Problemet med depression er, at det stadig er så tabubelagt, selvom det er blevet meget bedre.
Jeg selv ser mig som rimelig normal, selvom jeg lider af depression og angst. (Udløst af alvorlig sygdom i familien og stalking de sidste 10 mdr) Og jeg tager pænt min medicin mod depression. 
De folk med depression som ender med, at komme rigtig langt ud er dem som ikke gør noget ved det og ikke tør/kan/vil erkende det og hvilken form for behandling der er bedst egnet til dem.
Det kan godt være det for dig er nok med psykolog og så er det jo dejligt, men hvis du takker nej tak til medicin, skal du gøre det af de rigtige årsager.
Depression er som alle andre sygdomme en sygdom og ikke en personlighedsbrist. Og den kræver at blive behandlet som alle andre sygdomme.
Jeg får selv Zoloft/Sertralin, 200 mg hvilket er max dosis man må få.
I starten havde jeg madlede, søvnbesvær og gaben. Det var dog noget der gik forholdsvis hurtigt over. (Inden for 2 uger) Øget svedtendens om natten. Det varede ret så længe og kan stadig ske af og til, men er ikke længere et problem. Jeg startede med 50 mg og trappede for et par måneder op til 200 mg. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke kan sove helt igennem efter jeg er kommet så højt op i dosis og jeg har sværere ved at få orgasme end ellers. Så jeg ser frem til at jeg kan trappe ned til 150 mg igen. 
Jeg har været meget glad for min medicin, som jeg forøvrigt supplerer med psykolog. Jeg har det stadigvæk svært, men alting er ikke længere håbløst og sort. Jeg kan bedre tage mig sammen, jeg husker bedre, er mindre træt, kan koncentrere mig bedre og ting som pludselig havde mistet min interesse er ved at komme lidt igen.
Jeg kan leve med bivirkningerne så længe det er nødvendigt, at få kemisk hjælp til at være lidt glad af og til. 
Anmeld