret af medicinen, men efter det begyndte det virkelig at gå fremad, og når jeg ser tilbage, kan jeg se hvor meget medicinen har gjort for mig. Jeg kunne tydeligt mærke, hvis jeg havde glemt at tage mit medicin i en periode.

Knus

Tusind tak for svar 

Jeg tror også psykologen kan hjælpe mig til og indse at jeg er syg, men det er jo bare fordi man ikke kan se det på mig. 

Og jeg gør det nok bare endnu værre ved og dunke mig selv i hovedet, dårlig vane. 

Jeg er spændt på hvad psykologen siger også må hun tage stilling til om jeg kan hjælpes via psykolog eller om jeg evt skal begynde på piller. 

Er SÅ bange for at tage på, det tror jeg faktisk vil gøre mig endnu mere ked af det....

Problemet med depression er, at det stadig er så tabubelagt, selvom det er blevet meget bedre.

Jeg selv ser mig som rimelig normal, selvom jeg lider af depression og angst. (Udløst af alvorlig sygdom i familien og stalking de sidste 10 mdr) Og jeg tager pænt min medicin mod depression.

De folk med depression som ender med, at komme rigtig langt ud er dem som ikke gør noget ved det og ikke tør/kan/vil erkende det og hvilken form for behandling der er bedst egnet til dem.

Det kan godt være det for dig er nok med psykolog og så er det jo dejligt, men hvis du takker nej tak til medicin, skal du gøre det af de rigtige årsager.

Depression er som alle andre sygdomme en sygdom og ikke en personlighedsbrist. Og den kræver at blive behandlet som alle andre sygdomme.

Jeg får selv Zoloft/Sertralin, 200 mg hvilket er max dosis man må få.

I starten havde jeg madlede, søvnbesvær og gaben. Det var dog noget der gik forholdsvis hurtigt over. (Inden for 2 uger) Øget svedtendens om natten. Det varede ret så længe og kan stadig ske af og til, men er ikke længere et problem. Jeg startede med 50 mg og trappede for et par måneder op til 200 mg. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke kan sove helt igennem efter jeg er kommet så højt op i dosis og jeg har sværere ved at få orgasme end ellers. Så jeg ser frem til at jeg kan trappe ned til 150 mg igen.

Jeg har været meget glad for min medicin, som jeg forøvrigt supplerer med psykolog. Jeg har det stadigvæk svært, men alting er ikke længere håbløst og sort. Jeg kan bedre tage mig sammen, jeg husker bedre, er mindre træt, kan koncentrere mig bedre og ting som pludselig havde mistet min interesse er ved at komme lidt igen.

Jeg kan leve med bivirkningerne så længe det er nødvendigt, at få kemisk hjælp til at være lidt glad af og til.

Anonym skriver:

Tusind tak for svar 

Jeg tror også psykologen kan hjælpe mig til og indse at jeg er syg, men det er jo bare fordi man ikke kan se det på mig. 

Og jeg gør det nok bare endnu værre ved og dunke mig selv i hovedet, dårlig vane. 

Jeg er spændt på hvad psykologen siger også må hun tage stilling til om jeg kan hjælpes via psykolog eller om jeg evt skal begynde på piller. 

 

Er SÅ bange for at tage på, det tror jeg faktisk vil gøre mig endnu mere ked af det....

Anonym skriver:

Er SÅ bange for at tage på, det tror jeg faktisk vil gøre mig endnu mere ked af det....

Jeg tabte mig faktisk en del, da jeg begyndte på dem.

En kombination af, at jeg mistede appetitten fuldstændig og så fik jeg også kronisk dårlig mave af stalking. (Jeg reagerer desværre meget psykosomatisk)

De fleste nyere præparater tager man ikke voldsomt på af, hvis man endelig tager på. Såsom Zoloft, Citalopram og Cipralex.

Det med spykolog og piller er meget ens eget valg.. Jeg har prøvet begge dele, og jo, pillerne hjalp mig da, men de var slet ikke alle de mange penge værd... Så jeg stoppede igen efter et stykke tid, og mærkede ikke rigtig nogen forskel... Gik til lægen og snakkede med ham om at jeg igen begyndte at få det en lille smule skidt (intet overskud og nedture mm.), og det første han sagde var, at han mente jeg skulle starte på min medicin igen... Gjorde jeg så, men begyndte også til psykolog, og det hjalp mig 100 gange mere end pillerne gjorde...

Men det er selvfølgelig en sag for hver især.. Men jeg synes du skulle tage at prøve at snakke med en psykolog først... Giv det en chance, for det kan godt tage tid at mærke at der sker noget... Men du skal heller ikke blive ved psykologen, hvis du føler det virkelig bare ikke klikker...

Men min erfaring siger mig at give psykologen en chance før du starter på alt det medicinske... Det er kun til at blive afhængig af

Jeg fik af vide at jeg havde en depression efter at have været undersøgt i hoved og rumpe på hospitalet - troede det var fysisk og ikke psykisk.

Derefter fik jeg tilbudt antidepressiva og sagde ja tak - de lagde så på køkkenbordet i 1 mdr før jeg tog dem. Kunne simpelthen ikke, fordi jeg som dig tænkte " så må jeg virkelig være syg". Men sådan er det ikke. Du bliver nødt til at tænke på, at ligesom alt andet skal dette også behandles. Dog kan du være heldig, at psykolog hjælp er nok og at du slet ikke behøver at få medicin.

Vil også sige, at det kommer an på sværhedsgraden af depressionen. Er man svært deprimeret - tror jeg ikke at psykolog hjælp er nok. I hvert fald ikke i de fleste tilfælde. Har man en mild depression tror jeg sagtens at det kan være nok at få aflastet lidt ved en prof.

Det er trist at depressioner og antidepressiva stadig er et tabu - især for dem som oplever det. Det er ligeså acceptabelt at have det dårligt psykisk som fysisk - det gør dig ikke til et svagere menneske af den grund.

/Fenja

Dejligt med alle de svar.

Jeg vil helt sikkert give psykologen en chance først, da jeg nu har sagt nej tak til pillerne. Og derefter må vi se hvad der sker. 

Jeg føler lidt min omgangskreds inkl. min kæreste ikke rigtig forstår at jeg ikke gider høre om hans arbejdsdag da jeg ikke magter det, jeg kan knap nok overskue mig selv, hvordan skal jeg så kunne overskue andre? Ligemeget hvad jeg gør kan jeg ikke banke det ind i hovedet af ham, han siger selv han tager det personligt, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved? kan jeg ? 

Og ja det er virkelig ærgeligt at det er et tabu, for det gør det så meget sværere og få noget hjælp....

RGN skriver:

Jeg tabte mig faktisk en del, da jeg begyndte på dem.

En kombination af, at jeg mistede appetitten fuldstændig og så fik jeg også kronisk dårlig mave af stalking. (Jeg reagerer desværre meget psykosomatisk)

De fleste nyere præparater tager man ikke voldsomt på af, hvis man endelig tager på. Såsom Zoloft, Citalopram og Cipralex.

Tak for svar, det lyder som om du har været igennem en hård omgang, og håber da du er ved og komme ovenpå