modesty skriver:
Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person hvordan man tackler behandlingen bedst. Men jeg ville absolut IKKE være "sikker" på at det lykkes i første hug. Gør op med dig selv at det godt kan tage lang tid. Og at det er okay hvis det tager lang tid. Som min læge sagde til mig - menneskekroppen er ikke en matematisk udregning.
Alting ved mine og min kærestes forhold så rigtig fine ud. Vores eneste problem var at mine æggeledere ikke virkede, ellers var alt super. Jeg "burde" have været en af dem hvor det lykkedes hurtigt. Jeg fik en biokemisk i første forsøg, men så tog det altså et fryseforsøg, endnu en hormonbehandling og så igen et fryseforsøg inden det lykkedes.
Man kan bare ikke vide. Og hvis jeg havde gået rundt og tænkt "denne gang lykkes det helt sikkert" hver gang, så havde jeg da fået en depression undervejs.
Det hjalp helt klart mig igennem at tænke "Det skal nok lykkes. Måske ikke denne gang, men det skal nok lykkes". Og det var den helt rigtige indstilling for mig.
Ja, jeg ved godt at det er farligt at håbe på, at det lykkes i første hug... Jeg har heldigvis ikke været så fokuseret på, at det skulle lykkes hver måned, og dermed er jeg heller ikke røget helt ned i kulkælderen hver gang, jeg har fået min mens. Jeg gik også igang med PB med forventningen om, at det minimum ville tage ½ år, før det ville lykkes, og det kunne nemt tage op til 1 år. Det har nok også hjulpet mig lidt.
Jeg håber, at jeg kan holde fast i dette, når vi starter i behandling, for jeg tror du har helt ret i, at det har en stor betydning. 
Jeg er ked af at høre, at I skulle igennem så mange forsøg, før det lykkedes for jer! Men jeg er glad for, at det lykkedes! Og jeg vil bestemt tage sætningen med mig, at "Det skal nok lykkes". Og vi skal nok blive forældre en dag
