Hej piger, hvad følte i da i havde født?

Puha bare det at læse jeres minder, gør at jeg tuder bare ved tanken om at lille pigen ligger oppe hos mig

CamillaValby skriver:

Puha bare det at læse jeres minder, gør at jeg tuder bare ved tanken om at lille pigen ligger oppe hos mig

Det er skønt med alle de hormoner

Rosa skriver:

Jeg kan ærligt sige at min overvældende følelse den første korte stund var DYB TAKNEMMELIGHED! Tak-tak-tusind-tak fordi du endelig kom UD af mig og jeg ikke længere skal have veer!!!  Og så kom den store nysgerrighed lige så stille, og man undersøger de små fingre og tæer, og den lille er så fremmed, så man leder efter små tegn på at det virkelig er "dig som jeg kender inde fra maven"  F.eks. kunne jeg "kende" hans venstre hæl som havde gnubbet sig frem og tilbage under mit ribben i ugevis - foden var helt bøjet op ad benet de første par uger  Mens man undersøger den lille bliver man mere og mere blød om hjertet - og begynder ligeså stille at føle kærlighed på en ny måde - nu er den ligesom "virkelig".

Og så kommer trætheden og lettelsen for alvor over at det er overstået og den lille er sund og rask, og man vil bare sove og samle energi til at begynde at være den mor man drømte om (og blive sig selv ovenpå den vanvittige oplevelse som en fødsel er). 

jeg havde det lige præsis som dig

Ren og skær forvirring
Hun sagde jo ikke noget da hun kom ud, lå bare som en lille klump menneske og kiggede på mig, med sine mørke mørke øjne, mens der var kaos omkring os.

Jeg havde nogle champangedrømme om, hvordan det skulle foregå. Men jeg lå bare i en eller anden bobbel og kiggede på det lille liv, som jeg af en eller anden årsag var voldsomt overrasket over kom ud af mig  

Jeg kan ikke så godt huske lige da han var kommet til verden, for mit akutte kejsersnit var lidt overvældende... Men mine første ord da jeg så min søn (i følge min mor) var... Eeeej han er min tuuud.. Hehe, og så: han er jo slet ikke grim... Havde jeg haft en idé om han ville blive...

Begyndte først at få de der store moderfølelser efter vi kom hjem, havde en spinal hovedpine der overskygget allé andre følelser på sygehuset desværre...

Det er ubeskriveligt og nej man kan ikke forberede sig på noget som helst. Jeg tudede i 3 dage (af lykke) og sov ca. 6 timer på 5 døgn (var fuld af adrenalin og kunne bestemt ikke sove, ville bare kigge på min baby hele tiden) Men jeg tror det er meget forskelligt hvordan man reagerer, men uanset hvad så er det en fantastisk følelse, som dog lige skal synkes, for det er en mystisk fornemmelse at være mor til så lille en skabning )

WishForaMiracle skriver:

Hej Piger.

Jeg har længe tænkt på hvor fantastisk det bliver når man endelig kan kalde sig for mor.

Hvordan havde i det da jeres nyfødte blev lagt op til jer for første gang? er glæden virkelig så ubeskrivelig at man slet ikke kan sætte ord på? kan man overhovedet forberede sig på glæden og det at blive mor?

 Fra Michelle

Det er lidt svært at svare på, synes jeg. 
Jeg blev sat igang 34+4 pga. svær svangerskabsforgiftning og lå i 19 timer. Pga. manglende udvikling endte det i AKS, hvor jeg lå og kastede op imens.
Det var en utroligt hård omgang og jeg fik kun lige stukket Albert op på skulderen, da han selv havde det lidt skidt og skulle videre til Neonatal og børnelægerne.

Da han blev lagt op på skulderen, var det meget surrealistisk. Jeg var på én gang:

• fuldstændigt paf over mit og kærestens lille væsen
• totalt forelsket i mit barn allerede
• fuldstændigt udkørt og havde svært ved at ænse, de ting, der skete omkring mig.

Da jeg blev kørt ud på opvågningen, lå jeg der noget timer og blev efterfølgende kørt på intensiv afd., hvor jeg lå uden mit barn.
Dét var svært! Da jeg var udhvilet, lavede jeg stort set ikke andet end at græde, fordi jeg syntes at det var skrækkeligt, at han lå dér helt alene i en kuvøse.
Jeg synes, at kærligheden og forelskelsen rullede ind over mig - havde meget svært ved at rumme det.

 

jeg var det lykkeligste mennesker i verden...imin verden:-)

WishForaMiracle skriver:

Hej Piger.

Jeg har længe tænkt på hvor fantastisk det bliver når man endelig kan kalde sig for mor.

Hvordan havde i det da jeres nyfødte blev lagt op til jer for første gang? er glæden virkelig så ubeskrivelig at man slet ikke kan sætte ord på? kan man overhovedet forberede sig på glæden og det at blive mor?

 Fra Michelle

Jeg havde slet ikke den der WOW følelse så havde faktisk lidt dårlig samvittighed.....

Jeg havde nærmere "whaaaaat, har jeg lige født hende der!"

Og det var faktisk først flere måneder efter jeg fik den der overvældende kærlighedsfølelse, fordi vi var igennem meget skrig og skrål og kolik agtige tilstande, så jeg havde bare svært ved at nyde det....

Men nu er der ingen tvivl om hun betyder ALT for mig

Loa skriver:

Jeg havde slet ikke den der WOW følelse så havde faktisk lidt dårlig samvittighed.....

Jeg havde nærmere "whaaaaat, har jeg lige født hende der!"

Og det var faktisk først flere måneder efter jeg fik den der overvældende kærlighedsfølelse, fordi vi var igennem meget skrig og skrål og kolik agtige tilstande, så jeg havde bare svært ved at nyde det....

Men nu er der ingen tvivl om hun betyder ALT for mig

Sådan havde jeg det også... total paf over at der kunne komme et levende menneske ud af mig