Faren udstationeres under graviditet

Kære tøser

Skriver som ano da PB er dybt hemmeligt Men vi er et par, der gerne vil starte PB med vores første barn. Vi er sidst i 20'erne og jeg er på p-piller men vil stoppe indenfor et par uger.

Der er dog det at faren skal udstationeres med arbejde i November-Februar (begge måneder inkl.). Dette er fint med mig (altså jeg ville da hellere have ham herhjemme) men vi er begge vant til at bo hver for sig i perioder og har 'klaret' det mange gange før i vores meget lange forhold. Og jeg synes også det er fint at han får denne mulighed før baby begrænser det lidt.

Men nu kan vi ikke finde ud af om det er for tidligt at gå i gang med PB nu (sidste p-pille tages om en uge). Dvs. at hvis vi er heldige og der er gevindst i første forsøg vil barnet have termin i slutningen af marts og faren vil så gå glip af hele den sidste del af graviditeten, - det vil både han og jeg synes er lidt ærgeligt. Jeg bekymrer mig mest om og faren 'knytter' sig til sit barn inden fødslen hvis han ikke er med på sidelinjen i graviditeten og om barnet knytter sig til far når han ikke kan høre hans stemme etc. inde i maven?

Omvendt vil jeg også rigtig gerne starte nu, da der jo risikerer at gå nogle måneder og tænk hvis vi ikke har succes inden han skal afsted? Jeg vil jo gerne sørge for at være gravid inden så vi ikke skal vente endnu længere...

Vi har mulighed for at besøge hinanden i begrænset omfang i de fire måneder (dvs. formentligt 1-2 gange i alt, - han skal ret langt væk).

På baggrund af dette, hvad tænker I? Skal vi bare komme igang () eller vil I synes det er for hårdt at risikere at være væk fra hinanden de sidste måneder og hellere vente lidt med risiko for slet ikke at 'nå' og blive gravid i denne omgang?

På forhånd MANGE tak for svar

Anonym skriver:

Kære tøser

Skriver som ano da PB er dybt hemmeligt Men vi er et par, der gerne vil starte PB med vores første barn. Vi er sidst i 20'erne og jeg er på p-piller men vil stoppe indenfor et par uger.

Der er dog det at faren skal udstationeres med arbejde i November-Februar (begge måneder inkl.). Dette er fint med mig (altså jeg ville da hellere have ham herhjemme) men vi er begge vant til at bo hver for sig i perioder og har 'klaret' det mange gange før i vores meget lange forhold. Og jeg synes også det er fint at han får denne mulighed før baby begrænser det lidt.

Men nu kan vi ikke finde ud af om det er for tidligt at gå i gang med PB nu (sidste p-pille tages om en uge). Dvs. at hvis vi er heldige og der er gevindst i første forsøg vil barnet have termin i slutningen af marts og faren vil så gå glip af hele den sidste del af graviditeten, - det vil både han og jeg synes er lidt ærgeligt. Jeg bekymrer mig mest om og faren 'knytter' sig til sit barn inden fødslen hvis han ikke er med på sidelinjen i graviditeten og om barnet knytter sig til far når han ikke kan høre hans stemme etc. inde i maven?

Omvendt vil jeg også rigtig gerne starte nu, da der jo risikerer at gå nogle måneder og tænk hvis vi ikke har succes inden han skal afsted? Jeg vil jo gerne sørge for at være gravid inden så vi ikke skal vente endnu længere...

Vi har mulighed for at besøge hinanden i begrænset omfang i de fire måneder (dvs. formentligt 1-2 gange i alt, - han skal ret langt væk).

På baggrund af dette, hvad tænker I? Skal vi bare komme igang () eller vil I synes det er for hårdt at risikere at være væk fra hinanden de sidste måneder og hellere vente lidt med risiko for slet ikke at 'nå' og blive gravid i denne omgang?

På forhånd MANGE tak for svar

Jeg ville personligt synes det var for hårdt hvis min kæreste ikke var der de sidste måneder af min graviditet  Og jeg ved han ville blive SÅ ked af det hvis han ikke var med til fødslen..

Men selvfølgelig er der jo enlige mødre som klarer den fantastisk alene, med hjælp fra venner og familie  Så hvis det er ville i jo nok klare den..

Jeg ved bare at min kæreste ikke ville kunne klare det...

Hvis det var mig så ville jeg bare gå igang. Hvis du har brugt p-piller i lang tid, så er chancen nok ikke stå stor for at du bliver gravid første måned, men det kna lade sig gøre.

Hvis i begge er klar og det er det i vil, så ville jeg synes det er fint at starte.

Boede selv delvist væk fra min mand da jeg var gravid, med vores første datter. Han var dog hjemme stort set hver weekend, så han var selvfølgelig ikke så meget væk som din mand bliver. Men her har det ikke være noget problem at han ikke var hjemme i hverdagene, de sidste 4 måneder af graviditeten. Han stoppede dog med at arbejde 3 dage før fødslen, på trods af at jeg gik 10 dage over tid.

Men her det ikke været et problem, for min mand at knytte sig til vores datter. Men han gik også hjemme på barsel med vores datter, så der fik de en masse ekstra tid sammen.

Hej CSDK>3

Tak for svar. Bare lige for at afklare, så vil han jo være hjemme minimum 1 måned før termin.

Det er da også meget vigtigt for os at han er med til fødslen! Jeg ved at man naturligvis kan føde for tidligt men en måned er vel trods alt meget for tidligt (og hvis der er nogen tegn på det må jeg jo se om jeg kan kalde ham hjem)

Men kom meget gerne med flere inputs

Hvad vil du helst ikke? Have baby til marts, hvor far kun kan knytte sig til bebse ved hjælp af billeder, breve og den sidste måned eller at i først for baby til 2013.

Det der er svært for jer at aceptere, er jeres valg. Men det er ingen garantier, selv hvis i starter nu, så er det ikke sikkert i for lavet en bebse inden.

Har du familie, som kan være der hos dig, imens kæresten er væk, for det er jo sindsyg vigtigt.

LC skriver:

Hvis det var mig så ville jeg bare gå igang. Hvis du har brugt p-piller i lang tid, så er chancen nok ikke stå stor for at du bliver gravid første måned, men det kna lade sig gøre.

Hvis i begge er klar og det er det i vil, så ville jeg synes det er fint at starte.

Boede selv delvist væk fra min mand da jeg var gravid, med vores første datter. Han var dog hjemme stort set hver weekend, så han var selvfølgelig ikke så meget væk som din mand bliver. Men her har det ikke være noget problem at han ikke var hjemme i hverdagene, de sidste 4 måneder af graviditeten. Han stoppede dog med at arbejde 3 dage før fødslen, på trods af at jeg gik 10 dage over tid.

Men her det ikke været et problem, for min mand at knytte sig til vores datter. Men han gik også hjemme på barsel med vores datter, så der fik de en masse ekstra tid sammen.

@LC: Dejlig at høre

Jeg synes da bestemt I bare skal gå igang.
Det er jo ikke anderledes end at være fx sømandsenke.

Masser af fædre er ikke hjemme ved deres børns fødsel eller i tiden under graviditeten, men bliver alligevel knyttet meget til barnet..og hvis I begge er sikre på at I vil have barn...så skal du slet ikke tvivle på, at din mand vil elske den lille uanset hvor meget han så er til stede under graviditeten.

Kærligst
Sussie

Kofoed33 skriver:

Hvad vil du helst ikke? Have baby til marts, hvor far kun kan knytte sig til bebse ved hjælp af billeder, breve og den sidste måned eller at i først for baby til 2013.

Det der er svært for jer at aceptere, er jeres valg. Men det er ingen garantier, selv hvis i starter nu, så er det ikke sikkert i for lavet en bebse inden.

Har du familie, som kan være der hos dig, imens kæresten er væk, for det er jo sindsyg vigtigt.

Tak for inputs

Jeg vil helt klart helst have barn nu end at risikere at vente til 2013 (selvom det naturligvis altid er en risiko).

Ang. familie vil jeg have masser af opbakning fra min egen familie, venner samt svigerfamilie. Problemet bliver nok at få 'lov til at være lidt i fred' Men nu skriver du det er 'sindsygt vigtigt'. Tænker du praktisk eller mentalt? Hvad skal jeg forvente at have brug for hjælp til? (Regner naturligvis med at snakke meget med kæresten over Skype og holde ham involveret på den måde og få gennemgået de mentale forandringer lidt sammen)

SussieThyssen skriver:

Jeg synes da bestemt I bare skal gå igang.
Det er jo ikke anderledes end at være fx sømandsenke.

Masser af fædre er ikke hjemme ved deres børns fødsel eller i tiden under graviditeten, men bliver alligevel knyttet meget til barnet..og hvis I begge er sikre på at I vil have barn...så skal du slet ikke tvivle på, at din mand vil elske den lille uanset hvor meget han så er til stede under graviditeten.

Kærligst
Sussie

Hej Sussie

Rart at høre fra en så 'erfaren' som dig

Det er også det jeg tænker, - vi er begge meget selvstændige akademikere, der er vant til at klare os selv i mange forskellige situationer. Og jeg ser bestemt ikke graviditet som en sygdom og regner med at fortsætte i mit lederjob imens. Vil bare være sikker på at jeg ikke undervurderer udfordringen (alt for meget... ). Og som sagt regner vi jo med at besøge hinanden (lidt).

Jeg ville nok vente en måned med at gå i gang. Hvis du har termin i marts og han er ude til og med februar bliver det godt nok tæt på til sidst. Hvad hvis du føder lidt før tid, eller bare bliver tung og besværet til sidst? Min mand arbejdede også i en udlandet en del af den tid jeg var gravid med vores datter. Han kom hjem i februar og jeg havde termin i slutningen af april. Det gik helt fint, men jeg ville ikke have haft ham til at komme senere hjem. Det føltes godt, at der var lidt tid at gå på, hvis hun nu skulle være dukket op før tid.

Selvfølgelig er der stor sandsynlighed for at der går lidt tid før du bliver gravid, men det ved man jo ikke. Her var der bingo med det samme (faktisk lidt før vi havde regnet med). Man kan ikke planlægge sig ud af alt