misundelig eller bare irreteret

altså her i huset bliver det formenligt også mig der får børn først, og jeg er yngst, og det har jeg det sgu enligt fint nok med... min bror priotere anderledes, og sådan er det bare

Kan godt genkende følelsen.. Lidt 
Jeg har været skruk længe og har nu fået den (dejlige!!) besked, at min to år yngre kusine er gravid. Hvilket jeg synes er HELT og aldeles fantastisk!
Men... Jeg gik, samtidig med at jeg var smadder glad og spændt på deres vegne, helt ned med flaget et par dage fordi min mand og jeg, som har været sammen i 5 år og er gift på andet år, ikke er der endnu. (På grund af økonomi og boligsituation.)
Manden kunne godt mærke det på mig og var heldigvis så betænksom at sætte mig ned, så vi kunne snakke baby-planerne ordentligt igennem..

Så tjaaa.. Har egentlig ikke rigtig noget råd, men ville bare sige, at når det handler om børn, tror jeg tit, følelserne sidder udenpå tøjet.. Tror bare, du skal vænne dig til tanken 

Billemyre skriver:

Kan godt genkende følelsen.. Lidt 
Jeg har været skruk længe og har nu fået den (dejlige!!) besked, at min to år yngre kusine er gravid. Hvilket jeg synes er HELT og aldeles fantastisk!
Men... Jeg gik, samtidig med at jeg var smadder glad og spændt på deres vegne, helt ned med flaget et par dage fordi min mand og jeg, som har været sammen i 5 år og er gift på andet år, ikke er der endnu. (På grund af økonomi og boligsituation.)
Manden kunne godt mærke det på mig og var heldigvis så betænksom at sætte mig ned, så vi kunne snakke baby-planerne ordentligt igennem..

Så tjaaa.. Har egentlig ikke rigtig noget råd, men ville bare sige, at når det handler om børn, tror jeg tit, følelserne sidder udenpå tøjet.. Tror bare, du skal vænne dig til tanken 

ja jeg tror lige som jeg er nået frem til at jeg tager en snak med kæresten og så jeg lige som kan finde ud af hvornår skal vi starte projektet igen og skal vi måske rejse lidt inden, for jeg tror lidt følelsen hænger sammen med at vi flyttede sammen for at starte på børn og her efter et år er vi stadig ikkke gået helt igang, så tænker at jeg måske burde tænke okay hvis vi ikke får børn forløbig er der så noget jeg gerne vil nå inden som f.eks. prøve at bo alene eller arbejde i et andet land, ja et eller andet som måske bliver besværligt med børn. så jeg ikke er skide misundelig og føler jeg har sat mit liv i stå for også at få børn men ikke har fået nogle.

Jeg har haft det lidt på samme måde, bare omvendt. Min kæreste og jeg har forsøgt i over 1 år, da vi havde forsøgt i over ½år, kom min kærestes storesøster (hun er 29år) og fortalte, at de skulle være forældre, de havde kun "forsøgt" at få et barn i en måned  Jeg blev helt paf, fordi jeg havde forventet, at vi skulle være dem, som gav både mine forældre og svigerforældre deres første barnebarn. Jeg blev faktisk sådan, at jeg ikke rigtig ville snakke med hende og havde meget svært ved, at forholde mig til, at vi skulle være tante og onkel, før vi skulle være forældre, det er først nu jeg rigtig kan forholde mig til det, nu hvor der er 1måned til hun skal føde og nu glæder vi os bare til det, men håber stadig, at der snart er gevinst, så vores kommende niece, kan få en nogenlunde jævnalderen fætter eller kusine, at lege med 

Anonym skriver:

ja jeg tror lige som jeg er nået frem til at jeg tager en snak med kæresten og så jeg lige som kan finde ud af hvornår skal vi starte projektet igen og skal vi måske rejse lidt inden, for jeg tror lidt følelsen hænger sammen med at vi flyttede sammen for at starte på børn og her efter et år er vi stadig ikkke gået helt igang, så tænker at jeg måske burde tænke okay hvis vi ikke får børn forløbig er der så noget jeg gerne vil nå inden som f.eks. prøve at bo alene eller arbejde i et andet land, ja et eller andet som måske bliver besværligt med børn. så jeg ikke er skide misundelig og føler jeg har sat mit liv i stå for også at få børn men ikke har fået nogle.

Lyder faktisk som en rigtig fin idé! For nogle gange kan drømmen om et barn fuldstændig overskygge alt andet i ens liv.. Det bliver bare det eneste, der føles rigtigt!
Manden og jeg flytter i hus her senere på sommeren og det har hele tiden været dét, vi har arbejdet hen imod... At få orden i økonomien (vi har en kæmpe gæld fra et uheldigt, men nødvendigt boligsalg) og finde et dejligt sted at bo i nogle omgivelser, vi gerne vil have børn i.
Det har vi så fundet og stadig tyder det ikke på at ungerne venter lige om hjørnet
Så det med igen at finde frem til nogle andre drømme, som man kan udnytte og få opfyldt, inden det andet.. Se dét synes jeg lyder rigtig smart!

Held og lykke!!

Billemyre skriver:

Lyder faktisk som en rigtig fin idé! For nogle gange kan drømmen om et barn fuldstændig overskygge alt andet i ens liv.. Det bliver bare det eneste, der føles rigtigt!
Manden og jeg flytter i hus her senere på sommeren og det har hele tiden været dét, vi har arbejdet hen imod... At få orden i økonomien (vi har en kæmpe gæld fra et uheldigt, men nødvendigt boligsalg) og finde et dejligt sted at bo i nogle omgivelser, vi gerne vil have børn i.
Det har vi så fundet og stadig tyder det ikke på at ungerne venter lige om hjørnet
Så det med igen at finde frem til nogle andre drømme, som man kan udnytte og få opfyldt, inden det andet.. Se dét synes jeg lyder rigtig smart!

Held og lykke!!

jeg er da glad for du synes det lyder som en god ide, for frygter hvordan kæresten tager imod forslaget, men han ved det jo nok godt selv

Anonym skriver:

Landet ligger sådan at jeg har hele tiden tænkt at børn komme i rækkefølge med hvem af os søskende der var ældst og nu har jeg lige fået at vide kærestens lillebror og kæreste forsøger at få børn og min ældre bror vil ikke have børn før om ca. 10 år. Jeg føler at tanken om hvordan det hele skulle ske er vendt op og ned og føler mig faktisk bagefter iforhold til kærestens bror, jeg ved ikke hvorfor jeg har den følelse og hader at have den, for det rager jo ikke mig hvornår andre får børn. jeg har det bare sådan at det har været traditionen i begge familier igennem mange generationer at det ældste barn får børn først. Jeg havde ærligt talt glædet mig til at vores barn skulle være det som gjorde alle en generation ældre. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre jeg tænker på det konstant, selvom jeg synes det er dybt åndsvagt, for så længe vi får børn er jeg jo glad og meget lykkelig. hvordan får jeg lige tankerne ud af hovedet at alt ikke behøver at være som det har været indtil nu?

Jeg har lige en problematik jeg så gerne vil have dig til at løse.. Jeg er den ældste i min familie, også med kusiner og fætre mm. Men min kæreste ligger i midten, og har 2 ældre søskende. Kærestens storebror er psykisk syg, og ender nok aldrig med en kæreste som han kan holde længe nok til at få et barn (planlagt) med hende. Så kommer storesøsteren. Og SÅ er det så kærestens (og dermed min) tur til at få barn? 

Og skal hele min familie så vente på at kærestens storebror får sig snøvlet færdig? 

-Sigrid- skriver:

Jeg har lige en problematik jeg så gerne vil have dig til at løse.. Jeg er den ældste i min familie, også med kusiner og fætre mm. Men min kæreste ligger i midten, og har 2 ældre søskende. Kærestens storebror er psykisk syg, og ender nok aldrig med en kæreste som han kan holde længe nok til at få et barn (planlagt) med hende. Så kommer storesøsteren. Og SÅ er det så kærestens (og dermed min) tur til at få barn? 

Og skal hele min familie så vente på at kærestens storebror får sig snøvlet færdig? 

hehe nej sygedomme ændre ligesom nogle ting

men det er jo heller ikke ment sådan at det skal være sådan, det er bare svært når man har forsøgt på pb og så er blevet tvunget til at stoppe med at forsøge, så når man holder den pause fra at forsøge så får man at vide at kærestens bror begynder at forsøge nu, hvis du har haft projektet startet så går du jo ud fra det også bliver dig der får det først. det er mere der den ligger.

Karina1 skriver:

Jeg har haft det lidt på samme måde, bare omvendt. Min kæreste og jeg har forsøgt i over 1 år, da vi havde forsøgt i over ½år, kom min kærestes storesøster (hun er 29år) og fortalte, at de skulle være forældre, de havde kun "forsøgt" at få et barn i en måned  Jeg blev helt paf, fordi jeg havde forventet, at vi skulle være dem, som gav både mine forældre og svigerforældre deres første barnebarn. Jeg blev faktisk sådan, at jeg ikke rigtig ville snakke med hende og havde meget svært ved, at forholde mig til, at vi skulle være tante og onkel, før vi skulle være forældre, det er først nu jeg rigtig kan forholde mig til det, nu hvor der er 1måned til hun skal føde og nu glæder vi os bare til det, men håber stadig, at der snart er gevinst, så vores kommende niece, kan få en nogenlunde jævnalderen fætter eller kusine, at lege med 

ja men tror også det har noget at gøre med at man har forsøgt og så går man jo ud fra så bliver man jo de første, men så pludselig bliver man det ikke alligevel, det er da svært lige at ændre de tanker hvis man har haft dem længe.